Thomas Laub var af præsteslægt. Hans far var sognepræst i Langaa på Fyn og hans onkel, Otto Laub, var biskop i Viborg. Efter faderens død blev Thomas Laub som 10 årig opdraget af sin faster og onkel, Ludvig Zeuthen der var sognepræst i Fredericia, hvor han oplevede krigen 1864-66 og tyskernes besættelse af byen. Denne baggrund var med til at præge Thomas Laub i grundtvigsk og national retning og det gav afgørende impulser for hans virke senere i livet.
 
Efter et års teologiske studier blev Thomas Laub optaget på musikkonservatoriet, hvor han tog organisteksamen 1876. Efter konservatorieårene blev han organistvikar for Berggreen i Trinitatis Kirke frem til Berggreens død 1881. Året efter rejste han til Italien for at studere 1500- og 1600-tallets vokalpolyfoni og kirkemusik. Inspirationen hertil stammede bl.a. fra Laubs venskab med sin studenterkammerat Frederik Rung og deres fælles arbejde med at udgive arier fra 1700- og 1800-tallets kantate- og operakomponister som Carissimi, Cavalli eller Scarlatti.

Italiensrejsen fik især afgørende betydning for Thomas Laub på det personlige plan. Her mødte han den senere Sjællands Biskop Skat Rørdam som blev hans livslange ven og inspirerende støtte[1]. Skat Rørdam var på det tidspunkt sognepræst ved Helligåndskirken, hvor Laubs gamle lærer fra konservatoriet, J. C. Gebauer, var organist. Efter dennes død 1884 knyttede Skat Rørdam Laub til kirken som organist, og da Skat Rørdam var blevet provst i Holmens Kirke kaldede han Laub til det prestigefyldte embede som Holmens organist efter Gades død i 1890.

Denne kaldelse gjorde Thomas Laub til midtpunkt i en kirkemusikalsk strid. I første omgang drejede det sig om udnævnelsen af Gades efterfølger i Holmens Kirke uden opslag, hvad en række københavnske organister protesterede imod. Laub var kirkemusiker og ikke orgelvirtuos. Det understregede Skat Rørdam i et offentligt forsvar for hans ansættelse, og det oprørte kunstnere som Gottfred Matthison-Hansen og Otto Malling.

Efterhånden kom striden til at dreje sig om en reform af salmesangen som Laub havde taget til orde for i skrifter og gennem sine udgivelser af salmemelodier. Thomas Laub var inspireret af tyske forsøg på at reformere salmesangen og af Skat Rørdams bestræbelser på at give den grundtvigske forkyndelse en ligefrem og ukunstlet sproglig udformning. På den baggrund søgte han at føre salmesangen i den danske kirke tilbage til den musikalske stil, der efter hans overbevisning karakteriserede den lutherske salmesang i reformationsårhundredet.

Læs mere om Laubs reform

Salmesangsstriden tog måske hårdere på Skat Rørdam[2] end på Thomas Laub der udadtil levede et stilfærdigt liv som ungkarl sammen med to af sine søstre. Men den gjorde ikke Laubs i forvejen stejle karakter mindre stridbar. Da Holmens Kirke i 1900 efter Chr. IX.s personlige ønske fik en indremissionsk sognepræst, der så afgjort foretrak Ludvig Birkedal-Barfods Menighedens Melodier frem for Laubs reform, blev Salmesangstriden en fast del af Laubs virke som organist. Men det fik ikke Thomas Laub til at opgive sine reformtanker.

Tværtimod udvidede han sit virkefelt til også at omfatte de danske folkesange. Sammen med Axel Olrik udgav han to samlinger Danske Folkeviser med gamle Melodier (1899 og 1904), hvor han søgte at rekonstruere de overleverede og tilrettede melodier med den gregorianske kirkesang som en slags forlæg.

Blandt de støtter som Thomas Laub havde, var Carl Nielsen, som han havde lært at kende under et Italiensophold 1899. Skønt Laub ikke kunne fordrage Carl Nielsens musik (og ikke lagde skjul på det) udviklede bekendtskabet sig til et venskab og til samarbejdet om den folkelige danske sang. De to bind En Snes danske Viser og arbejdet med udgivelsen af Folkehøjskolens Melodibog (hvor også Oluf Ring og Thorvald Aagaard bidrog) blev af afgørende betydning for udviklingen af den dansk sang i det 20. århundrede og var – i måske endnu højere grad end reformen af kirkesangen – med til at give Thomas Laubs ideer en folkelig udbredelse.

Læs mere om den folkelige sang i Carl Nielsen, Den danske Sang

(JBR)

Den salmesang som Thomas Laub satte sig for at reformere, var allerede inden han begyndte sine reformer et stridens æble. To tendenser trak i hver sin retning: En ældre, konservativ og rationalistisk, tendens som foretrak den dengang klassiske ”stive” koral med lige lange toner, dvælen ved linjeslutninger og et langsomt tempo. Og en nyere, grundtvigsk, tendens som foretrak tidens nyere, romanceprægede melodier som uden stilistiske hensyn appellerede til menighedens vokale udfoldelsestrang.

Laub var gennem sin tilknytning til det grundtvigske miljø modstander af den ”stive” koral og hvad den stod for musikalsk og kirkeligt. Men han kunne ikke gå ind for den romanceprægede kirkesang, som de grundtvigske menigheder dyrkede og som en række af 1800-tallets bedste komponister havde bidraget til. Den var ikke ”barn af huset”. Hans reformbevægelse blev derfor en krig på to fronter.

Udgangspunktet for reformen var den tyske reform af kirkesangen, som Laub stiftede bekendtskab med på udlandsrejser i 1880’erne og senere. Her gjaldt det om at genoplive den protestantiske koral fra reformationstiden som grundlag for en levende menighedssang. Laub kombinerede denne ambition med resultatet af sine egne studier i reformationstidens musik og efterhånden også i den katolske (gregorianske) kirkesang med dens særlige ”kirketonearter” i stedet for dur og mol.

Gennem skrifter, foredrag, sangøvelser og især udgivelsen af en række melodi- og koralbøger søgte Thomas Laub at indføre en praksis, der såvel på det rytmiske som på det tonale felt afveg fra den gængse. Men som forekom de fleste menigheder uvant og vanskelig at synge. Navnlig det rytmiske område der erstattede den ”stive” korals lige lange toner i firdelt takt med synkoper og taktskifte voldte vanskeligheder.

På dette felt gik Laub nok for vidt. Hans kendskab til reformationstidens salmesang stammede i vid udstrækning fra kunstmusikalske melodiudsættelser, hvor den rytmiske udformning af salmemelodien (som ofte ligger gemt i en mellemstemme) er underkastet harmoniske hensyn. Også på det tonale felt undervurderede Laub nok betydningen af reformationstidens folkelige sang med dens foretrukne dur-mol lignende ”joniske” og ”æoliske” tonearter.

Det videnskabelige grundlag for Thomas Laubs salmereform – og tilsvarende for hans forsøg på at rekonstruere de gamle danske folkeviser – er med rette blevet anfægtet. Men det rokker ikke ved at en række af Laubs revisioner og nogle af hans egne melodier repræsenterede en tiltrængt fornyelse af den danske salmesang. Ikke alle hans forsøg kunne fortrænge den romanceprægede melodi (som Nebelongs Nu falmer Skoven… med dens forkætrede sekst-spring i begyndelsen). Men andre har vundet indpas og hører nu til de kendte og brugte (som Laubs dåbssalme Sov sødt, Barnlille…).

Thomas Laubs reform af salmesangen blev videreført af Samfundet Dansk Kirkesang efter hans død og fik betydelig indflydelse på besættelser af organistembeder og udgivelse af koralbøger i årene op mod og omkring 1900-tallets midte.

(JBR)

Ikke tilfældigt omtales Thomas Laub i Dansk Biografisk Leksikon som ”kirkemusiker” og ikke som ”komponist”. Han betegnede sig selv om kirkemusiker og han betragtede sig som kunsthåndværker mere end som kunstner. Men det betød ikke at Laub begrænsede sig til at skrive liturgisk musik. For ham var ikke gudstjenesten, men ordet det centrale. At levendegøre ordet musikalsk var hans felt, og dertil kunne han inspireres både af kirkelige og af verdslige tekster.

En stor del af Thomas Laub værker [består] af rekonstruktioner af eksisterende melodier og melodiudsættelser. Gennem sine studier af den ældre musik levede han sig ind i, hvad han måtte opfatte som et autentisk foredrag. Det omfattede tonale og rytmiske ændringer af den praksis, som de mellemliggende århundreder havde frembragt. Han søgte at genoplive ”ånden” i den reformatoriske kirkesang og støttede sig til såvel videnskabelige (objektive) kriterier som til kunstneriske (intuitive eller subjektive).

Læs mere om Laubs reform  

Den samme stræben karakteriserer Thomas Laubs verdslige kompositioner. De omfatter udelukkende vokalmusik. Ordet var for Laub altid udgangspunktet for det musikalske arbejde. I ordet var ånden som komponisten skulle levendegøre. Et fornemt eksempel herpå er Laubs udsættelse af Jeppe Aakjærs ”Stille, Hjærte, Sol gaar ned” (fra digtsamlingen ”Hedevandringer”) der første gang blev trykt i Carl Nielsens og Laubs En snes danske Viser II, 1917. Laub følger Aakjærs tekst tæt og former sin melodi i overensstemmelse med digtets rimskema (a-b-a-b-c) så første og tredje verslinje bygger på et drejemotiv og skalabevægelser, mens 2. og 4 verslinje danner på en melodisk kurve. Melodien ”rimer” på samme måde som teksten. Også tekstens stemning af tidløs naturoplevelse træffer Laub med sin melodi der balancerer mellem dur, mol og den frygiske kirketoneart. Eksemplet viser nogle af de træk der er karakteristiske for hans bidrag af de danske Viser sammen med @Carl Nielsen@, hans mange melodier i Folkehøjskolens Melodibog og de få samlinger af sange, som han selv udgav: Tolv viser og sange af danske digtere og Ti Aarestrupske ritorneller (begge 1920).

Carl Nielsen udtrykte det i sin – overstrømmende men også indsigtsfulde – anmeldelse af de Tolv viser og sange af danske digtere således:

”Vi [har] næppe en finere og dybere Kender af vor Digtekunst end Musikeren Thomas Laub. De tolv smaa Viser og Sange, han for nylig har udgivet, viser det med en tydelighed, saa man maa juble. Det er vel overhovedet første gang i dansk Aandsliv, at Ord og Toner er indgaaet en saa fuldkommen Formæling. Her finder jeg, in nuce, hvad jeg fordrer i al Kunst: noget modsat der mødes og gennemglødes, saa det synes ét, men dog bestandig er to, favnende, kærtegnende, som glidende Vande over glatte runde Stene, dog uden at komme i egentlig Berøring og bryde det legende Spil”.[1]

(JBR)

Noter

Anvendt litteratur

Povl Hamburger: Bibliografisk Fortegnelse over Thomas Laubs litterære og musikalske Arbejder. København 1932

Jens Peter Larsen i DBL2 bd. XIV, København 1938

Povl Hamburger: Thomas Laub. Hans Liv og Gerning. København 1942

Nils Schiørring: Musikkens Historie i Danmark bd. 3 s. 113-120. København 1978

Øvrigt litteratur

Claus Røllum-Larsen: Thomas Laub (1852-1927)

kb.dk: Thomas Laub og salmesangsreformen

Wikipedia: Thomas Laub

Udvalgte indspilninger:

Samler af Thomas Laub - Toner fra Holmens Kirke Vol. 3
Holmens Kirkes Kantori, Jakob Lorentzen (dirigent)
DR Radiopigekoret, Michael Bojesen (dirigent)
Medlemmer af Holmens Barokensemble:
Jesenka Balic Zunic & Tinne Albrectsen (barokviolin),
Kristian Buhl-Mortensen (lut), Tóra Dahl (kontrabas)
Helikon records, CD
Link til Helikon records

Efter Wikipedia, revideret.

1888 80 rytmiske Koraler, en enstemmig samling.

1888 48 Kirkemelodier firstemmig udsatte til Brug ved Gudstjenesten.

1889-1891 Kirkemelodier, tre hæfter med firstemmige udsættelser

1890 10 gamle danske Folkeviser udsatte for blandet kor

1896 Udvalg af Salmemelodier i Kirkestil

1899 Danske Folkeviser med gamle Melodier I

1902 Udvalg af Salmemelodier i Kirkestil, bind 2.

1904 Danske Folkeviser med gamle Melodier II

1909 Forspil og Melodier. Forsøg i Kirkestil

1915 En Snes danske Viser.

1917 En Snes danske Viser.

1918 Koralbogen Dansk Kirkesang

1920 Tolv viser og sange af danske digtere

1920 Ti Aarestrupske ritorneller

1922 30 danske sange for 3 og 4 lige stemmer

1922 Udkom Folkehøjskolens Melodibog med en række folkelige melodier af Th. Laub

1928 24 salmer og 12 folkeviser udsat for 2 og 3 lige stemmer