Hakon Andersen er især kendt for sit store arbejde for skolesangen og hans udgivelser af Melodier til Sangbogen ”Danmark” (1924 sammen med Carl Nielsen), Gymnasiesangbogen (1929 sammen med Finn Høffding) og Ny dansk Skolesangbog (1932 sammen med Mogens Wøldike og Rudolf Grytter).
Udbredelsen af disse samlinger i talrige oplag til stort set alle danske folkeskoler og gymnasier gennem et halvt århundrede betød at Carl Nielsens og Thomas Laubs tanker om en dansk folkelig sang blev toneangivende for generationer af danskere. Det var f.eks. afgørende for at ”den danske sang” kunne fungere som et nationalt samlingspunkt med ”Alsangsbevægelsen” i besættelsens første år.
Hakon Andersen var svagsynet og kom på Blindeinstituttet. Her blev hans musikalske evner hurtigt opdaget og han blev uddannet som organist. Som skolemand begyndte hans karriere allerede omkring 1900, og 1905 blev han sanglærer ved Aurehøj og Øregård gymnasier. Det var baggrunden for at Carl Nielsen valgte ham som medudgiver af de 2- og 3-stemmige udsættelser af melodierne til sangbogen Danmark:
”Hr. Hakon Andersen er ikke alene en fortræffelig Musiker, men som mangeaarig Lærer i Sang i Skoler og Gymnasier var han i Besiddelse af den store praktiske Erfaring og tillige af en vis medfødt Sans for ved hvilke Hjælpemidler Børnenes Deltagelse vækkes tillive.”[1]
1921 blev Hakon Andersen desuden organist og kantor ved Helligåndskirken i København, og 1924 blev han censor ved organisteksamen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Som kirkemusiker var han tilhænger af Laubs reform – dog uden at være ”110 % Laubianer”[2].
Hovedparten af Hakon Andersens værker består af sange (f.eks. børnesangen Se den llle kattekilling) og kantater f.eks. til Øregård og Aurehøj gymnasiers jubilæer hhv. 1928 og 31. En tidlig Andante funèbre for strygeorkester blev opført i Tivoli 1901.
(JBR)
Noter
