Siegfried Salomon blev som 14-årig optaget på Musikkonservatoriet, hvor han fik Otto Malling som lærer i teori og Albert Rüdinger som lærer i cello. Efter konservatorieeksamen fortsatte han cellostudierne i Leipzig og 1903 blev han solocellist i Tivolis orkester.
1907 blev Siegfried Salomon cellist i Det Kg. Kapel, hvor han virkede til 1956 – fra 1924 som 2. solocellist og fra 1937 endvidere som formand for Kapellets forening og pensionskasse.
Som cellosolist optrådte Siegfried Salomon både i København, Stockholm og Paris. Men i 1920’erne og 30’erne indskrænkede han sin solistiske virksomhed og dyrkede celloens historiske forgænger, gamben, i kammermusikalsk sammenhæng.
Med støtte fra Det Anckerske Legat[1] opholdt Siegfried Salomon sig i Paris og havde kontakt med komponisterne Paul Le Flem og Maurice Ravel. Fra 1920’erne spillede komponistgerningen en voksende rolle for ham sammen med virksomheden som dirigent af egne værker.
Komponist
Siegfried Salomon var i sin samtid bedst kendt som komponisten af operaen Leonora Christina. Operaen blev uropført på Det Kgl. Teater 1926 og gik frem til 1940 79 gange. Leonoras arie Der er tre Hjørnestene overlevede operaen i mange år som et af de mest populære numre ved ønskekoncerter i radioen.
To andre operaer – Duen og Slangen (1925) og Dronning Dagmar (1928) blev ikke opført. Til teatret skrev han endvidere skuespilmusik til Det Kgl. Teater (L. C. Nielsens Kain, 1920) og til Dagmar Teatret (J. L. Heibergs En Sjæl efter Døden, 1922).
Som instrumentalkomponist var Siegfried Salomon særdeles produktiv med to symfonier, to orkestersuiter, fire koncerter og seks strygekvartetter, hvoraf nr. 3 blev opført i Dansk Koncert-Forening 1919 af bl.a. Fini Henriques.
Nogle af disse værker blev opført ved koncerter han selv foranstaltede med Det Kgl. Kapel. Andre måtte vente mange år på uropførelsen. F.eks. blev hans 1. cellokoncert op. 34 komponeret omkring 1922 først uropført mange år senere af Erling Bløndal-Bengtsson.
Når Siegfried Salomons instrumentalmusik ikke havde samme fremgang i det københavnske koncertliv som hans opera havde på Det Kgl. Teater har det utvivlsomt stilistiske årsager.
Siegfried Salomon var romantiker uden forbehold. Hans musik er eklektisk i 1800-stil og betræder kendte veje banet af forgængere som Tjaikovskij, Dvorak, Brahms eller Liszt.
Siegfried Salomon kan sit håndværk og skriver godt for instrumenterne, men hans musik har haft svært ved at finde fodfæste på repertoiret mellem de beundrede forbilleders romantik og samtidens ny musik.
(JBR)
