Da Otto Malling døde 1915 stod han i Kbh's musikliv som den centrale konservative skikkelse: Gades efterfølger på Konservatoriet, Hartmanns efterfølger ved Frue Kirkes orgel og et bolværk mod de fornyelser af kunstmusikken, som Carl Nielsen tegnede, og den reformation af kirkemusikken, der var Thomas Laubs indsats.
Eftertiden huskede ham som en konservativ bagstræber og glemte at han i sine yngre år havde været blandt de førende i oppositionen mod Gades og Hartmanns allerede dengang konservative musikpolitik.
Unge år
Efter konservatorieårene indledte Otto Malling en karriere som dirigent. Han vandt sig hurtig anerkendelse som leder af Studentersangforeningen og fornyede korets repertoire, bl.a. med egne værker.
Otto Mallings interesse for samtidens internationale ny musik førte til, at han sammen med C. F. E. Horneman, Jakob Fabricius og Grieg i 1874 stiftede ”Koncertforeningen”. Koncertforeningens formål var at opføre nye udenlandske, ikke mindst franske, værker, der var for moderne for Gades musikforening. Otto Malling blev Koncertforeningens faktiske leder og faste dirigent, og den franske påvirkning mærkes både i hans instrumentalmusik fra denne tid og i hans senere lærebog i instrumentation.
Modne år
Omsvinget i Otto Mallings stilistiske udvikling begyndte i 1880’erne, da han blev lærer på Konservatoriet. Det forstærkedes i løbet af 90’erne, hvor han arvede Gades professorat i komposition på Konservatoriet (1890) og efterfulgte Laub som organist i Helligåndskirken (1891). Da Koncertforeningen lukkede 1893 helligede Otto Malling sig kirkemusikken og det akademiske arbejde som professor og (fra 1897) daglig leder af Konservatoriet.
Den sidste snes år af sit liv skrev Otto Malling kun få værker til koncertsalen og teatret (bl.a. en klaverkvartet op. 80, 1903, og balletmusikken Askepot op. 90, 1908 opført 1910). I stedet komponerede han hovedsageligt kantater, sange, salmer og ikke mindst orgelværker.
Orgelværkerne vandt europæisk udbredelse gennem udgivelsen på Wilhelm Hansen og blev spillet i bl.a. Holland, England og Frankrig.
I Danmark var Rued Langgaard en af de få betydelige komponister, der fulgte Otto Mallings eksempel med programmatiske orgelværker i senromantisk tradition. Rued Langgaard opførte også Otto Mallings orgelmusik.
(JBR)