Emil Reesen blev født ind i musikken. Hans far var militærmusiker og avancerede til overhornblæser og musikdirektør ved 1. regiment, og allerede som 4-årig begyndte drengen at spille violin og klaver. Klaveret blev hans hovedinstrument og studier hos Liszt-eleven Siegfried Langgaard førte til debut i 1911. Men koncertpianist blev Emil Reesen aldrig. Orkestret trak i ham og 1920 debuterede han som dirigent ved en symfonikoncert.

På det tidspunkt havde Emil Reesen allerede i gang med en karriere som teaterkapelmester og -komponist. I Tivolis sommerrevy (1917), Dagmar teatret (1919) og Scala (1921) dirigerede og skrev han musik til skuespil (bl.a. Oehlenschlägers Sct. Hans Aftens-spil, 1923) og revyer med populære succes’er som Lille Lise Let-paa-Taa (Scalarevyen 1924).

1925 blev et vendepunkt i Emil Reesens karriere. Han opgav sine engagementer i Danmark og flyttede til Paris. Her lærte han Ravel og Albert Roussel at kende og fulgte prøver hvor Toscanini dirigerede, og han kom i direkte kontakt med fransk og russisk musik. Tilbage i Danmark blev han knyttet til det nyoprettede Statsradiofoniens Symfoniorkester 1927, og han gjorde sig gældende som  komponist med orkesterværker (bl.a. Variationer over et Tema af Fr. Schubert, 1927) og balletmusik til Det Kgl. Teaters balletmester Harald Lander (Gaucho, 1931, Gudindernes Strid, 1933).

Udenlandske engagementer i bl.a. Stockholm, Berlin og Wien og samarbejdet med Det Kgl. Teater betød at Emil Reesen følte sin kontrakt med Statsradiofonien snærende. 1936 afbrød han samarbejdet med radioen og levede som freelance dirigent og komponist frem til 1950, hvor han blev fast knyttet til Det Kgl. Teater som kapelmester. Fra den periode stammer også nogle af Emil Reesens største værker: Operaen Historien om en Moder (Det Kgl. Teater 1941), operetterne Farinelli (1942) og Gadeprinsessen (1948) og musikken til mange af Palladiums film (bl.a. dokumentarfilmen Danmarks Konge gennem 25 Aar med den populære Kongemarch, 1937). Han påtog sig også forskellige tillidshverv som formand for Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik og konsulent i radioen.

Emil Reesen var en fremragende dirigent og en blændende instrumentator der gerne gav en hånd med, hvis kolleger havde brug for hjælp. F.eks. har han instrumenteret dele af Carl Nielsens musik til Moderen. Hans egne værker var populære i samtiden, men de er med få undtagelser som Kongemarchen og nogle af sangene fra Farinelli gledet ud af repertoiret.

(JBR)

Meget af Emil Reesens musik hører til den kategori som tyskerne kalder ”kapelmestermusik”. Dvs. partiturer med sans for, hvad der gør sig for et orkester og er oppe i tiden, men uden selvstændighed og kvaliteter som rækker ud over dagen og vejen. Emil Reesen var en ferm komponist: leveringsdygtig med et sikkert håndelag og et højt artistisk niveau, og han var ikke kræsen med de opgaver, som bød sig til.

Men Emil Reesen var ikke tilfreds med at komponere kapelmestermusik. Han kunne det, han gjorde det, og han ville mere end det. Efter Dagmar teatret og Scala revyen benyttede han årene i Paris til at hente inspiration fra tidens franske og russiske musik. Han fik kontakt med Ravel og Roussel, ”men sådan ligefrem studere – næh, det gjorde jeg ikke, jeg havde det bare dejligt”.[1] Nogle af hans første selvstændige orkesterværker stammer fra den tid: Rapsodien Himmerland (1926) blev komponeret i Paris, og Variationer[…] over et Tema af Fr. Schubert (1928) fulgte umiddelbart efter hjemkomsten.

Navnlig Schubert-variationerne viser rækkevidden af og begrænsningerne for Emil Reesens talent. De bygger på et af Schuberts mindre kendte og brugte temaer og udvikler sig fra virtuose figuralvariationer til personlige karaktervariationer. Der er lidt af Tjaikovskijs Rococcovariationer over dem, men også momenter der sigter og rammer dybere: ikke mindst i 3. variation Andantino, con moto hvor en afspaltning af Schuberts tema kastes kontrapunktisk rundt blandt orkestrets soloinstrumenter i en dyster, ”russisk-klingende”, harmonik.

Problemerne viser sig til sidst, hvor Emil Reesen prøver at samle trådene i den afsluttende finalevariation. Her viser det sig at ideerne er for disparate til en symfonisk sammenfatning, og i stedet vælger komponisten en flot, men intetsigende Kehraus. Konceptet egner sig derimod fortrinligt til balletmusik hvor skiftende danse får hver sin karakteristiske udformning. Sammen med Harald Lander skabte Emil Reesen nogle gedigne succes’er på Det Kgl. Teater: Gaucho (1931) og Gudindernes Strid (1933). Men også her står de isolerede momenter, f.eks. Pasodouble fra Gaucho stærkest. Når Reesen samler dansene i et orkesterværk som Gaucho-suiten, virker overgangene ofte som brud på sammenhængen, og de koreografisk betingede repetitioner virker hæmmende på fremdriften.

Det artistiske element træder lidt i baggrunden til fordel for en mere personlig tone i de værker som Emil Reesen komponerede over danske folkemelodier: Rapsodien Himmerland (1926), bearbejdelserne af Agnete og Havmanden og Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre (1929) og Grønlandsk Folketone (1934). Navnlig Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre er udtryksfuld og fremhæver melodiens molpræg gennem en raffineret harmonik hvor melodien præsenteres i en ”forkert” toneart der lægger et slør over de ”dybe dale” som teksten fortæller om og skaber en fremmedgjorthed i forhold til fuglesangen, der ”hjertet monne røre”.

Melodien dukker op igen i Emil Reesens sørgemusik over Grønlandsfareren Knud Rasmussen, Grønlandsk Folketone (1934), hvor de første toner (til tekstens ”Jeg gik mig ud en sommerdag”) bliver til et slags vandremotiv nu transponeret til tyste og sneklædte ødemarker. Her er de artistiske manerer helt forsvundet og Reesens beundring for Carl Nielsen (hvis orkesterværk Island Reesen instrumenterede i 1929) gør sig gældende som et ægtefølt udtryk for den sorg, der ramte hele landet ved budskabet om at, ”Det er Knud, som er død”.[2]

Læs om Emil Reesens Farinelli her

(JBR)

Det værk hvor Emil Reesens talenter bedst kom til udfoldelse, var nok operetten Farinelli (1942) der byggede på den gamle vaudeville om Farinelli – en italiensk kastratsanger der i 1700 havde en sensationel karriere og blev sin tids mest berømte operasanger. Reesen moderniserede en af J. L. Heibergs vaudeviller med musik af syngemesteren på Det Kgl. Teater, Ludvig Zinck (1776-1851). Farinelli (der i vaudevillen lykkeligt har undgået kniven og er blevet tenor) boltrer sig nu blandt smukke kvinder og veldækkede borde, og Emil Reesen lægger sig tæt op ad den sene wieneroperette i skildringen af hans uskrømtede livsglæde. Sangen besynges i yppig valsetakt (Sangen har vinger), og en slager som Herren som skabte alt på Jord lægger op til en smægtende smørtenor (ved uropførelsen sunget af Aksel Schiøtz). Kommer der endelig en kurre på tråden klares det i Lehars ånd med en valse lente der forsoner og forfører den kvindelige hovedperson.

Takket være ikke mindst Mogens Dams vittige og ofte drilske tekster undgår Reesen den sentimentalisering der præger wieneroperettens seneste skud (f.eks. Lehárs Smilets Land eller Fredericke). Forfatter og komponist får endda anbragt et par hib til den aktuelle situation med krig og besættelse:

I Revolutionssangen kaldes ”Til Vaaben” med et citat fra Gilbert og Sullivans engelske operette Mikadoen, så kendere kan identificere våbenfællerne i oprøret mod besættelsesmagten. Og i operettens Finale følger man den lokale tradition og slutter med en fædrelandssang der i Carl Nielsens stil og ånd (á la Du danske Mand komponeret 1906 som revyfinale) opfordrer til kamp for fredens og frihedens fædreland.

Emil Reesens største og længst levende succes var harmløs underholdning i en mørk tid. Men ikke uden lyspunkter.

(JBR)

Efter Balzer (1932) og Wikipedia, suppleret.

Scenemusik

 
1921                       Posthuset. Skuespilmusik til tekst af Tagore.

1923                       Sct. Hansaftens-spil. Skuespilmusik til tekst af Oehlenschläger.

1925                       Skønjomfru. Skuespilmusik til tekst af Johs. Dam.

1926                       Viola d’amore. Balletmusik f. orkester, solo og kor. 

1930                       Salome. Skuespilmusik til tekst af Oscar Wilde.

1930                       Trold kan tæmmes. Skuespilmusik til tekst af Shakespeare.

1931                       Gaucho, ballet. Koreografi Harald Lander.

1933                       Gudindernes Strid, ballet. Koreografi Harald Lander.

1934                       Zaporogerne, ballet. Koreografi Harald Lander.

1941                       Historien om en Moder, opera efter H. C. Andersen.

1942                       Farinelli, operette efter J. L. Heiberg (tekst: Mogens Dam)

1948                       Gadeprinsessen, operette.

1950                       Video, fjernsynsballet.

Orkesterværker

1926                      Himmerland, rapsodi.

1928                      Variationer over et tema af Fr. Schubert.

1931                      Jazz-suite (af musikken til Trold kan tæmmes).

1941                      Trianon. Suite i gammel stil.

1948                      Gaucho-suite (af musikken til Gaucho).

Sange

1924                       Lille Lise Let-på-Tå.

1925                       Adrienne med sin luftantenne.

1925                       Roselille men uden mor.

1925                       Vil du sænke dit øje.

1941                       Et Flag er smukkest i Modvind (Tekst: Poul Sørensen)

1944                       To som elsker hinanden (Tekst: Viggo Stuckenberg)

1948                       Vuggevise (Teksts: Mogens Kaarøe)

u.å.                         Sange op. 3, WH.

u.å.                         12 smaa Sange, WH.

Filmmusik

1937                       Flådens blå matroser.

1937                      Danmarks Konge gennem 25 Aar.

1937                      Plat eller krone.

1940                      En desertør.

1941                      Niels Pind og hans dreng.

1941                      En forbryder.

1943                      Kriminalassistent Bloch.

1944                      Familien Gelinde.

1944                      Spurve under taget.

1946                      Oktoberroser.

1948                      Hvor er far?

1950                      Din fortid er glemt.

ANVENDT LITTERATUR

Nils Schiørring i: DBL2 bd. 19, København 1940

Ejnar Jacobsen og Vagn Kappel: Musikkens Mestre bd. 2 s. 448-51. København 1947

Jens Cornelius: Noter til DACAPO indspilningen af Emil Reesens orkesterværker, 8.2260.31. Læs her

ØVRIGT

Dacapo-records.dk: Emil Reesen

Gravsted.dk: Emil Edvard Johannes Reesen 

Kraks Blå Bog: Emil Reesen

Wikipedia: Emil Reesen 

Udvalgte indspilninger:

Orkesterværker
Aalborg Symfoniorkester, Bo Holten (dirigent)
Dacapo 8.226031(2007) CD
Link til Dacapo