Knud Jeppesen begyndte allerede som dreng at komponere på egen hånd, og da han havde taget studentereksamen 1911, drog han til Tyskland og indledte en karriere som operarepetitør og kapelmester. Et lovende engagement ved et af Berlins større teatre blev afbrudt 1914 af verdenskrigen, og Knud Jeppesen vendte hjem for at videreuddanne sig i komposition med Carl Nielsen og Thomas Laub som lærere samtidig med, at han studerede musikvidenskab på Københavns Universitet og forberedte sig til organisteksamen.

De følgende fem år fastlagde Knud Jeppesens fremtid. 1916 tog han organisteksamen; 1918 tog han magisterkonferens i musikvidenskab; 1919 debuterede han som komponist. Det blev musikvidenskaben og kirkemusikken som kom til at præge de følgende år.

• Knud Jeppesen blev 1917 ansat som organist i Sankt Stefans kirke på Nørrebro i Købehavn og virkede der til 1932, hvor han blev organist ved Holmens kirke.
• Konferensen i musikhistorie førte ham til Wien hvor han lærte den moderne ”musikvidenskab” at kende og disputerede 1923 med en afhandling om Palestrinas dissonansbehandling. Den blev hurtigt oversat og skaffede ham international berømmelse som en af de førende kendere af renaissancetidens vokalmusik.
• Komponistdebuten derimod lovede ikke godt for fremtiden. Hans musik blev så ilde modtaget af kritikken at: ”Koncerten dengang [1919] betød en stor skuffelse. Jeg havde håbet straks at finde forståelse, men alt gik anderledes, og i næsten 14 år derefter skrev jeg intet.”[1]

Først da Knud Jeppesen havde passeret de 40 år og var højt anset som videnskabsmand, organist og lærer på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, kom der for alvor gang i hans virke som komponist. Inspireret af sine studier i Palestrinas messer og motetter og deres forgængere i italiensk verdslig og kirkelig vokalmusik komponerede han sange og korværker, der gjorde ham til en meget anvendt kantatekomponist. Den ærefulde post som Gades og Laubs efterfølger ved Holmens kirkes orgel førte til en række orgelværker – såvel store koncertstykker som mindre koralforspil til kirkelig brug.

Nu blev hans musik værdsat efter fortjeneste, og det førte til større værker: Symfonien Sjællandsfar (1938-39), korværket Te Deum Danicum til indvielsen af Radiohusets koncertsal 1945, operaen Rosaura (Det Kgl. Teater 1950). Men Knud Jeppesens indsats som forsker og udgiver af ældre musik overskyggede hans betydning som komponist. I 1947 stoppede han som teorilærer på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og påtog sig som professor at opbygge det nye musikvidenskabelige institut på Aarhus Universitet – en opgave han varetog, til han lod sig pensionere 1957.

Først de sidste år af sit liv kunne han hellige sig kompositionen og skrive nogle af sine betydeligste værker: Passacagliaen for orgel (1961) og værket Tvesang (1965), der på en meget personlig måde konfronterer Grundtvigs og Søren Kierkegaards kristendomssyn og dermed menighedens og individets forhold til Gud.

(JBR)

Noter

Vokalmusik udgør langt den overvejende del af Knud Jeppesens kompositioner. Koret var hans foretrukne medium, og netop korværkerne viser den betydning, hans studier i renæssancens vokalmusik havde for hans egne værker. Palestrinas stemmeføring og dissonansbehandling har for Knud Jeppesen repræsenteret et klassisk skønhedsideal, som han prøver at efterleve i sine værker. Ikke gennem efterligninger, men med respekt og forståelse for de æstetiske og tekniske landvindinger 400 års musikhistorie og mestre fra Bach til hans egen lærer Carl Nielsen har betydet.

Det kommer klart frem i de første samlinger fra 1930’erne, navnlig samlingen af Danske motetter og andre korstykker (1936) hvor motetter som Een Ting har jeg begæret af Herren eller Herre! hvor er mine Fjender mange karakteriseres af plastisk smuk og sangbar stemmeføring og af en udtalt treklangsharmonik, der peger tilbage mod renæssancen, men gennem melodik og tonalitetsopfattelse er i slægt med det 20. århundredes neo-barok og –klassik.

Carl Nielsen har også en finger med i spillet – ikke mindst gennem den karakteriseringskunst og djærve humor der præger kantaten Hr. Jon i udgaven for blandet kor a cappella (1954). Det er en fornøjelse at synge disse værker, og de er sammen med korsatser som Angelus og Bygen flygter til Ludvig Holsteins tekster (1943) eller de fire Shakespearesange (1951) blev en del af det danske korrepertoire.

Knud Jeppesens solosange og de større korværker har haft sværere ved at vinde fodfæste i repertoiret, og det samme gælder hans store orkesterværker – symfonien Sjællandsfar (1938-39) og hornkoncerten (1942). Operaen Rosaura (1951) har sin styrke i 1. akts situationsskildringer med inddragelse af venetianske folkemelodier, men taber angiveligt pusten undervejs.[1]

De mindre former synes at være Knud Jeppesens force, og der er grund til at fremhæve hans to små trioer La Primavera (1945) og Lille Sommertrio (1957). La Primavera er små stemningsbilleder fra Botticellis Italien med regnvejrsskyer og fuglekvidder i de to sidste satser. Lille Sommertrio er neoklassisk med en regelret sonateform hvor ekspositionsdelen tilmed gentages, men også her mærker man den personlige tilegnelse af traditionen.

 Et kapitel for sig er Knud Jeppesens orgelværker der i højere grad er knyttet til den umiddelbare fortid – senromantikken og neobarokken – med Bruckner og Max Reger som inspirationskilder. Her dominerer de barokke former (præludium, fuga, passacaglia), mens Palestrinas klassiske vokalpolyfoni træder i baggrunden til fordel for et mere moderne, lineært, kontrapunkt. Treklangsharmonikken er stadig fremherskende og præger på Carl Nielsen’sk vis modulationerne. Men dissonansfylden er bemærkelsesværdig og kan føre til overraskende momenter som i e-mol fugaen (1942), hvor fugatemaet slutter på skalaens hævede fjerde trin og sætter det videre forløb i elegant varierede harmoniske belysninger.[2]

(JBR)

Noter

Efter Jens Peter Jacobsen i: Natalicia Musicologica Knud Jeppesen, 1962, og Wikipedia. 

Opera 

Rosaura eller Kærligheden besejrer alt. Det Kgl. Teater 1950.

Orkester

Symfoni Sjællandsfar, 1938-39.
Koncert for valdhorn og ork., 1942.
Akademisk Festmusik, 1946. 

Kammermusik

Nordisk Festmarche for 3 vl, vlc, harmonium og pno., 1906
Strygekvartet i F-dur, 1915.
Sonate f. violin og klaver op. 1, 1919.
Trio La Primavera f. fl. vl. og pno., 1945.
Lille sommertrio f. fl., vlc. og pno, WH 1957.

Korværker

Foraar f. soli kor og ork. (tekst: Johannes Jørgensen), 1912.
Kantate for Rungsted Kostskoles Samfund, 1925.
3 Kanons, 1930.
Hørt paa Gaden, 1930.
To Sange f. damekor, 1931
Kantate ved 400 års Festen for Reformationens Indførelse i Danmark, 1936.
Danske motetter og andre korstykker, WH 1936.
Nordenvinden f. bl. kor, 1937.
Lave og Jon f. mandskor og ork., WH 1938.
Høstmarch f. mandskor, WH 1941.
Vor Stamme stod i tusind Aar f. mandskor, WH 1941.
Angelus f. mandskor, WH 1941.
Hedeland f. mandskor, WH 1941.
Danske Sange f. lige stemmer og 3-5 st. bl. kor, WH 1943.
Aften f. mandskor, WH 1944.
Igen en dag f. mandskor, WH 1944.
Kirkeklokken f. mandskor, Københavns Musikforlag 1944.
Juninat f. mandskor, Københavns Musikforlag 1944.
Te Deum Danicum f. soli, dobbeltkor, orgel og ork., WH 1945.
Dronning Dagmar Messe f. bl. kor, 1946.
Kantate til Aarhus Universitet, 1946.
Guds Fred med vore Døde f. bl.a. kor el. mandskor, WH 1948.
Tre Sange f. tre lige st., 1948
Træet f. 8 st. bl. kor, 1948.
Paaske vi holde f. 6 st. bl. kor, 1948.
Kantate ved genindvielsen af Haderslev Domkirke, 1949.
Ørnen og Skarnbassen, 1949.
Fire Shakespearesange f. bl. kor, Folkemusikskolens Forlag 1951.
Foraar f. bl. kor, WH 1951
Kantate v. Det Jydske Musikkonservatoriums 25 Aar Jubilæum, 1951.
Tre sange f. mandskor, WH 1953.
Kantate  Herr Jon f. bl. kor, WH 1954.
Julekantate Hjerte, løft din Glædes Vinger f. solo, bl. kor, orgel og ork., Folkemusikskolens Forlag 1954.
Jeg kan ej lide ham f. lige st. og klaver m. rytmeinstr. ad libitum, Musikhøjskolens Forlag 1955.
Tre små maurerpiger f. lige st. Musikhøjskolens Forlag 1955.
Kantate Op, I Kristne, ruster Eder f. bl. kor, WH 1958.
Motetter og korsang, WH 1959.
3 sange f. mandskor, WH 1961.
Tvesang - Kierkegaard og Grundtvig f. soli, kor og ork. (Tekst af komp. efter Kierkegaard, Johannes Evangeliet og Grundtvig), 1965.
Ni sange f. mandskor, u.å.

Sange

Staka, Symfonisk Digtning f. tenor og klaver, 1911.
Ni Sange m. klaver, 1916-19.
Ti Sange m. klaver op. 2, WH 1919.
Koral Bøj, O Helligaand, os Alle, 1930.
To patetiske Sange (Tekst: Walt Whitman) f. drengekor og ork., 1940.
Kantate Domine, refugium factus es f. sopran m. fløjte- og violinsolo, 1937, WH 1959.
Fire Sange m. klaver (Tekst. Johs. V. Jensen), 1937-41.
Syv Sange m. klaver, 1937-49.
Guds Fred med vore Døde sang m. klaver, WH 1945.
Fire åndelige sange, De unges Forlag 1950.
Seks salmemelodier, 1950, WH 1954 Den danske Koralbog.
Tre salmemelodier, 1951.
Tre folkelige sange, 1951, WH 1958.
Tre åndelige sange m. orgel, 1954.
Salmemelodi Fjernt og tyst hos Israel, Lohses Forlag 1954.
Kantate Dagen viger og gaar bort f. alt-solo, bl. kor, str. og orgel, Folkemusikskolens Forlag 1951.
Aaret i Danmark I og II, 20 sange m. klaver, WH 1953.

Orgel

Intonazione boreale (præludium – tripelfuga – passacaglia), 1937, WH 1958.
Praeludium og fuga i e-mol, 1942, Nordiska Musikförlaget 1953.
Passacaglia, 1956.
50 koralforspil, WH 1957.

Klaver

Sonatine, 1930.
Illusioner. Melodi med variationer, 1951.

ANVENDT LITTERATUR

Jens Peter Jacobsen: ”Knud Jeppesens værker for a capella kor” i: Caecilia 1993 nr. 1, s 1 – 32

Søren Sørensen: Nekrolog i: Dansk Musiktidsskrift 1974-75 nr. 2 s. 41-45

Finn Mathiassen: ”Jeppesens Passacaglia” i: Natalicia Musicologica Knud Jeppesen, København  1962 s. 293-307

ØVRIGT

Gravsted.dk: Knud Christian Jeppesen 

Wikipedia: Knud Jeppesen

Udvalgte indspilninger:

Angelus, Gensyn med Danmark, Høstdrøm, Sommervise
Songs by Carl Nielsen and his Pupils
Lars Thodberg Bertelsen (baryton), Tove Lønskov (klaver)
Danacord 472, CD
Link til Danacord

Four Shakespeare Songs
Academic Choir of Aarhus, Uffe Most (dirigent)
Danacord 607, CD
Link til Danacord