Søg i
komponistbasen

Fødselsår

Dødsår

Genre/kunstform

Profil
Af: Ursula Andkjær Olsen

Både ja og nej

 

Det har altid været nemt og bekvemt at sætte folk i bås. At ordne dem. Det gør man både af pædagogiske årsager og af trang til at vide, hvad man taler om, men det lader som regel noget tilbage – uden for båsen, noget som ikke passer ind. En komponist som traditionelt har fået tildelt en af de mere trange båse er Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Og det billede man ofte møder af ham, er portrættet af en nej-siger, en anti-ekspressiv, anti-virtuos og anti-romantisk Rasmus Modsat. En pessimist, som ikke tror på store metafysiske ord og smukt udarbejdede sammenhænge. Det er et billede som Gudmundsen-Holmgreen også selv har bidraget (ivrigt!) til, og der borges da også umiddelbart ganske godt for det fx med hans erklærede kærlighed til den Beckettske absurdisme og med hans udgangspunkt i 1960’ernes musikalske konkretisme. Konkretismen som i komponistkollegaen Henning Christiansens manifeste formulering skærer musikken ned til udsagnet: ”en lyd er en lyd”. Og dermed basta! Men, det var vist alligevel ikke det hele…

 

En dansk komponist skal engang have sagt, at musik ikke kan sige ja og nej, men at den til gengæld kan sige både og. Disse få ord beskriver smukt det velkendte fænomen, at musik nok kan både ”sige” og ”tale”, men at den ikke siger eller taler på en begrebslig eksakt måde. Det sjove er bare, at der findes tonesprog, som trods disse ords ubetvivlelige sandhed på en eller anden måde alligevel formår at sige både ja og nej. Og blandt disse tonesprog finder man Pelle Gudmundsen-Holmgreens. Er hans ”nej”, hans modvilje, fremtrædende, så er den det dog ikke så meget, at den får ham til at holde helt kæft. Og det er lige netop kernen! Siger man noget, om det så er et nok så rungende NEJ, så har man også sagt i hvert fald et lille ja til at være her og være med i samtalen.

 

Så, altså, Pelle Gudmundsen-Holmgreen er måske nok ”anti”, men han er også samtidig herligt mislykket anti: Alle mulige ting og sager som ikke passer ind – ømhed, idyl, sårbarhed, skønhed – bliver ved med at stikke ud af den snævre nej-bås.

 

Pelle Gudmundsen-Holmgreens verden rummer mange modstridende fænomener, ja’er og nej’er, på stort set alle niveauer i musikken: voldsom larm side om side med det næsten uhørlige; treklange side om side med ikke-tonalitet; nærmest monotone gentagelsesmoduler over for de mest overraskende indskydelser og en egen sans for teatralsk timing; streng og ”ren” konstruktivitet befriet for associationer i selskab med lystige melodier, ucensurerede og usmykkede banaliteter og spilleanvisninger, som fx tilskriver musikerne at spille ”amatør-agtigt”; en stærk og ofte grovkornet sans for komik eller ligefrem en forkærlighed for pinligheder parret med blottelser af den mest skrøbelige sårbarhed; enkelhed og klarhed i motiver og strukturer, fx ved symmetrisk udvalgte dele af det kromatiske rum, i kombination med en stærk modvilje mod den ”runde” eller centrale form.

Hvem sagde noget?

Men disse kontraster alene sætter naturligvis ikke musikken i stand til at sige ”både ja og nej”; at man kan føle at den gør det, hidrører fra Gudmundsen-Holmgreens særlige brug af stemmer og instrumenter som selvstændige væsner. For ligesom Gudmundsen-Holmgreens univers som helhed rummer store kontraster, så huser de enkelte værker en mangfoldighed af forskelligartede væsner, og netop gennem disse væsner genopfinder han stemmen som grundelement i musikken. Man kan sige, at han i sin musik radikaliserer fænomenet den musikalske stemme.

 

Der er nemlig ikke tale om musikalsk stemme i klassisk forstand eller i den absolutte musiks forstand, ikke stemmen i en ren polyfoni, kort sagt ikke den musikalske linje. Ej heller er der tale om retorisk velformede og virtuose stemmer. Det er snarere stemmerne i alle deres mindre hørte, eller i hvert fald mindre ”veltempererede” former – som hviskende, som vaklende, som pludseligt følsomme, som kørende i tomgang, som søvnige eller dovne, som lystige eller inderlige, som voldsomt effektive og som udråbende sig selv i et overstadigt kaos. Ikke stemmen som et særligt kunstfærdigt middel til at udtrykke det gode, det sande eller det skønne, men stemmerne som de også er: både tvivlende og genstridige, legende og ømme.

 

Hvad et sådant væsen, en sådan stemme er, kan man illustrere med en lille historie. Den kunne fx handle om fagottens ensomme vaklen i værket Mester Jakob fra 1964. Først lægger man mærke til fagotten som noget konkret klangligt. Den er først lyd. Man lytter til selve fagottens klang, ikke til en linje spillet af en fagot, for den spiller netop ikke en rigtig linje. Den spiller kun ganske få toner, og den spiller dem igen og igen. Men samtidig har Pelle Gudmundsen-Holmgreen spændt sine tråde ud: for pludselig fokuserer man på, at fagotten bliver ved. Det at den bliver ved netop med at vakle, med at gå en tone op, så en tone ned, så lave et spørgende glissando, gør den efterhånden til et levende væsen; man kan simpelthen identificere sig med den! Uden store armsving – uden brug af de virkemidler som man igennem musikhistorien traditionelt har brugt til at skabe udtryksfylde – er en stemme blevet til lige for ørerne af lytteren. En stemme, som trods sin vaklen siger ”ja, her er jeg”, som siger det dén vil og lader de andre stemmer om at sige deres.

 

Lyt til Mester Jakob

 

Gudmundsen-Holmgreens stemmer finder deres ægthed og følsomhed i netop ikke at vandre ad ”ekspressivitetens” eller ”virtuositetens” for længst nedtrådte stier. Pelle Gudmundsen-Holmgreen har ingen tillid til de store, smukke ord, til den enstemmige patos som menneskeheden så ofte har udtrykt sig igennem – og således har tutti’et hos Gudmundsen-Holmgreen ofte en snert af orgiastisk massevildskab. Når stemmerne ikke får lov at tale hver for sig selv, så går de gerne amok i fællesskab! Men han kærer så meget desto mere om de små ord, det vil sige de små, måske ”tynde”, pibende, støjende eller traditionelt ikke-musikalske lydes liv og færden.

 

Denne sans for at lade lydene – eller ”lydvæsnerne” – leve deres eget liv findes helt emblematisk fx i det berømte og berygtede værk Plateaux pour deux (1970) i kombinationen af den ”klassiske” ekspressive cello og det ”umusikalske” fjollede og energiske bilhorn. 

Lyt til Plateaux pour deux sats 1-5

 

Streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af Dacapo Records

i begyndelsen var tre toner

(ca. 1950-65)

Pelle Gudmundsen-Holmgreens dannelse var da også temmelig kontrastrig. Opdraget som han var i en verden af billedkunst – hans fader Jørgen Gudmundsen-Holmgreen var billedhugger – havde han et naturligt tilhørsforhold til den arkaiske skulpturverden, mens han i ligeså høj grad fattede interesse for 1960’ernes kunstneriske eksperimenter. Fx inspirerede Robert Rauschenbergs såkaldte "combines" til at sætte de forskelligste elementer sammen uden at lade deres egen unikke aura gå tabt. Også litteraturen i denne periode satte nye dagsordner. Gudmundsen-Holmgreen var optaget af fx Hans-Jørgen Nielsens konkrete digtning, hvor mønstre af ord afløste den klassiske modernismes eksistentialistiske etos. Og ikke mindst blev han dybt betaget af Samuel Becketts absurde romaner og dramaer.

 

Gudmundsen-Holmgreen blev optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i en tid, hvor den herskende stil var traditionalistisk, og Gudmundsen-Holmgreen mødtes således af sin første lærer i komposition, Finn Høffding, med et krav om at arbejde med dét, som han, Høffding, opfattede som musikkens mindstedele, nemlig motiverne og melodierne. Gudmundsen-Holmgreen blev sendt hjem med den opgave at komponere så mange melodier som muligt med blot tre toner som udgangspunkt – det kan man kalde dansk mådehold! Selv om Gudmundsen-Holmgreen kort tid efter snusede til den komplekse centraleuropæiske efterkrigstidsmodernisme og dens idéer om nye materialer og klange og dens tanker om helt nye konstruktive systemer for musikken – i fx værket Chronos (1962) tydeligt inspireret af György Ligeti – så er forbindelsen mellem Høffdings tre toner og fagottens ditto i Mester Jakob ikke rigtig til at overse.

 

Men det blev ikke i hverken traditionalismen, serialismen eller den øvrige centraleuropæiske efterkrigstidsmodernisme, at Pelle Gudmundsen-Holmgreen fandt sit rette element. Det danske musikmiljø mønstrede i midten af 1960’erne overhovedet en lang række komponister, der ikke følte sig tiltrukket af den komplekse modernisme, men som heller ikke ønskede at ”vende tilbage”. Det brogede billede som disse komponisters musik tilsammen udgjorde – og som bl.a. omfatter den ovennævnte musikalske konkretisme – går oftest under overskriften ”den danske ny enkelhed”. Og blandt de ny-enkle fandt man også Pelle Gudmundsen-Holmgreen.

 

Tricolore IV (1969) – som vakte skandale ved ISCM festivalen i Basel i 1970 pga. sin upassende enkelhed – består stort set af tre forskellige klange – heraf naturligvis titlen – der afløser hinanden i vekslende mønstre. Det drejer sig om en Sus4 spredt ud over hele tonerummet i strygerne, en højt opbygget træblæserakkord og en enkelt tone, et g, i messinget. Det er blevet kaldt et storværk i den musikalske konkretisme på grund af sin nærmest outrerede enkelhed, men blot og bar associationsfri lyd er der nu ikke helt tale om. De tre klange har nemlig på gudmundsen-holmgreensk vis personlighed. Der er den åbne sitrende strygerklang, en nærmest Mahlersk ”’Naturlaut”. Træblæserklangen har et skær af noget jazz’et og messingblæserne trutter sejrrigt deres ene tone. Og så får den ganske simple lille melodi i bratcherne i sidste sats det rene mønster til at vælte endegyldigt – for at åbenbare den skæreste poesi.

Hvad der siden skete

(fra ca. 1965 og frem)

I en musikalsk verden baseret på lydvæsner og stemmer er det måske ikke overraskende, at den vokale musik spiller en relativt stor rolle. Alligevel optræder den menneskelige stemme ikke for at ”hælde” ekspressivt indhold ned i værkerne, i hvert fald ikke i umiddelbar forstand. I de Tre sange til tekster af Politiken (1967) for alt og lille ensemble synges der til tre forskellige uddrag fra dagbladet Politikens forside og bagside den 10. december 1966, og alten fremfører disse ”nyheder” med en næsten koldsindig naivitet i ganske enkle tonale figurer, der følges slavisk uden hensyn til teksten. Samtidig med at akkompagnementets hver for sig ganske enkle figurer blander sig i et tæt polyrytmisk mønster. Der er mange andre, men mest berømt og berygtet blandt vokalværkerne er måske alligevel Je ne me tairai jamais. Jamais. (1966) for kor, ensemble og oplæser med tekstuddrag fra Samuel Becketts roman ”Den unævnelige”.

 

I dette værk synger koret udelukkende den ene sætning: “Jeg vil aldrig tie. Aldrig.” Den besværgende Beckett-sentens har en nærmest ligeså initial karakter for Gudmundsen-Holmgreens værk, som den har for Becketts, og den synges med skrattende, pibende stemmer (med mere eller mindre tillukket strube) der bare bliver ved og ved – akkompagneret af blandt andet en fræk mandolin, et hammondorgel og et par frygtindgydende skralder og jævnligt afbrudt af oplæseren, der fremsiger de udvalgte tekststykker fra romanen. Et stykke absurd drama i musik og et absolut hovedværk i produktionen.

 

Blandt Gudmundsen-Holmgreens øvrige hovedværker finder man Symfoni, Antifoni (1977) for stort orkester, slagtøjskoncerten Triptykon, Concerto Grosso for orkester og strygekvartet, og de tre koncerter for soloinstrument og orkester For cello og orkester (1996), For violin og orkester (2002) og Plateaux pour piano et orchestre (2005). 

 

Symfoni, Antifoni (1977), der indbragte komponisten Nordisk Råds Musikpris, spiller klaveret rollen som joker. Ud af dets ganske enkle tre-akkorders stemme vokser i anden sats, antifonien, den mest drillende rag-time melodi, som med sin banale glæde og evindelige kadencer bryder ind i den tilsyneladende orden og ender med at rive hele orkestret med i et gigantisk kaos af larm. I Triptykon (1985) er den strenge enkelhed tilstede på et helt overordnet plan, mens livfuldheden og overstadigheden bobler i det voldsomt virtuose slagtøjsparti. Storformen er nemlig bygget sådan op, at de to første satser, hvis orkesterpartier er instrumenteret for henholdsvis strygere og blæsere, spillet samtidigt udgør tredje og sidste sats. Gudmundsen-Holmgreens slående enkle og indlysende løsning på den nye musiks svært hørbare strukturer: At lægge to satser eller værker – her en 1. og 2. sats – oven på hinanden og derved danne en tredje sats/værk, hvis flerstemmighed lytteren har bedre forudsætninger for at høre, fordi hun er blevet introduceret for lagene enkeltvis. Så enkelt kan det gøres.

 

Concerto Grosso (1990) kan måske betegnes som det af Gudmundsen-Holmgreens værker, som ligger idéerne om en ”ny dansk enkelhed” fjernest, selv om han benytter sig af de samme typer konstruktive principper som i sin øvrige produktion. Han har selv beskrevet Concerto’en som ”Vivaldi på Safari”, og værket er da også en ren jungle spækket med de sære væsner som kendetegner hans univers.  

Streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af Dacapo Records

sol går op, sol går ned

(- 2015)

På trods af Gudmundsen-Holmgreens forkærlighed for ting der ikke passer sammen, så dyrkede han ikke de tilfældige former. Han arbejdede hele tiden med måder, hvorpå han kunne ”tæmme” de sære væsner og egensindige stemmer, så de ikke bare flød sammen i et intetsigende kaos. De enkelte stemmers enkelhed, fx deres toneknaphed er selvfølgelig afgørende heri, men også tonegitrene, som til hvert værk så at sige filtrerer bestemte toner ud af det kromatiske felt, hører til Gudmundsen-Holmgreens arbejde med at tæmme det strittende materiale. Og i det hele taget har Gudmundsen-Holmgreen arbejdet med at holde de enkelte stemmer på plads i polyrytmiske net som tillader dem at cirkulere i hver deres tempo – ligesom planeter der holdes på plads i deres baner og bevæger sig i fastlagte mønstre. De glider ind foran hinanden med jævne mellemrum, men de flyder ikke sammen i én samlet bevægelse. Et sådant sammensat megakredsløb møder også lytteren i Pelle Gudmundsen-Holmgreens eneste opera, Sol går op, sol går ned, hvor de kredsende elementer – som titlen antyder – også omfatter himmellegemer. Men selvfølgelig: Der er ikke tale om en gnidningsfri endsige formålsbetonet cyklus…

 

Man kunne tro at Gudmundsen-Holmgreen med sin interesse for musikalske stemmer, for deres samliv, deres konflikter, ville være særligt disponeret for det musikdramatiske, for operaen. Men sådan har det ikke været– ikke helt i hvert fald. Han ytrede adskillige gange sin modvilje mod netop operagenren, ikke mindst dens patos. Dog, allerede længe før årtusindeskiftet luftede Gudmundsen-Holmgreen ideen til den opera han ville lave – når han fik tid til at kaste sig over genren. Og i 2015 havde Sol går op, sol går ned urpremiere på Takkelloftet i Den Kgl. Opera i København.

 

I Sol går op, sol går ned sidder den gamle Kong Salomon fra Prædikerens bog – ham med ”Alt er tomhed” – på den ene side af scenen, mens Højsangens unge Kong Salomon og hans elskede Sulamith befinder sig på den anden. En ligefrem klassisk gudmundsen-holmgreensk konfliktsituation, den endegyldige inkarnation af nejet og jaet: Det dybeste mismod over for den ultimative forelskelse – omgivet af et statisk kor med det (ligeledes) bibelske refræn ”Alting har sin stund”, en ”døgnrytme” i lyssætningen som lader lysstyrken hæves og sænkes i sin helt egen cyklus på tværs af hvad der i øvrigt sker på scenen. Og sidst men ikke mindst er der fire arbejdere, hvis fraværende chef – vist nok – har bedt dem om at fjerne hele scenariet. Det idiosynkratiske orkester – bestående af basuner, elguitar, elbas, slagtøj og strygetrio – bidrager selvfølgelig markant til dette genuint gudmundsen-holmgreenske ritual.  

Se partituret til Sol går op sol går ned her 

 

En del af musikken fra operaen kendes fra Holmgreens korværk Igen fra 2006 med de tre satser gammeltestamentlig lyrik fra Prædikerens Bog. Det er de satser, der sætter sig igennem som tema i operaen Sol går op sol går ned

Ny grund, grøn, grene, grå

(ca. 2010-2016)

Sol går op, sol går ned står måske som det ultimative udtryk for Pelle Gudmundsen-Holmgreens konflikt-testamente, hans ultimative ”både-ja-og-nej”. Han har aldrig været for fin til at vrænge ad det der nu bør vrænges ad – og det er vi mange der er ham evigt taknemmelige for! Men i værkerne fra de seneste år er der også en strømning som går mod at lade det beske vige for det mere vegeterende. Som om lytteren bliver taget med længere ud i krogene af hans lydlige landskaber i stedet for at blive midt på den konfliktorienterede hovedscene. Værker som strygekvartetten New Ground og New Ground Green for strygekvartet og fire stemmer (begge fra 2011), fremmaner en særlig landskabelighed. I New Ground opstår dette landskab rundt om Pachelbels berømte kanon, som spilles igen og igen som et fælles ritual, den ”grund” de implicerede har at gå på. Med en klassisk gudmundsen-holmgreensk manøvre (som nævnt oven for anvendt også i slagstøjskoncerten Triptykon) ”kronede” han strygekvartetten med værket Green for fire solostemmer over den engelske middelaldertekst ”to the greenwoods must we go, alas”, så de tilsammen danner værket New Ground Green, hvor strygere og stemmer tilsammen udgør et landskab som gennemstrømmes af en rent ud pastoral skønhed. I Grene, grå (2011) for klaver og baryton famler og mumler stemmen sig igennem et tilsyneladende ensformigt landskab som ikke desto mindre rummer sprøde, uldne, tågede og klare teksturer, når man lader sig føre med ned i detaljerne.

 

  

Gudmundsen-Holmgreen har i flere omgange nærmet sig den danske sangskat. I Moving Still (2004) for strygekvartet og baryton bygger 2. sats på fædrelandssangen I Danmark er jeg født med tekst af H. C. Andersen – i anledning af hvis 200-års fødselsdag i 2005 værket er skrevet. I Gudmundsen-Holmgreens udgave af fædrelandssangen ender den velkendte melodi i et harmonisk/melodisk set-up med mindelser om mellemøstlige tonesprog. Ligesom sangen i Kronos kvartettens indspilning bliver sunget af engelske Paul Hillier med en ret uforglemmelig ikke-dansk accent.

 

I det helt sene korværk Sorrig. Glæde fra 2016 med tekster af Thomas Kingo søger Gudmundsen-Holmgreen endnu dybere ned i mulden, et kor der taler med brudt stemme – om forfængelighed, om sorrig og glæde, der vandrer til hobe, som vi kender det fra Kingo-salmen – ikke for at spidde et ”ja”, ikke for at holde jubeloptimismen i tøjler, men simpelthen fordi stemmen ER brudt, som om den taler med jord i munden.

 

Gudmundsen-Holmgreens musik har i det nye årtusinde oplevet en stigende international interesse. Allerede i 1986 skrev han strygekvartetten Ground til Kronos kvartetten, og samarbejdet med dem fortsatte bl.a. med ovennævnte Moving Still og yderligere tre strygekvartetter, hvoraf Last Ground fra 2006 – med vanlig sans for modsigelser – kun var den første. Både førnævnte New Ground (2011) og No Ground (2011) hører til i samme perlerække. Også strygekvartetterne nr. 12-14 (2013) – og kombinationen af dem i ét værk All in One – er blevet spillet af udenlandske ensembler. I 2012 havde BBC Symphony Orchestra Gudmundsen-Holmgreen på deres Proms-program, nemlig værket Incontri (2010). Det blev også til en udgivelse af dette nye værk, Mirror II og klassikeren Symfoni, Antifoni – indspillet af samme BBC Symphony Orchestra med Thomas Dausgaard i spidsen.

 

Tiden går ofte i stå, når man er selskab med Pelle Gudmundsen-Holmgreens poetiske væsner og inddraget i deres til tider tyste, til tider larmende verden af gentagelser, forskydninger og små skub. Af nogle vil dette måske blive betragtet som frustrerende, af andre som en entydig kvalitet, men sikkert er det, at væsnerne er der, og at de lever og ånder.

 

Streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af Dacapo Records

Værkliste

Komplet værkliste i alfabetisk orden findes på Edition Wilhelm Hansen


1954

Variationer for cello solo (cello)
Vandringen (chorus)

 1955
Ouverture for strygere (strings)

1957
Børneballet
Lamento for strygere, trommer og pauker (timpani, percussionist and strings)

1958
5 sange (flute and instruments)
Nonet

1959
2 Easy Pieces (flute, violin and piano)
Forår (soprano and piano)
Quartetto facile (string-quartet)
String quartet nr.1 (string-quartet)
5 små studier (string-quartet)
Vacuum (2 tapes, violin, 4 winds)
Variationer for klaver (piano)
8 Variations (violin and piano)

1960
Lille Forspil (piano, 2 violins and cello)
Den hvide hejre (childrens chorus and female chorus)
Når solen stiger (childrens chorus and female chorus)
En sød digter (mixed choir)
2 Improvisations (ensemble)
3 Small Pieces (oboe, violin and piano)

1961
In Terra Pax (ensemble)
Ebbe Skammelsøn (chorus and orchestra)

1962
3 Epigrams (piano)
Chronos (Chamber orchestra)
Symfoni 1965 1962-1965 (Orchestra)

1964
Collegium Musicum Koncert (orchestra)
Mester Jakob (Chamber ochestra)

1965
Til Far (ensemble)
Repriser (Chamber orchestra)

1966
Symfoni på Rygmarven (orchestra)
Segnali (orchestra)
Je ne me tairai jamais. Jamais. (choir, narrator and ensemble)
5 stykker for orkester (orchestra)
Tricolore I (orchestra)

1967
Tricolore II (orchestra)
3 sange til tekster af Politiken (1 percussionist, alto, guitar, violin, viola and cello)
Rerepriser (chamber ensemble)
String Quartet nr.4 (string quartet)
Kanon for 9 instrumenter (9 instruments lib.)
Tricolore III (orchestra)

1968
Horisontale børn (5 pianos and 20 instruments lib.)
Udstillingsbilleder (piano)
Piece by Piece (Chamber orchestra)
Variationer til Moster Rix (Chamber orchestra)
3 satser for strygere og fåreklokker (2 percussionists and strings)

1969
Kadence i 5 satser - for harmoniorkester (wind orchestra)
Preludin og Fuck (brass band, electric guitar and percussion)
Katalog og Koda (wind orchestra)
Tricolore IV (orchestra)
Konstateringer (equal voices)

1970
Kvartet for 18 (ensemble)
Terrace in Five Stages (woodwind-quintet)
I midten og ud (ensemble)
Eksempler (soprano, alto, tenor and bass)
Plateaux pour deux (1 percussionist and cello)

1971
Mirror I 1971-1973 (tape)
Solo for electric guitar 1971-1972 (electric guitar)

1972
So Long (electric guitar)

1973
Yes-No (2 mixed choirs)
Spejl II (orchestra)
Kong Kristian stod i et yndigt land (ensemble)

1974
Spejl III (organ)

1975
Re-Cycling (ensemble)

1976
Rituelle danse (version 1) (5 percussionists and electric guitar)
Rituelle danse (version 2) (6 percussionists)
Songs Without (mezzo-soprano and piano)
Lys (soprano, alto, 2 tenors, bass and organ)
Den gamle mand (2 flutes, harp, viola and cello)

1977
Passacaglia (clarinet, piano, tabla, violin and cello)
Oktober (ensemble)
Symfoni, Antifoni (orchestra)

1978
Duo I - II (bassoon and cello)
Din tavshed (soprano and ensemble)
Præludium til din tavshed (ensemble)

1979
Mosaik (ensemble)
Trio (violin, horn and 1 percussionist)
Near Still Distant Still (violin, horn, piano)

1980
Spejlstykker (clarinet, cello and piano)

1981
Flight (flute, clarinet, cor and 6 percussionists)
Jubilemus (male chorus, 2 trombones and counterbassoon)
Børn (mixed choir, children's choir and ensemble)

1982
Step by Step (Stringquartet nr.5) (stringquartet)

1983
Parting (Stringquartet nr.6) (stringquartet)

1984
Parted (Stringquartet nr.7) (stringquartet)
Børn på langs (til og fra Terry Riley) (children's choir and instruments)

1985
Tilfældigheden og nødvendigheden (2 choirs and orchestra)
Triptykon (percussion and orchestra)

1986
Ground (Stringquartet nr.8) (stringquartet)
Mordet i Finderup (mixed choir and 2 trombones lib.)

1987
reTurning (flute, clarinet, 1 percussionist, harp and piano)
Nær og fjern (woodwind quintet, stringquartet and double-bass)
Concord (ensemble)

1989
Octopus (organ 4 hands and assistant(s))
Trois Poèmes de Samuel Backett (mixed chorus)

1990
Concerto Grosso (stringquartet and orchestra )
Lille Filterstykke til Fejringen (violin)

1991
Skabelsen - den 6. dag (violin solo and double chorus)

1992
For Piano (piano)

1993
Antiphony Rag (2 pianos)
Turn (soprano, bassflute, guitar and harp)

1994
Double I & II (prepared piano and violin)
Trafik (ensemble)
Blomsterbuket forklædt som tornebusk (saxophonequartet)
Album - Four Relatives (saxophonequartet)

1995
Observationer (bassclarinet, piano and cello)

1996
For cello and orchestra (cello and orchestra)

1997
Langt ud'i skoven (mixed choir SATB)
Territorialsang (bass clarinet, cello, prepared piano)

1998
Blæs på Odysseus (mixed chorus and ensemble)
Odyssé, Suite (chorus and chamber ensemble)

1999
In Triplum (organ)
Still, Leben (organ)
Countermove I, II, III (organ)
Stepping Still (string sextet)
Hr. Ribold og de syv jomfruer (Kvindemorderen) (mixed choir)

2000
Det er så favrt i Jelling at hvile (organ)
Sound / Sight (mixed choir)
Arkaisk Procession (organ)

 2001
Caravanfanfan-farefare nr.1 (chamber ensemble)
Caravanfanfan-farefare nr.2 (clarinet, violin, piano)
Caravanfanfan-farefare nr.3 (chamber ensemble)
Fire Madrigaler fra Den Naturlige Verden (choir)

2002
Fra 'For Cello og Orkester' (cello, piano)
Spejlkabinet (organ)
For Violin and Orchestra (violin, orchestra)
Three Stages (choir)
6 enkle danske sange (choir)

2003
For små - og lidt større hænder (piano)

2004
Portrait (saxophone quartet, percussion)
Moving Still (narrator or tape, string guartet)

2005
Plateaux pour Piano et Orchestre (piano, orchestra)

2006
Fra Prædikerens Bog (choir)
Igen (choir)
Last Ground (string quartet, tape ad.lib)
Moments Musicaux (clarinet, violin, piano)

2007
Tre Sange (choir)

2008
Convex-Concave-Concord (chamber ensemble)

2009
Quodlibet (baryton, piano and string quartet)

2010
Incontri (orchestra)
Play (large ensemble)
Company (orchestra and choir)
Song (choir)
Sol går op sol går ned (choir)

2011

Træerne, Grenene, Bladene, Sneen (piano, baryton)
New Ground Green (choir and string quartet)
Body and soul (chamber ensemble)
Sol går op sol går ned (opera)

2012
Run (Large Ensemble)
Sound 1 (SATB Chorus a cappella)
Sound 2 (SATB Chorus a cappella)
Together or Not (accordion, violin og blokfløjte)
Turn II 
Og (Large ensemble)

2013
String Quartet no.12, 'Each in Each'
String Quartet no.13, 'Mutual Ordering'
String Quartet no.14, 'Well-Tuned Sounds'
True Concord I  (Large ensemble)
You and I and Amyas I 
You and I and Amyas II
Four Acts (for solo bas blokfløjte)

2014
On One Note (SATB Chorus a capella)
Chacun Son Son (for blokfløjte og orkester)
Musik for 13 Strygere (Large ensemble)

2015
Ad Cor (SSSAAATTTBBB)

2016
May. Decay (SATB Chorus a cappella)
Sorrig. Glæde (Chorus a cappella) 

Litteratur

 

Litteratur om Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Hans Abrahamsen: Om Pelle Gudmundsen-Holmgreen, I: Dansk Musik Tidsskrift 1977-78, nr. 4

Henrik Marstal: Fire timers (parentesiske) parenteser med Pelle Gudmundsen-Holmgreen, I: Dansk Musik Tidsskrift 2005-06, nr. 4

Denstoredanske.dk: Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Ewh.dk: Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Wikipedia: Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Film

’Musikken er et monster’ (2007) af Jytte Rex, udlånes bl.a. via filmstriben.dk

 

"På tværs"  (2015) af Birgit Tengberg, portrætfilm af Pelle Gudmundsen-Holmgreen

 

Pelle Gudmundsen-Holmgreen har desuden medvirket i kulturudsendelserne "Smagsdommerne" på DR2

Diskografi

Udvalgte indspilninger:

Mixed Company
Theatre of Voices, London Sinfonietta, Paul Hillier
Dacapo Records (2014), CD
Link til Dacapo

Distant Still - Trioer for violin, horn og klaver
The Danish Horn Trio: Christina Åstrand (violin), Jakob Keiding (horn), Per Salo (klaver)
Gudmundsen-Holmgreen: Near Still Distant Still
Dacapo 8.226549 (2011), CD
Link til Dacapo

The Natural World of Pelle Gudmundsen-Holmgreen
Ars Nova Copenhagen, Paul Hillier (dirigent)
Dacapo 6.220583 (2010), CD
LInk til Dacapo


Plateaux
DR SymfoniOrkestret, Juho Pohjonen (klaver), Ed Spanjaard (dirigent)
Dacapo 6.220533 (2009), CD
Link til Dacapo

Kronos spiller Holmgreen
Thomas Dausgaard (dirigent), DR SymfoniOrkestret, Hank Dutt (bratsch), David Harrington (violin)
Paul Hillier (dirigent), Kronos Kvartetten, John Sherba (violin), Jeffrey Zeigler (cello)
Dacapo 6.220548 (2008), CD
Link til Dacapo

Kammermusik
LINensemble: Mads Bendsen (percussion), John Ehde (cello), Erik Kaltoft (klaver), Signe Madsen (violin), Jens Schou (klarinet), Carsten Seyer-Hansen (dirigent)
Dacapo 8.224225 (2002), CD
Link til Dacapo

Orkesterværker
DR SymfoniOrkestret, Kontra Kvartetten, Michael Schønwandt (dirigent), Morten Zeuthen (cello)
Dacapo 8.224060 (1997), CD
Link til Dacapo

Orkesterværker
DR SymfoniOrkestret, Leif Segerstam (dirigent)
Gudmundsen-Holmgreen: Symfoni-Antifoni
Dacapo dccd 9010 (1992), CD
Link til Dacapo

Percussion Music
Gert Mortensen (percussion), DR SymfoniOrkestret, Jorma Panula (dirigent)
Gudmundsen-Holmgreen: Triptykon for percussion and orchestra
BIS-CD-256 (1988), CD
Link til BIS

Find alle indspilninger fra Dacapo her

Pelle Gudmundsen-Holmgreen
Foto: Seismograf

Pelle Gudmundsen - Holmgreen

Født:

1932

Død:

2016

Links:

Uddannelse:

Komposition på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (lærer: Finn Høffding) 1953-1958 musikteori og musikhistorie på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Øvrige beskæftigelser:

Underviser på Det Jyske Musikkonservatorium (1967-1973)

Priser/legater:

Lange-Müller legatet (1968)
Treårigt stipendium fra Statens Kunstfond (1968)
Herman Sandbys legat (1971)
Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens legat (1973)
Statens Kunstfonds livsvarige ydelse (1978)
Nordisk Råds Musikpris (1980) for værket Symfoni, Antifoni
Wilhelm Hansens komponistpris (1996)
Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens legat (2003).
Desuden modtog han Dansk Komponistforenings pris sammen med Ib Nørholm og Per Nørgård (2012)
Grammy nominering i kategorien Best Choral Performance for “The Natural World of Pelle Gudmundsen-Holmgreen” (2012)

Debut:

1955

Forlag:

Profil oprettet:

7. juni 2011
Kontakt

Dansk
Komponist
Forening

Lautrupsgade 9, 5.sal
DK 2100 København Ø

Telefon (45) 33 13 54 05

dkf@komponistforeningen.dk

Send meddelelse
Find på kort

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Betingelser for DKF nyhedsbrev

Betingelser og vilkår

Læs følgende vilkår og betingelser omhyggeligt, før du tilmelder dig DKFs nyhedsbrev. Såfremt du ikke kan acceptere nedenstående vilkår og betingelser, skal du ikke tilmelde dig DKFs nyhedsbrev.

www.komponistforeningen.dk

Dette website ejes og drives af Dansk Komponist Forening, som er en dansk registreret virksomhed underlagt dansk lovgivning.

Email

Som modtager af DKFs nyhedsbrev modtager du månedeligt et gratis nyhedsbrev i HTML-format.