Finn Høffding blev født i et velstående københavnsk borgerhjem og begyndte allerede i gymnasiet at komponere på egen hånd. Gennem sin violinlærer Kristian Sandby fik han kontakt med Carl Nielsen der anbefalede ham at blive privatelev hos Knud Jeppesen. Samarbejdet med Knud Jeppesen førte ham 1921-22 til Wien hvor Jeppesen dengang skrev sin disputats om Palestrinastilen hos Guido Adler. Her fik Finn Høffding Joseph Marx som privatlærer i komposition – oven i købet gratis da Joseph Marx ikke ville have honorar af en slægtning til filosoffen Harald Høffding.

I Wien oplevede Finn Høffding efterkrigstidens nyeste musikalske strømninger: Ligesom Knud Jeppesen var han en stor beundrer af Gustav Mahlers musik der ofte blev spillet, og han fulgte også koncerterne med byens to stridende musikpartier: Den impressionistiske retning som hans lærer Marx repræsenterede, og den ekspressionistiske med Arnold Schönberg og kredsen om ham i ”Foreningen for privatopførelser af kammermusik”. Tilbage i København fortsatte han kompositionsstudierne med Thomas Laub som lærer, og han genoptog kontakten med Carl Nielsen, der blev hans beundrede forbillede som menneske og som kunstner.

Læs mere om Finn Høffding og Carl Nielsen her

I løbet af 1920’erne gjorde Finn Høffding sig gældende som en af tidens mest produktive unge komponister i den store, klassiske tradition med tre symfonier, strygekvartetter, korværker og ikke mindst operaen Kejserens nye Klæder (op. 8, 1924, efter H. C. Andersen til komponistens egen libretto) der blev opført på Det Kgl. Teater 1928. Kontakten med Carl Nielsen gør sig gældende i nogle af disse værker, angiveligt især i Symfoni nr. 1 (op. 3, 1923); men andre værker viser ham som en internationalt orienteret moderne komponist med lyst og evne til at finde egne løsninger – f.eks. i Kammermusik for sopran, obo og klaver (op. 11, 1927) hvor en neobarok, måske Hindemith-inspireret, kontrapunktisk sats kombineres med en instrumental anvendelse af sopranstemmen, der synger en ”tekst” sammensat af lydord uden mening.

Finn Høffding var i færd med at finde sig selv som komponist. Men det kunne han ikke leve af. Han var nødt til at skaffe sig et eksistensgrundlag, og med hjælp af Hakon Andersen uddannede han sig som gymnasielærer i sang og begyndte at undervise. Det blev afgørende for hans videre løbebane.

(JBR)

Finn Høffdings internationale orientering bragte ham 1927 i kontakt med den fornyelse af musikundervisningen som i Tyskland navnlig Fritz Jöde og Carl Orff stod for. De førte an i et opgør med den traditionelle klaverundervisning og dens ofte salonpræget, romantisk repertoire, og de skabte en moderne musikpædagogik med udgangspunkt i børns og voksnes elementære glæde ved at spille og synge selv.

Dansk musikliv var på det tidspunkt på vej ind i en krise, hvor det traditionelle koncertliv med dets bærende private musik- og koncertforeninger bukkede under for manglende publikumsinteresse og økonomisk støtte og efterhånden erstattedes af radio og grammofon. Finn Høffding var bl.a. som musikanmelder ved Nationaltidende en ivrig deltager i tidens debat om ”mekanisk eller levende” musik. Han var (i modsætning til Carl Nielsen) positiv over for de tekniske nyskabelser. Men han fremhævede betydningen af at publikum blev opdraget til at lytte aktivt og deltage i et aktivt musikliv.

”…[D]et er klart, at hvor der rører sig et livligt Musikliv, der kan ogsaa trives et Koncertliv, mens omvendt et Koncertliv kun kunstigt kan holdes i Live, hvor der intet Musikliv findes. Dette sidste er Tilfældet i Danmark”.[1]

Bag kritikken af forholdene i Danmark ligger der en prioritering af musikliv frem for koncertliv. Koncertsalen som højborg for skønheden i musikken kommer i anden række som et resultat af et ”livligt musikliv” hvor spil, sang og lytten prioriteres højst som et samfundsmæssigt gode. Med Heines slagordsagtige formulering: Wo man singt, da lass dich ruhig nieder. / Böse Leute haben keine Lieder.

Dermed rykkede et etisk element ind i Finn Høffdings selvopfattelse som komponist: ”Finn Höffdings insatser har alltid genomsyrats av en etisk syftning och et fostraransvar: det var i ungdomsåren av stor betydelse för honom att i släktskretsen ha det senera 1800-talets store danske filosof, Harald Höffding.” [2] Det præger hans indsats fra begyndelsen af 1930’erne som lærer på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (fra 1928) og som i formand for Musikpædagogisk Forening 1929-39. I begge egenskaber arbejdede han for forbedringer af musikundervisernes uddannelse der 1940 resulterede i en eksamen som ”Statsprøvet Musikpædagog”.

Det kom også til at præge hans virksomhed som komponist: De klassiske koncertsalsgenrer – symfoni, strygekvartet – forsvinder. Nye genrer dukker op med skolekantater og –operaer som Das Eisenbahngleichnis (op. 26, 1934) og Pasteur (op. 27, 1935) eller en ouverture ”for amatørorkester” (op. 18, 1930). Undervisningsmusikken i form af korsange og enkle stykker for klaver og Orff-instrumenter karakteriserer produktionen de sidste tre årtier af hans liv.

Men det betød ikke at koncertsalen nu var lukket land for Finn Høffding. I stedet for symfonier og strygekvartetter eksperimenterede han med nye former med en bredere appel end de traditionelle. Her var især de ”symfoniske fantasier” nyskabende. Det er ret korte, ensatsede værker som kombinerer symfoniens motiviske arbejde med et programmatisk – anekdotisk eller litterært – indhold som i sig selv bliver formdannende og lettere at følge end de traditionelle symfoniske former. Bedst kendt er den symfoniske fantasi Det er ganske vist (op. 37, 1940) efter H. C. Andersens fortælling om den lille fjer der blev til fem høns.

Selv om Finn Høffdings engagement som pædagog ikke levnede ham megen tid til større kompositioner, skal man ikke undervurdere hans indflydelse som komponist. Hans arbejde med at uddanne aktive lyttere havde gjort ham selv lydhør, og med lydhørheden fulgte en åbenhed der sammen med hans humanistiske holdninger gjorde ham til en respekteret og elsket lærer for generationer af unge komponister. Finn Høffding respekterede andre mennesker og accepterede forskelligheder. Disse kvaliteter gav han i arv til sine studerende, og de var med til at bremse det partiskhed og den provinsialisme, der kendetegnede dansk musikliv i dele af det 20. århundrede.

(JBR)

Noter

Efter studieårene hos Joseph Marx i Wien 1921-22 begyndte Finn Høffding at finde sin egen vej mellem en dansk, Carl Nielsen præget, tone og en international modernisme. Med i billedet hører også lærerne Knud Jeppesens og Thomas Laubs interesse for kontrapunktiske og harmonisk-tonale traditioner der rækker tilbage til tiden før Bach og barokken. Det danske element er nok dominerende de første år, men hen mod årtiets slutning gør den internationale, især neo-barokke, indflydelse sig gældende.

Det mærkes allerede i Finn Høffdings mest populære ungdomsværk, Dialoger for obo og klarinet [B1] (op. 10, 1927), men her er den Nielsenske evne til at karakterisere og give instrumenterne menneskelige ansigter og egenskaber, som er det mest fremtrædende. Navnlig i den humoristiske 3. sats hvor obo og klarinet mundhugges i stadig mere skingre replikskift.

Det internationale og eksperimenterende element gør sig stærkere gældende i det følgende værk, Kammermusik for sopran (Senza parole), obo og klaver[B2]  (op. 11, 1927). Værkets oprindelige titel ”Kvartet for sopran, obo og 2-stemmigt klaver” peger tilbage mod barokkens tradition for at tælle stemmer frem for instrumenter. Tilføjelsen ”Senza parole [uden ord]” i den endelige titel peger til gengæld frem mod en tendens til at behandle menneskestemmen som et selvstændigt instrument og ikke blot som et transportbånd for sproget. Med komponistens egne ord:

 ”Hvad der i denne komposition interesserede mig specielt var behandlingen af sangstemmen som et særligt instrument. Solisten synger på et til formålet udarbejdet fonetisk sprog bestående af sproglyde, der på én gang er gunstige for sangstemmen og egnede til rent musikalsk funktion. Jeg har udnyttet vokalernes farver og konsonanternes betydning for rytme og artikulation. Også i det motiviske og tematiske arbejde anvender jeg dette sprog, således at et en gang anslået motiv altid har samme tekst, som varieres hvis motivets skikkelse varieres.”[1]

De skiftende vokalfarver og konsonanternes støjlyde er med til at gøre sopranstemmen distinkt og understreger den kontrapunktiske balance mellem stemme og obo eller engelskhorn gennem de tre satser. Tanken om at karakterisere motiver og temaer med en særlig (non-diskursiv og a-semantisk) ”tekst” virker derimod ikke frugtbar. De lydord som komponisten udarbejder til formålet indprenter sig ikke i tilhørerens hukommelse og genkendes vanskeligt fordi de ikke refererer til nogen mening uden for musikken, men tværtimod refererer tilbage til det musikalske motiv, hvis genkendelse og udvikling lydordet skulle lette.

Inspiration fra tysk musik (Hindemith) bliver tydelig i Finn Høffdings værker fra slutningen af 1920’erne. I symfoni nr. 2 (op.5, 1924) med undertitlen Il canto liberato [Den befriede sang] bruger han et tekstløst kor. I 3. symfoni [B3] (op. 12, 1928) forlader han det traditionelle symfoniorkester til fordel for en mindre besætning hvor orkestret deles op i to koncerterende grupper, der med hver sin centraltone forfægter hvert sit princip: Et mørkt og martialsk skingert med insisterende rytmer over for et lyst og lyrisk med føjelige melodier. Den forsoning mellem modsætningerne der er der overordnede ideologiske budskab i den klassiske symfoni, udebliver, og det er ikke vanskeligt at høre symfonien som Høffdings kommentar til de konflikter der prægede 1920’erne Europa.

(JBR)

Noter

Finn Høffdings skift fra en æstetisk, overvejende absolut-musikalsk position til en mere etisk og (i ordets bredeste forstand) programmatisk holdning var både inspireret af den hjemlige kulturelle situation under verdenskrisen i 1930’erne og af den tilspidsede politiske situation i Europa, især naturligvis Tyskland. Inspiratorer var Fritz Jöde og Carl Orff der ligesom Paul Hindemith søgte at ”redde” den borgerlige musikkultur. Men også kræfter der stræbte efter en ny, socialistisk eller kommunistisk, musikkultur spillede ind. Således var Brechts og Weills kantate Der Jasager en væsentlig inspiration for Høffding og hans kantate Das Eisenbahngleichnis (op. 26, 1934) til tekst af den i Tyskland forbudte Erich Kästner.

Hovedværket i denne del af Høffdings musik er skoleoperaen Pasteur (op. 27, 1935) til en tekst, Høffding skrev sammen med digteren Otto Gelsted – kulturradikaler, kommunist og med i kredsen omkring PH’s Kritisk Revy (1926-28). Operaen tager udgangspunkt i en historisk hændelse: den franske kemiker Louis Pasteurs redning i 1885 af en hyrdedreng med verdens første vaccine mod hundegalskab. Pasteur står som repræsentant for en moderne, objektiv og videnskabelig, verdensopfattelse, mens en munk der vil helbrede hyrdedrengen gennem bøn og gudsfrygt repræsenterer en forældet (læs: romantisk) og subjektiv overtro.

Modsætningerne mellem de to hovedpersoner almengøres af koret der deles op i to halvkor – lyse stemmer symboliser objektivitet og viden over for mørke stemmer der symboliser subjektivitet og religion. Ved at gøre koret til part i konflikten mellem tro og viden inddrager komponist og forfatter alle medvirkende i dramaet frem. Det gør sammen med den virkelighedsnære handling Pasteur til en intens og medrivende forestilling.

Pasteur var en genremæssig fornyelse i dansk musik, og det samme var de symfoniske værker som Finn Høffding skrev i 1940’erne og 50’erne. I stedet for symfonier komponerede Høffding Symfoniske fantasier: Relativt korte ensatsede værker der forener en symfonisk udviklingsteknik med tekster eller med et programmusikalske indhold. Finn Høffding definerede genren således:

”Ved symfonisk fantasi forstår jeg et eensatset orkesterværk, der har symfoniens store åndedrag hvad enten det er som udtryk for patos eller humor. Jeg opfatter en komposition som noget, der er analogt med en organisme, [….] fordi jeg føler den som et forløb, hvor et oprindeligt anlægspræg (en kim) overfor eller måske i kamp med omgivelserne gennem forskellige udviklingsfaser vokser op til en individuel fremtoning, der er resultat af en musikalsk livsproces. Kimen udvikler sig og kan ændres derved, men forsvinder aldrig ….”[1]

Finn Høffding komponerede fire Symfonisk fantasier: To rent instrumentale hvoraf den første Evolution (op. 31, 1939) følger et abstrakt udviklingsprincip, mens nr. 2 Det er ganske vist[B1]  (op. 37, 1943) med udgangspunkt i H. C. Andersens eventyr lader et lille rytmisk motiv vokse og forgrene sig til et uimodståeligt billede af rygtesmederi og sladder. I de to sidste værker inddrager Høffding tekster af  Gustav Fröding (Vår – Höst for baryton og orkester op. 40, 1944) og Longfellow hvis pacifistiske digt om våbenlageret ved Springfield ligger til grund for Finn Høffdings humanistisk budskab i The Arsenal at Springfield for soli, kor, orkester og orgel (op. 49, 1953).

(JBR)

Noter

”De har en god Formsans”. Med denne replik der skulle blive et bevinget ord i dansk musiklitteratur accepterede Niels W. Gade den unge fynske korporal Carl Nielsen som elev på musikkonservatoriet i 1883.

”De har udpræget formsans”. Carl Nielsen gentog Gades ord, da han 34 år senere kommenterede en strygekvartet, som den nybagte student Finn Høffding præsenterede ham for.[1] Men i modsætning til Gade anbefalede Carl Nielsen ikke Høffding at søge optagelse på musikkonservatoriet. Det havde ikke et godt ry blandt tidens moderne komponister. I stedet henviste han den unge mand til en af sine elever, Knud Jeppesen, og da Jeppesen senere rejste til Wien for at disputere, anbefalede Carl Nielsen at Finn Høffding skulle rejse med og studere i udlandet.

Finn Høffding blev ikke elev af Carl Nielsen og kan ikke regnes som fuldgyldigt medlem af ”Carl Nielsen-kredsen”. Alligevel var der stærke bånd mellem de to komponister. Den unge viste gerne den ældre sine tidlige kompositioner. Den ældre lagde gerne et godt ord ind for den unge mand. Og Finn Høffding var glad for bekendtskabet med Carl Nielsen. De to kunne tale sammen ”som jævnaldrende”.

Efter Carl Nielsens død i 1931 formulerede Høffding sit indtryk af samtalepartneren: ”Som menneske var han usammensat, men klog; hans tankegang var dybt original, hans sind var åbent, men samtidig søgende, derfor nåede han, selv som ældre, aldrig at blive bornert. – Som kunstner og som ånd betød han noget af det mest egenartede og største, jeg har mødt, og hvor jeg end drager hen, glemmer jeg aldrig hans øjne.”[2]

Omkring 60 år senere udtalte Finn Høffding sig igen om Carl Nielsen i et interview med Danmarks Radio 1992: ”Om Carl Nielsen vil jeg sige: Det er stadigvæk for mig den største personlighed, jeg har mødt. Når man snakkede med ham, så var det, som om han dykkede ned i en dyb, dyb brønd og kom op med sådan helt originale og specielle ideer, som så [blev] præsenteret og så diskuteret. Jeg har sjældent [mødt] en sådan oprindelighed, for det berørte slet ikke noget andet, om jeg så må sige. Det var ikke taget ud af det almene kulturelle liv, men det kom dybt nede fra.”[3]

”Det mest egenartede og største” – ”den største personlighed”. Seks årtier har hverken lagt til eller trukket fra Finn Høffdings oplevelse af Carl Nielsen. Og begge gange taler han om mennesket Carl Nielsen, om personligheden, kunstneren, ånden, men ikke om musikken.

Det giver et andet billede af Carl Nielsen end det i nutiden gængse, hvor værkerne hæves til skyerne, mens mennesket og ikke mindst privatlivet granskes i intime og ofte pinlige detaljer. Det hænger selvfølgelig sammen med at Finn Høffding lærte Carl Nielsen at kende, da Carl Nielsen med årene havde fået en klarere forståelse af sin egen personlighed med dens lyse og mørke sider. I takt hermed og med den øgede beskæftigelse med den folkelige sang fik Carl Nielsens kunst en etisk dimension[4].

Finn Høffding var gennem sit slægtskab med filosoffen Harald Høffding fuld bevidst om det etiske element i kunsten, og i årene efter 1930 fik det afgørende indflydelse på hans udvikling som komponist og som menneske. Ansvaret for samfundets musikalske velfærd gennemsyrede hans virke som underviser, og det gør sig gældende i hans valg af genrer og hans stilistiske udvikling. Carl Nielsens stædige insisteren på at den folkelige sang og den moderne musik var ”to sider af samme sag” virkeliggøres af Finn Høffding i dennes modne værker med skoleoperaen Pasteur eller orkesterværker som Det er ganske vist.

Finn Høffding blev aldrig ”elev” af Carl Nielsen, men hans livslange beundring for Carl Nielsen som ”menneske … kunstner og ånd” betød, at han måske mere end nogen anden dansk komponist blev den, der videreførte Carl Nielsens utopi om en sammenhængende musikkultur, hvor folkelig sang og moderne kompositionsmusik er to sider af samme sag. Ikke den æstetik som kunne uddrages af Carl Nielsens essaysamling Levende Musik, og som senere generationer søgte kanoniseret som genuin dansk, men det etiske krav om solidaritet og ansvar, som fandt sit samfundsmæssige udtryk i de skandinaviske velfærdsstater, gør Finn Høffding til en af Carl Nielsens store arvtagere.

(JBR)

Noter

Efter Balzer (1932), Sven Bruhns og Dan Fog (1969) og Wikipedia redigeret og suppleret.

Romance for violin og strygeorkester, 1918.

Concerto grosso f. strygeork., klaver/harpe, 1920.

Op. 1 Syv Viser og Tre Sange, 1920, WH.

Op. 2 Strygekvartet nr. 1 i d-mol, 1920.

Den lyse nat f. bl. kor. (Tekst. H. H. Seedorf), 1920.

Op. 3 Symfoni nr. 1, Symfonia impetuosa, 1923.

Op. 4 Karlsvognen f. soli, kor og orkester (Tekst: Jeppe Aakjær), 1923.

Op. 5 Symfoni nr. 2; Il canto liberato (senza parole), 1924.

Op. 6 Strygekvartet nr. 2, 1925, WH.

Op. 7 Nattergal om dagen; Lyrisk koncertstykke for sopran og ork. (Tekst. Ludv. Holstein), 1925, WH.

Op. 8 Kejserens nye Klæder, opera efter H. C. Andersen, 1926-27.

Op. 9a Suite af Kejserens nye Klæder f. ork., 1927.

Op. 9b Suite af Kejserens nye Klæder f. symfoniork., 1927.

Op. 9c Valse banale f. symfoniork., 1927.

Op. 9d Il processione f. symfoniork., 1927.

Op. 10 Dialoger for obo og klarinet, 1927.

Op. 11 Kammermusik for sopran (Senza parole), obo og piano, 1927.

Op. 12 Symfoni nr. 3 (1928)

Op. 13 To sange (Tekst: Tom Kristensen), 1927.

Fiskersang f. mandskor (Tekst: Thøger Larsen), 1929-30.

Sukkerklumpen (Tekst: Harald Bergstedt, 1929-30.

Rubalds sang (Tekst: Harald Bergstedt), 1929-30.

Op. 14 Sange for 3 lige stemmer (Tekst: H. C. Andersen, H.H. Seedorff, Harald H. Lund), 1930.

Op. 15 Syv lette klaverstykker (1931)

Op. 16 Kilderejsen, opera (Tekst: Vilh. Andersen efter Holberg), 1931.

Op. 17 Tre lettere klaverstykker (1931)

Op. 18 Ouverture for lille orkester [amatørorkester] (1930)

Op. 19 Kantate Den spillemand vil være fro f. bl. kor og strygere, 1931.

Op. 20 Foraarsmorgen - Høstnat f. kor (Tekst: Thøger Larsen), 1932.

Op. 21 To sange (Tekst: Johs. V. Jensen), 1933.

Op. 22 Koncert for obo og strygeorkester, 1933.

Den danske sommer (Tekst: Harald Bergstedt), 1933.

Op. 23 Sinfonia concertante f. kammerork., 1934, Edition Danica.

Op. 24 Holte gymnasiums skolekantate (Tekst: Oscar Schlichtkrull), 1933.

Op. 25 Symfoni nr. 4, 1934. [? Kun nævnt i Wikipedia, måske lig med op. 23?].

Op. 26 Das Eisenbahngleichnis f. bl. kor, klaver og saxofoner (Tekst: Erich Kästner), 1934.

Op. 27 Pasteur, kor-opera f. soli, skolekor og skoleork., (Tekst: Otto Gelsted og komp.), 1935.

Op. 28 Fem svaner f. bl. kor og orkester (Tekst: H.H. Seedorff), 1937.

Op. 29 Christofer Columbus f. mandskor, baryton solo og orkester (Tekst: Johs. V. Jensen), 1937.

Op. 30 Pans fløjter f. baryton, kor, fløjte og klaver (Tekst: Harald Herdal), 1938.

Op. 31 Julebudskabet; Julespil f. sopran, kor og skoleorkester (Tekst: Oskar Schlichtkrull), 1936.

Op. 31 Evolution, Symfonisk fantasi nr. 1 f. ork., 1939, Samfundet til udgivelse af dansk musik. [Iflg. Wikipedia Op. 32]

Op. 33 Ve du va mor. Børnesange (Tekst: Oskar Schlichtkrull), 1936. Gyldendal.

Op. 34 Fanfare; Koncertstykke for orkester (1939)

Op. 35a En purpurprik f. mandskor (Tekst: Tom Kristensen), 1940, Københavns Musikforlag.

Op. 35b Danmarks lyse sommer f. mandskor (Tekst: Anders J. Eriksholm), 1940, WH

Op. 35c Spørgsmål og svar f. mandskor (Tekst: Louis Levy), 1940,

Op. 35d Regnvejrssang f. mandskor, 1940.

Op. 36 Blæserkvintet nr. 1, 1940, WH.

Op. 37 Det er ganske vist, Symfonisk fantasi nr. 2 efter H. C. Andersens eventyr, 1940, Samfundet til udgivelse af dansk musik.

Op. 38 Sjællandsk aften f. bl. kor (Tekst: Harald.H. Lund), 1943, WH.

Op. 39 Sonate for obo og klaver, 1943.

Op. 40 Vår – Höst, Symfonisk fantasi f. bar. og ork. (Tekst: Gustav Fröding), 1944.

Op. 41 Fire minespil, Suite for mindre orkester, 1944.

Op. 42 Eros f. mandskor (Tekst: Ludvig Bødtcher), 1945.

Op. 43a Til ungdommen; Kringsatt av fiender f. kor (Tekst: Nordahl Grieg), 1944, Norsk Musikforlag.

Op. 43b Vi overlever alt f. bl. kor (Tekst: Arnult Øverland), 1944, Norsk Musikforlag.

Op. 44 Majfest, Fantasi over danske folkedanse (orkester 1945)

Tre trolde: Rumle, Rimle, Ramle (Tekst: H.H. Lund), 1945, Imudico.

Foraarets fødselsdag (Tekst: H.H. Lund), 1945, WH.

17. maj 1940 (Tekst: Nordahl Grieg), 1945.

Norge i dag. Den 17. maj 1945 (Tekst: Poul Sørensen), 1945.

Op. 45 Blæsten og sangen f. mandkor (Tekst: Aage Berntsen), 1946

Op. 47 Slædefarten; Eventyr-syngespil i 5 billeder f. soli, kor og skoleorkester (Tekst: Viggo Bredsdorff), 1946.

Kantate til Musikpædagogisk Forenings 50. aars-jubilæum  f. blandet kor og klaver (Tekst: Sigfred Pedersen og Christy Bentzon), 1948.

Dagsang f. en stemme og harmoniork. eller bl. kor (Tekst: Martin Andersen Nexø), 1948.

Op. 48 Kantate ved konservatoriets årsfest; Gradus ad parnassum (Tekst: Otto Gelsted), 1948.

Op. 51 Sonatine i C f. klaver, 1951, Carl Gehrman, Stockholm.

7 små episoder för piano 4 händer, 1951.

Via nova. Klaverskole sammen m. Birgitta Nordenfelt (med værker af Høffding, Holmboe, Koppel, Lidholm, Sæverud). København-Oslo-Stockholm 1952.

Op. 53 Familien Vind, Kvintet for fløjte, obo, klarinet, horn og fagot, 1954.

Op. 54 Fantasia sinfonica,The Arsenal at Springfield f. soli, kor, ork. og orgel. (Tekst: H. W. Longfellow), 1953, Samfundet til udgivelse af dansk musik.

Op. 55 Tecknens Tid f. mandskor og harmoniork. (Tekst Erik Axel Karlfeldt), 1955.

Op. 56 Julekantate, Maria sad på hø og strå; (Tekst: Grundtvig), 1955.

Op. 57 Ved et tab f. 2 stemmer og instr. (Tekst: Ludvig Bødtcher), 1954.

20 små episoder för piano 2 händer (klaver 1954)

Op. 58 Greven skød på ræven f. børnekor og instrumenter (Tekst: Halfdan Rasmussen), 1958, WH.

Kanon for klaver, 1959, Ed. Lyche, Norge.

Op. 59 14 smaa stykker; Sang, spil og bevægelse  med allehånde instr. (Orff-instrumenter ad lib.), 1959, WH.

Op. 60a Pinse f. mandskor (Tekst: Otto Gelsted), 1959, WH.

Op. 60b Uvejrshimmel f. mandskor (Tekst: Otto Gelsted), 1959, WH.

Op. 60c Spillemanden f. mandskor (Tekst: Thøger Larsen), 1956, WH.

Op. 60d Solskinssalme f. mandskor (Tekst: Johs. Jørgensen), 1959, WH.

Op. 61 Fire sange f. bl. kor (Tekst: Alex Garff, Tom Kristensen, Kai Hoffmann), 1960, Ed. Egtved.

Op. 62 Julens stjærne; Kantate f. børnekor, klaver og orff-instrumenter (Tekst: Johs. Jørgensen), 1964, WH.

Op. 63 De hellige tre konger; Kantate f. børnekor, klaver og orff-instrumenter (Tekst: Johs. Jørgensen), 1964, WH.

Op. 64 2 mandskorsange (Tekst: William Heinesen), 1963.

Op. 67 Fantasia concertante, 1965.

Fem klaverstykker, 1965.

Op. 70 Vintersolhverv f. bl. kor og instr. (Tekst: Thøger Larsen), 1965, WH.

Op. 71 Fire satser f. blandet kor og inst. (Tekst: Erik Blomberg, Herbert Connor, P. E. Wahlund), 1965, Aulin og Connor, Stockholm.

Op. 73 Årets kredsgang; Cyklus for blandet kor med instrumenter (Tekst: Nis Petersen), 1965

Op. 74 Davids 18. og 23. psalme f. stemme og orgel,1966.

Op. 75 Giordano Bruno f. bar. solo, mandskor og instr. (Tekst: Piet Hein), 1968.

Variationer over Sørens far har penge f. ork. 1968 [s.m. andre komponister v. Nationalbankens 150 års jubilæum].

Op. 78 Da solen blev forkølet f. børnekor og instr. (Tekst: Arne Ungermann), 1969, Ed. Egtved.

Op. 79 To sange for mandskor (Tekst: Erik Axel Karlfeldt og Per Lagerkvist), 1969, Carl Gehrman, Stockholm.

Agent f. mandskor (Tekst: Palle Jessen), 1969, WH.

To sange for mandskor (Tekst: Gustav Frøding, Mogens Lund), 1970.

Ild og rytme f. kor (Tekst: Agostinho Neto), 1972.

Op. 81 4 Diapsalmata f. bl. kor. (Tekst: Søren Kierkegaard fra førstedelen af Enten-Eller), 1977, Ed. Egtved.

Op. 84 Lærken f. bl. kor (Tekst: Thøger Larsen), 1976, Ed. Egtved.

Op. 85 Purpurprikken f. bl. kor (Tekst: Tom Kristensen), 1979, Ed. Egtved.

Op. 86 To sange f. alt og klaver (Tekst: Rabindranath Tagore), 1979.

Op. 88 Det bortrøvede fløjte f. børnekor og instr., 1979.

Festens hellige gave, Et sangspil efter Knud Rasmussen  f. kor og orkester, 1985.

To sange for bl. kor (Tekst: Nis Petersen og ; Johs. V. Jensen), 1986.

2 Korsange f. bl. kor (Tekst: Henrik Pontoppidan og Morten Pontoppidan) 1986.

Tre sange f. alt og orgel (Tekst Ole Sarvig), 1988.

Fantasistykker i min egen manér (efter H.C. Andersen) 1989.

ANVENDT LITTERATUR

Claus Røllum-Larsen: ”Finn Høffding – streger til et portræt af dansk musiks nestor” i: Dansk Musiktidsskrift 1996-97 nr. 1 s. 2-9. (Med udførlig litteraturliste)

Svend Ravnkilde: ”Jeg ser det helt klart for mig…” i: Dansk Musiktidsskrift 1982-83 nr. 5 s. 212-220 og 221-224

Svend Bruhns og Dan Fog; Finn Høffding. Kompositioner. København 1969

Bo Wallner: Vår tids musik i Norden. Stockholm 1968

Jan Maegaard: The Arsenal of Springfield” i: Nordisk Musikkultur 1955 nr. 4 s. 126-127

ØVRIGT

Jürgen Balzer: “Finn Høffding. Danske komponister III” i: Dansk Musiktidsskrift 1933 nr. 5 

Finn Høffding: “Opdragelse til musik og gennem musik” i: Dansk Musiktidsskrift 1959 nr. 1

Den Store Danske: Finn Høffding 

Udvalgte indspilninger: 

Det er Ganske vist
Odense Symphony Orchestra, Ole Schmidt (dirigent)
Dacapo 8.226047 (2005), CD
Link til Dacapo

Det er Ganske vist (1943)
Odense Symphony Orchestra, Jan Wagner (dirigent)
Dacapo 8.224099 (1999), CD
Link til Dacapo