Søg i
komponistbasen

Fødselsår

Dødsår

Genre/kunstform

Profil

Liv

Flemming Weis spillede klaver og komponerede allerede som dreng, og efter studentereksamen begyndte han på konservatoriet med orgel og klaver som fag. Efter organisteksamen 1920 fortsatte han studierne i Leipzig hos en af tidens førende orgelspillere, Karl Straube, og på anbefaling fra Paul von Klenau tog han timer i komposition hos Paul Graener, hvor han blev skolet i den traditionelle teori (fuga) og senromantisk stil.

Efter afgangseksamen 1923 i Leipzig vendte Weis tilbage til København, hvor han efter forskellige vikariater blev ansat som organist i Annakirken 1929. Her virkede han frem til 1968, samtidig med at han var musikanmelder fra 1953 til sin død 1981 ved Nationaltidende/Dagens Nyheder og Politiken.

I København kom Flemming Weis efter næsten to års kompositionspause og vejledning hos Carl Nielsen ind i de kredse, hvor repræsentanterne for tidens ny musik samledes. Han blev medlem af Unge Tonekunstneres Selskab, og hans personlige integritet og åbne, vindende væsen skabte respekt om hans personlighed. Efter sammenlægningen med foreningen Ny Musik til Det Unge Tonekunstnerselskab i 1930 blev han næstformand i bestyrelsen, og efter formanden Aksel Agerbys død 1942 var han formand for DUT frem til 1956. Også Dansk Komponist Forening gjorde brug af Flemming Weis' organisatoriske evner og hans samlende personlighed. Han blev medlem af bestyrelsen 1956, næstformand 1962 og formand for foreningen 1967-73. Desuden bestred Flemming Weis gennem årene talrige andre tillidsposter i dansk musikliv.

Læs mere om Flemming Weis’ organisatoriske indsats her.

Som komponist var Flemming Weis i besiddelse af en sjælden åbenhed og en evne til at tilegne sig nye teknikker og stiltræk på en personlig måde. Hans mangeårige arbejde til DUT’s bestyrelse og derefter som fast anmelder for POLITIKEN af DUT’s koncerter gav ham et sjældent stort repertoirekendskab, og han satte sig fordomsfrit og grundigt ind i de værker, han mødte. Ofte indarbejdede han nyheder i sin egen musik, og derfor var han i konstant udvikling som komponist.

Det senromantiske udgangspunkt hentet i Leipzig blev hurtigt afløst af et modernistisk ståsted med Carl Nielsen, Bartók, Hindemith og fransk musik som inspiration, og efter krigen føjedes dodekafoni og serialisme til påvirkningerne. Derfor kan Fleming Weis’ musik vanskeligt indplaceres stilistisk, men savner af den grund dog ikke personlighed. Det gedigne håndværk fra Graebners kontrapunkttimer og en samvittighedsfuld, etisk præget kunstnerisk grundholdning, som peger tilbage på venskabet med og beundringen for Carl Nielsen, gennemsyrer hans værker. Også når han slår sig løs i lettere genrer som i hans mest kendte værk, blæserkvintettet Serenade uden reelle hensigter, 1938.

(JBR)

Tidlige værker

Flemming Weis’ musik karakteriseres ofte som diverterende og det ikke uden grund. Det lette, legende eller musikantiske præger mange værker fra 1920’rne og 30’rne og kan også dukke op i alderdomsværker som Musikantisk trilogi for messingkvintet fra 1976. Med årenes løb blev det seriøse dog et mere fremtrædende træk ved Weis’ musik med stærkere ekspressivitet og koncentration af det musikalske materiale.

Efter studieårene i Leipzig med den tunge senromantiske indflydelse, der endnu spores i de tidligste sange og klaverværker, var det fransk og neoklassisk inspiration, som klinger igennem et af Weis’ mest yndede værker: Serenade uden reelle hensigter for blæserkvintet fra 1926. Titlen kan ligesom den muntre marchmusik, der indleder og afslutter serenaden, lede tanken hen på Carl Nielsens Serenata in vano, men det skal man ikke lade sig narre af. Musikken er reel nok. Den er formet i et langt, men leddelt forløb, der indledes af tre afsnit hurtig-langsom-hurtig, og videreføres i et stort langsomt afsnit domineret af et ”sukkemotiv”, der afbrydes gennemføringsagtigt af motiver fra det foregående hurtige afsnit.

Man fornemmer, at en sonateform eller måske en symfonisk digtning med skjult program ligger i baggrunden, og fornemmelsen bestyrkes af fortsættelsen: Et langsomt, elegisk afsnit, hvor ”sukkemotivet” rumsterer i understemmerne som kontrapunkt, følger efter som den udtryksmæssige kulmination, der afbrydes af en omvendt reprise af indledningens to hurtige afsnit. Det hele var måske kun en flirt. Men en flirt der var ved at tage magten fra forføreren.

Hvis fransk neoklassicisme dominerer indtrykket af blæserserenaden, så er den ”danske tone” til gengæld tydelig i en korsang som Fyldt med blomster blusser æbletræets gren fra 1935. Carl Nielsen komponerede som ung Ludvig Holsteins tekst som en romance for solostemme med klaver. Flemming Weis komponerer den i Højskolesangbogens ånd med den ældre Carl Nielsens danske sange som forbillede med klar strofisk opbygning og fraser, der smidigt følger tekstens forløb.

I årene mellem slutningen af 1920’erne og frem til 1940’erne arbejdede Flemming Weis på at samle de forskellige påvirkninger i en personlig skrivemåde hvor ungdommens kontrapunktiske lærdom, den neoklassiske klarhed og måske ikke mindst Carl Nielsens originalitet og mod til hele tiden at rette ”blikket fremad”[1] kunne forenes.

Denne udvikling kan man følge i de to sonater, han komponerede i hhv. 1928 og 41 for hhv. klarinet og violin med klaver. De neoklassiske træk er tydelige i den tidlige klarinetsonate, hvor 1. sats både formalt og strukturelt følger den klassiske sonateform med præsentation af hoved- og sidetema, en gennemføringsdel, der nærmest er en refleksion over det tematiske stof for soloklarinet, og en reprise af hovedtemaet. Klarinetten er solist, mens klaveret ledsager.

I den senere violinsonate er rollerne mere ligeligt fordelt som en kontrapunktisk dialog mellem violin og klaver. I 1. sats er sonateformens tredelte grundform stadig nærværende, men nu som resultat af en tematisk udvikling og ikke som et på forhånd givet mønster, og reprisen virker mere som en kulmination, der leder over til den langsomme 2. sats, end som en afrunding af 1. sats.

(JBR)

Noter

[1] ”[Carl Nielsen] var ensidig overfor den omvæltning som hans musik skabte. Han gik ikke på akkord og prøvede at famle sig lidt tilbage og flytte det. Men han havde hele tiden blikket fremad.” Citeret fra Dansk Musiktidsskrift 1978 nr. 6: ”Interview med Flemming Weis ved Karl Antz”.

Sene værker

I løbet af 1950’erne forsvandt de traditionelle genrer – symfoni, sonate, strygekvartet – fra Flemming Weis’ værkliste til fordel for titler af karakteriserende art. Værkernes form, struktur eller karakter klinger igennem titler som Femdelt form, Limitationes [begrænsninger] eller Musikantisk trilogi. Og generelt tyder det på en mere individualiseret, til tider også eksperimenterende, holdning.

Overgangen mellem tradition og eksperiment belyses af Concertino for orgel, 1957, der tyder på indflydelse fra Stravinsky og måske især Béla Bartók (hvis Koncert for orkester Flemming Weis roste i høje toner i sin rapport fra ISCM-festivalen i London 1946).[1] Umiddelbart virker orgelconcertinoen som et neobarokt forsøg med satserne Toccata, Aria og Finale. Men hørt i sammenhæng bliver de tre satser til et langt, koncerterende forløb, hvor motoriske tuttiafsnit afbrydes af solistiske afsnit af mere lyrisk-melodisk karakter. Denne enhedsfornemmelse underbygges af det motiviske arbejde med et vippemotiv, der udvikles i tuttiafsnittene og fører en mere tilbagetrukken tilværelse som kontrapunkt i soloafsnittene. Inden for traditionelle rammer eksperimenterer Flemming Weis her med stoflig og motivisk koncentration.

Stravinsky og Bartók fik følgeskab af Schönberg i 1960’erne, hvor Flemming Weis afprøvede tolvtonemusikkens muligheder i tre værker med fællestitlen Femdelt form, 1961 og 62. Og det gav stødet til yderligere eksperimenter med stoflig koncentration i to klaverværker med titlen Limitationes, 1964 og 70. Titlen ”refererer dels til begrænsningen af de anvendte toners antal, dels til de enkelte stykkers korthed og fastholden ved en anslået ide.”[2]

Det bliver demonstreret straks i det første af de seks satser i samlingen Limitationes II. Her bruger komponisten et udsnit på ni af den kromatiske skalas tolv toner. Fire toner udgør en diatonisk melodistump, der sekvenseres og varieres. De øvrige fem toner samles i akkordbrydninger og fungerer som ledsagelse til melodien. I satsens løb transponeres og varieres forløbet, men ideen om begrænsning fastholdes.

Begrænsning er også karakteristisk for nogle af de suiter, som Flemming Weis komponerede senere, Men her tjener begrænsningen ikke som mål i sig selv, derimod som middel til at tegne små portrætskitser, der forener traditionens karakterstykker med modernismens mådehold og strenghed: f.eks. i guitarværket Aspekter med satserne ”Det Blide”, ”Det Glade” og ”Det Dystre”, 1975; eller i 3 Studies med satserne ”Rolig”, ”Leggiero flessibile” og ”Serioso espressivo” for obo, klarinet, saxofon og fagot, 1977.

Flemming Weis forblev aktiv som komponist til sin død i 1981. Hans sidste strygekvartet med undertitlen Und wird in den Alleen unruhig wandern, wenn die Blätter treiben, 1977, blev uropført dagen efter hans 80 års fødselsdag. Nærværende forf. skrev dengang: ”Uden at være revolutionerende markerer Weis’ tre kvartetsatser en levende videreførelse af den store europæiske kvartettradition. En videreførelse der som udgangspunkt har en Schönberg, en Debussy og en Bartók, men som medtænker de nyeste musikalske erfaringer fra Webern til John Cage. Med karakteristisk åbenhed har Flemming Weis inddampet elementer fra tradition og samtid til en tæt, koncentreret sats, hvis udformning er personlig og original…”[3].

Også Flemming Weis’ sidste værk, strygetrioen fra 1981, ligner en syntese af tradition og modernisme, eller måske af Weis’ næsten 60 år som komponist. Fire korte satser, der viderefører de sene værkers karakteristiske knaphed i form og udtryk, samles til en sonatecyklus, hvor to hurtige satser indrammer to langsomme. Inden for disse klassiske rammer arbejder Weis med tonaliteten i forløb der fastholder den moderne musiks frie og dissonansrige klangverden, men samtidig er centreret om tonale tyngdepunkter, der fungerer som endemål for satserne. Flemming Weis opus ultima er på én gang tilbageblik og fremadrettet.

(JBR)

Streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af Danacord og Dacapo Records

Noter

[1] ”Stærkest virker Béla Bartóks ”Concerto” for orkester (1943), hvor der med de enkleste Midler opnaas helt betagende virkninger af baade melodisk, harmonisk og rytmisk Art”. Citeret fra Dansk Musiktidsskrift 1978 nr. 6: ”Interview med Flemming Weis ved Karl Antz”.
[2] Citeret fra forordet til ”Limitationes II. Suite for klaver”, Engstrøm og Sødring, 1974.
[3] Citeret fra Berlingske Tidende, 17. april 1978.

Flemming Weis' organisatoriske indsats

Som organisator ydede Flemming Weis en stor og alsidig indsats i dansk musikliv. Kunstfonden, Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik og Dansk Komponist Forening er blandt de institutioner, der har haft bud efter ham. Men det er især som næstformand og formand for Det Unge Tonekunstnerselskab gennem mere end 25 år, at han har præget musiklivet.

DUT blev stiftet 1930 gennem en sammenlægning af de to københavnske foreninger for ny musik: Unge Tonekunstneres Selskab og Foreningen Ny Musik, hvoraf UTS var den bredere forening med både kunstneriske og sociale formål, mens Foreningen Ny Musik i højere grad var modernisternes forening og fungerede som dansk sektion af det internationale selskab for ny musik (ISCM). Sammenlægningen til DUT betød i løbet af 1930’rne en nedtoning af den modernistiske linje og en betoning af den nationale musikkultur, der under den tyske besættelse 1940-45 med spærretider og censur blev dominerende.[1]

Da DUTs legendariske formand Aksel Agerby, som havde gennemført fusionen af de to foreninger i 1930 og i nogen grad tegnede DUTs kunstneriske profil, døde i 1942, overtog Flemming Weis ledelsen af foreningen og blev ved den følgende generalforsamling valgt til formand. Han gennemførte at holde liv i foreningen i krigens sidste, vanskelige år, og efter befrielsen påtog han sig at genoplive DUT som danske ISCM sektion og åbne dansk musikliv for internationale kunstneriske strømninger.

Begyndelsen blev gjort ved DUTs 25 års jubilæum 1945. Begivenheden blev fejret med en række foredrag og koncerter, hvor komponister som Debussy, Milhaud, Stravinsky, Bartók, Hindemith og Schönberg blev præsenteret, og hvor der desuden blev spillet værker af Joseph Hauer, Egon Wellesz, Ernst Krenek og Ernst Toch.

Som formand for DUT repræsenterede Weis Danmark under ISCM festen i London 1946, og dér overtalte han de delegerede til at lægge det kommende års ISCM fest i København. Typisk for Flemming Weis’ evne til at samle modstridende interesser med en afvæbnende bemærkning er det, at han ved afslutningen af debatten bad om ordet og sagde: ”Ladies and gentlemen, don’t forget the Danish butter![2]

ISCM festen 1947 blev en succes for dansk musik og et gennembrud for Vagn Holmboe, hvis 5. symfoni fik internationalt ry efter opførelsen. Men verdensmusikfesten betød samtidig, at den internationale ny musik, der havde præget det danske koncertrepertoire i 1920’erne med værker af Stravinsky, Bartok eller Hindemith og ny fransk musik, igen kom på programmet. København stod i årene umiddelbart efter krigen atter som ”kontinentets musikalske forpost i Norden”.

(JBR)

Noter

[1] Jf. Michael Fjeldsøe: Den fortrængte modernisme – den ny musik i dansk musikliv 1920-1940. Ph.d. afhandling, Musikvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet 1999.
[2] Citeret fra Dansk Musiktidsskrift 1978 nr. 6: ”Interview med Flemming Weis ved Karl Antz”.
[3] Jf. Bo Wallner: Vår tids musik i Norden, Stockholm1968. Wallner bruger udtrykket om København som kontinental forpost om musikken i Danmark i 1920’erne.

Værkliste

Sieben Lieder f. st. og pno., 1921-23. Rothe, Leipzig.

Variations et fuga over tema af Mozart f. pno., 1923. WH.

Strygekvartet nr. 1, 1923.

Strygekvartet nr. 2, 1925.

Fire sange f. st. og pno., 1925-26. WH.

Kornmod f. st. og pno., 1925-26. WH.

Serenade for blæserkvintet ”uden reelle hensigter”, 1926. WH.

Musik f. fl., kl. og fag., 1927. Edition-S.

Sonate f. kl. og pno., 1928. Edition-S.

16 små klaverstykker [undervisningsmusik], 1930-40. WH.

Fire sange f. st. og pno, 1930. E&S.

To sange f. st. og pno., 1930. E&S.

Fem forårssange f. lige st., 1930.

Præludium og intermezzo f. ob. og ork., 1931.

Forårsregn f. lige st., 1933. Gjellerup.

Forårsregn f. bl. kor, 1933. E&S.

Den danske sommer f. mandskor, 1934.

Pastorale og arabeske f. fl. og pno., 1935.

To sange f. bl. kor, 1935. WH.

Visen om Desmeralda f. mandskor, 1935.

Concertino f. kl. og str.ork., 1935.

Symfonisk ouverture f. ork., 1938.

Strygekvartet nr. 3, 1938.

Introduzione grave f. pno. og str.ork., 1939.

Sonatine f. fl, vl. og vlc., 1939. E&S.

Seks sange f. bl. kor, 1940. E&S.

Nye kjoler f. 2 lige st. og pno., 1940.

Sonate f. vl. og pno., 1941.

Symfoni nr. 1 f. ork., 1942.

Diverterende musik f. fl., vl., vla. og vlc., 1942.

Spring f. mandskor, 1943. E&S.

Sonate f.ob. og pno., 1945.

Tema con variazioni f. blæserkvintet, 1945. Warny.

Suite i B f. pno., 1946. WH.

To sange f. st. og pno., 1946. WH.

In temporis vernalis f. ork., 1947. Warny.

Sonatine f. pno., 1948. Edition Danica [Edition-S].

Sonate f. vl., 1948.

Musikantisk ouverture f. str.ork., 1948. Skandinavisk Musikforlag [WH].

Det forjættede land f. bl. kor og ork., 1948.

Symfoni nr. 2 f. ork., 1949.

Davidssalme 120 f. bl. kor., 1949.

Kornets sang f. mandskor el. bl. kor, 1952. E&S.

Det lille nummer f. mandskor, 1952. E&S.

Sonate f. fl. og pno., 1953.

Fantasia seria f. strygekvartet, 1956. E&S.

Coeli enarrant f. mezzosop. og org., 1956.

Tre motetter f. bl. kor, 1957. E&S.

Concertino f. org., 1957. E&S.

12 monologer f. pno., 1958. E&S.

Sinfonia proverbiorum  f. bl. kor og ork., 1958.

Skibene stævner f. st. og pno., 1958. Skandinavisk Musikforlag [WH].

Concertino f. str.ork., 1960. Edition-S.

Fem epigrammer f. strygekvartet, 1960.

Otte bibelske motetter f. bl. kor, 1960-65. Egtved.

Serenade f. fl. vl., vla. og vlc., 1961.

Femdelt form 1 f. pno, 1962. E&S.

Femdelt form 2 f. strygekvintet, 1962. Warny.

Femdelt form 3 f. ork., 1962. Edition-S.

Sonatine f. vla., 1962.

Tre latinske motetter f. bl. kor, 1962. Egtved.

Limitationes I f. pno., 1964. E&S.

Hørespilmusik t. De udvalgte (Kaj Munk) f. ork., 1964.

Rapsodisk suite f. vl., 1966. WH.

Locotus Sum f. bl. kor, 1966. Walton Music Corporation.

Laudate Dominum f. bl. kor, 1966. Egtved.

Für die Orgel 1969. Edition-S.

Limitationes II f. pno, 1970. E&S.

Tre arabesker f. fl. og vla., 1970.

Statiske situationer f. strygekvartet, 1970. WH.

Studier f. sop. og kl., 1971.

Davidssalme 100 f. lige st., 1971. Egtved.

Sine nomine f. ork., 1972. Edition-S.

Tre søstre f.vlc., 1972. WH.

Sjælen f. bl. kor, 1972. WH.

Eftermiddag f. bl. kor, 1972. WH.

Chaconne f. ork. [blæser og perc.], 1974.

Tre mobiler f. fl. vl., vla. og vlc., 1974.

Aspekter f. gui., 1975.

Tre japanske fugleråb f. sop. gui, og vla., 1976.

Fire dialoger f. fl. og gui., 1976.

Musikantisk trilog f. messingkvintet, 1976.

Kirsebær f. bl. kor, 1976.

To stykker f. fl. solo, 1976.

Tre studier f. ob., kl., fag. og sax., 1977.

Strygekvartet ”Und wird in den Alleen unruhig wandern, wenn die Blätter treiben”, 1977.

To motetter f. lige st., 1977.

Det nye Gry f. mandskor, 1978.

Fire sange f. sop. og gui., 1977-78.

Duo f. blfl. og gui., 1980.

Tre for to f. fl., pno. og perc., 1981.

Strygetrio, 1981.

Litteratur

Sverre Forchhammer: ”Flemming Weis 50 aar” i: Dansk Musiktidsskrift vol. 23 (1948) s. 77-78.

Poul Nielsen: ”Flemming Weis” i: Dansk Musiktidsskrift vol. 43 (1968) s. 107.

Karl Antz: ”Interview med Flemming Weis” i: Dansk Musiktidsskrift 1978 nr. 6, s. 207-214.

Dansk Biografisk Leksikon 3. udg. (internet).

Diskografi

Udvalgte indspilninger:

Aspects for Solo Guitar
Erling Møldrup (guitar), Morten Zeuthen (cello)
Early Morn - Danish Music for Guitar
Danacord Records DACOCD 594 (2002), CD
Link til Danacord

Concertino - Toccata, -Aria & -Finale
Inge Bønnerup (orgel)
Danish Organ Music from the 20th Century vol. 2
Discart  CDK1019 (2010), CD
Link til Discart

Danmark, Nu Blunder Den Lyse Nat
Universitetskoret Lille MUKO, Jesper Grove Jørgensen (dirigent)
Point Records PCD 5150 (2001), CD

Foto: Anne Behrndt

Flemming Weis

Fulde navn:

Carl Flemming Weis

Født:

15.04 1898, Frederiksberg

Død:

30.09 1981, Hellerup

Uddannelse:

Det Kgl. Danske Musikkonservatorium: orgel (Gustav Helsted) og klaver (Chr. Christiansen), organisteksamen 1920. Leipzig 1920-23: komposition (Graebner) og orgel (Straube).

Øvrige beskæftigelser:

Organist i Annakirken, København, 1929-68., musikanmelder 1953-61 (Dagens Nyheder), 1964-81 (Politiken).

Priser/legater:

Det Anckerske Legat, Lange-Müller stipendiet m.m.

Forlag:

Wilhelm Hansen, Edition S, Engstrøm & Sødring m.fl. 

Profil oprettet:

10. august 2011
Kontakt

Dansk
Komponist
Forening

Lautrupsgade 9, 5.sal
DK 2100 København Ø

Telefon (45) 33 13 54 05

dkf@komponistforeningen.dk

Send meddelelse
Find på kort

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Betingelser for DKF nyhedsbrev

Betingelser og vilkår

Læs følgende vilkår og betingelser omhyggeligt, før du tilmelder dig DKFs nyhedsbrev. Såfremt du ikke kan acceptere nedenstående vilkår og betingelser, skal du ikke tilmelde dig DKFs nyhedsbrev.

www.komponistforeningen.dk

Dette website ejes og drives af Dansk Komponist Forening, som er en dansk registreret virksomhed underlagt dansk lovgivning.

Email

Som modtager af DKFs nyhedsbrev modtager du månedeligt et gratis nyhedsbrev i HTML-format.