Aksel Agerby voksede op i Viborg, men blev uddannet på Blindeinstituttet i København hvor han studerede klaver og orgel. Han debuterede som koncertpianist 1911 og tog organisteksamen 1913. 1921 fik han ansættelse som organist ved Københavns Begravelsesvæsen, hvor han virkede til han 1930 blev organist i Brønshøj kirke.

Som komponist gjorde Aksel Agerby sig mest gældende med sange og korværker. Bedst kendt er melodien til Jeppe Aakjærs Jeg er havren (fra digtsamlingen Rugens Sange) som hører til kernerepertoiret af danske sange. Andre af Aksel Agerbys sange (f.eks. til Blichers Det er hvidt herude) har ikke kunnet gøre sig gældende i konkurrencen med andre komponisters melodier. Aksel Agerby skrev nogle få instrumentalværker for kammermusikalske besætninger.

Sideløbende med sit arbejde som organist virkede Aksel Agerby også som musikforlægger og udgav foruden egne værker musik af andre komponister. Her er der især grund til at nævne Skive-organisten Laurids Lauridsen der som Aksel Agerby var blind og tvunget til at nedskrive sine værker i den særlige blindenotation. Aksel Agerby påtog sig det store arbejde med at overføre Laurids Lauridsens manuskripter til almindelig notation og udgav flere af dem.

Når Aksel Agerby trods sit handicap står som en central personlighed i 1920’ernes og 30’ernes danske musikliv, skyldes det han store administrative og organisatoriske begavelse og den respekt, der i musiklivet stod om hans idealistiske indsats og kompromisløse holdninger. Som bestyrelsesmedlem og fra 1929 formand for Unge Tonekunstneres Selskab var han en afgørende kraft i kampen for at sikre den unge generation af komponister indflydelse på den statslige kulturpolitik og forhindre den mere konservative Dansk Tonekunstner Forening og dens magtfulde formand Hakon Børresen i at dominere det statsstøttede musikliv.

Aksel Agerby var også hovedkraften bag den sammenlægning af Unge Tonekunstneres Selskab og den konkurrerende forening Ny Musik der førte til oprettelsen af Det unge Tonekunstnerselskab (DUT) i 1931. Som formand for DUT frem til sin død 1942 ydede Aksel Agerby en stor indsats til gavn for den ny musik og for mange arbejdsløse musikere.

Læs mere om Aksel Agerby og Det Unge Tonekunstnerselskab her

(JBR)

Det var ikke Aksel Agerby der fik ideen om at sammenlægge Unge Tonekunstneres Selskab (UTS) og foreningen Ny Musik til Det unge Tonekunstnerselskab (DUT). Men det var Aksel Agerby der virkeliggjorde ideer, som flere gange i 1920’erne var strandet på grund af de to foreningers rivalisering og forskellighed.

Unge Tonekunstneres Selskab var ældst af de to foreninger. Det blev stiftet 1920 som et københavnsk sidestykke til Arnold Schönbergs Verein für musikalische Privataufführungen i Wien[1]. Formålet med den danske forening var ”at fremme Medlemmernes Udvikling gennem indbyrdes Belæring, væsentligst ved kammeratligt Samvær til Dyrkelse af de forskellige Grene indenfor Tonekunsten.”[2] Foreningen afholdt mange koncerter hvor samtidige danske og skandinaviske komponister dominerede repertoiret, men hvor der også blev opført ældre værker af f.eks. Bach, Händel, Mendelssohn, Chopin eller Brahms og danske romantikere som Lange-Müller. I løbet af 1920 steg medlemstallet og den ændrede karakter fra en privat forening til en kammermusikforening for ny musik.[3]

Foreningen Ny Musik blev stiftet 1921 med det formål ”at fremdrage hidtil i Danmark uopført Musik – i det Øjemed at udvide det hjemlige Musiklivs Horisont”.[4] Foreningens internationale sigte prægede programmerne hvor komponister som Debussy, Bartók, Hindemith eller Milhaud var rigt repræsenterede sammen med danske navne som Carl Nielsen, Knudåge Riisager, Jørgen Bentzon eller Schierbeck. Foreningen Ny Musik varetog opgaven som dansk sektion af Det Internationale Selskab for Samtidig Musik (ISCM) der blev stiftet i Salzburg 1922.

Mange komponister var medlemmer af begge foreninger og flere gange drøftedes mulighederne for en sammenslutning eller et samarbejde mellem foreningerne. Men først da Aksel Agerby i 1929 blev formand for UTS hvis medlemstal i sidste halvdel af 20’erne fordobledes fra ca. 200 til ca. 400, mens medlemstallet for Ny Musik i samme periode faldt fra ca. 150 til ca. 100, kom der realiteter bag forhandlingerne. Efter et samarbejde om fælles koncerter i sæsonen 1929-30 blev de to foreningen slået sammen til Det unge Tonekunstnerselskab i 1930.

Samtidig indledtes et samarbejde om fælles koncerter med den betydeligt ældre Dansk Koncert Forening der i høj grad havde varetaget opførelsen af ny dansk orkestermusik. Dette samarbejde varede til slutningen af 1930’erne hvor DUT overtog Dansk Koncert Forenings forpligtelser over for orkestermusikken og det deraf følgende statstilskud.

DUT blev et kraftcenter for ny musik i 1930’erne hvilket ikke alene gav sig udslag i koncertlivet, men også gennem udgivelsen af Dansk Musiktidsskrift der med Gunnar Heerup som redaktør fra 1929 blev et seriøst og velinformeret organ om ny musik. Og gennem oprettelsen af et orkester rekrutteret (med årlige konkurrencer) blandt de mange arbejdsløse musikere som var ramt af verdenskrisen og af tonefilmens fremkomst, der overflødiggjorde biograforkestrene.

Aksel Agerby var den samlende kraft bag disse initiativer der på den ene side betød at det levende musikliv voksede gennem 1930’ernes kriseår trods konkurrence fra radio og grammofon[5]. På den anden side førte det til at DUT fik en bredere og mere national profil hvor den internationale moderne musik trådte i baggrunden, mens danske værker, ikke mindst sangene, fik en mere fremtrædende plads på repertoiret.

(JBR)

Noter

Efter Wikipedia 

Sang med klaver

Jeg ved... (1915) (Anders W. Holm)

Folkevise. Var jeg en Lærke graa (1915) (Thor Lange)

Jeg er Havren (1916) (Jeppe Aakjær)

Ung Vise (Alle mine Længsler...) (1917) (Jeppe Aakjær)

Lillekonval (1918) (Helge Rode)

Spurvene ved Helliggejst (1918) (Jeppe Aakjær)

Ingalill (1918) (Gustaf Fröding)

Ægtestand (1919) (Harald Bergstedt)

Endnu et lille Nyk (1919) (Jeppe Aakjær)

Eftermiddagsthe (1920) (Eugen Frank)

Polangins Børn i Pensa (1920) (Hans Hartvig Seedorf)

Majsol (1921) (Jeppe Aakjær)

Aftenvandring (1921) (Anders W. Holm)

Vor Mor (1924) (Johann Skjoldborg)

Jyske Viser (10 sange) (1925)

Sig nærmer Tiden (1926) (Steen Blicher)

Majnat (1927) (Jeppe Aakjær)

Sommermorgen (1927) (Svend Erichsen)

Foraarstegn (1927) (Jeppe Aakjær)

Der blomstrer ej saa liden Blomst (1928) (Carl Bahnson)

Om Vejen bliver tung og trang (1928) (Carl Bahnson)

Vor Tid (1928) (Johann Skjoldborg)

Helene (1928) (Johann Skjoldborg)

Kabbelejen (1928) (Johan Skjoldborg)

Første Gang (1932) (Marie Hamsun)

Bedstes Spindevise (1932) (Martin Andersen Nexø)

Steen Blicher (1932) (Jeppe Aakjær)

Humlebien (1932) (Jeppe Aakjær)

Majvise (1932) (Mogens Dam)

Den Gamle Jul (1932) (Kai Hoffmann)

Vintergækker (1934) (Hans Storm)

En Dag (1934) (Hans Storm)

Flammende Ungdom (1935) (Oskar Hansen)

Hørvise (1940) (Johannes V. Jensen)

Hvide børn og sorte børn

Kor

Vor tid (blandet kor)

Glæde over foråret (mandskor)

Danmark, kære mor (mandskor)

Kløver (mandskor)

Kammermusik

Intermezzo (obo og orkester)

Elegi (obo og orkester)

Intermezzo pastorale (violin og klaver)

Humoreske (violin og klaver)

Aftenvandring (orkester)

Berceuse (violin og klaver)

ANVENDT LITTERATUR

Flemming Weis og Johan Bentzon: ”Et par ord om Aksel Agerby som formand” i: Dansk Musiktidsskrift 1935 nr. 3

Knudåge Riisager m.fl.: ”Aksel Agerby fylder halvtreds” i: Dansk Musiktidsskrift 1939 nr. 5, s. 109-114

Flemming Weis: ”Aksel Agerby. In memoriam” i: Dansk Musiktidsskrift 1942 nr. 2 s 48

ØVRIGT

Den Store Danske: Aksel Agerby 

Gravsted.dk: Aksel Agerby

Wikipedia: Aksel Agerby