Herman Sandby viste lige som sin 13 år ældre broder, violinisten Kristian Sandby, tidligt store musikalske evner. Forældrene der var landbrugere og ivrige amatørmusikere, solgte deres ejendomme og flyttede til København for at give sønnerne de bedst mulige uddannelser. Efter nogle års undervisning i klaver og violin fik Herman Sandby som 7-årig sin første cello, og allerede 14 år gammel kunne han konkurrere sig ind i Det Kgl. Kapel.
Kapelmesteren Johan Svendsen mente dog at han var for ung, og skaffede ham adgang til konservatoriet i Frankfurt. Her studerede han 1895-1900 med Hugo Becker som cellolærer og Iwan Knorr som kompositionslærer. Og her knyttede han venskab med den jævnaldrende australske pianist og komponist Percy Grainger der blev en livslang beundrer af og støtte for Herman Sandby.

Efter en opsigtsvækkende debut i København indledte Herman Sandby en international solistkarriere. Samarbejdet med Percy Grainger, der 1901 havde slået sig ned i London, skaffede ham gode kontakter til britisk og amerikansk musikliv, og 1908 emigrerede han til USA, hvor han blev solocellist i Philadelphia orkestret. Han spillede under dirigenter som Leopold Stokowski og Eugen Ormandy og havde gode muligheder for at optræde som solist med amerikanske orkestre. Det gav ham økonomiske betingelser for at gifte sig med sin norskfødte forlovede Alfhild de Luce og anskaffe sig en pragtfuld italiensk cello[1].

Efter otte år som solocellist i Philadelphia og nogle år som solist med base i New York besluttede Herman Sandby at vende tilbage til Danmark. Helbredsproblemer gjorde det vanskeligt for ham at fortsætte det opslidende arbejde som omrejsende solist, og han håbede at få mere tid til at komponere i hjemlandet. Her var forholdene imidlertid ugunstige. Med Carl Nielsen som bannerfører var dansk musikliv blevet antiromantisk. Herman Sandby var præget af en anglo-amerikansk tradition hvor nationalromantikken endnu var livskraftig, og såvel hans værker i traditionelle senromantiske genrer som hans af Percy Grainger inspirerede bearbejdelser af folkemusik blev lagt for had af presse og koncertgivere.

Læs mere om Herman Sandby og det danske musikliv her

De første år i Danmark var hårde for Herman Sandby der håbede på at kunne leve af sine indtægter som komponist. Koncertturneer og støtte fra formuende venner, bl.a. Percy Grainger, supplerede i begyndelsen indtægterne. I løbet af 1930’erne og ikke mindst takket være radioens udbredelse blev hans musik ofte spillet i udlandet, så en årlig statsstøtte og indtægterne fra KODA satte ham efterhånden i stand til at lægge cellospillet på hylden og leve af at komponere. Han blev aldrig rigtig integreret i dansk musikliv og tilbragte en stor del af året i Rørvig med udsigt over strandenge og Kattegat. Men efterhånden vænnede musiklivet sig til fænomenet Sandby og fejrede hans runde fødselsdage med interviews og koncerter.

Herman Sandby forblev produktiv højt op i alderen og skrev sine sidste symfonier og koncerter efter han var fyldt 70 år. Han levede beskedent og efterlod sig en betydelig formue, der dannede grundlag for Herman Sandbys Legat for danske komponister frem til 1992, hvor legatet indgik i Dansk Komponist Forenings Fond.

(JBR)

Herman Sandby var en særdeles produktiv komponist. Karen Eklund Jensens værkfortegnelse[1] der skønnes at være den mest omfattende, rummer ca. 150 titler. En del af dem er gengangere i form af folkevisebearbejdelser i forskellige arrangementer eller revisioner af værker. Men også bortset fra disse er produktionen imponerende med talrige bearbejdelser af nordiske folkemelodier, mindst fire strygekvartetter, fem symfonier og mange orkesterværker og kammermusikværker for skiftende besætninger.

En mindre del af disse værker blev udgivet i Danmark hovedsageligt i komponisternes eget regi (”Edition Danica”/Samfundet til udgivelse af dansk musik) og hos Fleischer i New York (ofte med økonomisk støtte af Percy Grainger). Resten – bl.a. de fem symfonier – foreligger i manuskripter. Og kun få værker er tilgængelige i moderne indspilninger: Herman Sandbys egen fortolkning af Sibelius’ Valse triste der var et af hans glansnumre som solist, indgår i en amerikansk antologi over store cellister fra det 20. århundrede. Sandbys 4. symfoni som blev indspillet i forbindelse med hans 75 års fødselsdag af Radioorkestret og Launy Grøndahl og er udgivet på cd.[2] Desuden findes nogle få lakplader på Statsbiblioteket i Aarhus.

Det er ikke muligt at skaffe sig et dækkende overblik over Herman Sandbys kompositioner inden for de rammer, som et leksikonprojekt sætter. Efter at Karen Eklund Jensen gennem grundige arkivstudier har redegjort for de biografiske omstændigheder, er vejen først nu banet for en kritisk værkfortegnelse og et studium af musikken.

På det foreliggende grundlag lader det til at Sandbys kompositioner falder i to hovedgrupper: Folkevisebearbejdelser for et eller flere instrumenter der dominerer produktionen frem til ca. 1920; og kammermusik eller orkesterværker i traditionelle genrer som sonater, kvartetter, koncerter og symfonier der bliver typiske fra 1920’erne og frem til slutningen af 1950’erne.

Det rejser spørgsmålet om den indflydelse, Percy Grainger havde på Herman Sandbys kompositioner? De to var studiekammerater i Frankfurt i årene op til 1900, men Grainger gjorde oprør mod den disciplin og tradition, der gennemsyrede den tyske konservatorieundervisning. I stedet søgte han inspiration i den folkelige musik med dens uregelmæssige periodedannelser og sprognære rytmer. 1905 blev han medlem af det engelske Folk Song Society der med Ralph Vaughan Williams som et ledende medlem optegnede melodier, som levede i den britiske almue, og Percy Grainger udvidede sit interessefelt til også at omfatte Australien, Sydafrika, USA og Skandinavien. Han indsamlede f.eks. omkring 200 jyske melodier med den danske folkemindeforsker Evald Tang Kristensen i 1920’erne.

Spørgsmålet er om, og i hvor høj grad, Percy Graingers beskæftigelse med folkelig musik var en inspiration for Herman Sandbys bearbejdelser af folkelige sange i århundredets første årtier? Komponerede Herman Sandby romantiske parafraser i tidens salonstil á la Fritz Kreisler? Eller er hans bearbejdelser udtryk for en fornyelse som den Bartók i Ungarn, Vaughan Williams i England og (noget tidligere) Grieg i Norge søgte og fandt?

Percy Graingers begejstring for Herman Sandbys folkemusikbearbejdelser og hans udtrykte skepsis over for de værker som Sandby komponerede i den tyske tradition kunne tyde på, at i hvert fald Grainger opfattede de sandbyske bearbejdelser som beslægtede med sine egne eksperimenter. Sandby forsvarede sig over for vennen med at han var nødt til at vælge traditionelle former og genrer, hvis han skulle gøre sig håb om at få sin musik spillet i Europa.

Det lykkedes og i så høj grad at værker som den danske Statsradiofoni kasserede blev spillet flere gange i bl.a. tyske radiofonier. Hvad var grunden?

Når Herman Sandby og med ham flere komponister af romantisk tilsnit havde svært ved at trænge igennem i dansk radio, kan en del af grunden være musikafdelingens ønsker om at fremme den dengang ny musik på bekostning af den mere traditionelle. Med kapelmesteren, Launy Grøndahls, ord til Herman Sandby i 1955: ”I øvrigt er her ingen Interesse for danske Komponister over en vis Alder, kun bestemte unge og yngre Herrer er spilleværdige”.[3] Hvis bemærkningen dækker over mere end en efterhånden bedaget kapelmesters irritation over at se sin egen generations komponister (og dirigenter!) fortrængt af yngre generationer, kan det forklare, hvorfor bl.a. Herman Sandbys musik havde vanskeligt ved at blive programsat.

Den slags stilistiske begrænsninger var ikke så udtalte i (Vest-)Tyskland efter krigen. Her var ikke én statsradiofoni. Hvert forbundsland havde sin egen sender, og det gav plads for stilistisk mangfoldighed. Til gengæld var der ingen national eller regional forpligtelse over for en dansk komponist som Herman Sandby og ingen tyske forlag som kunne gøre deres indflydelse gældende til hans fordel. Når hans musik alligevel blev spillet, må den have haft nogle kvaliteter som udenlandske koncertgivere og radiofonier havde blik for.

Spørgsmålet er om dansk musikliv er så rigt, at vi i det lange løb kan fortsætte med at se bort fra Herman Sandbys musik og de kvaliteter, andre nationer har fundet i den.

(JBR)

Det musikliv som Herman Sandby i 1920’erne vendte tilbage til efter en halv snes succesrige år i USA var præget af Carl Nielsen og blev efter dennes død 1931 domineret af Carl Nielsens elever og efterfølgere. Det medførte at en antiromantisk holdning herskede på bjerget og i løbet af 1930’erne og 40’erne hvor koncertlivet skrumpede ind og radioens indflydelse voksede, blev denne holdning et konstituerende element i en slags ”national musikstil”.

Herman Sandby var med sine senromantisk-impressionistiske idealer og inspirationen fra især britisk musik (Percy Grainger, Cyril Scott, Frederick Delius) ude af trit med det danske musikliv. Hans værker blev derfor regelmæssigt kritiseret for at være for følelsesfulde og udflydende: Skarpest i Politiken der efter uropførelsen (1916) af Carl Nielsens Det Uudslukkelige var blevet Nielsen kredsens hoforgan med Hugo Seligmann som en skarp kritiker af Herman Sandby. Om hans kvintet for fløjte og strygekvartet (1936) som havde fået behersket positive anmeldelser i udlandet, hed det f.eks.:

”Den var som en Røst fra en Fortid, Romantikkens i vore Dage saa bandlyste Fortid, helt uden Forbindelse med den nuværende Tænke-, Føle- og Skrivemaade. Og helt uden Selvstændighed, quasi-passionat Schumanneri.”[1]

Herman Sandbys cellospil blev som regel anerkendt af kritikken, men ved en lejlighed gik det helt galt: Efter en koncert i Odense november 1919 harcelerede anmelderen N. O. Raasted over ”denne affekterte Hr. Sandby [….]I en Række Bearbejdelser af skandinaviske Folkemelodier lykkedes det paa det mest eklatante Hr. Sandby at dokumentere sin slette Smag ved fuldkommen Mangel paa Forstaaelse for Folkevisens Særkende…”[2]. Det fik bægeret til at flyde over. Da Sandby to år senere igen spillede i Odense bad han i publikums påhør N. O. Raasted om at forlade salen[3].

Det hører med til historien at anmelderen N. O. Raasted få år senere blev domorganist i København og i løbet af 1930’erne og 40’erne som formand for KODA, næstformand for Dansk Komponist Forening m.m. blev en af dansk musiklivs mest indflydelsesrige personligheder.

I dansk sammenhæng blev Herman Sandby ellers respekteret som den store cellist der havde gjort lykke i udlandet, men han blev nedvurderet som komponist. Mens han endnu levede omtaltes han i diverse musikleksika som ”Cellist og Komponist”. Efter sin død 1965 gled han hurtigt ud af historien: Kai Aage Bruuns ”Dansk Musiks Historie” (1969) nævner ikke Herman Sandby. Nils Schiørrings ”Musikkens historie i Danmark” (1978) omtaler cellisten Herman Sandby ”der også komponerede en del”. Det nyeste danske musikleksikon, Gads Musik Leksikon (2003) mangler et opslag for Herman Sandby.

(JBR)

Efter Balzer (1932) og Karen Eklund Jensen (2000). Uddrag.

Orkesterværker

I Danmark, ouverture, komp. 1905, rev. ca. 1953.

The Woman and the Fiddler, scenemusik, 1911.

Koncert for cello og ork. i D-dur, 1916, rev. d-mol, 1917. Skandinavisk og Borup 1932.

Norwegian Bridal March f. strygeork., komp. 1917.

Nocturne f. cello og ork., 1918.

Leda med Svanen, balletmusik, komp. 1919.

Marche danois, komp. 1919.

Forspil til Hærmændene paa Helgeland, komp. 1920, Skandinavisk 1949.

Andante amoroso f. strygeork., komp. 1923.

Symfoni nr. 1, 1926.

Havstemning, 1928 / før 1921 ?

Symfonisk suite, 1928.

Romance Dolce ed appassionato, 1930.

Elverhøj, Skandinavisk og Borup, 1931.

Koncert for cello og ork., 1932.

Berceuse f. harpe og strygeork.,  komp. 1933, Skandinavisk og Borup 1935.

Serenade f. strygeork., Skandinavisk og Borup 1934.

Symfonisk dans, komp. før 1934.

Efteraarsstemning paa Landet, Skandinavisk og Borup 1934.

Sommersang, Skandinavisk og Borup 1935.

Ved Sjællands Kyst, komp. 1935.

Ved Strandbredden, Skandinavisk og Borup 1937.

Islandsk Folkesang f. harpe og strygeork., WH 1938.

Valravnen f. harpe og strygeork., WH 1938.

Symfoni nr. 2, komp. 1938/39.

Solopgang, Dania 1940.

Nordisk Rapsodi, komp. 1940, Skandinavisk 1955.

Vintersang, Skandinavisk og Borup 1941.

To stykker f. obo og strygeork., komp. 1941, Skandinavisk 1945.

Symfoni nr. 3, komp. 1943.

Ved Daggry f. strygeork., Skandinavisk og Borup 1943.

Aftenstemning f. horn og strygeork., komp. 1943, Skandinavisk 1944.

Solo f. kontrabas og strygeork., Skandinavisk 1944.

Efteraarssang, Skandinavisk 1945.

Romance f. violin og ork., Skandinavisk 1945.

Koncert f. violin og ork., komp. 1946.

Foraarssang, Skandinavisk 1947.

Symfoni nr. 4, komp. ca. 1950.

Skovstemninger, Skandinavisk 1952.

Tripelkoncert f. violin, bratsch og cello og ork., komp. ca. 1953.

Symfoni nr. 5, komp. 1957.

Dobbeltkoncert f. violin og cello og ork., komp. 1958.

Kammermusik

Elskov f. fire celli, komp. 1899.

Strygekvartet nr. 1, komp. Ca. 1901, WH 1922.

Strygekvartet nr. 2, Carl Fischer 1926.

Strygekvartet nr. 3, a-mol, komp. 1923.

Strygekvartet A-dur?

Strygekvartet e-mol?

Strygesekstet i e-mol, 1927.

Strygekvintet, komp. 1934, Skandinavisk og Borup 1936.

Kvintet f. fl., vl, vla, vcl. og pno., komp. 1936, Skandinavisk og Borup 1937.

Sonate f. cello og klaver, komp. 1937.

Klavertrio, komp. 1940.

Strygekvartet nr. 4, komp. 1940’erne.

Kvintet f. fl., ob., kl., vla. og vcl., komp. 1944.

Sonate f. violin og klaver, komp. ca. 1950.

Klavermusik

Præludium, Skandinavisk og Borup 1936.

Middelhavssang, WH 1939.

Efteraarsstemning ved Kysten, WH 1940.

Fantasistykke Fra Skoven til Stranden, Skandinavisk 1945.

Vokalmusik

Genrebillede f. bl. kor. Tekst: J. P. Jacobsen, komp. 1903.

Marine f. bl. kor. Tekst: J. P. Jacobsen, komp. 1903.

The Ship Starting f. stemme og klaver. Tekst: Walt Whitman, 1914.

Hjemkomst f. stemme og klaver. Tekst: Johs. V. Jensen, 1927.

4 sange f. stemme og klaver. Tekster: Johs. V. Jensen, 1928.

Sensommeraften f. stemme og klaver. Tekst: Sv. Erichsen, 1929.

Bearbejdelser

Forskellige danske og skandinaviske folkelige melodier foreligger i bearbejdelser for klaver og skiftende besætninger, heriblandt bearbejdelser af: Agnete og Havmanden, Roselil, Elverhøj, Gangerpilten, Valravnen, Svialin og hrafninn (islandsk), Halling (norsk), Necken (svensk), Värmlandsvisan (svensk). 

Karin Eklund Jensen: En overset senromantiker i dansk musikliv. Utrykt specialeafhandling, Københavns Universitet, 2000. (Med mange citater fra brevveksling mellem Percy Grainger og Herman Sandby)

Ejnar Jacobsen og Vagn Kappel: Musikkens Mestre bd. 2, København 1947 s. 439

Udvalgte indspilninger:

Symfoni nr. 4 The Danish Radio Symphony Orchestra, Launy Grøndahl (dirigent)
Danish Symphonies of the Late Romantic Period
Danacord 370-71, CD
Link til Danacord