Ole Schmidt begyndte sin musikalske karriere som jazzmusiker og blev som 20-årig optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor han studerede klaver (Holger Lund Christiansen) og komposition (Vagn Holmboe). Efter diplomeksamen som pianist studerede han direktion i udlandet og debuterede som dirigent og komponist 1955. Han var ansat på Det Kgl. Teater som balletdirigent 1959-65 og var chefdirigent for Hamburgs symfoniorkester 1969-70 og for Aarhus Symfoniorkester 1978-84. Desuden var han i perioder knyttet til DRs Underholdningsorkester og Det Kgl. Teater. Han havde mange internationale engagementer som gæsteprofessor og dirigent ved især engelske og amerikanske orkestre, konservatorier og universiteter og levede fra 1993 som freelance dirigent.

Som dirigent ydede Ole Schmidt en stor og påskønnet indsats for dansk musik: Især hans indspilning af samtlige Carl Nielsens symfonier med London Symphony Orchestra var en pionerbedrift, men også indspilningerne af Niels Viggo Bentzons tidlige symfonier med Aarhus Symfoniorkester bør fremhæves.

Ole Schmidt havde både professionelt og (gennem sit ægteskab med balletdanserinden og koreografen Lizzie Rohde) privat et nært forhold til musikteatret. Han gjorde sig gældende som balletkomponist i 1950’erne, og han komponerede opera, musical, TV-spil og filmmusik. Størst gennemslagskraft på dette felt fik hans musik til Dreyers klassiske stumfilm ”Jeanne d’Arc” fra 1928, der blev uropført i Los Angeles, USA i forbindelse med fremstødet ”Scandinavia To-day” 1983.

Som komponist var Ole Schmidt særdeles produktiv og skrev over 200 værker. Han kunne arbejde meget hurtigt – f.eks. blev Jeanne d’Arc musikken for fuldt symfoniorkester og sopransolo med en varighed på 82 minutter komponeret på 20 dage.

Det resulterede ikke altid i de mest velovervejede og originale løsninger, men dirigentens tekniske indsigt i instrumenternes ydeevne og kombinationsmuligheder svigtede ham aldrig. Det er karakteristisk, at han komponerede koncerter for sjældne soloinstrumenter som accordeon, tuba eller horn, men kun en (tidlig) symfoni og nogle (overvejende sene) sonater. Strygekvartetten var den klassiske genre, som appellerede stærkest til ham med ti værker skrevet gennem et halvt århundrede fra 1954 til 2005.

Som menneske var Ole Schmidt temperamentsfuld og åben – undertiden i en grad der skaffede ham uvenner i musiklivet og medvirkede til, at han ikke helt vandt det fodfæste i det danske musikliv, hans evner berettigede ham til. Bombastiske udtalelser i interviews om danskernes manglende musikalitet eller en bandbulle mod folk, der beskæftigede sig med kunst, men ”ikke har talent, personlighed og kraft nok til … kompromisløst at manifestere sig gennem de medier, som det nu er faldet i deres lod at beskæftige sig med, - ja, så har det hele ingen interesse…”[1] kunne virke arrogante og stødende.

Men han mente det ikke så slemt. I årevis var han en populær og respekteret dirigent, når amatørmusikere samledes på Askov højskole for at spille den symfoniske litteraturs hovedværker efter bedste evne.

(JBR)

Noter

Ole Schmidts tidligste værker fra begyndelsen af 1950’erne er knyttet til bevægelse og rytme. De for mange danske komponister typiske sange er helt fraværende. I deres sted rykker hans eget instrument klaveret i forgrunden med to klaverkoncerter, en toccata og kammermusik. Man fornemmer, at Ole Schmidt komponerer ved klaveret og spiller sig til sine værker med rytmen som en drivende kraft. Rytmen forplanter sig til bevægelse og bliver til dans i de første orkesterværker, balletterne Ildmageren, 1952 og Bag tæppet 1953 der begge blev opført på Det Kgl. Teater.

Den ”danske tone” med den sangbare melodik og Carl Nielsen-traditionen er ikke det stilistiske udgangspunkt for Ole Schmidt. Langt snarere er den internationale, fransk-orienterede neoklassicisme med Stravinskys musik fra mellemkrigsårene inspirationskilde som det høres i Divertimento for klaverkvartet fra 1956. Erfaringerne som jazzmusiker ligger sandsynligvis til grund for valget af trompet og trombone som soloinstrumenter i Pièce concertante fra 1957. Men tungere vejer indflydelsen fra Bartók, hvis ”Musik for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste” både klangligt og rytmisk er det umiddelbare forbillede.

Frem mod 1960 søgte Ole Schmidt at samle de forskellige påvirkninger i et personligt stilistisk ståsted. Et trin i denne udvikling er musikken til Ballet i D, som han skrev til sin hustru Lizzi Rohdes debut som koreograf på Det Kgl. Teater 1960. Musikken findes selvstændig som Kammersymfoni i D i to satser: et langsomt præludium og en hurtig sats med fire afdelinger (Allegro con brio, poco meno, fugato og finale (rondo). Stravinsky neoklassiske balletmusik er stadig nærværende, men der er også meget Ole Schmidt i musikken.

Gennembruddet til en personlig, neoklassisk stil kom med Ole Schmidts næste orkesterværk: Suite for fløjte og kammerorkester op. 21, 1960. Fire satser – rondino, vals, intermezzo og march – antyder en klassisk suiteform, men de forbindes af et fælles motivstof, som varieres og udvikles fra det diverterende mod et mere eftertænksomt og ekspressivt udtryk. Afgørende i denne udvikling er intermezzo satsen, hvor fløjten næsten improvisatorisk reflekterer stoffets muligheder over et statisk akkompagnement af cluster-lignende strygerklange og dumpe rytmiske slag. De fører til en kort sørgemarch, hvor suiten klinger ud næsten truende og beklemt stemning – langt fra den ubekymrede, legende begyndelse.

1960’ernes vending mod den internationale avantgarde i ny dansk musik fik ingen indflydelse på Ole Schmidt. Hans stilistiske grundlag forblev tonaliteten og den neoklassiske formverden, men det betød ikke, at han gik i stå som komponist. Omkring midten af 1960’erne – samtidig med den ”ny enkelhed” i de modernistiske værker – begynder en udvikling i Ole Schmidts værker, der fører til en spaltning af hans værker i forskellige, overvejende funktionsbestemte grupper: En udadvendt og diverterende, der navnlig viser sig i koncerterne for soloinstrument og orkester: en indadvendt og mere personlig, der især mærkes i sange og kammermusik, og en gruppe af musikdramatiske værker.

Den udadvendte gruppe er nok den bedst kendte og har tegnet billedet af Ole Schmidt i receptionen. Det skyldes hans populære koncerter for blæsere – horn, trompet, flygelhorn, trombone, tuba, fløjte, obo, klarinet, fagot – hvortil knytter sig koncerterne for accordeon og orgel. Med disse værker opfyldte Ole Schmidt et udtalt behov fra musikere, der manglede sololitteratur for deres instrumenter, og han gjorde det med den erfarne orkesterleders sans for de enkelte instrumenters tekniske muligheder og deres klanglige kombinationer med orkesters øvrige instrumenter. Mest frapperende er måske hans Koncert for tuba, 1975, hvor tubaen folder sig ud i det høje register med virtuose løb og triller over et orkesterakkompagnement, der udelader de høje instrumenter.

Gruppen af kammermusik og sange skiller sig ud fra de tidlige værker med Ole Schmidts 3. strygekvartet op. 30 med undertitlen Episoder af en yngre kunstners liv, 1965. Undertitlen skal næppe opfattes selvbiografisk, men Ole Schmidt har givet udtryk for, at kvartetten betyder meget for ham.[1] Her giver han luft for den splittelse, der rammer den klassisk skolede musiker i vor egen tid. Musikken prøver at bevare klassikkens helhed og balancen mellem melodiske, rytmiske og harmoniske elementer, men den afbrydes eller modsiges hele tiden af erfaringer fra vor egen tids musik og samfund. Tonalitet strides med atonalitet, temaer afkortes til fragmenter, rytmer bliver pågående og kvæler melodier. 3. kvartet er personlig til det hudløse.

Det fragmenterede er mindre karakteristisk for de senere kvartetter, hvor temaer får lov til at folde sig ud i lange melodiske forløb. Det lyrisk-ekspressive udtryk kan blive til hele portrætskitser, f.eks. i 6. strygekvartet med undertitlen Til minde om min mor, 1998 eller i 7. strygekvartet, hvis tre satser bærer dedikationer til komponistens hustru og to bekendte.

Melodierne folder sig også ud i de sange, som uden at dominere produktionen dog udgør en væsentlig del af Ole Schmidts modne værker. Her knytter han et bånd til den hjemlige Carl Nielsen-Laub tradition og komponerer for kirkekor, menigheder og folkelige forsamlinger, men til moderne tekster – bl.a. salmer af Jørgen Gustava Brandt. Formen er den traditionelt strofiske og melodierne er sangbare. Den nutidige blanding af tvivl og tro-trods-alt røber sig i modulationer og harmonier.

Gruppen af musikdramatiske værker er mere uhomogen end de øvrige grupper. Hovedværkerne er operaen Udstilling, som Ole Schmidt skrev til tekster af Klaus Rifbjerg og Jesper Jensen og som blev uropført på Det Kgl. Teater 1969, og musikken til Carl Th. Dreyers stumfilm Jeanne d’Arc fra 1928, som Ole Schmidt komponerede til den skandinaviske udstilling i USA 1983. Desuden skrev han musicals sammen med Klaus Rifbjerg og Finn Methling, musik til TV-spil og film og til et eksperimenterende ”musikdrama” Taboo, 1997, til tekst af Hans Kragh Jacobsen.

Operaen Udstilling oplevede kun få opførelser og er ikke blevet spillet siden. Det kan skyldes, at den med ophavsmændenes ord ”intet havde at gøre med [traditionel] opera, men var anti-Wagner på et primitivt plan med elementer af syngespil og musical” (Ole Schmidt) og kunne opfattes som ”et Lehrstück uden didaktisk indhold” (Klaus Rifbjerg).[2] Grundlæggende er der tale om en parodi på det danske (læs: Rindalistiske) samfund i slutningen af 1960’erne og dets reaktion på moderne kunst. Publikum fremstilles af solister og kor, som smelter sammen til en konform masse, der føres gennem forskellige stemninger i hurtigt skiftende scener og ender med at beundre sig selv som den sunde, gennemsnitlige og æstetisk tilfredsstillende udstillingsgenstand. Man kan hævde at ophavsmændenes intentioner lykkedes, men operaen sander til i masseoptrin, der udelukker en psykologisk karakterisering af personer og konflikter og virker som gentagelser.

Større gennemslagskraft fik Ole Schmidts musik til Dreyer-filmen Jeanne d’Arc. Filmen koncentrerer sig om Jeanne d’Arcs forhør, domfældelse og henrettelse og udelader helt den nationalistiske fremstilling af hende som kriger. I Dreyers film er Jeanne d’Arc en jævn bondepige, der vikles ind i og knuses af et teologisk magtapparat.

Ole Schmidt byggede sin timelange symfoniske musik på et enkelt tema, der gennemsyrer alle filmens scener undtagen den korte torturscene. Temaet præsenteres straks i begyndelsen af den lange forhørsscene hvor det fungerer som et ostinato, der gentages og varieres uafladeligt. Det er nærliggende at pege på det berømte ostinato der indleder Sjostakovitj’ 7. symfoni (”Leningrad-symfonien”) og skildrer det tyske angreb på Sovjetunionen 1941.

Men ligesom Sjostakovitj inkorporerer et fremmed motiv i sit ostinato-tema (nemlig ”voldsmotivet” fra hans egen Lady Macbeth-opera, der giver symfonien et bredere historisk perspektiv) sådan rummer Ole Schmidts ostinato-tema også som kim begyndelsen af den gregorianske dødsmesse ”Dies irae, dies illa”. Spændingen mellem det korte messemotiv og det lange Jeanne d’Arc-tema giver musikken en intensitet og fremdrift, der underbygger filmen med symfoniske midler.

(JBR)

Noter

Værker efter SNYK, Den Blå Bog, KB og forlagskataloger[1].

Værker uden årstal

”Jeg alene undkom”

5 mobiler

”Bikuben”

”Chopiniana” f. pno. og kammerork.

”Den danske snaps”.

Et drømmespil.

Filmen om Knud f. pno. og ork.

Fløjtekoncert nr. 2 f. fl. og ork.

”Fyrtøjet”.

”Færøerne”.

”Mirandolina” f. fl. og gui.

Musik til tv-serien om Kaj Munk.

”Oven vandet – neden Hellas”.

”Trin for trin”.

Trombonekoncert f. trb. og ens.

Værker med årstal

Diverterende kvintet i én sats for str.kvartet og pno., 1942 [skal måske være 1952].

Koncert f. pno. og kammerork., 1951(op. 3) .

Kvartet f. fl., vl. vlc. og pno, 1952 (op. 4).

”Ildmageren”, balletmusik, 1952.

Toccata f. pno., 1952 (op. 6). [Udg. af Wilhelm Hansen 1959 som op. 56].

”Bag tæppet”, ballet, koreografi: Fredbjørn Bjørnsson, 1953 (op. 7).

Koncert nr. 2 for pno. og str., 1954.

Strygekvartet nr. 1, 1954 (op. 13).

Elegi f. obo og str., 1955 (op. 14).

”Frisko Is er den bedste is”, 1955.

”Kvartet f. messing” f. cnt, tr., trb. og tuba, 1955.

Kvartet f. messingblæsere f. 2 tr., trb. og tuba, 1955.

Symfoni nr. 1, 1956 (op. 14 A).

Divertimento f. klaverkvartet, 1956 (op. 17).

”Feber”, balletmusik, 1957.

Pièce concertante f. trompet og trombone og ork., 1957 (op. 19).

”Kærlighedens melodi” [sange til film], tekst: Nina og Frederik, 1958.

Symfonisk fantasi og allegro f. acc. og ork., 1958 (op. 20).

Ballet i D f. soloblæsere og str., 1959 [= Kammersymfoni i D, 1960].

Oktet, 1960 (op. 23).

Suite f. fl. og kammerork., 1960 (op. 21).

Toccata nr. 1 f. acc., 1960 (op. 24).

“Fra det vilde vesten” [Wild West], pantomime, koreografi: Niels Bjørn Larsen, 1961.

”Briol” f. ork., 1962. [Måske = Painting and Plugging  f. ork, udg. af WH 1962]

Koncert nr. 2 f. acc. og kammerork., 1962 (op. 27).

Strygekvartet nr. 2, 1963 (op. 28).

Toccata nr. 2 f. acc., 1963.

Fanfare 40 f. 6 tr., 1965.

Strygekvartet nr. 3, ”Episoder af en yngre kunstners liv”, 1965 (op. 30).

Koncert f. horn og kammerork., 1966 (op. 31).

Koncertouverture f.ork., 1966.

”Min bedstefars spadserestok”, 1966.

Musik for 5 horn, pauker og slagtøj, 1966.

”Hvad en mand har brug for”, musical, tekst: Klaus Rifbjerg, 1967.

”Op og ned med solen” f. lige st., 1967.

”Middelklassekampagnen”, 1968.

”Da Aarhus Tappenstreg fik ørerne i maskinen” f. ork., 1968.

Festouverture f. ork., 1968.

”Frikadellens flugt over plankeværket” f. acc., 1968.

”Det drejer sig om selskab”, TV spil f. kammerork., 1968.

Lyrisk episode f. acc., 1968.

”Kom så piger”, musical, tekst. Finn Methling, 1969.

Strygekvartet nr. 4, 1969.

”Udstilling”, opera, tekst: Klaus Rifbjerg og Jesper Jensen, 1969.

”Det drejer sig om børn”, musik til TV spil, 1970.

2 mobiler f. blæsere, perc. og pno., 1970.

4 sange f. bl. kor a capella, tekst: Klaus Rifbjerg, 1971.

Violinkoncert f. soloviolin, bl. kor og instr.ens., 1971.

Hommage à Franz Liszt f. str., 1973.

Koncert f. tuba og ork., 1975.

Festmusik f. orgel, blæsere og pauker, 1975.

”Tango grosso” f. ork., 1975.

”Fragmenter og samtaler” f. messingkvintet, 1976.

Koncert f. guitar og kammerork., 1976.

”Raxallo” f. messingkvintet, 1976.

Sonate f. tuba og pno., 1976.

Dansk-Færøsk fanfare f. messingbl. og slagtøj, 1977.

Dialog I f. acc., 1977.

Sinfonietta f. 3 kvintetter, 1977.

Strygekvartet nr. 5, 1977.

”Bagatel for Metal” f. 13 messingbl., 1978.

”For Three Quintets”, 1978. [Muligvis identisk med ovenst. Sinfonietta f. 3 kvintetter, 1977).

Two-part invention, 1980.

Duo concertante f. flygelhorn og tuba, 1981.

”Tube and Bones” f. 3 trb. og tuba, 1982.

Filmmusik ”Jeanne d’Arc” f. ork., 1982.

Festouverture f. harmoniork., 1984.

25 salmer og sange f. soli, bl. kor og org., tekst: Jørgen Gustava Brandt, 1985.

Koncert f. fl. og str.ork., 1985.

Fanfare til Tivoligarden, 1985.

Hommage à Stravinsky f. blæsere, pauke og slagtøj, 1985.

”Sørejse til Cythères ø”, 1985.

”Blå strå” f. fl. og str.trio, 1986.

Renæssancedans f. ens., 1986.

”Oviri”, filmmusik, 1987.

Rapsodi f. violin og ork., 1987.

Jubilæumskantate f. pigekor og str., tekst: Jørgen Gustava Brandt, 1988.

”Harald og Tine”, musical f. stemmer, bl. kor, ork,. og beatgruppe, urop. 1988.

Dyrefabler og fabeldyr f. recitation, kor og ork., tekst: Johannes Møllehave, uropf. 1989.

”Jahreszeiten” f. obo og org., 1989.

”(Carriage to) Karnak” f. trb. og pno., 1989.

”Ved Christians Baare” f. fl. og slagtøj, 1990

Kvintet f. messingblæsere, 1990.

Blæserkvintet, 1991.

Café / Café f. vl., vlc. og pno., 1992.

Dialogue II f. acc., 1992.

”Pneumafonikon” f. harmoniork., 1992.

4 stykker f. klassisk acc., 1992.

Triosonate i C-dur f. 2 tb. og org., 1992.

Sonate f. vla. og pno., 1992.

”Øresundssymfoni” f. sop, ten., vl. solo og ork., tekst: Gunnar Jansson, 1993.

”Octopus” f. blæseroktet, 1994.

2 to-stemmige inventioner f. acc., 1994.

”Emaus”, tekst. Jørgen Gustava Brandt, 1994.

Koncert f. obo og kammerork., 1994.

Kvartet f. 4 tromboner, 1996.

2 sange f. bl. kor, tekst: Halfdan Rasmussen, 1996.

”Taboo”, musikdrama f. stemmer, dansere og ens., tekst: Hans Kragh Jacobsen, 1997.

Bratschsonate f. vla. solo, 1998.

”Lucis creator”, tema og variationer f. ob. og org., 1997-98.

Strygekvartet nr. 6, ”Til minde om min mor”, 1998.

”Trio f. klarinetter af alle slags”, 1998.

”Kantate 2000” f. soli, kor og ork., 1998-99.

Divertimento f. kammerork., 2000.

Sonate f. euphonium og pno., 2000.

Suite f. tr. og org., 2001.

Koncert f. org. og kammerork., 2002.

Koncert f. klarinet og kammerork., 2002.

Strygekvartet nr. 7, 2002.

”Trøstekantate” f. pigekor, bl. kor, strygekvartet og slagtøj, 2002.

Sonate f. trb. og org., 2003.

Sonate f. vl. og pno., 2004.

Sinfonietta f. symf. blæsere, 2004.

Strygekvartet nr. 8, 2003.

Concertino f. klaver og ork., 2004.

Dobbeltkoncert f. obo og cello og ork., 2004.

Kammerkvintet f. fl., ob., vl. vlc. og cemb., 2004.

Koncert f. cello og ork., 2005.

Nonet, 2005.

Strygekvartet nr. 9, 2005.

Strygekvartet nr. 10, 2005.

Dobbeltkoncert f. violin, accordeon og ork., 2005.

Fanfare, 2006.

Koncert f. fagot og ork., 2007.

Koncert f. trompet og kammerork., 2007-08.

Noter

Udvalgte indspilninger:

Koncerter
Jens Bjørn-Larsen (tuba), DR SymfoniOrkestret, Ulla Miilmann (fløjte), David M.A.P. Palmqvist (horn), Ole Schmidt (dirigent)
Dacapo 6.220515 (2006), CD
Link til Dacapo

Strygekvartetter Vol. 1
Kontra Kvartetten
Dacapo 8.224210 (2003), CD
Link til Dacapo

Jeanne d'Arc
Aalborg Symfoniorkester, Erling Møldrup (guitar), Nina Pavlovski (sopran), Ole Schmidt (dirigent)
Dacapo 8.224112 (1999), CD
Link til Dacapo