Formen på Niels Rønsholdts værker spænder vidt; fra ensemble- og orkestermusik over eksperimenterende opera til performances og installationsværker. Alligevel løber en tematisk rød tråd gennem hans værker, som alle først og fremmest er kendetegnet ved en helt særegen intimitet. Det kommer blandt andet til udtryk i en udpræget sanselighed og skrøbelighed – dels i lydbilledet og dels i udførelsen af værkerne. Sanseligheden er ofte knyttet til et kropsligt fænomen, eksempelvis i form af konkrete lyde som i værket Die Wanderin (2007), hvor lyden af fodtrin og hjertebanken udfolder et narrativ for lytteren.
I det intime univers, som musikken inviterer os ind i, forsøger Rønsholdt at nå frem til et udtryk, der appellerer direkte til publikum. Det gør han blandt andet gennem patosfyldte, ekspressive og relativt enkle kompositioner. Eksempelvis i sangcyklussen Songs of Doubt (Prospect/Retrospect) (2015) imiterer kompositionens struktur værkets basalt genkendelige indhold. Sangene handler om tøven, om at se både fremad og bagud når man står foran store beslutninger i livet, og denne ubeslutsomhed udtrykkes i både tekst og melodier, som tøver og vender om igen og igen.
Lyt til Song no. 9 The Rain fra Niels Rønsholdts Songs of Doubt (2017)
Relationen til publikum spiller en særlig rolle i Niels Rønsholdts værker, og når han forsøger at skrælle de lag af, som adskiller publikum og værk, gælder det ikke mindst for situationen, hvor værkerne opføres. Her kan den gennemøvede tekniske kunnen ifølge Rønsholdt komme til at stå som et filter for værkets indhold. I stedet sættes intimiteten på spidsen i form af en udpræget skrøbelighed og ærlighed, når Rønsholdt selv går på scenen som uskolet sanger og performer i sine egne værker.
En særlig gren af Niels Rønsholdts kompositoriske arbejde udfoldes i duoen Klejs & Rønsholdt i samarbejde med designer og installationskunstner Signe Klejs. Sammen har de skabt en række værker, hvor visuelle og lydlige udtryk smelter sammen i sceniske eller installatoriske oplevelser. Her er intimiteten stadig i højsædet, og med inddragelsen af interaktive elementer spiller ikke bare komponistens men også publikums krop en rolle i værket.
Se videoportræt af Niels Rønsholdt (2015). Produceret af Casablanca Film for Edition·S her
og lyt til Snyk Radios podcast portræt af Niels Rønsholdt her: