Ivan Olsen er uddannet klassisk guitarist, med musikpædagogisk diplomeksamen fra Nordjysk Musikkonservatorium, hvor han også blev optaget med hovedfagene musikteori og komposition. Efter tre års studier med disse hovedfag i Aalborg flyttede Ivan Olsen til Det Jyske Musikkonservatorium. I 2008-09 afsluttede han sine studier ved Högskolan för scen och musik ved Göteborgs Universitet.
Som komponist har Ivan Olsen deltaget i kurser og workshops med bl.a. Anders Hillborg, Andy Pape og Sven-David Sandström. Han har komponeret til bl.a. Den Danske Guitarkvartet, Duo Harpverk (IS) og organist Lars Sømod.
Ivan Olsen arbejder også tværæstetisk og sammen med The Bending Quartet har han udforsket områder hvor man kan bruge Circuit Bending inden for en mere klassisk kontekst.
Som guitarist spiller Ivan Olsen bl.a. i teater ensemblet Møllers Elkapel – et crossoverprojekt der blander klangene fra slagtøj, guitar, trombone, saxofon og elektronik med en staging (en form for absurd teater, commedia dell’Arte). Siden 2003 har han også samarbejdet med sangeren Charlotte Hjørringgaard Larsen i duoen VoceConCorde. Ivan har også assisteret i Aalborg Symfoniorkester.
Sammen med lydkunstneren Christian Skjødt arbejder Ivan i duo’en TMB-duo på et projekt hvor man blander den klassiske guitar med de mulighedder der ligger i computeren, og hele det univers det åbner op for.
Ivan har siden 2000 fungeret som guitarlærer ved musikskolen i Hjørring Kommune. I 2005 var Ivan med til at oprette talentklassen samme sted, og har siden da varetaget undervisningen i teori, hørelære og musikformidling i denne. Endvidere underviser Ivan i musikteori og hørelære ved Orkester Efterskolen i Holstebro.
Tekst fra www.olsenivan.dk, redigeret af AM.
Øvrigt materiale
YouTube streams af Ivan Olsens musik kan findes via komponistens eget website.