Charles Kjerulf var en farverig, indflydelsesrig og til tider også farlig person i Københavns musikliv omkring århundredeskiftet. Han var alsidigt kunstnerisk begavet både som forfatter og som musiker. Charles Kjerulf forenede sine mange talenter som musikanmelder – fra 1886 på Politiken – hvor han blev landets mest indflydelsesrige kritiker. Både koncertarrangører, udøvende kunstnere og komponister kunne se en fordel i at stå sig godt med ham. Desuden var Charles Kjerulf virksom som forfatter og oversætter af teaterværker i både seriøse (Gerhart Hauptmann) og lettere genrer som Strauss’ Flagermusen og Offenbachs Røverne. Samtidig virkede han også som sangpædagog og kordirigent.

Charles Kjerulfs organisatoriske evner fik stor betydning, da han 1903 var medstifter af Dansk Tonekunstnerforening. Han var en årrække foreningens stærkt kritiserede sekretær indtil han 1907 blev tvunget til at trække sig fra bestyrelsen.
Læs mere her

Charles Kjerulf komponerede i Heise, Lange-Müller og Hornemann traditionen og er bedst kendt for sine sange og viser og for musikken til Holger Drachmanns Dansen på Koldinghus.

(JBR)

Charles Kjerulfs dobbeltrolle som indflydelsesrig kritiker og aktiv involveret i musiklivet gav anledning til voldsomme fejder om hans troværdighed og personlige integritet.

I egenskab af sekretær for Tonekunstnerforeningen stiftede og udgav Charles Kjerulf gennem et privat konsortium et annonceblad Programmet, der blev solgt sammen med de koncertprogrammer, som koncertgiverne traditionelt selv udgav til publikum. Tanken var at det skulle give et overskud til en fond under Tonekunstnerforeningen, og foreningen bekostede redaktionens lokaler med bibliotek og læsestue, som var nabo til Charles Kjerulfs privatbolig. Overskuddet udeblev imidlertid. Der var rod i regnskaberne, og Tonekunstnerforeningen forsøgte med Lange-Müller i spidsen at frigøre sig fra samarbejdet.
Men Charles Kjerulf fortsatte efter forskellige manøvrer med at udgive bladet helt frem til 1909, hvor det kom frem, at koncertarrangører pressede solister til at betale for Programmet af frygt for negative anmeldelser i Politiken.
Det førte til en injuriesag, som Charles Kjerulf tabte, og (efter opfordringer fra bl.a. Carl Nielsen) til ophør af Charles Kjerulfs dobbeltstilling som anmelder og redaktør af Programmet. Forholdet mellem Carl Nielsen og Charles Kjerulf blev senere bedre, og efter opførelserne af Carl Nielsens 4. symfoni Det Uudslukkelige blev Charles Kjerulf en af komponistens varme fortalere i pressen.

(JBR)

Anvendt litteratur

Torben Krogh i: DBL2 bd. 12, 1937

John Fellow: Da danske musikere var blevne til børn igen, Fund og forskning bd 38, Det Kongelige Bibliotek 1999, s. 201 - 290

John Fellow: Komponisten og anmelderen, Kronik i Politiken den 24.9.1999

Øvrigt

Wikipedia: Charles Kjerulf