P. E. Lange-Müller blev født ind i den københavnske embedsstand som søn af højesteretsassessor O.F. Müller og var i kraft af forældrenes formue økonomisk uafhængig. Bortset fra nogle år, hvor han afløste C.F.E. Horneman som dirigent i Koncertforeningen havde han ingen formelle forpligtelser i musiklivet og kunne rejse meget.
Ungdom
P. E. Lange-Müller var ikke den lykkens pamfilius som de ydre omstændigheder kunne tyde på. Som barn blev han ramt af en øjenlidelse der medførte en voldsom hovedpine. Livet igennem var han plaget af smerter som forhindrede ham i at udnytte de rige muligheder, hans talent og baggrund udstyrede ham med.
Efter studentereksamen, som P. E. Lange-Müller tog med udmærkelse 1870, begyndte han at studere statsvidenskab og blev optaget på musikkonservatoriet. Men efter kort tid måtte han opgive begge studier og erkende, at hans sygdom forhindrede ham i at tage en uddannelse. Så gik han i gartnerlære i håbet om at frisk luft ville hjælpe på hans sygdom, men også dette måtte han opgive.
P. E. Lange-Müller valgte endelig at leve som komponist og sluttede sig 1874 til den kreds af unge, oprørere (Horneman, Malling, Fabricius) der stiftede Koncertforeningen i protest mod den konservative linje, som Gade og Hartmann stod for i Musikforeningen.
Modne år
En stor del af 1870’erne og 80’erne tilbragte P. E. Lange-Müller med rejser og udlandsophold. Han prøvede dels at blive kureret for sin øjenlidelse, og hentede dels inspiration fra udlandets musik og komponerede også selv. Han magtede ikke at gennemføre egentlige kompositionsstudier i udlandet. Men han knyttede værdifulde kontakter, ikke mindst til den svenske komponist Emil Sjögren, der blev hans rejsefælle og gode ven gennem mange år.
Efter sit ægteskab i 1892 med den 16 år yngre Ruth Block levede han tilbagetrukket på landstedet Sophienberg i Rungsted som højt respekteret og i vide kredse elsket komponist.
(JBR)