P. E. Lange-Müller blev født ind i den københavnske embedsstand som søn af højesteretsassessor O.F. Müller og var i kraft af forældrenes formue økonomisk uafhængig. Bortset fra nogle år, hvor han afløste C.F.E. Horneman som dirigent i Koncertforeningen havde han ingen formelle forpligtelser i musiklivet og kunne rejse meget.

Ungdom

P. E. Lange-Müller var ikke den lykkens pamfilius som de ydre omstændigheder kunne tyde på. Som barn blev han ramt af en øjenlidelse der medførte en voldsom hovedpine. Livet igennem var han plaget af smerter som forhindrede ham i at udnytte de rige muligheder, hans talent og baggrund udstyrede ham med.

Efter studentereksamen, som P. E. Lange-Müller tog med udmærkelse 1870, begyndte han at studere statsvidenskab og blev optaget på musikkonservatoriet. Men efter kort tid måtte han opgive begge studier og erkende, at hans sygdom forhindrede ham i at tage en uddannelse. Så gik han i gartnerlære i håbet om at frisk luft ville hjælpe på hans sygdom, men også dette måtte han opgive.

P. E. Lange-Müller valgte endelig at leve som komponist og sluttede sig 1874 til den kreds af unge, oprørere (Horneman, Malling, Fabricius) der stiftede Koncertforeningen i protest mod den konservative linje, som Gade og Hartmann stod for i Musikforeningen.

Modne år

En stor del af 1870’erne og 80’erne tilbragte  P. E. Lange-Müller med rejser og udlandsophold. Han prøvede dels at blive kureret for sin øjenlidelse, og hentede dels inspiration fra udlandets musik og komponerede også selv. Han magtede ikke at gennemføre egentlige kompositionsstudier i udlandet. Men han knyttede værdifulde kontakter, ikke mindst til den svenske komponist Emil Sjögren, der blev hans rejsefælle og gode ven gennem mange år.

Efter sit ægteskab i 1892 med den 16 år yngre Ruth Block levede han tilbagetrukket på landstedet Sophienberg i Rungsted som højt respekteret og i vide kredse elsket komponist.

(JBR)

P. E. Lange-Müller’s værker er hovedsageligt komponeret i tidsrummet mellem midten af 1870’erne og midten af 1900’erne. Den sidste snes år af sit liv frem til 1926 komponerede han kun lidt.

Vokalmusik

Størstedelen af P. E. Lange-Müller’s værkproduktion består af flere end 200 sange og romancer, hvoraf en del stammer fra den teatermusik, som han skrev til skuespil af bl.a. Holger Drachmann. Bedst kendt blandt disse er ”Midsommervisen” Vi elsker vort Land fra Drachmanns Der var engang (Det Kgl. Teater, 1887).

Læs mere om Der var engang her

Sideløbende med solosangene komponerede  P. E. Lange-Müller også en række værker for mandskor, blandet kor eller kombinationen solo og kor. Kornmodsglansen hører stadig til mandskorenes foretrukne repertoire, og serenaderne fra Der var engang og Renaissance opføres stadig.

Som operakomponist forsøgte P. E. Lange-Müller flere gange at vinde indpas, men værkerne slog ikke an. Hans sidste, Wagnerpåvirkede, opera Vikingeblod opnåede kun få opførelser (Det Kgl. Teater 1900).

Instrumentalmusik

Som instrumentalkomponist gjorde  P. E. Lange-Müller sig især gældende inden for de små former, klaverstykker bl.a. til pædagogisk brug, danse som de firhændige Meraner-Reigen op. 26 (1886) eller karakterstykker som Dæmpede Melodierop. 68 (1904).

Af de større værker er navnlig den tidlige orkestersuite I Alhambra op. 3 (1875), scenemusikken til Der var engang og klavertrioen i f-mol op. 53 fremtrædende. De to symfonier op. 17 og 33, violinkoncerten op. 69 og andre forsøg på at beherske de klassiske-romantiske instrumentalformer har derimod ikke vundet indpas i repertoiret.

Læs mere om orkestersuiten I Alhambra her

(JBR)

P. E. Lange-Müller skriver i 1925 til Dansk Musiktidsskrift nr. 3:

”Musikken, den var fra min Barndom af det kjæreste; men ogsaa den hyllede sig i Fjernhed for mig, og længe varede det, inden jeg vovede at følge det, og aldrig er jeg naaet den saa nær, at jeg kunde træde ind i dens Skole og tilegne mig de praktiske Realiteter, som ogsaa den, i sin ,,Uvirkelighed” har at lære sine Disciple. Dens Aand har jeg følt, men ikke dens Haand, stærkt har jeg savnet denne Ledelse under min lange og langsomme Vandring, og mangelfuldt udrustet har jeg møjsomt arbejdet mig frem indtil det Punkt, hvor jeg nu resigneret erkjender at maatte stande.”

P. E. Lange-Müller debuterede 1874 som romancekomponist med cyklussen Sulamith og Salomon til tekster fra B. S. Ingemann digtsamling. Sangene var tilegnet Hartmann som tidligere havde komponeret andre tekster fra Ingemanns samling. Det er dog i højere grad en romantisk inspiration fra Schuman og Heises lieder end Hartmanns klassiske romancer, der præger P. E. Lange-Müllers opus 1.
Sulamith og Salomon blev indledningen til et sangværk der gennem mere end et kvart århundrede kom til at omfatte over 200 sange. Og som slog  P. E. Lange-Müllers navn fast som fuldenderen af den danske romancetradition efter Weyse og Heise.

Romancer

To hovedtendenser er karakteristiske for  P. E. Lange-Müllers sangproduktion: Den ene hovedtendens er en fastholden ved den klassiske strofiske sang med samme musik til alle vers og en enkel, folkelig melodiføring i Weyses ånd.
Det er ikke mindst i musikken til ungdomsvennen Thor Langes gendigtninger af bl.a. slaviske folkeviser at denne tendens gør sig gældende. Her rammer  P. E. Lange-Müller digtets grundstemning som han udtrykker gennem sangstemmens fraser og klaverets harmonier, og her finder man nogle af hans mest elskede sange som Lille røde Rønnebær, Skin ud du klare Solskin eller I Würzburg ringer de Klokker til Fest.

Lieder

Den anden hovedtendens ved  P. E. Lange-Müllers sangproduktion er de gennemkomponerede lieder. Her er tekstens strofer komponeret som et sammenhængende forløb der skildrer den psykologiske eller dramatiske udvikling i digtet. Schumann og Heise er udgangspunkt, og her mærker man inspirationen fra  P. E. Lange-Müllers udlandsture.
Overraskende og dristige akkordforbindelser vidner om  P. E. Lange-Müllers kendskab til fransk musik (César Franck, Gabriel Fauré) og en fri, prosaagtig sangstemme over et selvstændigt klaverakkompagnement leder tanken hen på wieneren Hugo Wolf og rejsekammeraten Emil Sjögren.

Læs mere om P. E. Lange-Müller’s sange her

(JBR)

Strofiske og gennemkomponerede sange lever side om side i  P. E. Lange-Müllers produktion uden at være strengt adskilte. Blandingsformer er hyppige: det strofiske anlæg fastholdes, men blødes op af variationer der karakteriserer stemningsskift mellem tekstens vekslende strofer.

Den enkle strofiske sang versus den gennemkomponerede lied

Den enkle strofiske sang af folkelig karakter findes gennem hele produktionen, hvorimod den gennemkomponerede lied med årene udvikler sig til større harmonisk frihed og selvstændighed i akkompagnementet. Det virker som om teksternes form og stil spiller stedse større rolle for  P. E. Lange-Müller: Klassiske tekster (med metrisk ensdannede strofer og enderim) kaldes ”sange” og holdes i klassisk tradition, hvor klaveret i princippet følger sangstemmen.

Frie tekster

De metrisk frie digte af I. P. Jacobsen som Emil Sjögren satte i musik i slutningen af 1880’erne og  P. E. Lange-Müller i 1890’erne, hedder (i begge tilfælde) ”digtetil tekster af I. P. Jacobsen”. 

Her deklamerer sangstemmen teksten over klaverets udvikling af et ”sukke-motiv” der er såvel tematisk som harmonisk konstituerende (i op. 74,1 Landskab. En vidtstrakt Hede). Eller sangstemmens deklamation belyses harmonisk af tonalt fjerntliggende akkordforbindelser, der inddrages i tonearten uden modulation, så den diatonisk funderede funktionsharmonik forvandles til en kromatisk ”udvidet harmonik” (i op. 74,3 Det bødes der for).

Det er påfaldende at begge virkemidler – den deklamatoriske sangstemme og den udvidede harmonik – også findes i Emil Sjögrens I. P. Jacobsen sange – f.eks. hans tolkning af I Seraillets have.[1] Sammen med de enslydende titler digte (i stedet for sange) tyder det på en tæt, gensidig inspiration mellem Stockholm og København.
Danske digtere (foruden Jacobsen også Drachmann og v.d.Recke) har inspireret Sjögren i 1880’erne, og Sjögrens kompositioner har inspireret  P. E. Lange-Müller.

(JBR)

Teatret bragte  P. E. Lange-Müller de største triumfer og de største skuffelser i hans liv som komponist.

Der var engang og anden skuespilmusik

Efter det mislykkede syngespil Tove til P. E. Lange-Müllers egen tekst op. 7 (1878) og mere vellykkede forsøg med musik til Sophus Bauditz' skuespil I Mester Sebalds Have op. 13 (1880) og den komiske opera Spanske Studenter til tekst af Faber op. 22 (1883) kom triumfen:
Holger Drachmann opfordrede 1884  P. E. Lange-Müller til at skrive musik til sin eventyrkomedie, Der var engang.

Opfordringen nåede  P. E. Lange-Müller under et Italiensophold, og han gik straks i gang og komponerede forspil, scenemusik, danse og en række sange og viser. I alt blev det til 23 numre der kort og karakteristisk anslår de skiftende stemninger i Drachmanns farverige skuespil.

Efter en tøvende modtagelse ved premieren på Det Kgl. Teater 1887 blev Der var engang overordentligt populært. Populariteten holdt sig langt op i 1900-tallet, hvor Der var engang blev national klenodie ved siden af Heibergs og Kuhlaus Elverhøj og nåede uden for teatrets mure med friluftsopførelser og filmatisering.

Samarbejdet mellem  P. E. Lange-Müller og Drachmann fortsatte med en række værker frem til opførelsen af Renaissance på Dagmarteatret 1901, og  P. E. Lange-Müller komponerede også musik til andre dramatikere, f.eks. Henrik Ibsen hvis Gildet på Solhaug blev opført i Kristiania 1897 med  P. E. Lange-Müllers musik.

Intet af P. E. Lange-Müllers anden skuespilmusik opnåede dog Der var engangs popularitet, men enkelte, løsrevne sange overlever som f.eks. ”Genboens første Vise” Vinden den flyver i Verden ud fra Bauditz’ ovennævnte skuespil.

Opera

P. E. Lange-Müller opgav ikke håbet om at slå igennem som operakomponist. Den udvikling mod en mere nuanceret karakterisering af tekst og personer som ses i hans sange, gør sig også gældende i hans opera Fru Jeanne til tekst af Ernst von der Recke op. 30 (1891).

Den nuancerede karakterisering af tekst og personer kulminerer i P. E. Lange-Müllers musikdramatiske hovedværk Vikingeblod til tekst af Einar Christiansen op. 50 (Det Kgl. Teater 1900). Påvirkning fra Wagner mærkes gennem deklamatoriske sangstemmer, færre romancer og forsøg på en symfonisk udarbejdelse af orkesterledsagelsen med tilløb til brug af ledemotiver (jf. Erik Abrahamsen i DLB II bd. 13). Operaen oplevede kun få opførelser på Det Kgl. Teater, og skuffelsen herover ramte angiveligt  P. E. Lange-Müller hårdt.

(JBR)

P. E. Lange-Müller var ikke koncertpianist hvilket undertiden præger hans klaversats, men klaveret spillede en central rolle for ham som komponist. Det var utvivlsomt det instrument, han komponerede ved, hvad man kan se af værket Lamentation (manuskript u.å.), der er skrevet som klaverstykke, men forsynet med instrumentationsangivelser.

Klaveret var P. E. Lange-Müllers foretrukne soloinstrument: Hans første overleverede værk er for klaver, suiten Billeder fra Riddertiden komponeret i midten af 1860’erne. Nogle af hans sidste værker, Albumblade (1916) er ligeledes for klaver. Og mellem dem er der en halv snes klaverværker fra de 40 år mellem 1876 og 1916.

Tidlige klaverværker før 1900

Schumann er forbillede for de tidlige værker som de 12 Klaverstykker over et originalt Tema opus 8 (1877). Her er ikke tale om variationer i klassisk forstand, men om frie karakterstykker der knyttes sammen af et motivisk-tematisk fællesskab som i Schumanns Carnaval eller hans symfoniske etuder.

Brahms dukker op i erindringen i P. E. Lange-Müllers klaverværk Meraner-Reigen opus 26 (1886) for 4-hændigt klaver. Titlen (der kan oversættes som (rund)danse fra Merano) viser tilbage til et Italiensophold i Merano, og klaverbehandlingen med glansfulde melodier i Primo stemmen over fyldige akkorder i Secundo klinger som Liebesliederwalzer, når Brahms er i det elskværdige lune.

Modne og sene klaverværker efter 1900

Omkring år 1900 kommer der igen en række klaverværker fra P. E. Lange-Müllers hånd: 7 Skovstykker opus 56 (1898), en Fantasi opus 66 (1900) og de Dæmpede Melodier opus 68 (1904) m.fl. Her rykker melodierne fra overstemmen undertiden ned i klaverets mellemleje omgivet af akkorder og figurationer á la Liszt. Man mærker påvirkningen fra franske og nordiske kolleger (Franck og Grieg) i den farverige harmonik og bratte modulationer.

Nogle af P. E. Lange-Müllers sidste klaverværker kan virke som samlinger af tidligere kompositioner. Andre værker som In memoriam (skrevet ved Fr. Rungs død 1914) eller de Seks Albumblade (1921) vidner om at  P. E. Lange-Müller fortsatte med at udvikle sig, selv om han kun komponerede lidt i sidste år. Der er frapperende skift mellem dur og mol i den sørgemarchagtige In memoriam, og de to albumblade nr. 3 og 4 der er tilegnet Kgl. skuespillerinde Betty Hennings (den første Nora i Ibsens Et Dukkehjem) gennemsyres af motiver bygget over initialtonerne B-H og B-E.

Læs også om P. E. Lange-Müllers orkester- og kammermusik her

(JBR)

Noter

Find Lange-Müllers klaverværk Meraner-Reigen opus 26 som node her

Lyt til Meraner-Reigen her

Find Lange-Müllers klaverværk Dæmpede melodier op. 68 her

P. E. Lange-Müllers erkendelse af at han manglede den håndværksmæssige beherskelse af kompositionsteknikken var ikke kun udslag af hans legendariske beskedenhed.
Den mangelfulde teknik kommer stærkt til udtryk i hans ”store” orkesterværker: de to symfonier (nr. 1 opus 17, 1879-81, og nr. 2 opus 33, 1889 rev. 1915) og violinkoncerten opus 69, 1904. Instrumentationen virker generelt tyk og overlæsset; den symfoniske udarbejdelse af temaer og motiver, der skal motivere forløbet og skabe formen, forfalder ofte til harmoniske sekvenser.

Suiten I Alhambra

Bedst blandt orkesterværkerne lykkes den mindre fordringsfulde suite I Alhambra opus 3 (1875) der er komponeret for 4-hændigt klaver og senere instrumenteret for orkester.

Her drejer det sig om kortere satser og mindre forpligtende former der skildrer et eksotisk miljø og lægger op til farverig instrumentation.
Suiten blev uropført i Koncertforeningen og gentaget to år senere, og det er tænkeligt at vennerne og medstifterne af foreningen Horneman og Malling har stået bi med instrumentationsretoucher.

Klavertrioen i f-mol opus 53

Kammermusikken er sparsomt repræsenteret, men den rummer til gengæld et af  P. E. Lange-Müllers mest vellykkede instrumentalværker: Klavertrioen i f-mol opus 53 (1898).

Første sats er stort anlagt som en sonateform med en stærkt modulerende gennemføringsdel og en varieret reprise.
Anden sats er en sangbar allegretto med en kontrasterende, scherzoagtig, midterdel.
Tredje sats er en kort og fyrig tredelt form med sonateanlæg.
Tilsammen afbalancerer de to sidste satser den store første sats, og formens balance genfindes i forholdet mellem de tre instrumenter, der koncerterer indbyrdes og skiftes til at føre og følge.

Læs også om P. E. Lange-Müllers soloklaverværker her

(JBR)

Note

Musikken er venligst stillet til rådighed af Dacapo

Efter Wikipedia og New Grove (uddrag)

op. 1 Sulamith og Salomon sange, 1874

op. 3 I Alhambra orkestersuite, 1876

op. 4 Tre digte af Bergsøe, 1875

op. 5 Tonernes Flugt, korsange, 1876

op. 6 Otte sange af Ingemann, 1876

op. 7 Tove, syngespil, 1878

op. 8 12 klaverstykker, 1877

op. 9 Niels Ebbesen f. baryton, mandskor og orkester, 1878

op. 10 Tolv kor– og kvartetsange f. mandskor, 1879

op. 11 Seks sange efter det russiske til tekster af Thor Lange, 1879

op. 13 I Mester Sebalds have (skuespilmusik 1880)

op. 14 Fem danske sange, 1882

op. 15 Fulvia, skuespilmusik, 1881

op. 16 Fem norske Sange, 1882

op. 17 Symfoni nr. 1 i d-mol, Efteraar, 1879/1882

op. 18 Seks folkeviser efter Thor Lange, 1883

op. 19 Naar Sol gaar ned, fire sange,1883

op. 20 Skumring, fire sange af Tolstoj, 1883

op. 21 Tre salmer f. kor og orkester, 1883

op. 22 Spanske studenter, opera, 1883

op. 23 Bjørnen, Hinden, Junkeren, sange til tekster af Drachmann, 1884

op. 24 Syv sange af Ernst von der Recke, 1884

op. 25 Der var engang, skuespilmusik, 1887

op. 26 Meranerreigen f. 4-hd. klaver, 1886

op. 27 Sechs ernste Lieder, 1885

op. 28 6 anciennes chansons d’amour, 1885

op. 29 Zwei Madonna lieder f. mezzosopran, damekor og ork., 1885

op. 30 Fru Jeanna, opera, 1886

op. 31 Fire Digte, 1887

op. 32 Gildet paa Solhaug, skuespilmusik, 1888

op. 33 Symfoni nr. 2 i d-mol, 1889/1915

op. 34 Otte folkeviser efter Thor Lange, 1888

op. 35 5 Romanzen und Balladen efter Uhland, 1889

op. 36 Kantate ved Universitetets fest, juni 1888

op. 38 Tre sange fra polsk og russisk, 1890

op. 39 Tre fantasistykker for violin og klaver, 1891

op. 40 Sange af Min Kærligheds Bog (Karl Gjellerup), 1890.

op. 41 Ved Bosperus, skuespilmusik, 1891

op. 42 Peter Plus, skuespilmusik, 1891

op. 43 Die schlimmen Brüder, skuespilmusik, 1891

op. 44 Hertuginden af Burgund, skuespilmusik, 1892

op. 47 Weyerburg, orkestersuite, 1894

op. 48 Letizia, skuespilmusik, 1893-98

op. 49 Danse og intermezzi f klaver, 1894

op. 50 Vikingeblod, opera, før 1897

op. 53 Klavertrio i f-mol, 1898

op. 54 3 Sange ved Havet, 1896

op. 55 Middelalderlig, melodrama, 1896

op. 56 Syv skovstykker f. klaver, 1898

op. 57 Fire sange af Cosmus 1898

op. 59 Renaissance, melodrama, 1901

op. 63 Romance for violin og orkester, 1899

op. 64 Sytten viser og sange efter Thor Lange, 1899

op. 65 Tre Madonnasange f. kor, 1900

op. 66 En Efteraarsfantasi f. klaver, 1900

op. 67 Prolog ved Dansk Koncertforenings 1. koncert f. kor og orkester, 1902

op. 68 Dæmpede melodier f. klaverstykker, 1904

op. 69 Violinkoncert i C-dur, 1904

op. 71 Kantate til H.C. Andersens 100-årsdag, 1905 [1906?]

op. 72 Agnete og Havmanden f. kor og orkester, 1910

op. 74 Tre Digte af I. P. Jacobsen, 1908

op. 75 Ni sange af Ernst von der Recke, 1908

op. 77 Vandringsmandens sange, 1910

Klokkesignaler til Københavns rådhus, 1905

Sommernat ved Sundet f. ork.

In Memorian f. ork., 1914

Lamentazione f. ork., 1914

”Fuldstændig” Værkfortegnelse: Musik årg. IV s. 170

Ukomplet værkfortegnelse: Wikipedia

Selvbiografi: Illustreret Tidende 27/11 1910

Selvbiografisk skitse: Dansk Musiktidsskrift 1925 nr. 3.

Biografier

J. Clausen: P. E. Lange-Müller 1938

Helge Bonnén: P. E. Lange-Müller 1946 (med værkfortegnelse)

Artikler

Gerhard Lynge: P. E. Lange-Mülleri: Danske Komponister i det 20. Aarhundredes Begyndelse. 2/1917.

Div. hyldestartikler til 75 års dagen 1925: Musik IV

Torben Krogh: P. E. Lange-Müller som Romancekomponist i: Dansk Musiktidsskrift 1925 nr. 3

Erik Abrahamsen: P. E. Lange-Müller i: Dansk Biografisk Leksikon 2. udg. bd. 13, 1938.

Ejnar Johansen: P. E. Lange-Müller i: E. Johansen og V. Kappel: Musikkens Mestre bd. 2, 1946.

Niels Viggo Bentzon: Den lille internationalisme. Nogle bemærkninger vedr. P. E. Lange-Müller i: Dansk Musiktidsskrift 1986/87 nr. 2

Mogens Wenzel Andreasen i: Musikalsk byvandring. 34 klassiske komponister i 1800-tallets København. 2009.

Omtaler

Kai Aage Bruun: Dansk Musiks Historie bd. 2 1969

Nils Schiørring: Musikkens historie i Danmark bd. 3, 1978

Udvalgte indspilninger:

Vi elsker vort Land
Signe Asmussen (sopran), David Danholt (tenor), Ulrich Stærk (piano)
Fra Højskolesangbogen
Dacapo 8.224712 (2006), CD
Link til Dacapo

I Alhambra
Danish National Choir, Danish National Symphony Orchestra, Michael Kristensen (tenor), Guido Paevatalu (baryton), Michael Schønwandt (dirigent)
P.E. LANGE-MÜLLER: Renaissance, I Alhambra
Dacapo 8.224109 (2000), CD
Link til Dacapo

Der var engang
Danish National Choir, Danish National Symphony Orchestra, Lise-Lotte Nielsen (sopran), Michael Kristensen (tenor), Guido Paevatalu (baryton), Michael Schønwandt (dirigent)
Dacapo 8.224084 (1997), CD
Link til Dacapo

Piano Trio in F major Op. 53
Tre Musici
GADE, HARTMANN, LANGGAARD, HENRIQUES, LANGE-MÜLLER: Danish Golden Age Piano Trios
Dacapo dccd 9310 (1993), CD
Link til Dacapo