Asger Lund Christiansen blev som søn af en af landets førende pianister og Carl Nielsen-fortolkere, Holger Lund Christiansen, født ind i musiklivet og den nationale tradition, som med rødder i Gades og Hartmanns musik havde Carl Nielsen som det store forbillede. Han forblev tro mod denne tradition livet igennem, og han var som kammermusiker, celloprofessor, organisator og skribent en af dens stærkeste forkæmpere.
Efter studieårene 1943-46 i musikhistorie og teori på konservatoriet dyrkede Asger Lund Christiansen cellospillet. Han debuterede som cellist i Bern, Schweiz 1947 og fortsatte studierne i Italien som Gaspar Cassadó i 1947 og 48. Samtidig hermed blev han cellist i Erling Bloch-kvartetten og efter studieårene medlem af og solocellist i Tivolis Koncertsals Orkester 1949-1960. Fra disse år stammer hans første kompositioner, bl.a. en Tivolingelise-galop, 1953, der også blev trykt i en udgave for salonorkester, og en Koncertino for trombone og orkester, 1954.
1956 dannede Asger Lund Christiansen sammen med kolleger Københavns Strygekvartet, der med årene blev Erling Block-kvartettens afløser som landets førende og fik internationalt ry gennem mange turneer og grammofonindspilninger. Nogle år senere blev han medlem af Det Kgl. Kapel, og i 1965 begyndte han at undervise på Det jyske Musikkonservatorium, hvor han blev celloprofessor 1967. Det levnede ikke megen tid til at komponere, og medvirkende til at kompositionen trådte i baggrunden disse år, har måske også været, at hans største værk, operaen Júana la loca, 1960 aldrig blev opført.
Som ankermand i Københavns Strygekvartet ydede Asger Lund Christiansen en stor indsats for dansk musik. Glemte værker som C.F.E.Hornemanns 2. strygekvartet blev fundet frem og indspillet, og nye værker – især Vagn Holmboes strygekvartetter – blev holdt over dåben af ”Københavnerne”. Til dette arbejdede føjede Asger Lund Christiansen 1970 stiftelsen af Dansk Musik Antologi på Grammofonplade, der med støtte fra Nationalbankens Jubilæumsfond og ham som formand stod for udgivelsen af en række ellers utilgængelige danske værker og blev forløberen for det nuværende nationale pladeselskab Dacapo-records.
Med udnævnelsen til professor 1969 tog Asger Lund Christiansen sin afsked fra Kapellet og koncentrerede sig om kammermusikken, undervisning og sine talrige organisatoriske hverv. Det gav tid til igen at komponere, og fra begyndelsen af 1970’erne frem til 1990’erne skrev han en række kammermusikværker, ikke mindst for fløjte og de øvrige træblæsere. Her som i sit øvrige virke stod han som traditionens forkæmper med musik i (neo)klassisk stil og ånd.
Et artistisk gennemført eksempel på disse værker er Dansesuite f. sopranblokfløjte og kammerorkester, 1991, der består af fem korte satser i barokke former med elegant turnerede hilsner til nogle af samtidens mestre – Poulencs Perpetuum mobile i 2. sats, Bartóks ”nattemusik” i den indtrængende langsomme 3. sats, Prokofiefs Romeo og Julie i 4. sats’ gavotte.
Mere seriøs, men også mere omstændelig, er Asger Lund Christiansens Oktet for blæsere op. 34, 1992, hvor Carl Nielsen er det melodiske forbillede. Her danner de klassiske former – sonate, lied, rondo – ramme om tematisk arbejde og et kammermusikalsk samspil, der yder alle instrumenter retfærdighed.
Note
