Er som komponist selvlært, dog præget af Herman D. Koppel, der var hans klaverlærer på konservatoriet, og af flere års venskab med Leif Kayser.
Deltog aktivt i det gryende Ny Musik-liv i konservatorietiden (Ensemblet for Ny Musik) og har siden samarbejdet med mange komponister, eksempelvis Ib Nørholm og Niels Rosing-Schow, om opførelse og indspilning af deres (og egen) musik (Point records).
Udgiver af klaverpædagogiske samlinger, bl.a. ”45 danske klaverstykker” med musik af Herman D. Koppel, Niels Viggo Bentzon, Bernhard Lewkovitch, Tage Nielsen, Ib Nørholm, Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Bent Lorentzen, Sven Erik Werner, Poul Ruders, Hans Abrahamsen, Niels Rosing-Schow og Bent Sørensen.
Værklisten er hovedsageligt kirkemusikalsk – orgelværker og en lang række orgelkoraler (udgivet på Kirkemusikforlaget og indspillet på Helikon) og korværker. Desuden værker for klaver og orgel samt en længere række lieder (klaversange) til ny dansk lyrik (Marianne Larsen, Inger Christensen m. fl.).