Ebbe Hamerik var søn af komponisten og dirigenten Asger Hammerich og dennes amerikanskfødte hustru Margaret Williams. Allerede som ung viste han betydelige musikalske evner og komponerede bl.a. en ”Soraner Kantate” i 7/8 takt til sine skolekammerater på Sorø Akademi. Han blev student 1916, og 1919 debuterede han som dirigent for et amatørorkester. 1919-22 var han ansat som ”musikassistent” på Det Kgl. Teater, hvor han dirigerede operakoret og også ledede opførelser, bl.a. af Glucks ”Orfeus og Eurydike” og Carl Nielsens skuespilmusik til ”Moderen”.

Fra 1922 til 1927 studerede Ebbe Hamerik i udlandet – bl.a. direktion og komposition hos Frank von der Stucken i Bruxelles, og i 1924 fik han sin første opera Stepan opført i Mainz med succes. Operaen blev spillet i Antwerpen, Lübeck og på Det Kgl. Teater (1926). 1927 efterfulgte Hamerik Carl Nielsen som dirigent for Musikforeningen, hvor han søgte at højne orkestrets standard og opførte en række nyere værker af bl.a. Ravel, Max Reger, Prokofiev, Zoltán Kodály og Bartók. Konkurrencen med det nyoprettede Statsradiofoniens Symfoniorkester der tiltrak en række af Hameriks dygtigste musikere, var dog for hård, og Musikforeningen måtte lukke 1931. Derefter virkede han som freelance dirigent for nogle af Europas førende orkestre i Berlin, Leipzig, Dresden og Wien. Som komponist skrev han i disse år især vokalmusik og teatermusik: Balletten Dionysia (1927) og operaen Leonardo da Vinci (1931), der blev antaget, men aldrig opført af Det Kgl. Teater og uropførtes i Antwerpen 1939.

1939-40 deltog Ebbe Hamerik som frivillig i vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen. Tilbage i Danmark dirigerede han uropførelsen af sin største operasucces, Marie Grubbe, på Det Kgl. Teater 1940, og i årene frem til 1943 var han ofte gæstedirigent i Statsradiofonien. Fra slutningen af 1930’erne og frem til sin død 1951 komponerede han en række betydelige instrumentalværker, bl.a. de fem symfonier med titlen Cantus firmus og en blæserkvintet samt de to operaer Rejsekammeraten efter H. C. Andersens eventyr (1943, Det Kgl. Teater 1946) og Drømmerne efter Karen Blixens ”Syv fantastiske Fortællinger” (1949).

Ebbe Hamerik var sejlsportsmand og sejlede ofte alene på lange ture. På hans sidste tur kæntrede båden i Kattegat under en storm. Hans lig blev aldrig fundet.

(JBR)

Ebbe Hamerik var autodidakt som komponist. Deri ligger ikke en antydning af noget amatørmæssigt i hans musik. Kapelmesterens intime kendskab til orkestret og dets klanglige virkemidler præger hans værker med udtalt professionalisme. Men han var sin egen herre, original og selvstændig. I slutningen af 1940’rne skrev han:

”Der er noget galt, hvis en Kunstner følger en bestemt Skole. Han maa, helt og fuldt ud være sig selv og udtrykke sig paa den Maade, der svarer til hans Personlighed. Efteraben har intet med Kunst at gøre. Det er Kunstneren, der – ofte mod sin Vilje – danner Skolen og ikke omvendt. Men selvfølgelig maa man ikke misforstaa mig. Det siger sig selv, at jeg er taknemmelig for det, jeg har lært f.Eks. af de gamle Mestre.”[1]

Selvstændigheden mærkes allerede i et tidligt værk Sommer til tekst af skolekammeraten Frederik Nygaard, komponeret 1920 med klaver, året efter orkestreret og opført bl.a. i Dansk Philharmonisk Selskab af Klenau og i Berlin og Wien af Hamerik. Man kan finde ligheder med Hugo Wolfs recitativiske deklamation af sangstemmen og med Debussy eller Ravel i den impressionistisk klingende instrumentation. Men helheden er Hameriks egen.

Virksomheden som orkesterdirigent og operakomponist lagde beslag på hovedparten af Ebbe Hameriks tid i årene op mod 1940 og levede kun plads til få sange og instrumentalværker. De to første operaer er ikke tilgængelige i indspilninger, men at dømme efter modtagelsen herhjemme lader de til at fortsætte linjen fra Sommer-orkesterliederne med et stort udarbejdet orkester, der snarere tolker teksten selvstændigt end akkompagnerer sangerne. Operaen Stepan, der blev opført med succes på udenlandske scener i Tyskland og Holland, fik ved opførelsen på Det Kgl. Teater 1926 en ”hård” eller ”lunken” modtagelse af den danske kritik, som ankede over musikkens symfoniske tyngde. Og den følgende opera Leonardo da Vinci, der blev antaget i København, måtte teatret opgive at spille 1933. Iflg. Johan Hye-Knudsen, der stod for indstuderingen, var ”Værket for Sangernes Vedkommende … saa vanskeligt, at man efter et Utal af Syngeprøver konstaterede, at kun med Noderne foran sig kunde de Rollehavende klare sig igennem…”.[2] Først 1939 blev Leonardo da Vinci opført i Antwerpen.

Hameriks gennembrud som operakomponist herhjemme kom 1940 med Marie Grubbe (komponeret 1939) til tekst af Frederik Nygaard. Han ramte publikums smag med et historiske tema og en national tone, der især anslås i Marie Grubbes sange om barndomshjemmet Tjele. Mindre succes havde han med den følgende opera efter H.C. Andersens eventyr Rejsekammeraten (1943 opført 1946). Her drejer det sig om en vandrehistorie om den onde prinsesse, der henretter alle bejlere, som ikke kan besvare hendes gåder. Temaet er operapublikummet bekendt fra Puccinis ”Turandot”, men der er ingen smældende tenorarier og ingen rørende dødsscener i Hameriks udgave. Derimod en deklamerende melodik, der bølger over et symfonisk orkesterspil, som tilsyneladende uafhængigt af sangen tolker teksten.

Læs mere om Hameriks operaer Marie Grubbe og Rejsekammeraten her.

Ebbe Hamerik udviklede i sine senere år en personlig stil, der dels bygger på en kontrapunktisk kompositionsteknik typisk baseret på et gennemgående tema (en ”cantus firmus”); dels anvender forskellige diatoniske (7-tonige) skalaer, der kombineres i en slags polymodalitet.[3] Udviklingen af denne stil præger hans værker fra begyndelsen af 1940’erne: Operaen Rejsekammeraten og Hameriks blæserkvintet fra 1942.

I blæserkvintetten domineres første og sidste sats af et fem-tonigt skalamotiv, der i første sats præsenteres både opadgående og nedadgående og udvides tematisk i forskellige diatoniske skalaer. I sidste sats optræder det femtonige motiv metrisk forskudt, så det begynder med et opadgående kvintspring og fortsætter med fire nedadgående skalatrin. Som sådan fungerer det som et gentaget ostinato motiv gennem hele satsen.

De to midtersatser bygger på diatoniske – romanceprægede eller folkeviseagtige – melodier, der ligger til grund for en variationsrække i anden sats og udvides tonalt fra diatonik til kromatik i tredje sats.

Stilen kommer til fuld udfoldelse i Cantus firmus V Sinfonia breve fra 1949 hvor et gennemgående tema klart genkendeligt præger fire af de fem satser og kombineres med forskellige varianter af sig selv ud fra forskellige skalaer.

(JBR)

Noter

Ebbe Hameriks gennembrudsopera i Danmark var Marie Grubbe, som hans skolekammerat Frederik Nygaard skrev teksten til. Operaen blev opført på Det Kgl. Teater 1940 efter besættelsen den 9. april, og den blev en succes, der opnåede adskillige opførelser. En væsentlig årsag hertil var Else Brems’ fremstilling af titelrollen og hendes sange om Danmark og Tjele, der gik ind i koncertrepertoiret som nationale fædrelandssange.

Operaen tager udgangspunkt i historiske begivenheder, nemlig adelsdamen Marie Grubbes sociale deroute. Som arving til hovedgården Tjele blev hun 1660 som 17-årig gift med den senere statholder i Norge, Ulrik Frederik Gyldenløve. Ægteskabet blev opløst 1670 på grund af gensidig utroskab, og efter at have formøblet sin mødrene arv måtte hun modvilligt gifte sig med en lokal godsejer. Ham bedrog hun med ladefogden Søren, som hun turede rundt med, til hun endte som færgekone på Falster. Her traf Holberg hende kort før hendes død 1718 og skildrede hendes historie i en epistel, der senere gav stof til digteriske fremstillinger af Blicher, H. C. Andersen og J. P. Jacobsen. Frederik Nygaard tog udgangspunkt i de historiske begivenheder og skrev en række scener fra Marie Grubbes liv, fra hun første gang hører om Gyldenløve og rygterne om hans udsvævende kærlighedsliv, til hun afklaret ender sit liv som færgekone.

I operaen er Marie Grubbe centrum i en række scener, der karakteriserer personer og miljø, som omgiver hende på hjemgården Tjele, ved hoffet og i skiftende sociale sammenhænge. Hun befinder sig i stormens øje gennem hele operaen, men hun er bemærkelsesværdig tavs og karakteriseres mere i dialog med omgivelserne end selvstændigt. Kun når tankerne går til Danmark, giver musikken indblik i hendes karakter, og her vælger Hamerik den danske strofiske (højskole-)sang som stilgrundlag. Derved idealiseres Marie Grubbe med frihedstrang og karakterstyrke som fremtrædende personlighedstræk, mens hendes sanselighed og udsvævende erotiske liv negligeres.

Det er tydeligt allerede i operaens første scene, som skildrer det kaotiske liv på Tjele, hvor Marie er omgivet af en buldrende far, hans bondske frille, en lokal bejler og en tante, der vil have hende med til København som instrument for sine hofintriger. Først da alle er forsvundet, giver Marie luft for følelsen af Tjele som et fængsel i en enkel, strofisk sang.

Hameriks karakterisering af Maries omgivelser gennem stillån bliver sat på spidsen i den scene, hvor Marie med sin elsker (og svoger) Stig Høeg ender på et tvivlsomt værtshus efter en turne rundt i Europa. De har brugt Maries penge, og han har regelmæssigt bedraget hende med lokale skønheder. Også her falder han for en pige der vil røve hans penge, mens Marie længes tilbage mod Danmark. Kontrasten mellem Maries enkle diatoniske melodik og de lokale damers jazzede harmonier og rytmer er demonstrativ.

Ebbe Hameriks følgende opera Rejsekammeraten, 1943 er meget anderledes. Den har ingen dramatisk handling og ingen central hovedperson. Den fortæller et gammelt vandreeventyr om den onde prinsesse, der henretter alle bejlere, som ikke kan løse hendes gåder, og om den gode prins, der løser gåderne og forvandler hendes ondskab til kærlighed. I H. C. Andersens udgave af eventyret er det ingen prins, men en hjertensgod og from Johannes, der forvandler prinsessen. Hans fromhed viser sig ved, at han løskøber liget af en død, som gravrøvere vil skænde. Den døde genopstår som Rejsekammerat, og sammen opsøger de prinsessen, løser gåderne og befrier hende fra den trolddom, der har forvoldt hendes ondskab.

Ebbe Hamerik afstår her fra den stilistiske karakterisering, der prægede Marie Grubbe, og komponerer partituret i en enhedspræget stil, der tilnærmer sig hans instrumentalmusik fra disse år: Tonaliteten er diatonisk, temaerne er enkle og prægede af skalamotiver, sangen er recitativisk eller udfolder sig i enkle strofiske og romanceagtige former. Den musikalske karakterisering ligger først og fremmest i orkestret og i den rytmiske udformning af recitativer og sange.

Scenen, hvor den fromme Johannes første gang møder Rejsekammeraten, illustrerer fremgangsmåden: Først skildres selve mødet mellem dem musikalsk med et vandremotiv: en fransk vise Trois jeunes tambours [Tre små soldater…] ligger som cantus firmus, mens de enes om at slå følgeskab som rejsekammerater. Dernæst følger et recitativisk afsnit, hvor de helbreder en gammel kones brækkede ben med Rejsekammeratens salve. Så en strofisk sang, hvor Rejsekammeraten fortæller om salvens magiske egenskaber. Og endelig afrundes scenen med vandremotivet fra begyndelsen som overgang til deres videre færd mod eventyrets prinsesse.

Operaens sidste scene, hvor Johannes får prinsessen, viser både styrken og svaghederne ved Hameriks musikdramatiske stil. Orkestrets motiver og deres rytmiske variationer skaber sammenhæng og intensitet i det musikalske forløb. Men den enkle melodik og den recitativiske eller romanceagtige sang formår ikke overbevisende at karakterisere den psykologiske udvikling i personerne. Hverken prinsessens forvandling fra hadende til elskende kvinde eller Rejsekammeratens afsløring af sin identitet som genfærd og afsked med Johannes udtrykkes musikalsk.

Som musikdrama er Hameriks Rejsekammeraten ikke helstøbt, men den peger frem mod den konsekvens, som Hamerik drog i sin sidste opera Drømmerne, 1949. Her forvandles opera til melodrama, hvor teksten siges af skuespillere til et rytmisk akkompagnement, mens orkestret tolker teksten i symfoniske mellemspil.

Værker (ukomplet) efter Balzer 1932, KB og Wikipedia.

Sommernatten op. 2,1 f. sop. og pno., 1915.

Sommer i Danmark op. 2,2 f. sop. og pno., tekst: P. A. Larsen, 1915.

Nattens Røster op. 2,3 f. sop. og pno., tekst: Chr. Richardt, 1915.

Nattergalen op. 2,4 f. sang og pno., 1915.

Ved Aften op. 2,5 f. sang og pno., 1915.

I Lunden op. 2,6 f. sop. og pno., tekst: Ludvig Bødtcher, 1915.

Modersmålet op. 2,7 f. sop. og pno., tekst: Carl Ploug, 1915.

En ung Piges Klage op. 2,8 f. sop. og pno., tekst: Carsten Hauch, 1915.

Der ligger en Gaade, op. 2,9 f. sop. og pno., tekst: Ingemann, 1915.

I Jasminduftens salige Lykkerus op. 2,10 f. sop. el. ten. og pno., tekst: Viggo Starcke, 1916.

Roser op. 2,11 f. sop. el. ten. og pno., tekst: Viggo Starcke, 1916.

Jeg havde mig en Drøm saa ond f. st. og pno., tekst: Daniel Hvidt, 1916.

Lullaby, A Mother to Her Boys f. sop. og pno., 1916.

Solfaldsskyer f. st. og pno., tekst: Viggo Starcke, 1916.

Et Stjerneskud f. sop. og pno., tekst: Daniel Hvidt, 1916 el. 17.

Stille Lykke f. sop. og pno., tekst: Frederik Nygaard, 1916 el. 17.

Som Bjærge f. st. og pno., tekst: Viggo Starcke, 1917.

Strygekvartet i d-mol op. 2,1, 1917.

Skitser til strygekvartet i A-dur op. 2,2, 1917.

Ballade f. pno., 1917.

April f. st. og pno., tekst: Daniel Hvidt, 1917.

The Sisters Ballad, op. 4, 5 f. st. og pno., tekst: Alfred Tennyson, 1917.

Over den blege Pande f. st. og pno., tekst: Viggo Starcke, 1918.

Morgenandagt f. st. og pno., tekst: Frederik Nygaard, 1918.

Foran Saphos Statue f. sop. og pno., tekst: Frederik Nygaard, 1918.

Ved Syrentid op. 4,4 f. ten. el. sop. og pno., tekst: Herman Wildenvey, 1918.

Anekdote, WH 1919.

Sejlsang, WH 1919.

Fantasi og Fuga op. 3 f. pno., 1919, WH.

Præludium og Fuga f. org., 1919, r. 29.

Symfoni i E op. 7 f. ork., 1919-20.

Sommer op. 8 f. st. og pno., tekst: Frederik Nygaard, 1920, orkestreret 1921.

(Stefan) For Rusland. (3 Billeder fra Sovjetrusland), 1. Akt, tekst: Frederik Nygaard, 1921.

Tibbi Dunbar f. børnekor, tekst: Robert Burns/Jeppe Aakjær, 1922.

Petite Suite Venetienne f. spinet (cemb)., 1923.

Vuggesang f. st. og pno., tekst: Viggo Starcke, 1923.

Kantate v. Studentergaardens Indvielse, tekst: Carl Dumreicher, 1923.

Stepan, opéra en trois actes; Morceaux détachés: 1: Marche bolcheviste, 2: Chant du fleuce de Nadja,  tekst: Frederik Nygaard, 1924. Schott frères, Bruxelles.

Bacchanale¸Musique choréographique f. 2 pno., 1926.

Dionysia, koreografisk music f. ork., 1926, Schotts Söhne.

Galgenfugl f. st. og pno., tekst: Herman Wildenvey, 1926, r. 27.

Wanderers Nachtlied f. 3-st. kor, tekst: Goethe. 1919/29.

Hymne f. mandskor, tekst: Carl Dumreicher, 1932.

Styrmand Anderssons Hjemkomst… f. mandskor, tekst: H. H. Seedorf Pedersen, 1932.

3 Goethelieder f. bar. og ork., 1928.

Leonardo da Vinci, opera, tekst: M. Moretti og C Mussi, 1931.

Mosaik, lille suite f. soloviolin, 1932.

Fabel f. st. og pno., tekst: Allan Back, 1932.

Strygekvintet f. 2 vl., vla., vlc. og cb., 1932.

Quasi Passacaglia e Fuga f. str.ork., 1932.

Tre Røvere fra Rold f. st. og pno., tekst: H.H.Seedorf Pedersen, 1932.

Duncan Gray f. mandskor, 1932.

Præludium og Allegro f. fl., str. og cemb., 1933.

Orkestervar. over et gammel-dansk Motiv, Kirstner og Siegel, Leipzig, Edition S, 1934.

Symfonisk Suite af Operaen Leonardo da Vinci, Weiz 1934.

Sinfonie-Ouverture (MS-skitse komplet), 1935.

Lille Suite f. alt og kammerork., tekst: Otto Gelsted, 1936.

Rosvald f. bassolo og mandskor, tekst: H. H. Seedorf Pedersen, 1936.

Herrens Hammer f. mezzosop. og ork., 1936, r. 46.

Un Cantus Firmus I: Sinfonia molto breve f. ork., 1937.

Marie Grubbe (partiturskitse komplet), 1939.

Vej dine Farver f. mandskor, tekst: Otto Gelsted, 1939.

Finlands Jord / Musik No. 621[1] / Text: No. 1149/S.F.K. avd. 150, 25.1.1940.

Marie Grubbe opera, tekst: Frederik Nygaard, 1940.

Der er et yndigt Land f. mandskor og bl. kor, tekst: Oehlenschläger, 1940.

2 Mandskorsange a capella, (Januar, Bogfinken), 1940.

Jeg er Danmarks Folkesang f. bl. kor, tekst: Viggo Starcke, 1940.

Solo-Duo-Trio. Miniaturer – solosuiter-duetter og trio f. vl., vla. og vlc., 1940.

Upp alla Nordens män f. sang og pno., tekst: Rudolf Hammar, WH 1940.

Marie Grubbe – Sange f. st. og pno., tekst: Frederik Nygaard, Engstrøm & Sødring 1940.

Finland f. mandskor, 1941.

Div. sange f. mandskor, 1941-42.

Blæserkvintet, 1942.

Naturens muntre Datter f. st. og pno., 1942.

Div. børnesange, 1943.

Rejsekammeraten opera efter H. C. Andersen, tekst: Karl Nielsen, 1943.

Div. sange, 1944.

Div. sange 1945.

Cantus Firmus II: Sinfonia assai breve f.o rk., 1947.

Cantur Firmus III: Sinfonia breve f.ork., 1948.

Cantus Firmus IV: Politonalitá per orchestra piccolo, 1949.

Cantus Firmus V: Sinfonia breve f. ork., 1949.

Drømmerne ”polytonalt Musikdrama” efter Karen Blixen, 1949.

Shanty f. mandskor, 1950.

Concerto molto breve f. ob. og ork. (instr. af Felumb), 1950.

NOter

Richard Hove i: Dansk Biografisk Leksikon 2.udg., supplementsbindet København 1944.

Nils Schiørring: ”Ebbe Hamerik 50 År” i: Dansk Musiktidsskrift vol. 23, 1948, s.205-206.

Johan Hye Knudsen: ”Ebbe Hamerik”, nekrolog i: Dansk Musiktidsskrift vol 26, 1951, s.191-194.

Ejnar Jacobsen og Vagn Kappel: Musikkens Mestre bd. 2. Danske Komponister. København 1947, s. 488-91.

Nils Schiørring: Musikkens historie i Danmark, København 1978, bd. 3 s. 221-26 et passim.

Internetopslag Wikipedia, Dansk Biografiske Leksikon udg. 3.

Et udvalg af komponistens værker er indspillet og udgivet på op til flere antologier.

For mere information om konkrete pladeudgivelser kan det anbefales at søge på statsbibliotekets hjemmeside / Aarhus University Library