Knudåge Riisager blev født den 6. marts 1897 i Port Kunda (nu: Kunda) i Estland, hvor hans far, Emil Riisager, var leder af en cementfabrik. I 1899 fik faderen arbejde i F.L. Smidths hovedkontor i København, og familien bosatte sig da på Frederiksberg. Hjemmet var stærkt præget af faderens udenlandske forbindelser og mange rejser i Østeuropa og Lilleasien, hvor han havde tilsynet med opførelsen af cementfabrikker. Det samlende midtpunkt i hverdagen var Riisagers mor, Henrikke Riisager, som sang og spillede med sine børn. I denne både trygge og internationale atmosfære voksede Riisager op, og inspireret af sin mor blev han tidligt indfanget af musikken.

Knudåge Riisager fik som barn klaverundervisning af familiens klaverstemmer Carl Sanne, og da han var blevet student 1915, vaklede han mellem det nationaløkonomiske studium og musikvidenskab; men kraftigt tilskyndet af sin far valgte han det første. Han var dog allerede på dette tidspunkt begyndt at studere musikteori hos Otto Malling, og efter hans død i efteråret 1915 blev Riisager elev af Peder Gram. Fra en lang række bevarede kompositioner ved vi, at musikken helt fra de første teenageår havde et stærkt tag i ham, men det var først efter, at han i 1921 havde taget eksamen som cand. polit., at han gjorde alvor af at udvide sin musikalske horisont.

I 1923 drog Knudåge Riisager således til Paris, hvor han foruden at studere komposition hos Albert Roussel og instrumentation hos Paul Le Flem orienterede sig flittigt i det parisiske musikliv og knyttede en række venskaber. Hjemkommen fra studierejsen fik han ansættelser inden for Centraladministrationen, og i 1927 blev han sekretær i 3. Hovedrevisorat i Finansministeriet, som i dag er en del af Rigsrevisionen. Riisager avancerede støt og endte i 1939 som kontorchef – et embede han beholdt til 1950.

Sideløbende med denne helt regelrette embedsmandskarriere var Riisager op gennem 1920’erne tilknyttet Unge Tonekunstneres Selskab, 1922-24 som formand, og i Foreningen ’Ny Musik’ var han formand for censurkomitéen 1925-1930. I 1931 blev han tildelt det eftertragtede Anckerske Legat, for hvis midler han foretog en rejse til bl.a. Tyskland, Frankrig og Italien. Han gjorde et længere ophold i Leipzig, hvor han studerede hos musikteoretikeren Hermann Grabner. I 1937 overtog Riisager fra Peder Gram det betydningsfulde hverv som formand for Dansk Komponistforening. Han varetog denne tillidspost til 1962.

Op gennem 1940’erne, 50’erne og 60’erne var Knudåge Riisager medlem af talrige råd, udvalg og kommissioner, og på grund af sine administrative evner fik han ofte hvervet som formand. Han var fx således præsident for Nordisk Komponistråd 1950-1952 og formand for Det Anckerske Legat 1956-1974. Blandt de vigtigste af Riisagers faglige hverv må derudover fremhæves censoratet (musikkonsulentstillingen) ved Statsradiofonien (senere Danmarks Radio) fra 1942 til 1956,

Da Finn Høffding i 1955 måtte fratræde stillingen som direktør for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og det ikke var muligt inden for institutionens egne rækker at finde en egnet efterfølger, blev Riisager headhuntet til stillingen. Han accepterede efter lange forhandlinger at overtage den på betingelse af, at han kunne blive fritaget for såvel regnskabsmæssigt arbejde som undervisning. Herefter tiltrådte han stillingen den 1. januar 1956 med den bemærkelsesværdige baggrund aldrig selv at have frekventeret institutionen og uden undervisningsforpligtelser.

I sin direktørtid lykkedes det Knudåge Riisager både at gennemføre vigtige administrative ændringer bl.a. som følge af, at konservatoriet relativt få år forinden var blevet en statsinstitution, og at medvirke til en højnelse af undervisningen og internationaliseringen af denne. I Riisagers tid som direktør (til sidst rektor) kom ikke alene institutionen, men også han selv i stigende kontakt med det internationale konservatoriemiljø. Riisager blev således præsident for Association Européenne des Conservatoires i 1963. Efter at være blevet pensioneret oplevede han den hædersbevisning i 1972 at blive udnævnt til æresdoktor ved University of Seattle samt at blive Honorary Distinguished Citizen i staten Washington i USA.

Knudåge Riisager døde den 26. december 1974 og havde så sent som i marts fuldendt sit sidste værk, Kongres-ouverture.

Tidlige værker

Knudåge Riisagers tidligste værker er fra årene før Første Verdenskrig. De er i en traditionel romantisk stil, som dog tilføjes markante dissonanser og stærke impressionistiske elementer, som fx heltoneklange. Omkring 1920 komponerer Riisager sit første store orkesterværk, Ouverture til Erasmus Montanus. I 1924 ominstrumenterer han værket, og i denne udgave – den eneste vi kender – fremstår det som et yderst velskrevet, effektfuldt og originalt ungdomsværk.

I 1923 opholdt Riisager sig i syv måneder på studieophold i Paris, og i de værker, han komponerede dernede og kort efter hjemkomsten, oplever man en helt anden komponist med trang til eksperimenter og med et til tider nærmest fandenivoldsk udtryk. Dette præger ikke mindst den 2. violinsonate (1923-1924), hvor indflydelse fra Erik Satie, Maurice Ravel, Igor Stravinsky og Sergej Prokofiev gør sig gældende. Riisager frigør sig dog stadig mere fra denne stærke afhængighed af forbillederne og skriver i 1925 orkesterværket Introduzione di traverso, som er baseret på melodien til børnesangen ”Højt på en gren en krage sad”. Den skarpt klingende instrumentation og inddragelsen af en børnesang som tematisk og motivisk materiale skulle blive karakteristika i en lang række senere værker.

Eksperimenter og neoklassicisme

Hen mod slutningen af 1920’erne kastede Knudåge Riisager sig ud i en række eksperimenter. I orkesterværket T-DOXC (poéme mécanique) fra 1926 skildrede han en ny flyvemaskinetype. Værket har visse futuristiske træk, men langt mere radikalt er Fire vocaliser for blandet kor fra 1930, hvor han i en musikalsk dadaisme anvender lydmalende tekster i instrumentalt virkende sangstemmer. Midt i denne eksperimenternes tid skriver Riisager et værk, som skulle blive begyndelsen på hans neoklassicistiske stil. Værket er Sonate pour Flute, Violon, Clarinette et Violoncello (1927) (Dacapo 8.224081), der præges af en let og elegant stil, som er hentet fra den franske komponistgruppe Les six.

Samme år skriver han ouverturen til balletten Benzin, hvis neobarokke stil ligeledes skulle komme til at præge talrige kommende Riisager-værker.

Neobarokke værker, teatermusik og sange

Omkring 1930 havde Knudåge Riisager konsolideret sin position som sin generations vel nok betydeligste danske komponist, men også som dansk musiks enfant terrible. I 1930’erne aftog eksperimenterne dog hurtigt, og i stedet finder vi en række neobarokke værker, fx Concertino per tromba e strumenti ad arco (1933) samt værker med en mere dansk tone, fx Tre danske Peblingeviser (1937).

I musikken til Johannes V. Jensens skuespil Darduse (1935-1936) møder man visse eksperimenterende træk, og i orkesterstykket Qarrtsiluni (1938) benytter Riisager originalt grønlandsk melodistof i et langsomt, men voldsomt crescendo med gennemtrængende rytmiske kvaliteter. Som noget relativt nyt kaster Riisager sig over den enkle sang i Børneviser (1929-1936) og skriver i 1939 den i sin tid populære melodi til Mor Danmark.

Besættelsen

Besættelsesårene lod nye træk åbenbare sig i Knudåge Riisagers værker: en sjælden alvorlig og indtrængende tone præger mandskorsatsen I Mindet om Blicher (1941), og i Dansk Salme (1942) for kor og orkester lader han en tekst med tydelig adresse til besættelsesmagten fremføre i modale satser. Hans mest sungne, men tillige mest forkætrede sang, ser dagens lys i begyndelsen af 1945: Danmarks Frihedssang, som bliver en af de mest benyttede sange i befrielsesdagene. Dens øjeblikkelige popularitet står i grel modsætning til den kritik, den udsættes for fra professionel side: melodien levede således ikke op til de idealer, der gjaldt for tidens danske folkelige sang, som den kendes fra højskoletraditionen.

”Befrielsesballetter” og Etudes

Det faldt i Knudåge Riisagers lod at komponere musik til Det Kongelige Teaters befrielsesforestilling Niels Ebbesen (1945) samt til balletten Fugl Fønix (1944-1945), hvis handling refererer til besættelsen. Til den sidste valgte Riisager en mere romantisk præget tone med lange melodilinjer, end man ellers har mødt hos ham. Men begge stykker er dog så tidsbundne, at de efter kortere tid gled ud af repertoiret. Til gengæld opnåede Riisager med sin koreograf fra Fugl Fønix, Harald Lander, en overvældende succes med balletten Etudes, der er baseret på Carl Czernys klaveretuder, og som skulle vise sig at blive Riisager og Landers genistreg. I musikken benytter Riisager hævdvundne træk og teknikker fra sine tidligere værker, såsom polytonalitet og en sindrig kombination af etuder, men værket er dog med sin overlegne og raffinerede instrumentation ikke desto mindre først og fremmest en strålende hyldest til Czerny. Sammenkoblingen af de klaverpædagogiske etuder med gennemgangen af balletskolen fra de enkleste til de vanskeligste trin gør værket til et sjældent sammenhængende kunstværk.

En enlig opera og samarbejde med Birgit Cullberg

I 1948 komponerede Knudåge Riisager sin eneste opera, Susanne, og i 1951 sin eneste instrumentalkoncert, Koncert for violin og orkester. Selv om han i begyndelsen af 1950’erne forøger sin værkrække, så aftegner disse år en afmatning i hans produktion, som formodentlig skyldtes, at det frugtbare samarbejde med Harald Lander var ophørt, efter at Lander var flyttet til Frankrig som en reaktion på den såkaldte Lander-affære. I midten af 1950’erne mødte Riisager imidlertid den svenske koreograf Birgit Cullberg, med hvem han skabte balletterne Månerenen (1956) og Fruen fra havet (1959). Partituret til den sidstnævnte rummer en betydelig psykologisk dimension og opviser derudover eksempler på noget for Riisager så usædvanligt som inddragelse af seriel teknik.

De sene værker

Et lignende samarbejde får Knudåge Riisager med koreografen Flemming Flindt. Det bliver til tre balletter i årene 1967-1969 (Galla-Variationer, Ballet Royal og Svinedrengen), men denne sene periodes stilistiske fornyelser finder dog sted i andre værker. Ligesom 1920’erne byder på en række eksperimenter, er nemlig også 1960’erne præget af en vilje til fornyelse. Det ser man i Sangen om det uendelige (1964) og Stabat Mater (1966) - begge for kor og orkester - hvor man møder en enkel, asketisk stil, foruden en alvor og dybde i det tekstlige grundlag. Riisagers sidste større orkesterværk, Til Apollon(1972), rummer minimalistiske træk og sine steder en rendyrkning af dissonansen. 

Skribenten Riisager

Gennem hele livet var Riisager en flittig skribent. Størstedelen af denne virksomhed udfoldede han i dagspressen og i tidsskrifter, hvor han gerne behandlede emner om musik og kulturpolitik. Tidligt markerede han sig med dristige synspunkter, som det er tilfældet i "Moderne Musik. Et Par Ord i Anledning af Schönbergs Kammersymfoni" (Nationaltidende, 27.12. 1915), hvor han tog Arnold Schönberg i forsvar – ikke fordi Riisager brød sig om musikken, men fordi han mente, at Schönberg skulle have mulighed for at få sine værker bragt frem. Senere, i 1940, gjorde han sig stærkt bemærket med artiklen ”Symfonien er død - musikken leve!” i Dansk Musiktidsskrift; her rettede han et stærkt angreb på symfoniformen. I 1950’erne var Riisager aktiv i koldkrigsdebatten, og i begyndelsen af 1970’erne slog han et slag for Danmarks optagelse i Fællesmarkedet (EU).

Man har det indtryk, at Knudåge Riisager fra begyndelsen valgte at gå sine egne veje. Sigende er det, at han som ganske ung valgte at studere udenlands, og da han var vendt hjem, markerede han sig hurtigt som en eksperimenterende komponist, der ligesom åbnede op for en række strømninger udefra. Han knyttede sig således ikke til nogen retning i dansk musik, men fulgte sine egne spor. Også på andre måder skilte han sig ud. Med en fast stilling som embedsmand var han på sin vis økonomisk uafhængig og kunne dermed dyrke sin komponistvirksomhed, som han måtte ønske det. Alt tyder da også på, at Riisager følte sig ”stående udenfor” i sin samtids musikliv. Bl.a. fordi han ikke havde været i forbindelse med konservatoriet, tilhørte han ikke de musikalske inderkredse, hvoraf Carl Nielsens elever var en af tidens mest indflydelsesrige grupperinger. Endelig var han heller ikke en del af den kultur, der knyttede sig til højskolesangen. Og også rent stilistisk var Riisager en enspænder i dette miljø: orienteret som nævnt mod fransk musik, og – atypisk for en dansk komponist – stærkt optaget af instrumentation.

Efter i 1920’erne at have afprøvet forskellige grænser, blev Knudåge Riisagers musik i løbet af 1930’erne mere dansk i tonen, og han nåede da, måske netop derfor, ud til et stadig større publikum. Efter den tyske besættelse havde han opnået en position, som gjorde ham selvskreven til at skrive musik til flere store nationalt prægede forestillinger på Det Kongelige Teater. Men det var med musikken til Etudes, han fik sit afgørende gennembrud, og skønt han senere opnåede succeser på balletområdet, så forblev dette værk hans formodentlig hyppigst spillede større komposition og det værk, hans navn nu mest forbindes med. At Etudes er optaget i den kulturministerielle musikkanon, må vel også ses som en anerkendelse.

Var Riisager i sin musik lidt af en enspænder, så var han gennem sine organisatoriske hverv og her ikke mindst de 25 års formandskab i Dansk Komponistforening centralt placeret i musiklivet – en position som kun blev forstærket, da han i 1956 tiltrådte stillingen som direktør for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Der spores i vore dage en stigende interesse for Riisagers musikværker, og hans store produktion af kronikker, artikler og debatindlæg i tidsskrifter og aviser bliver også jævnlig fremdraget i forskningen som et sjældent substantielt bidrag til dansk musik- og kulturliv i perioden. På denne baggrund må Riisager karakteriseres som en væsentlig kulturpersonlighed i Danmark i årene ca. 1915-1972.  

Kronologisk værkfortegnelse 1915-66 af Sigurd Berg og Svend Bruhns.

Supplement til “Knudåge Riisagers Kompositioner” af Claus Røllum-Larsen.
En foreløbig oversigt ved Claus Røllum-Larsen, nov. 2000. Omfatter værker, som ikke er medtaget i Sigurd Bergs og Svend Bruhns fortegnelser.

Balzer, Jürgen: "Knudage [sic] Riisager. Danske Komponister I", DMT8/3 (marts 1933), s. 56f.

Berg, Sigurd og Svend Bruhns: Knudåge Riisagers kompositioner. En fortegnelse ved Sigurd Berg og Svend Bruhns. København: Dansk Komponist-Forening, 1967, 47 s.

Bonnén, Helge: "Knudåge Riisager", DMT 1/7 (marts 1926), s. 109-112.

Fjeldsøe, Michael: Den fortrængte modernisme - den ny musik i dansk musikliv 1920-1940. København: Hr. Nilsson, 1999, 397 s.

Hansen, Hanne Heebøll: Knudåge Riisager/Reaktionær eller revolutionær?/ - En sammenligning af principielle og konkrete tilkendegivelser set gennem udvalgte skrifter og analyser af instrumentationen i Riisagers balletmusik. Speciale/Kandidatuddannelsen i musikhistorie og musikteori/musikanalyse/Institut for musik og musikterapi. Aalborg Universitet. 2002, 120 s. + Bilag, upag.

Hetsch, Gustav: ”Knudåge Riisager", Godtfred Skjerne (red.): Musik. Tidsskrift for Tonekunst 9/11 (nov. 1925), s. 139-141.

Hove, Richard: "Riisager, Knudåge", Dansk biografisk Leksikon, 2. udg., bd. 19 (1940), s. 518-521.

Krabbe, Niels (udg.): Symfonien er død - musiken leve, og andre essays af Knudåge Riisager. Med indledning af Sven Erik Werner og bibliografi over Riisagers litterære arbejder. København: Det Kongelige Bibliotek, 1997, 179 s.

Krabbe, Niels: Bibliografi over Knudåge Riisagers skrifter 1913-1972.

Krog-Meyer, Signe og Camilla Bødker Thomsen: Symfonien er død - debatten om symfonigenren i Danmark omkring 1940. [Specialeopgave til hovedfagseksamen i musikvidenskab]. København: Københavns Universitet, Musikvidenskabeligt Institut, 2003, 189 s.

Riisager, Knudåge: "Moderne Musik. Et Par Ord i Anledning af Schönbergs Kammersymfoni", Nationaltidende, 27.12. 1915.

Riisager, Knudåge: "Symfonien er død - musiken leve!", DMT 15/2 (feb. 1940), s. 21-23; genoptrykt i Krabbe 1997, s. 15-18.

Riisager, Knudåge: Det usynlige mønster. København: Langkjærs Bogtrykkeri, 1957, 171 s.

Røllum-Larsen, Claus: "Riisager, Knudåge", i Ludwig Finscher (ed.): Die Musik in Geschichte und Gegenwart. Allgemeine Enzyklopädie der Musik begründet von Friedrich Blume. Zweite, neubearbeitete Ausgabe. Personenteil, bd. 14. Kassel et al.: Bärenreiter, 2005, sp. 127-129.

Schiørring, Nils: ”Riisager, Knudåge”, Dansk biografisk leksikon, 3. udg., bd. 12 (1982), s. 219-222.

Wissum, Knud: "Samtale med komponisten Knudåge Riisager", Gunnar Heerup (red. og udg.): levende musik. uavhængigt musiktidsskrift, 3/10 (1944), s. 269-272.

Udvalgte indspilninger:

Violinværker
Christina Bjørkøe (klaver), Christian Ellegaard (violin), Johannes Søe Hansen (violin), Inger Ørbæk Lerch Høj (violin), Anne Søe Iwan (violin), Inkeri Vänskä (violin)
Dacapo 6.220594 (2012), CD
Link til Dacapo

The Symphonic Edition Vol. 1
Aarhus Symfoniorkester, Bo Holten (dirigent)
Dacapo 8.226146 (2011), CD
Link til Dacapo

Orkesterværker
Håkon Hardenberger (trompet), Helsingborg Symfoniorkester, Thomas Dausgaard (dirigent)
Dacapo 6.220584 (2010), CD
Link til Dacapo

Benzin
DR SymfoniOrkestret, Owain Arwel Hughes (dirigent)
Dacapo 6.220527 (2008), CD
Link til Dacapo