Einar Trærup Sark voksede op i Kolding og flyttede 1932 med sin familie til København. Her modtog han klaverundervisning og begyndte som 12-årig at komponere på egen hånd. Han blev uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med fagene klaver og orgel, og han fortsatte efter konservatoriet sine klaver- og orgelstudier og debuterede som pianist 1947 og som koncertorganist 1949. Fra disse år stammer også hans første nummererede kompositioner – bl.a. nogle klaverværker der blev udgivet af Wilhelm Hansen og to værker for kammerorkester.

1949 blev han organist i St. Clemens kirke, Nykøbing Mors. Fra denne periode stammer hans gennembrudsværk som komponist, Toccata primi toni, tilegnet og uropført af Bedrich Janacek der som turnerende koncertorganist spillede en afgørende rolle for værkets internationale udbredelse. Angiveligt skal Toccata primi toni have været det hyppigst opførte danske orgelværk i en periode efter 1950.[1]

Efter ansættelsen ved Esaias Kirke i København 1954 koncentrerede Trærup Sark sig nogle år om liturgisk musik, bl.a. messer for kor og orgelkoraler. I løbet af 1960’erne genoptog han arbejdet med kompositioner til koncertbrug, øjensynligt inspireret af Schönbergs tolvtoneteknik som han anvendte i nogle klaverværker fra slutningen af 1960’erne. Tolvtoneteknikken blev ikke et endemål for Trærup Sark, men den åbnede vejen til en mere farverig harmonik der kendetegner hans klaver- og orgelværker fra 1970’erne og frem til hans pensionering i 1991.

En del af Einar Trærup Sarks senere værker blev udgivet på Edition Egtved, og det var medvirkende til at skabe interesse om hans musik i 1990’erne. Et fyldigt uddrag af hans klaver- og orgelværker blev indspillet på cd og skabte forståelse for at Einar Trærup Sark med sin billedskabende klangsans og sin tørre, undertiden robuste, humor er en original og spændende skikkelse i efterkrigstidens danske musikliv.

(JBR)

Einar Trærup Sark var autodidakt som komponist, og det præger hans produktion på flere måder. På den ene side undgik han de store, prestigefyldte og krævende former som opera, symfoni eller sonate og komponerede især kortere værker for sine egne instrumenter klaveret og orglet. På den anden side stod han frit i forhold til samtidens æstetiske og musikpolitiske grupperinger og hentede inspiration fra vidt forskellige og indbyrdes modstridende kilder. Det betød at han stilistisk udviklede sig fra et eklektisk udgangspunkt mod en stedse mere personlig og original udtryksform inden for de begrænsninger, han havde valgt for sit kompositoriske virke.

Denne udvikling foregik i tre faser:

• En tidlig fase til begyndelsen af 1960’erne præget af klavermusik af neoklassisk holdning og derpå af fortrinsvis liturgisk kirkemusik for orgel og kor. Læs mere her
• En fase i 1960’erne hvor Einar Trærup Sark tilegnede sig Schönbergs tolvtoneteknik på en personlig måde og klavermusikken atter blev fremtrædende. Læs mere her
• En sen fase fra 1970’erne hvor Trærup Sark arbejdede sig frem mod en syntese af tolvtoneharmonik og modalitet i en række karakterværker for orgel eller klaver. Læs mere her

(JBR)

Der er bevaret kompositioner fra Trærup Sarks ungdom i privateje – bl.a. en lille vals fra 1933 der både med hensyn til modulationer og form virker forbløffende moden. De første værker han vedkendte sig – bl.a. klaverstykker og to klaversonatiner – knytter sig stilistisk til mellemkrigsårenes franske neoklassicisme og blandt hjemlige komponister til den lidt ældre Sv. E. Tarps klaverværker fra 1930’erne og 40’erne.[1]

Det betyder dog ikke at Trærup Sarks tidlige klavermusik savner et personligt præg. Den franske elegance krydres af en humor som kan minde om Sjostakovitj, blot mere grotesk end satirisk. Det kommer tydeligt frem i op. 5b, Deux humoresques miniatures, der tilsammen spiller mindre end halvandet minut, men alligevel giver plads til kontraster og karikaturer som kalder på smilet.

Sammen med det groteske vidner også interessen for barokke former om at Trærup Sark var ved at finde sit eget ståsted i løbet af 1940’erne. Klavertoccataen op. 6, 1946, bliver forløber for hans egentlig gennembrudsværk: Toccata primi toni op. 11, 1950, der samtidig er hans første soloværk for orgel. Anledningen hertil var en opfordring fra en tjekkisk orgelvirtuos der uropførte værket og introducerede Trærup Sark i den internationale musikverden, hvor hans toccata blev opført adskillige steder. Formalt og motivisk knytter den sig til mellemkrigstidens neobarok, men harmonisk skiller den sig ud ved at bruge den gamle kirketonale ”1. tone” (en dorisk skala svarende til d-mol med C-durs fortegn).

Ansættelsen som kirkeorganist i Nykøbing Mors 1949 og fra 1954 i København betød at orglet og den liturgiske musik en periode rykkede i centrum af Einar Trærup Sarks virke som komponist. Motetter, kantater og messer for kor præger sammen med orgelkoraler værklisten i 1950’erne og begyndelsen af 60’erne. Ret få af disse værker er tilgængelige. Men udviklingen i hans orgelkoraler fra f.eks. forspillet til O, du min Immanuel (udgivet 1957) til Fryd dig, du Kristi brud (udgivet 1963) tyder på at den modale tonalitet for ham bliver vejen mod en mere kromatisk og dissonansrig harmonik, der peger ud over den – lejlighedsvis bitonalt krydrede – udvidede dur-mol tonalitet i de tidligste klaverværker.

(JBR)

Noter

[1] Både Sv. E. Tarp og Trærup Sark voksede op i Kolding, og et bekendtskab mellem familierne kan være baggrund for at de begge skrev klaversonatiner i midten af 1940’erne: Tarp 3 sonatiner op. 48, 1945. Trærup Sark tre sonatiner op. 2, 4 og 9, 1944-48.

Udviklingen mod en tonalitet der omfatter alle den kromatiske skalas 12 toner fik i slutningen af 1960’erne Einar Trærup Sark til at eksperimentere med Schönbergs tolvtone-teknik. Han vendte tilbage til klaveret og skrev 1968 ni små klaverstykker med titlen Mikroffer og en samlet varighed på 6-7 minutter. De bygger alle på en og samme tolvtone-række, men rækken behandles forskelligt i stykkerne som varer mellem et kvart og halvandet minut og minder om en samling inventioner, der hver gennemarbejder sin egen kompositoriske idé. Undertiden som en kompositionsøvelse i den indledende Nocturne hvor lighed og kontrast kombineres til en ABA form. Eller som en humoristisk parafrase over den kendte børnesang om Lotte der gik op og ned ad gaden, fordi hun ville se hele vagtparaden i nr. 8, Burlesco (4’40”).

Studierne i tolvtoneteknik gav igen Einar Trærup Sark lyst til at komponere for koncertsalen. Klaveret og orglet var atter de foretrukne instrumenter, men nu fik de følgeskab af el-guitaren – både som ledsagelse til kor og i to soloværker (La clef inaccessible, 1973 og Dies irae, 1974) for to el-guitarer. Orgelværkerne dominerer imidlertid værklisten og blandt dem er periodens hovedværk: suiten Dronning Dagmars død, 1975, der demonstrerer hvordan Trærup Sark nu hævet over dogmer og æstetiske fordomme øser frit af alle kilder og blander tonale, modale og atonale klange i udtrykkets og karakteriseringens tjeneste.

Dronning Dagmars død blev skrevet på foranledning af et ungdomsteater der opførte et spil bygget over folkevisen om Valdemar Sejrs dronning Dagmar, som døde i barselseng 1212 i Ribe. Trærup Sark komponerede musik til stykket og samlede satser fra teatermusikken til en orgelsuite med ni satser.

Suiten følger nogenlunde folkevisens beretning, dog uden den berømte skildring af kongens ridt til Dagmars dødsleje i Ribe, men med tilføjelse af to satser om livet på Kong Valdemars slot i Skanderborg. Musikken karakteriserer de forskellige situationer som terningspillet på Skanderborg slot hvor Trærup Sark bruger en frase fra Hartmanns Tavlebordsduet (verslinjen ”Leg tavlebord med mig”) som tema. Slutsatsen Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar bygger på temaer fra den katolske dødsmesse Dies irae og langfredagshymnen Pange lingua og munder ud i et citat af folkevisens omkvæd[1].

En ganske stor del af værkerne efter 1970 synes inspireret af ydre tilskyndelser der har sat gang i Trærup Sarks klanglige fantasi. Det kan være en stump lyrik som et kinesisk digt om en jadebro der krummer sig som en tigers ryg over en sø og spejler sig i vandet som en nymåne af jade. Gustav Mahler blev også inspireret af digtet til en af sangene i Das Lied von der Erde. Trærup Sark fordyber sig i billedets symmetrier i en lille ABA form, hvor en spinkel melodi hæver sig over et akkompagnement af faldende akkorder og fastholder spejlbilledets spænding. Nymåne af jade, 1979.

Poesien er ikke alene om at inspirere. Også virkeligheden trænger sig på med frygten for en katastrofe på det svenske atomkraftværk i Barsebäck, der i slutningen af 1970’erne fik tusinder af københavnere til at demonstrere under feltråbet: ”Hvad skal væk? Barsebäck! Hvad skal ind? Sol og vind!” Trærup Sark udmaler med barsk realisme katastrofen set fra Barsebäck kirke, hvor klokkerne ringer i melodiske mønstre. En rumlende lyd sætter ind i bassen og vokser til et altoverdøvende bulder, der pludselig forstummer. Klokkerne ringer fredeligt videre, men kun på lånt tid. Når alting dør, går også orglet i stå. Klokketårnet i Barsebäck, 1979.

Karakterstykkerne fylder meget i værklisten de senere år, men der er plads til absolut musik og genhør med nogle af de genrer som Trærup Sark dyrkede i sine unge år. Et indtryk af hans udvikling fra 1940’ene til 80’erne får man ved at lytte til hans Toccata nr. 2 for orgel, op. 40, 1988. Hvor de to første toccataer fra 1946 og 1950 for hhv. klaver og orgel er neoklassiske eller neobarokke med vægt på det artistiske eller virtuose, er den sene toccata et studium i skalaens mindste intervaller – den lille og den store sekund – der præsenteres dels som trille- eller drejefigurer, dels som tætte cluster klange.

I løbet af stykket udvikles figurer og klange til motiver og harmonier der antager forskellige rytmiske skikkelser. De danner kontrasterende formled på typisk toccata-vis indtil mulighederne synes udtømte, og den indledende materiale-præsentation vender tilbage som afrunding af værket. Fantasi og teknisk beherskelse af stoffet går her hånd i hånd med kunstnerisk økonomi og evnen til at forvalte et velkendt grundstof til en overraskende og original helhed.

(JBR)

Værklisten er udarbejdet på grundlag af komponistens opgivelser til Dansk Komponist Forenings værkfortegnelse 1980 suppleret med oplysninger fra Det Kgl. Biblioteks Trærup Sark Arkiv.

Op. 1                      Syv små klaverstykker, 1943. WH.

Op. 2                      Sonatine nr. 1 f. pno., 1944. WH.

Op. 3                      Suite nr. 1 f. kammerork., 1944.

Op. 4                      Sonatine nr. 2 f. pno., 1944. WH.

Op. 5a                    Lette klaverstykker, 194?. WH.

Op. 5b                    Deux humoresques miniatures f. pno., 194?. WH.

Op. 6                      Toccata f. pno., 1946. WH.

Op. 7                      Capriccio f. kammerork., 1948.

Op. 8                      Tre småsange f. st. og pno., 194?. WH.

Op. 9                      Sonatine nr. 3 f. pno., 1948.

Op. 10                    Suite nr. 2 for pno. og kammerork., 1949.

Op. 11                    Toccata primi toni f. org., 1950. WH.

Op. 12                    Sonatine nr. 4 f. pno., 195?.

Op. 13                    Sonatine nr. 5 f. pno., 195?.

Op. 14                    Pablo, balletsuite f. ork., 1957.

Op. 15                    Fem småsange f. st. og pno. (også andre besætninger), 19??.

Op. 16a                  Herre Kristus, dig til ære, Koralkantate nr. 1 f. sop., bl. kor og org.,

                               19??, Edition Egtved.

Op. 16b                  Vær velkommen, Herrens år, koralkantate nr. 2 f. bl. kor og org.,

                               19??.

Op. 16c                  Gud Helligånd! I tro os lær, koralkantate nr. 3 f. bl. kor og org., 19??.

Op. 17                    Liturgisk orgelmusik. [WH 1957, Edition Egtved 1960 og 1963].

Op. 18a                  Missa brevis nr. 1 f. bl. kor, 1962. Edition Egtved.

Op. 18b                  Missa brevis nr. 2 f. bl. kor, 1962. Edition Egtved.

Op. 18c                  Missa brevis nr. 3 f. bl. kor, 1962. Edition Egtved.

Op. 18d                  Sangmesse f. bl. kor og org., 196?. Edition Egtved.

Op. 19                    Snadreand.10 småstykker f. pno., 196?.

Op. 20                    Pastorale f. str.kvartet, 196?.

Op. 21                    Fem marcher f. pno., 196?.

Op. 22                    Divertimento for kammerens., 196?.

Op. 23                    Mikroffer f. pno., 1968. Edition Egtved.

Op. 24a                  Syv motetter f. bl. kor og org., 1969.

Op. 24b                  Pater noster f. sop. og org., 1971. Edition Egtved.

Op. 24c                  Seks evangeliemotetter f. bl. kor og org., 1972. Edition Egtved.

Op. 24d                  Juleaftens-Liturgi f. sop., bl. kor og org., 1972. Edition Egtved.

Op. 25                    Tambutsak, suite f. pno., 1970. Edition-S.

Op. 26a                  Visages du Temps, suite f. pno., 1970. Edition Egtved.

Op. 26b                  Cathédrale de verre f. pno., 1971. Edition Egtved.

Op. 26c                  La créole mélancolique, nocturne f. pno., 1972. Edition Egtved.

Op. 26d                  La déesse du printemps f. pno., 1973. Edition Egtved.

Op. 27                    La clef inaccessible f. 2 el-gui., 1973.

Op. 28                    Lotus, to sange f. bl. kor og 2 el-gui., 1973. Edition Egtved.

Op. 29                    Prélude au jour levant f. pno., 1974. Edition Egtved.

Op. 30                    Dies irae f. 2 el-gui., 1974.

Op. 31,1                Dronning Dagmarks død f. org., 1975

Op 31,2                Dronning Dagmargs død,. Suite f. orgl, 1975. Edition Egtved.

Op. 32                  Old Man Goes to Town f. pno., 1976. Edition Egtved.

Op. 33                  Knas, digtsamling (40 tekster). Asterød 1978.

Op. 34                  Spid, digtsamling (42 tekster). Hästeberg 1980.

Op. 35                  Klokketårnet i Barsebäck f. org., 1979. Edition Egtved.

Op. 36                  Nymåne af jade f. pno., 1979.

Op. 37                  Opholdsstuen, komedie i én akt, 1984.

Op. 38                  Carillon f. org., 1987.

Op. 39                  Pastorale for hyrderåb og orgel f. 2 st. og org., 1988

Op. 40                  Toccata nr. 2 f. org., 1988.

Op. 41                  Bordone f. org., 1989. Dansk organist og kantor samfund.

Op. 42                  Introduktion og Carillon f. trb. og org., 1990.

 Uden opusnumer: Orgelkoraler. Publisher: a la sanus 1983.

Desuden sange og korværker/udsættelser til skolebrug og som del af samleværker.

Einar Trærup Sark omtales ikke i gængse musikhistorier eller musikleksika bortset fra korte opslag i wikipedia og Sohlmans musikleksikon 2. udg. Nærværende artikel bygger på pladenoter af komponistens søster, musikforskeren Birthe Trærup, til indspilningerne CLASSCD 250 og 365 samt på:

Birthe Trærup: ”Dronning Dagmars død – et orgelværk af Einar Trærup Sark” i: Musik og forskning, Musikvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet, 1981 s. 144-176.

Knud-Erik Kengen: ”Minimalistisk Trærup Sark” i: Organistbladet Marts 2007

Udvalgte indspilninger:

Einar Trærup SArk - Piano Music, The Glass Cathedral and Other Works
Erik Kartoft (klaver)
Classico CLASSCD250, CD

Einar Trærup Sark – Organ Works
Søren Gleerup Hansen (orgel)
Classico CLASSCD365 (2001), CD