Svend Erik Tarp blev født i Thisted, men voksede op i Kolding hvor han tog studentereksamen 1927. Han studerede musikvidenskab ved Københavns Universitet 1927-30 hvor han blev optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med musikteori og musikhistorie som fag. Han var på studieophold i Tyskland, Østrig og Holland 1933 og 1937.
Som komponist gjorde Tarp sig allerede fra konservatorieårene gældende i kredsen omkring Det Unge Tonekunstnerselskab, hvor han var medlem af censurkomiteen 1934-37. På den eksperimenterende ”Forsøgsscene” fik han 1930 opført en strygetrio og (sammen med Herman D. Koppel og Bernhard Christensen) en Jazz-suite med det afsluttende refrain: ”Leve Jazzmusikken – bort med Romantikken”.[1] Ved Forsøgsscenens opsplitning i fraktioner af socialdemokratisk eller kommunistisk overbevisning sluttede Tarp sig til den socialdemokratiske fraktion og tog i en debat med Otto Mortensen afstand fra en brugsmusik ”der havde hærget landet i form af små stykker for halvanden til to blokfløjter”.[2] Tarp plæderede i stedet for en let og diverterende, men ”rigtig” musik.
Inspirationen til en sådan musik, egnet til det hurtigt voksende antal radio- og grammofonlyttere, fandt Svend Erik Tarp i Frankrig blandt medlemmerne af den neoklassiske gruppe Les Six (bl.a. Francis Poulenc) og deres mere klassicistisk indstillede kolleger som Jean Françaix. Tarp udgjorde (sammen med den lidt ældre Knudåge Riisager og den lidt yngre Jørgen Jersild) de centrale skikkelser i den fransk-orienterede del af dansk musikliv, der fra 1930’erne med voksende styrke dannede modvægt til den traditionelle tysk-orientering, som i generationer havde domineret dansk musik.
Det diverterende kombineret med det artistiske og ofte med et humoristisk islæt blev et kendemærke for Tarps musik i årene frem mod 1950. Det resulterede i klavermusik for amatører som samlingen Mosaik, 1938, og de 3 Sonatiner 1945, og i succesfulde orkesterværker som Klaverkoncert i C-dur, 1944, eller Lystspilouverture nr. 2, ”Til mit dukketeater”, 1949 – sidstnævnte indspillet omkring 1950 på det danske plademærke TONO.
Omkring 1950 begyndte Tarp at vende sig mod mere seriøse og krævende værker: Først og fremmest rækken af symfonier fra nr. 2 Symfoni i Es, 1949, til nr. 4-7 fra 1970’erne, men også opera, ballet, musik til film og hørespil samt større virtuose klaverværker som Sonaten, 1956. Men i løbet af 1970’erne blev han mærket af en øjenlidelse, der førte til fuldstændig blindhed. Han måtte frasige sig sine organisatoriske hverv, og han frygtede, at den 7. symfoni ville blive hans sidste. Han fortsatte dog med at komponere, og de sidste værker, bl.a. den 10. symfoni fra 1992, dikterede han til en assistent, der stemme for stemme noterede de forløb, som Tarp hørte for sit indre øre.
(JBR)
Noter
