Mit forhold til det at komponere musik må siges at have en noget ambivalent karakter. På den ene side ønsker jeg som komponist at sætte noget unikt og særligt i verden – på den anden side har jeg et brændende ønske om at træde i baggrunden, og lade de materielle og ikke-materielle objekter der fremfører min musik få hele rampelyset og lade mig stå tilbage i skyggen. En nærmest skizofren tilstand der giver mig energi til at forsætte mit arbejde med at iscenesætte det uiscenesættelige.
Min musikalske opvækst kan på mange måder også siges at indeholde visse divergerende forestillinger omkring, hvad musik er og kan/skal være. Med en jazzmusikerfar og en mor der var musiklærer fandt jeg mig selv i midten mellem det musikalske eksperiment og det formidlende formalistiske musikhistoriske overblik.
Instrumentet var klaver, konstant søgende nye genrer som skulle udforskes, men det var først med introduktionen til en 4-spors kassettebåndoptager, en Arp Axxe monofonisk synthesizer, en Frank Zappa plade og en billedkunstlærer i gymnasiet, der præsenterede mig for abstrakt formlære, at det gik op for mig, at teknologien kunne bruges som en aktiv medspiller og dialogpartner i skabelsen af, hvad man kunne kalde for ’ny musik’. Det var i hvert fald nyt for mig, og selvom disse tidlige eksperimenter med lydcollager og syntetisk genereret lyd i dag kan synes en smule naive, vidner de dog om en kamp med de materialer, der er i brug. En kamp der stadig er højaktuel i mit nuværende arbejde som komponist og lydkunstner.
Men vigtigt at huske er, at kampen er dobbelttydig: Det er ikke kun mig, der kæmper med diverse billedrørsfjernsyn, dampmaskiner, legoklodser og lysbilledapparater i forsøget på at fremtvinge, hvad man kunne kalde musikalske udtryk ud af dem – de (de fysiske objekter) kæmper også med mig i deres forsøg på at få deres stemmer hørt, sætte deres præg på den komposition, de er medspiller i at lave.
Baseret på disse erfaringer med ’rigtige’ ting i den ’rigtige’ verden bliver det således klart for mig, at vi (mennesker) ikke kan hævdes at indtage en art superposition over andre ting – vi kan ikke kontrollere eller formalisere de interaktioner, der ustandseligt er på spil i vores daglige omgang med verden. Om det er, når vi komponerer, spiller koncerter, cykler eller rister pinjekerner er underordnet. Vi påvirker hinanden, oversætter hinandens informationer og gestus, som vi gør til vores egne. Pinjekernen på panden er skrøbelig, det elektroniske kredsløb der omsætter lysintensitet til lyd er skrøbeligt, vi mennesker er skrøbelige – og hvis vi formår at skabe kunstneriske og musikalske udtryk, der formår at iscenesætte denne skrøbelighed, er vi nået langt.
Øvrigt materiale
Komponist+ , Artikel om Højlund/Riis projektet The Overheard, www.komponistforeningen.dk (2017)
Komplekse lydmiljøer, Interview med Morten Riis, Seismograf (2017)
Fejlæstet i opbrud, Portræt af Morten Riis, Larm Radio (2012)
Den fejlende musikmaskine, artikel af Morten Riis, Seismograf (2012)
