Min far, Børge Gunge, fortalte mig, at jeg var undfanget på Atlanterhavet. Og at han havde set “Figaros Bryllup” 112 gange i sit liv. Jeg måtte gerne spille “Peter og ulven” på pladespilleren, og “Frk. Nitouche”, men ikke singlen med Beatles “Revolution”. De forvrængede guitarer ville skade pick-up’en, mente han. Alligevel var det en brugt guitar han købte til mig under en forretningsrejse i England.
Højskolelærer og senere forstander Jens Bonderup fortalte mig, at hvis jeg havde lyst til at gå videre med musik, mente han at uddannelsen i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet ville være det rigtige for mig. Det havde han ret i. Meget af tiden var jeg dog mest optaget af, at jeg kunne synge som en britisk rockstjerne, og af bofællesskabet i kollektivet “Kulturpaladset”.
Komponisten John Frandsen var formand for Aarhus Unge Tonekunstnere i slut ‘80erne. Han opfordrede mig til at gå med i bestyrelsen. Siden blev jeg selv formand. I 7 år.
En studierejse til Brasilien i 1989 lærte mig, at rigtige musikere og kunstnere er optaget af deres rødder. Jeg søgte optagelse på Det Jyske Musikkonservatorium 1992. Beruselsen ved at møde den kunstneriske åbenhed hos Hans Abrahamsen og Per Nørgård var stor, men jordforbindelsen blev også fastholdt gennem livslange venskaber med teatermanden Steen Sidenius og pianisten Sigurd Barrett.
Radiomanden Erik Christensen fortalte mig, at vestlig musik måske skylder partituret og klaveret meget af sin måde at være på. Det analytiske, det lodrette og vandrette, det statiske og det bevægelige på samme tid.
Da uddannelsesårene var slut, fik min kone Dorte Simonsen Gunge stilling i Ribe. Det var en stor lykke. Særligt efter Birgitte Ebert fik stillingen som domorganist. Vi har haft talrige inspirerende samarbejder. Domkirken og byen er blevet en del af mig, og jeg en del af dem. For dette kan jeg ikke takke nok.
Her er nævnt en række af de mennesker, jeg skylder stor tak. Min musik drejer sig om mit liv, de mennesker jeg har mødt, og den passion jeg føler i deres liv og i mit eget.
