Per Nørgård komponerede allerede som barn og fik som gymnasieelev privat kompositionsundervisning af Vagn Holmboe. Efter studentereksamen blev han optaget på DKDM med Holmboe som lærer i komposition og Finn Høffding som teorilærer. Efter diplomeksamen 1955 fik han videregående kompositionsundervisning på det amerikanske konservatorium i Paris af den internationalt berømte pædagog Nadia Boulanger 1956-57.

Fra 1958 har Per Nørgård levet i København som en central skikkelse i byens og landets musik- og kulturliv. Efter nogle år som musikanmelder på POLITIKEN koncentrerede han sig om virket som komponist og kompositionslærer – fra 1961 på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium – og engagerede sig i musiklivet som bestyrelsesmedlem og formand for Det Unge Tonekunstnerselskab og Dansk Komponist Forening.

Per Nørgård stod fra begyndelsen af 1960’erne som en førende eksponent for den moderne musik, hvilket førte til et brud med det konservativt sindede musikkonservatorium i København. Sammen med et helt hold af kompositionsstuderende valgte Nørgård konservatoriet i Århus som base, og han virkede der som kompositionslærer og –professor frem til 1995. Dette bidrog væsentligt til den decentralisering af musiklivet, der fandt sted i 1960’erne, og i en periode gjorde Aarhus til centrum for den moderne musik i Danmark.

Som bestyrelsesmedlem af og formand for Det Unge Tonekunstnerselskab 1957-70 arbejdede Per Nørgård også for decentralisering af musiklivet og oprettelsen af foreninger for ny musik i bl.a. Aarhus. Han har desuden været bestyrelsesmedlem i Dansk Komponist Forening 1959-83 og formand 1975-82, medlem af Statens Kunstfond, og han har påtaget sig flere andre offentlige hverv. Som skribent har Nørgård ud over musikteoretiske skrifter beskæftiget sig bredt med musik- og kulturlivet i talrige danske og internationale artikler.[1]

Efter sin afgang som kompositionsprofessor i 1995 lever Per Nørgård som frit skabende og internationalt efterspurgt komponist.

(JBR)

Noter

[1] En komplet fortegnelse over Per Nørgårds omkring 400 skrifter findes via kb.dk.

Per Nørgård debuterede 1951[1] som 18-årig med sin Concertino nr. 2 for klaver ved en af Det Unge Tonekunstnerselskabs koncerter. Hans 80 års fødselsdag blev markeret 2012 i Helsinki og København med hans Symfoni nr. 8. Mellem disse to milepæle ligger mere end 60 års uafbrudt skaben som komponist og næsten 400 værker. Per Nørgård er en af de længst virksomme og mest produktive komponister i Danmark.

De første omkring 50 år af Per Nørgårds kompositoriske udvikling lader sig inddele i faser, som nogenlunde følger årtiernes skiften. De følgende godt 10 års værker beskriver en udvikling, som stadig er i gang og uforudsigelig. Derfor vil den følgende gennemgang af Per Nørgårds musik blive inddelt i hovedafsnit, der beskriver de første fem faser og den sjette endnu åbne udvikling.

Læs om 1950’ernes musik:
Tidlige værker.

Elev af Vagn Holmboe - Jeg er overrasket...

Det nordlige sinds univers

Jeg er lidt foruroliget...

Nordiske værker

(JBR)

Noter

I Gilgamesh fungerer den hierarkiske musiks tre dimensioner som musikdramatisk karakterisering af operaens tre handlingsplaner: Et guddommeligt plan befolket af de gamle babyloniske guder, der skaber Gilgamesh, karakteriseres harmonisk af naturtonerækken og den spejlede undertonerække. Et civilisatorisk plan, hvor Gilgamesh hersker over byen Uruk, karakteriseres melodisk af uendelighedsrækken. Og et natur-plan, hvor mennesket Enkido hersker karakteriseres rytmisk.

Operaen begynder med en skabelsesberetning, der fremstilles akustisk i ouverturen ved elektronisk fremkaldte differenstoner[1], som vokser til en naturtonerække og viser os gudeverden. Guderne skaber menneskene i byen Uruk (karakteriseret af uendelighedsrækken) og naturen med vilde dyr (karakteriseret af rytmisk ukoordineret improvisation) .

Efter skabelsen begynder selve operaens handling. Den udspiller sig i en mytologisk tid inddelt i syv dage og syv nætter, der scenisk markeres ved at dirigenten (som har solens rolle) vandrer rundt om den arena, spillet foregår på.

På operaens 2. dag skaber guderne Gilgamesh som et overmenneske – to tredjedele gud, en tredjedel menneske. Han søger at finde sin identitet som menneske, og i løbet af denne proces underlægger han sig Uruks beboere og udvikler sig til en rasende tyran.

Uruks beboere lider under Gilgamesh' tyranni og beder om fred for ham. På operaens fjerde nat skaber guderne så Enkido som modstykke til Gilgamesh. Enkido lever i naturen, der musikalsk karakteriseres af en rytmisk fri, ukoordineret, improvisation. Han koordinerer naturens rytmer og fremstår som dens hersker, men hetæren forfører ham med gyldne rytmer og lokker ham med ind i civilisationen, hvor han møder Gilgamesh. De erkender hinanden som ligemænd og drager ud for at øve bedrifter sammen.

Gilgamesh og Enkido dræber dæmonen Huwawa, der hver nat truer Uruks beboere, og derefter dræber de også Himmeltyren, som guderne sender mod Gilgamesh som straf for hans overmod. Men Enkido dør, og Gilgamesh erkender gennem ligemandens død sin egen menneskelige forgængelighed. Det får ham til at søge udødelighed, og han opsøger Utnapishtim (mytens pendent til Biblens Noa) der er det eneste menneske, som guderne har skænket udødelighed.

Det er en farefuld og lang færd (hvor uendelighedsrækken bl.a. udvides fra diatonisk til kromatisk), men den fører Gilgamesh til målet, hvor Utnapishtim lover ham udødelighed, hvis han kan holde sig vågen i 7 dage og 7 nætter. Det kan Gilgamesh ikke. Han genoplever halvt i drømme operaens syv døgn som en astrologisk cyklus, hvor han til slut genskabes af guderne på et højere bevidsthedsniveau som menneskelig og mild konge over Uruk.

Med valget af en slutning, hvor hovedpersonen forsvinder ud af dramaet, før det er til ende, var Per Nørgård tro mod sit forlæg – det babyloniske Gilgamesh-epos. Dramatisk afskar det ham derimod fra en musikalsk karakterisering af Gilgamesh’ forvandling og en skildring af det harmoniske styre, han efter forvandlingen stod i spidsen for som (den måske historiske) konge af byen Uruk. Det svækkede ikke operaen i dens egenskab af et mytologisk spil. Som sådan blev den (som det første danske værk) belønnet med Nordisk Råds musikpris. Men det efterlod nogle uindfriede forventninger, som Per Nørgård tog op i de to følgende hovedværker: 3. symfoni og operaen Siddharta.

(JBR)

Noter

3. symfoni blev komponeret i årene 1972-75 som et bestillingsværk til Danmarks Radio. Bestillingen gav Per Nørgård ualmindeligt gode arbejdsmuligheder, for Radiosymfoniorkestret stillede sig til rådighed under kompositionsprocessen, så Nørgård kunne afprøve forskellige instrumentkombinationer og spilleteknikker i praksis og afgøre, hvad der var muligt og hensigtsmæssigt.

Det var medvirkende til at 3. symfoni blev et af Per Nørgårds mest nyskabende værker og en milepæl ikke alene i den hierarkiske musik, men i hele hans produktion. Med den placeredes han som en af Nordens førende symfonikere og som en af de meget få moderne komponister, der på én gang kunne vedkende sig den symfoniske tradition og være original.

Symfonien er i to satser: En ren instrumental 1. sats, der står som en indvielse i den hierarkiske musik. De tre hierarkiske dimensioner opstår for lytteren og samles i en overvældende syntese. 2. sats er både instrumental og vokal. Den begynder instrumentalt som en fordybelse i det hierarkiske systems muligheder. Derpå træder koret til tekstløst som en klanglig udvidelse af orkestret, noget senere som et selvstændigt element, der med tekster fra den middelalderlige hymne Ave Maris Stella og Rilkes sonet Singe die Gärten, mein Herz (fra Orfeus-sonetter II nr. 21) åbner for et historisk perspektiv og baner vej for en forsoning mellem tradition og fornyelse.

1. sats er i sig selv tre-delt, hvor hver del er viet en af den hierarkiske musiks tre dimensioner. Først naturtonerækken, der bygges op fra en dyb grundtone og føder kaskader af faldende melodilinjer. Derpå de gyldne rytmer, der introduceres i et melodisk drejemotiv og breder sig ud i forskellige tempi og melodiformer. Sidst høres uendelighedsrækken som et mangestemmigt væv af forskellige melodier, som alle er uendelighedsrækker med forskellige begyndelsestoner hentet fra naturtonerækken til den grundtone, der indleder afsnittet. Hver melodi har sit eget tempo, der relaterer sig til de andre melodier med ”gyldne” proportioner.

1. sats demonstrerer altså både den hierarkiske musiks tre dimensioner gennem en skabelsesakt og deres syntese gennem sammenfletningen af naturtoner, gyldne rytmer og uendelighedsrækker.

2. sats instrumentale begyndelse kan opfattes som en analyse af de muligheder, den hierarkiske musik indebærer. Straks fra begyndelsen spejles naturtonerækken i en undertonerække, der begynder højt i strygerne og breder sig nedad. Undertonerækken dominerer satsen harmonisk og giver den en mol-agtig karakter, hvor man nogle gange tror at høre genklange af den tonale musiks harmoniske funktioner.

Det melodiske stof er igen hentet fra uendelighedsrækken, men nu i nye former: I stedet for selve rækken bruger Per Nørgård forskellige udsnit af den: De såkaldte ”bølgelænger”, der opstår ved at komponisten vælger f.eks. hver 15. tone i uendelighedsrækken og sammensætter dem til melodi. Derved brydes den umiddelbare lighed med uendelighedsrækkens karakteristiske melodiske form, og komponisten får mulighed for at vælge bølgelængder, der kan associere til andre melodier eller stilarter.

På en måde er der her tale om den modsatte proces af den melodiske udvikling, som Nørgård brugte i musikken til Den unge mand skal giftes (læs mere i afsnittet Mod et nyt publikum

Det baner vej for inddragelse af et tidligere korværk, Singe die Gärten, 1974, som afsluttende del af symfonien, uden at inddragelsen føles som et stilistisk brud. Korværket vokser så at sige ud af det symfoniske stof, men virker samtidig som en åbning mod traditionelle klange og tonale funktioner. Det bliver påfaldende, hvor en solostemme citerer begyndelsen af Schuberts lied Du bist die Ruh, som blander sig de øvrige stemmer i en slags ”quodlibet” (en flerstemmig sang bestående af forskellige, i forvejen velkendte melodier).

Dermed fik 3. symfoni en meget smuk og idyllisk afrunding, der af nogle iagttagere opfattedes som en tilbagevenden til traditionel skønhedsdyrkelse. Per Nørgård bar ved til denne opfattelse gennem nogle misforståelige udtalelser i et interview 1973 i det svenske tidsskrift NUTIDA MUSIK[1]. Men udviklingen efter 3. symfoni viser, at det ikke var tilfældet. Snarere er slutningen på 3. symfoni et udtryk for, at det univers, den hierarkiske musik udspænder, omfatter den traditionelle tonalitet som et historisk betinget delområde.

2. sats af 3. symfoni er et forsøg på at indfange alle aspekter af den hierarkiske musik i et sammenhængende billede. Både det smertelige, det lave, det ophøjede og det forsonende. På denne baggrund forstår man Per Nørgårds valg af Rilkes sonet Singe die Gärten som tekstgrundlag for symfoniens slutning:

Undgå vildfarelsen, at blot ét afsavn bliver krævet
når du beslutter: at være! Da har du fundet
myg som en silketråd vej ind i vævet.

Til hvilket billed du end i dit indre er bundet
(selv et moment af pine undgår du næppe),
føl, at de gælder det hele, det herlige tæppe.[2]

(JBR)

Noter

Operaen Siddharta med undertitlen Spil for den ventede blev komponeret i årene 1974-79 til en tekst, som Ole Sarvig udarbejdede sammen med komponisten. Den var led i et samarbejde mellem de nordiske operaer og blev uropført i Stockholm. Efter Ole Sarvigs død reviderede Per Nørgård værket i 1984 og tilføjede et afsnit for hovedpersonen Siddharta i 3. akt til en tekst, han selv forfattede med brug af citater fra den schweiziske skizofrene kunstner Wölfli – hovedpersonen i Nørgårds opera Det guddommelige Tivoli, 1982. Denne reviderede udgave (der ligger til grund for indspilningen på DACAPO) blev opført koncertant af Danmarks Radio og senere sat op på Det Kgl. Teater i København.

Ligesom Siddharta gennem revisionen peger frem mod Per Nørgårds Wölfli-opera og 1980’ernes produktion, således går der også tråde fra Siddharta tilbage mod den tidligere opera Gilhamesh, 1972-73. Begge operaer har en mytologisk, halvt guddommelig, skikkelse som hoved- og titelperson: Gilgamesh grundlagde som tidligere omtalt bystaten Uruk; Siddharta blev religionsstifteren Buddha, da han forlod det slot, hvor han voksede op som prins og tronarving, og viede sit liv til åndelig fordybelse. I begge tilfælde skildrer operaerne den begivenhed, der motiverer hovedpersonerne – nemlig konfrontationen med døden som et alment menneskeligt vilkår. Ærindet er ikke den sumeriske civilisation eller den buddhistiske religion, men derimod den bevidsthedsmæssige udvikling og den erkendelse, der er forudsætningerne for dem. Deri ligger operaernes kulturkritiske perspektiv.

Per Nørgård skrev Siddharta for det store, traditionelle operateater med orkester, kor, ballet og scenemaskineri. Det præger operaens opbygning i tre akter, der hver skildrer en fase af Siddhartas liv. Første akt foregår i en mytologisk makrotid og skildrer tidsrummet fra undfangelsen til hans moders død kort tid efter fødslen. Central er her spådommen om, at han skal blive en stor fyrste – enten i den verdslige verden eller i den åndelige. Spådommen foranlediger hans fyrste-far til at iscenesætte sit slot som en skinvirkelighed, hvor hvert spor af lidelse, sygdom og død gemmes væk under gulvet, så prinsen kan vokse op omgivet af skønhed og sundhed uden kendskab til livets mørke sider.

Anden akt foregår i realistisk tid og skildrer overgangen fra barndom til voksenalder, hvor Siddharta i slottets lysthave vinder den smukkeste prinsesse til hustru gennem konkurrencer og lege.

Tredje akt foregår i en mikrotid, som forstørrer det moment, hvor Siddharta konfronteres med sygdom og død og gennemskuer det bedrag, han har været udsat for. Han overvældes af lidelsen og forlader den verdslige verden.

De tre akter viser tre forskellige aspekter af den hierarkiske musik. Først det hierarkiske systems mangfoldighed, der strækker sig fra børnesange og enfoldige glædesudbrud til sanselighed og psykologisk skildring af de modstridende følelser, som fyrstens planer om at ”skåne” sønnen vækker.

I anden akt manipulerer Per Nørgård det hierarkiske system, så musikken skildrer slottets skinvirkelighed som på én gang overvældende og utroværdig. Som tilhører fornemmer man hvordan musikken kammer over, men samtidig godtager man, at Siddharta intet fatter og fanges ind af den pragt og skønhed, der omgiver ham.

I tredje akt gennembrydes det hierarkiske system. Det behersker musikken uantastet op til det punkt, hvor Siddharta konfronteres med døden. Så overskrides det i en stor, ekspressiv arie, hvor Siddharta forstår at: ”Døden rammer alle menn’sker, ja: også mig selv måske!” Arien blev komponeret som et selvstændigt indlæg i operaen med titlen Formørkelse. Op til uropførelsen i Stockholm 1983 følte Nørgård allerede under prøverne, at der manglede et musikdramatisk udtryk for Siddhartas sindstilstand. Arien er såvel kompositionsteknisk som tekstligt præget af Nørgårds beskæftigelse med Adolf Wölfli, der begyndte i efteråret 1979 kort efter færdiggørelsen af Siddharta. Efter arien vender den hierarkiske musik tilbage, men hørt på baggrund af den foregående ekspressive arie nu som et fremmed, fortidigt sprog Siddharta bruger, hvor han tager afsked med den verden, der ikke forstår ham.

Operaen Siddharta er både kulminationen af og slutningen på den hierarkiske musik. Skildringen af den lukkede verden, som omgiver Siddharta, strækker systemet til dets yderste muligheder, hvor det bliver utroværdigt. Afsløringen af den livsløgn Siddharta er vokset op i, har stilbruddet som sin kunstneriske og psykologiske konsekvens. Som det nordlige sinds univers blev det i 1950’erne, bliver det hierarkiske univers ved udgangen af 1970’erne for snævert for Per Nørgård.

(JBR)

Adolf Wölfli (1864-1930) tilbragte hovedparten af sit voksne liv som patient på et psykiatrisk hospital, hvor han blev indlagt efter flere voldtægtsforsøg, hvis ofre stadig blev yngre og yngre. Nutidig psykiatri ville sikkert forstå Wölflis adfærd som konsekvens af en forhutlet og voldelig opvækst og kunne måske have hjulpet ham. Men i 1895, da han 31 år gammel blev indespærret i et ”asyl” uden for Bern, måtte han selv kæmpe mod de syner og stemmer, som plagede ham. Det gjorde han ved at skabe kunstværker – tekster, billeder og musik – der gav ham magt over sindet.

Wie ein Kind

Per Nørgård stiftede bekendtskab med Wölflis kunst på en udstilling med ”outsider kunstnere” i efteråret 1979. Og det er outsideren Wölfli, han første gang skildrer musikalsk i korværket Wie ein Kind, 1980. Korværket består af tre satser, hvoraf ydersatserne er helliget Wölfli, mens midtersatsen er en udsættelse af Rilkes Frühlingslied.

1. sats er en vuggesang med en fonetisk tekst, der afbrydes af stadig mere voldsomt råb ”udefra”.

2. sats er et portræt af det trygge barns ubekymrede leg, båret af vuggende uendelighedsrytmer. Tilsyneladende en skarp kontrast til 1. sats og måske et billede på Wölflis drøm om evig idyl. Men lægger man mærke til de dynamiske nuancer, hører man, at idyllen ikke står uantastet: Nogle gange bryder stemmer af koret ud i kraftige toner, som spolerer det fredfyldte helhedsindtryk.

I 3. sats (Trauermarsch mit einem Unglücksfall) viderefører tekst og musik fra 1. sats, men nu som et realistisk billede af outsideren. Han stammer, kommer ud af trit med de andre og ødelægger musikken. Den trussel ,der i 1. sats kom udefra, kommer her indefra som noget, der har rod i selve den musikalske institution, koret.

Wie ein Kind er med sine realistiske indslag et voldsomt værk og kan – især hvis sidste sats synges alene – kamme over og virke hjerteløst. Men hørt i sammenhæng er de tre satser et stærkt kunstnerisk udsagn om modsætningerne og deres sammenhæng – både i den objektive virkelighed og den subjektive psyke.

4. symfoni

Adolf Wölfli udmalede disse modsætninger i en stor ufuldendt ”Musikbüchlein” med titlen Indischer Roosengaarten und Chineesischer Hexen-See [stavet med Wölflis forkærlighed for vokalfordoblinger]. Per Nørgårds 4. symfoni er en tribut til dette skrift og dets forfatter – som et ”broderligt håndslag til en kollega med tak for ideen”.

Symfonien består af to satser, der spilles uden ophold. 1. sats tager udgangspunkt i den indiske rosenhave, hvor idyllen kammer over og bliver truende. Satsen er todelt med en kort coda, der genoptager motiver fra begyndelsen. Nørgård bygger første del på sin egen melodi til Wölflis tekst Abendlied, hvor ordene ”Traulichem, Alleine sein” synges på et nedadgående motiv, der i symfonien udvikles til et lavineagtigt styrt. Anden del bearbejder et motiv lånt fra en afrikansk fugl. Det klinger smukt og poetisk i soloviolinen, men flyttet ned i de dybe blæsere bliver det grotesk og voldsomt.

2. sats skildrer den kinesiske heksesø med martialske rytmer og vrængende blæserfanfarer isprængt sort humor, hvor Nørgård udstiller hulheden i Mantovanis Fascination, eller valseagtigt citerer sin egen melodi til en Wölfli-tekst om overmod og en ko, der skubber til Gud. Men også med et glimt af håb, hvor soloviolinen afslutter symfonien med den afrikanske fugls idylliske motiv fra 1. sats.

4. symfoni afskiller sig afgørende fra sine tre forgængere. Idealet er ikke længere den symfoniske samklang, der forsoner kontrasterne. I stedet er det, som om Per Nørgård tolker Wölflis modsætninger ind i det moderne europæiske livsvilkår, hvor velfærdsstatens forsøg på at minimere risiko og skabe tryghed modsiges af de farer, som globaliseringen medfører med klimaforandringer, atomkatastrofer, kriser, krige. Modsætningerne skurrer nu, hudløst og åbent, mod hinanden som ready mades over for elementer af tidligere kompositionsteknikker. En ny modernitet – Det Andet Moderne – klinger gennem Per Nørgårds 4. symfoni.

Det guddommelige Tivoli

Med operaen Det guddommelige Tivoli bevæger Per Nørgård sig endnu et skridt længere ind i forståelsen af og identifikationen med Adolf Wölfli. Efter outsideren og den visionære fantast gælder det nu mennesket og kunstneren Wölfli. Per Nørgård skildrer i operaen Wölflis liv på to planer, som er vævet ind i hinanden og ofte foregår samtidigt: Dels et realistisk plan, der bygger på biografisk materiale og beretter om Wölflis forgæves forsøg på at tiltvinge sig kærlighed, og hans indespærring som sindssyg, hvor han lærer sig at betvinge sine tvangstanker. Dels hans selvbiografiske optegnelser om sine oplevelser som elsket barn med kælenavnet Doufi og andre identiteter som Orfeus, Neger, St. Adolf, St. Adolf II. eller Kong Alfons XII. af Spanien. Tilsvarende er genstanden for hans bestræbelser, kvinden som erotisk objekt, nærværende i mange forskellige skikkelser fra barnekæreste til gudinde og Gudsmoder.

Per Nørgård har selv skrevet librettoen (på grundlag af skrifter af og om Wölfli), og han gør intet forsøg på at diagnosticere Wölflis sygdom eller på anden måde at skabe mening i galskaben. Tværtimod accepterer operaen Wölflis grundlæggende forestilling om forskellige identiteter, der kan interagere og berette om eller kommentere hinanden[1].

Resultatet er et maskespil, hvor man som tilskuer bliver i tvivl om, hvem der forestiller hvem, og hvor virkeligheden gemmer sig i fantasierne. Forvirringen gentager dermed Siddhartas situation i 3. akt af Siddharta, hvor også han kommer i tvivl om, hvad der er skin eller virkelighed. Og konsekvensen er den samme: Idyllen afløses af katastrofe: Doufi læner sig ud over brystværnet omkring Paradis Have og styrter ned på jorden; en luftballon styrter også ned; jernbanebroen falder sammen under tog med tusinder af passagerer; Wölfli danser med sin kæreste som spænder ben for ham…

Set under denne synsvinkel er Det guddommelige Tivoli en udvidelse af det peripetiens øjeblik i Siddharta, hvor verden styrter sammen, og man erkender, at man ikke (bare) er den, man troede at være, men flere forskellige identiteter, der forholder sig til forskellige ”virkeligheder”. Musikalsk udtrykker Per Nørgård det med rytmen som det bærende element. Rytmen, der gennem tempo- og betoningsskift kan skifte karakter. Det er karakteristisk, at Det guddommelige Tivoli som en slags ouverture har 4. sats af slagtøjsværket I Ching, og at 1. sats af samme værk indgår i operaen. Til rytmen føjer sig en melodisk signatur: Styrtet[2] fra diskantens lys til bassens mørke.

Wölfli giver stemme til den stumme Siddharta, der forlader sit arverige uden at kunne udtrykke, hvad der bevæger ham. Dermed bliver Det guddommelige Tivoli til det point-of-no-return, hvor Per Nørgård identificerer sig med det radikalt splittede individ i Det Andet Moderne og forlader tidligere års overbevisning om, at musikken mission er at (hjælpe med at) hele splittelsen.

(JBR)

Noter

Efter beskæftigelsen med Wölfli blev individualisering et gennemgående træk i Per Nørgårds musik fra 1980’erne. Det kan opfattes som en konsekvens af den tidligere påpegede udvikling i Wölfli-værkerne fra outsider over fantast til kunstner og individ. Og det bliver tydeligt i det store klaverværk Nine Friends, 1984, der i en kombineret suite- og variationsform portrætterer ni af Per Nørgårds venner – kun identificerede ved fornavne hvoraf nogle få som Herman [D. Koppel] eller Dinna [Bjørn] er let genkendelige i de to sidste satser.

Nine Friends er både ni musikalske portrætter og ét klaverværk. Nørgård binder portrætterne sammen med to variationstemaer, hvoraf det første er en danseagtig melodi, der stammer fra vokalværket Slå dørene op, 1981, til tekster af Inger Christensen. Det varieres i 1., 3., 7. og 9. sats. Det andet tema er en flerlaget faldende bevægelse, der associerer til silende vand og går igen i en række værker fra disse år: bl.a. orkesterværkerne Burn, 1984, og Prelude to Breaking, 1986, og måske også i 2. sats af violinkoncerten Helle Nacht, 1987. Det varieres her i suitens 2. og 8. sats. De to variationstemaer giver Nine Friends en symmetrisk ramme, hvor 1. sats modsvares tematisk af 9. sats og 2. sats af 8. sats[1].

Individualiseringen bliver mindre konkret, men mere radikal i de følgende værker: Guitarsuiten Spar konge, dame og es, 1985, der med årene får følgeskab af endnu tre suiter viet kortspillets andre kulører, og ikke mindst i de tre koncerter for cello, bratsch og violin, der sammen med 5. symfoni er hovedværkerne fra 1980’ernes sidste halvdel.

Her konfronterer Nørgård sig med et problem, der udgør bagsiden af individualiseringen: Nemlig den frigørelse fra traditioner og fælles normer, som følger med dyrkelsen af individet. Når individet ikke (mere) er bundet af fællesskabets værdier, er det tvunget til selv at vælge, hvad det vil. Med Sartre er individet ”fordømt til frihed”.[2]

I det ”Andet moderne” frisættes individet ikke alene fra det før-moderne samfunds ofte standsbetingede normer, men nu også fra det moderne industrisamfunds klasse- og kønsrolle-betingede. Individet skal vælge sit liv frit, men på arbejdsmarkedets og velfærdssamfundets præmisser. ”Forkerte” valg, der fører til arbejdsløshed eller familier, der ikke kan få jobs, børn og hverdag til at hænge sammen, tilskrives ”manglende ressourcer” og bliver de ramtes private problem. Det gør individualiseringen risikofyldt, og det kræver nye måder at leve sammen med andre på.

Heri ligger den eksistentielle dagsorden for Per Nørgårds musik i sidste halvdel af 1980’erne. Og den forudsætter en kompositionsteknik, der er lødig og konsistent, som tilfældet var med den hierarkiske musik og uendelighedsrækken. Men samtidig er åben og levner plads til det grænseoverskridende udtryk for himmelsk jubel og dødelig angst – hvad erfaringerne med Wölfli havde overbevist Nørgård om, at den hierarkiske musik ikke gjorde. Denne kompositionsteknik – almindeligvis kaldet ”tonesøerne” – udviklede Per Nørgård mellem 1985 og 1990.

Første skridt mod realiseringen af denne teknik er cellokoncerten Between, 1985. Her er forholdet mellem individet (solisten) og kollektivet (orkestret) i centrum. Det er konfliktpræget i 1. sats med titlen In Between, hvor solisten er fanget mellem sine individuelle følelser og påvirkningerne fra det omgivende kollektiv. I 2. sats (Turning Point) lytter solisten først til kollektivet og udtrykker derefter sine egne følelser med en vægt, som får kollektivet til at lytte. Endelig i 3. sats (Among) opnås der en forsoning eller sameksistens mellem de to parter hvor solist og kollektiv agerer på lige fod, men med gensidig anerkendelse af hinandens forudsætninger.

Bratschkoncerten Remembering Child er skrevet til minde om en amerikansk teenager, Samantha Smith, der i begyndelsen af 1980’erne blev verdenskendt som fredsaktivist og som 10-årig skrev til både den sovjetrussiske partileder Andropov og til præsident Reagan om at stoppe atomkapløbet. Samantha omkom ved en flyulykke i august 1985. Per Nørgård skrev koncerten efter meddelelsen om hendes død og tog udgangspunkt i en melodi komponeret 1960 til Thøger Larsens digt Strandvalmuen, der for ham symboliserede Samanthas barnligt uskyldige, men også modige og kloge kamp mod oprustning og krig. Melodien gennemsyrer 1. sats og får i 2. sats følgeskab af den gregorianske hymne Te lucis ante terminum[3] der indleder satsen. Temaerne bearbejdes til komplekse og kontrastfyldte billeder på den politiske virkelighed, som var den kolde krigs verden. Her er ikke tale om en ”tonesø-teknik”, men på et konkret grundlag om et enkelt udtryk der uddybes og differentieres.

Det afgørende skridt mod tonesøerne kom med violinkoncerten Helle Nacht, 1987. Titlen – tysk for ”Lys nat” – refererer til et digt af Halfdan Rasmussen med linjerne: ”Dag gik på hæld – den lyse kvæld var mild og dyb”, som Per Nørgård komponerede 1952. Koncerten er i fire satser og kan formalt minde om den klassiske symfoni med dynamiske og kontrastrige ydersatser, der omrammer en adagio og en arioso.[4]

I 1. sats tager Per Nørgård udgangspunkt i fortidens drømme om det nordlige univers og den lyse, nordiske sommernat. Melodien til de ovenfor citerede verslinjer høres som tema i soloviolinen og vandrer over i orkestret. Derpå bringer violinen endnu en ”nordlig” melodi – et scherzoagtigt tema fra Nørgårds klaversonate nr. 2 fra 1957 – som en rytmisk og stemningsmæssig kontrast til det første tema. Sammen kan de to temaer minde om hoved- og sidetema i en klassisk sonateform. Men sådan bruges de ikke i satsen. Nørgård holder fast ved de to stemninger, men ikke ved temaernes identitet. De udvides, forandres og leder over til et nyt tema (af Nørgård kaldet Den vilde brud) der viser sig at være satsens centrale (måske ”hoved-”) tema. Sammen med elementer af det tidligere stof udvikles Den vilde brud i et samlet dynamisk forløb, der munder ud i violinens store solokadence.

De to midtersatser er begge lyriske og melodiøse, og kompletterer hinanden satsteknisk: Adagiosatsen er en passacaglia over et tema, der i sig selv er en sammenfletning af to faldende melodier og nogle harmonitoner. Passacagliatemaet høres fem gange, hvor skiftende melodiske aspekter fremhæves af instrumentationen, og afbrydes nogle gange undervejs af solokadencer. Hovedindtrykket af satsen er den faldende bevægelse, der kan minde om 2. sats af klaverværket Nine Friends eller orkesterværker som Burn og Prelude to Breaking.

Tredje sats bæres af en lang melodisk linje i soloviolinen, som fletter tre melodier sammen til én: Den gregorianske Te lucis ante terminum (der også blev brugt i 2. sats af bratschkoncerten Remembering Child) kombineres med melodierne til En yndig og frydefuld sommertid og Loch Lomond . Orkestrets strygere forlænger nogle af meloditonerne, så de virker som en art slør, mens soloblæserne fordobler de meloditoner, der stammer fra Te lucis og Loch Lomond og fremhæver disse to melodier. Men perspektivet kan også vendes om, så det er solviolinen, der kombinerer melodier fra orkestrets instrumenter til en sammenhængende arioso. Her er det op til lytteren at afgøre, hvem der fører, og hvem der følger.

Fjerde sats er den teoretisk mest interessante, for her bruger Per Nørgård en tidlig version af tonesø-teknikken. Baggrunden herfor er både metafysiske og musikteoretiske overvejelser, som bunder i komponistens livssyn og en kompositionstekniske videreførelse af Tintinnabuly  strygekvartetten (se Litteratur, Per Nørgård 1987/88 og Svend Hvidtfelt-Nielsen 1995). Men det er næppe muligt og heller ikke nødvendigt auditivt at genkende disse overvejelser i musikken. Dels ville det kræve en fuldstændig klar og afbalanceret gengivelse. Dels føler Per Nørgård sig ikke forpligtet af sit serielle system. Han bryder sine systemer – ændrer fortegn og toner m.v. – når han fornemmer, at de fører ham på afveje i forhold til hans overordnede kunstneriske mål.

”Hier irrt sich Goethe!” kunne man mene med den tyske kritiker. Men det forholder sig tværtom. Per Nørgård lærte i 1960’erne, at han er musiker først og serialist så. For ham er det musikalske stof og dets indbyggede logik som udtrykt i serier eller systemer en udfordring for den kunstneriske intuition. Ingen facitliste.

Hørt på disse præmisser kan fjerde sats af Helle Nacht opfattes som en rejse, der fører fra støj og lyd til toner og musik. Efter den indledende solokadence overraskes man af en eksplosiv støjlyd, der snart forvandles til glidende bevægelser som igen bliver til toneranker. Det er, som om man lytter gennem en tidslup, der udtrækker forløbende, så man får tid til at høre flere og flere detaljer. Detaljeringen fortsætter, til man er et par minutter henne i satsen, hvor der bliver rum til fordybelse i stoffets forskellige lag, som lytteren kan zoome ind på. ”Nyt” stof kommer til i form af Den vilde brud temaet fra 1. sats, og der åbnes for en afrunding af hele violinkoncerten, som solisten gennemfører i den afsluttende kadence.

Ekskurs om Per Nørgårds tonesøer

Udgangspunktet for tonesøerne er en tonerække med ganske særlige egenskaber: Den består af fire tre tone-grupper, hvis toner er i indbyrdes kvintafstand. Hørt enkeltvis repræsenterer de fire varianter af et og samme motiv. Hørt samlet udgør de en 12-tonerække flettet sammen af to seks-tonige kvintstabler i indbyrdes tritonus-afstand. Rækkens struktur og opbygning giver den en særlig signifikans i relation til det metafysiske univers, som udgør et vigtigt element i Per Nørgårds livsanskuelse, og hvor astrologiske symboler og deres tolkning spiller en betydeligt rolle.[5]

For Per Nørgård bliver denne række (kaldet ”de tolv”) en grundstruktur eller et skelet, der kan udfyldes. I intervallerne mellem de tolv toner bruger Per Nørgård uendelighedsrækkens udvidelsesteknik til at skabe to nye toner, der forbinder de oprindelige tolv og udvider hele rækken til at omfatte 36 toner – de 12 oprindelige og 24 nye, der parvist kiler sig ind i ”mellemrummene” mellem de 12 gamle.  Analogt kan tonesøen med 36 toner igen udvides til at omfatte 108 toner, og denne række igen til at omfatte 324 toner…[6]

Resultatet er en udvidelse af tonematerialet, der ikke – som uendelighedsrækken – medfører gentagelser af grundstrukturen på højere niveauer, men som åbner nye motiver og temaer, der ligger gemt inde mellem grundstrukturens toner. En fordybelse i stoffet, som på den ene side er forankret i et originalt konstruktivistisk princip, på den anden side skaber frirum for et individuelt musikalsk udtryk.

(JBR)

Noter

Bach to the Future, 1996-97, revideret 2010 er en koncertversion for to slagtøjsspillere og sinfonietta af slagtøjsværket Det veltempererede slagtøj fra 1994-95. Udgangspunktet er J. S. Bachs Det veltempererede klaver bd. 1, der i mere end 200 år har haft ry som ”musikkens Gamle Testamente”. Per Nørgård har valgt præludierne i C-dur, Fis-dur og d-mol som forlæg for koncertens tre satser.

Det er et vovestykke at binde an med Bachs måske bedst kendte værk, og vovestykket bliver ikke mindre af at begynde med C-dur præludiet som allerede Charles Gounod har brugt til en romantisk ørehænger Ave Maria, der næsten er vokset sammen med Bachs præludium. Nørgård frigør sig i løbet af første sats fra Gounods melodi og skaber med skiftende tempi og betoninger sin egen fantasi over Bachs præludium, der forvandles fra en tonal kadence i akkordbrydninger til en trestemmig invention i Bachs ånd med det gyldne snits proportioner som ledetråd.

Uendelighedsrækken kombineres rytmisk med Bachs harmonier i 2. sats, hvor Fis-dur præludiet ligger til grund. Og i 3. sats fremdrager Per Nørgård de hierarkiske lag, som ligger gemt i rytmerne i Bachs d-mol præludium, og som fascinerede ham allerede i 1960’erne, før han selv komponerede hierarkisk musik.

Kvartettens tre satser har hver sin karakteristiske stemning: Første sats er abrupt og ekspressiv, præget af melodiske bevægelser med faldende sekunder og stigende septimer eller noner, rytmisk markante akkordblokke og de karakteristiske udbrud, som f.eks. præger begyndelsen af 5. symfoni. Satsen er udformet på serielt grundlag med udgangspunkt i en tonesø lige som 5. symfonis første del.

Anden sats er på én gang kontrast til og overgang mellem ydersatserne. Den forarbejder det samme melodiske materiale som første sats med sekunder, septimer og noner som dominerende intervaller. Men den gør det i en intim, indadvendt stemning. To gange afbrydes forløbet rondomæssigt af episoder, hvoraf den første griber tilbage til motiver fra første sats, mens 2. episode varsler tredje sats’ hurtige tempo og nervøse rytmik. Sammenhængen mellem satserne understreges af, at tredje sats begynder med en overledning fra anden sats med betegnelsen Lento (intensely listening), der efter ni takter afbrydes af satsens hoveddel Allegro brutale.

Tredje sats virker som en parodi på første sats. Det ekspressive overdrives, hvilket kommer til udtryk i karakterbetegnelser som den nævnte Allegro brutale og et Moderato ma quasi giovale e pomposo estremo. Umiddelbart efter kommer satsens afslutning, der angiveligt fører ”ind i kilden”. Den er et accelerando, der udfoldes polyrytmisk over et ostinato bestående af en vippende lille terts, der nogle gange melodiseres og optager andre intervaller, men som bevarer sin identitet stort set satsen ud – 84 takter eller 3 minutter. Over dette ostinato, som typisk udføres af bratsch og cello, spiller violinerne melodiske eller rytmiske figurer, som giver reminiscenser af de tidligere hørte motiver.

Et ostinato på to toner over 84 takter vækker uundgåeligt associationer til et nærmest ikonisk ostinato i dansk musikhistorie: Det ostinato, der indleder Carl Nielsens 5. symfoni og varer over 160 takter – dobbelt så meget som Per Nørgårds. Og hvad mere er: Carl Nielsens ostinato består af den samme vippende lille terts som Per Nørgårds. To toner, der nogle gange melodiseres og optager andre intervaller, men som bevarer deres identitet. Carl Nielsens terts-ostinato skifter også tempo, men hvor Nørgårds ostinato driver et accelerando, dér taber Nielsens tertser pusten og forvandler sig fra flydende 16-dele til tunge fjerdedele i basser og pauker.

Når denne lighed mellem de to ostinati i Nielsens 5. symfoni og Nørgårds 9. strygekvartet fremhæves her, så et det ikke for at postulere et citat fra Per Nørgårds side. Men der er tale om en lighed, som komponisten er sig bevidst.[1] Mindelsen om Carl Nielsens 5. symfoni er en kærlig hilsen til Per Nørgårds store forgænger i dansk musik. Den kommer på det sted, hvor komponisten begynder ”den endelige indtrængen … IND I KILDEN”[2]. Og den refererer til det værk, der fremfor noget i Carl Nielsens produktion markerer hans position som den banebrydende modernist i dansk musikhistorie.

(JBR)

Noter

Værker forkortet efter Ivan Hansen og Per Nørgård: Værkliste online

0                    Techni-sange f. st. og /pno., 1943-48.

1                    Sonate f. pno., 1949.

2                    Gloria in excelsis Deo f. 2 st. og pno., 1949.

3                    Toccata f. pno., 1949.

4                    Koncert f. solo pno., 1949.

5                    Miniaturekoncert f. pno., 1949.

6                    Ouverture f. pno., 1949.

7                    Concertino f. pno,, 1949-50.

8                    Sonate f. pno., 1949-50.

9                    Suite f. vlc. og pno., 1950.

10                  Præludium og toccata f. pno., 1950.

11                  Spillesuite f. pno., 1950.

12                  Concertino nr. 2 f. pno, 1950.

13                  Sonatine capricciosa f. pno., 1950.

14                  Preludio og adagio f. str.ork., 1950-51.

15                  Strygekvartet, 1951.

16                  Sonate f. vlc. og pno., 1950-51.

17                  Partita sevèra f. pno., 1951.

18                  Sonate nr. 1 f. vlc. solo, 1951 r. 53.

19                  Sonate f. vl. og pno., 1951-52.

20                  2 sange f. bl. kor, tekst: Halfdan Rasmussen, 1952, nr. 2, r. 1992.

21                  Quartetto breve f. strygekvartet, 1952.

22                  Efterår f. sop. og pno., 1952.

23                  Bestyrt mig, musik f. ten. og pno., tekst: R.M.Rilke, 1952.

24                  Introduktion og toccata f. harmonika, 1952, r. 1964.

25                  Rapsodi f. pno. og ork., 1952.

26                  Solen så jeg f. sop. el. mez.sop. og instr., tekst: Jess Ørnsbo, 1953, r. 2010.

27                  Kvintet (opus 1, Hommage à Marc Chagall) f. fl., vl., vla., vlc. og pno.,
                      1952-53.

28                  Capriccio f. pno., 1953.

29                  Metamorfosi (opus 4) f. str.ork., 1953.

30                  Suite (opus 5) f. fl. og pno., 1953, r. 62 og 75.

31                  Sonate (opus 6) f. pno., 1953, r. 56.

32                  Trifoglio (opus 7) f. pno., 1954, r. 56.

33                  Solo intimo (opus 8) f. vlc., 1953-54.

34                  Preludio espansivo e rondo (opus 9) f. pno., 1954.

35                  Aftonland (opus 10) f. bl. kor, 1954, vers. f. sop. og org. 1954, r. 2006.

36                  Diptychon (opus 11) f. vl. og pno., 1955.

37                  5 orgelkoraler (opus 12), 1955.

38                  Symfoni nr. 1 ”Sinfonia Austera” (opus 13), 1953-55, r. 56.

39                  9 danske sange (opus 14)  f. st. og pno., 1955-58.

40                  Det Aabne, 3 sange (opus 2) f. sop. el. ten. og pno., 1952-55.

41                  Scherzino f. vl. og pno., 1955.

42                  Trio (opus 15) f. kl., vlc. og pno., 1955.

43                  To recitativer (opus 16) f. alt m. obligal vlc., 1955-56.

44                  Koncert f. pno og ork. (ufuldendt), 1955-58.

45                  Sånger från ”Aftonland” (opus 17) f. alt og instr.,
                      tekst: Pär Lagerkvist, 1956.

46                  Preludio festivo f. org., 1956.

47                  Triptychon (opus 18) f. bl. kor og org., 1957-60.

48                  To pastoraler (opus 19) f. ten., kor og kammerork. el. pno.,
                      tekst: Th. Larsen, 1957.

49                  Sonate nr. 2 (opus 20) f. pno., 1957.

50                  Intermezzo, skuespilmusik (Jean Giraudoux), 1958.

51                  Konstellationer (opus 22) f. 12 solostr. el. str.grupper, 1958.

52                  Partita concertante (opus 23) f. org., 1958.

53                  Strygekvartet nr. 2 “Quartetto Brioso” (opus 21), 1953 r. 1958.

54                  En ammehistorie f. kor og skoleinstr. el. st. og gui.,
                      tekst: Else Werner, 1959.

55                  Tivoli f. lige st. og skoleinstr., tekst: Bent Nørgård, 1959.

56                  Lyse danse (opus 24) divertimento f. lille ork., 1959.

57                  Bro Drille f. 3-hd, pno., 1959.

58                  Skitser (opus 25a) f. pno., 1959.

59                  9 studier (opus 25b) f. pno., 1959.

60                  4 sange f. mandskor, heraf tre f. bl. kor., 1959-60 r. 1992.

61                  Strygekvartet nr. 3 (opus 26) ”Tre miniaturer”, 1959.

62                  Sinfonia profana ”Quodlibet” f. kl. og mandskor, 1959.

63                  Trompetmusik I-II, 1960.

64                  Af ”Tue Bentsøns viser” (opus 27) f. bar. og pno., 1960.

65                  Det skete i de dage, børneorat. f. soli,. kor og skoleork.,
                      tekst: Bent Nørgård, 1960.

66                  Fuglen Hr. Jon f. bl. kor (tekst: dansk folkevise), 1961.

67                  Fire fragmenter f. pno., 1959-61.

68                  Landskabs-billede f. forsk. besætninger,
                      tekst: Torkild Bjørnvig, 1961 m. senere rev.

69                  Improvisa f. kl., vlc. og pno.,1961.

70                  Fragment V f. vl. og pno., 1961.

71                  Morgenmusik I, skolemusik, tekst: Nis Petersen, 1961.

72                  Morgenmusik II, skolemusik,
                      tekster: U. Harder, O. Abildgaard, Th. Larsen, 1961.

73                  Fragment VI f. ork., 1959-61, r. 62.

74                  Nocturner – fragment VII f. sop. og instr.. el. pno.,
                      tekst: kinesiske digte, 1961-62.

75                  Dommen, scenisk oratorium f. soli, kor, ork. og bånd,
                      tekst: Bent Nørgård, 1962 r. 65.

76                  Titanic f. bl. kor, tekst: Thorkild Bjørnvig, 1962.

77                  Jorgos f. 13 optrædende og bånd, 1962.

78                  Megamord f. kor, el-gui. og slagbas,
                      tekst: Ivan Malinovsky, 1963.

79                  Pastorale, hørespilmusik (Frank Jæger), 1963.

80                  Det er ikke til at bære (til sangspil af Erik Knudsen) f. instr., 1963.

81                  Tre kærlighedssange f. alt og ork.,
                      tekster: Rimbaud, Rilke, 1963-65 m. senere rev.

82                  Oslo, filmmusik (Jørgen Roos), 1963.

83                  Blomsterduft, skuespilmusik (James Saunders), 1963.

84                  Labyrinten, opera, tekst: Bent Nørgård, 1963.

85                  Rondo for seks f. perc., 1964.

86                  Prisme f. tre solost. og instr., tekst: Jørgen Sonne, 1964.

87                  Den unge mand skal giftes, balletmusik (Flemming Flindt) f. ork.,
                      1964-65.

88                  Babel, scenespil for soli, kor, instr. m.m., 1965 r. 68.

89                  Töne von Hernst, kollektivkomp. (m. Svend Nielsen, Erik Norby og Fuzzy),
                      1966.

90                  Såret, hørespilmusik, 1966, koncertversion 1969.

91                  Le bal somnambule f. mundharmonika, harmonika og el-bas, 1966.

92                  Komposition f. orkester f. amatørsymfoniork., 1966.

93                  Stumspil til TV-pantomime (efter Beckett) f. instr., 1966.

94                  Den røde kappe, filmmusik (Gabriel Axel), 1966

95                  Jeg ved, hvor en lind hun står f. 3 lige st. el. bl. kor,
                      tekst: Frank Jæger, 1966, r 92.

96                  Anatomisk safari f. harmonika, 1967.

97                  Iris f. ork., 1966-67 r. 68.

98                  Brev til præsidenten f. 5 talest. og instr., 1967.

99                  Suite for Martin, filmmusik (Lars Brydesen/Claus Ørsted), 1967.

100               Tango Chikane, balletmusik efter Jakob Gade (Flemming Flindt),
                     1967 m. senere rev.

101               Luna – 4 faser f. ork., 1967.

102               L’amour la poésie, 5 (3) sange f. alt, (bar.) m. instr.,
                     tekst: Paul Éluard, 1967 r.79.

103               Du skal plante et træ f. bl. kor o.a. besætn., tekst: Piet Hein, 1967.

104               Den fortryllede skov f. bånd, 1968.

105               Grooving f. pno., 1967-68 r. 2009.

106               Doing f. brass band, 1968.

107               Århus’ tapre skrædder f. ork. og pigegarde ad lib., 1968.

108               Ceremonial Music f. blæsere, 1968 r. 71.

109               Recall, concert f. harmonika og ork., 1968.

110               Kreds f. bl. kor, 1968.

111               Rejse ind i den gyldne skærm f. kammerork., 1968.

112               Det store bælt, filmmusik (Lars Brydesen/Claus Ørsted), 1968.

113               Bork Havn, filmmusik (Lars Brydesen/Claus Ørsted), 1968.

114               Tune In, musik til skolekoncerter f. instr. og publikum, 1968.

115               Kejsertrio f. kl., vl. og pno., 1968.

116               Manden der tænkte ting, filmmusik (Jens Ravn og Hakon Sangerup), 1969.

117               Rejser f. pno., 1969.

118               Waves f. slagtøj, 1969.

119               Musaic f. blæsere og elektronik, 1969.

120               Strygekvartet nr. 4 ”Quartet in Three Spheres”, 1969.

121               Nattergalen, music til tv-dukkespil (Jørgen Vestergaard efter H.C.Andersen),
                     1969.

122               Strygekvartet nr. 5 ”Inscape”, 1969.

123               Symfoni nr. 2 f. ork., 1970 r. 71.

124               ”Time Is a River without Banks” f. vl., spejl og elektronik, 1970.

125               Snedronningen, music til tv-dukkespil (Jørgen Vestergaard), 1970.

126               Modlys f. blæsere, pno. og slagtøj, 1970.

127               Hvirvelvinden (Whirls’ World) f. blæserkvintet, 1970.

128               Sub Rosa f. mezzosop., ten. og gui. tekst: Rückert, 1970.

129               Arcana f. harmonika, el-gui. og slagtøj, 1970.

130               Kalendermusik, elektronisk pausemusik til tv, 1970 r. 90-91.

131               ”Wenn die Rose sich selbst schmückt…” f. st. og instr., 1971.

132               Canon f. orgel, 1971.

133               Gilgamesh, opera, tekst: komp. efter babylonisk epos, 1971-72.

134               Lila – Play Divine f. slagtøj og instr., 1972.

135               Paradigma f. kl., trb., vlc. og pno., 1972.

136               Libra f. ten. og gui., samt andre versioner, tekst: Rudolf Steiner, 1973 r. 2007.

137               Turn f. pno (el. andet tangentinstr.), 1973, r. 2009.

138               Spell f. kl. eller vl., vlc. og pno., 1973.

139               Singe die Gärten… f. bl. kor og 8 instr. eller pno., tekst: Rilke, 1974.

140               Symfoni nr. 3 f. ork. og dobbeltkor, tekst: Rilke, Rückert m.fl., 1972-75.

141               Nova Genitura f. sop. og 6 instr. og evt. kor, 1975 r. 2001.

142               Drømmespil f. kammerork., 1975 r. 80.

143               Det er så yndigt, Den signede dag, at følges ad. Quodlibet f. blæsere, 1975.

144               Fons laetitae for sop./ten., harpe/lut eller org., 1975.

145               Vinterkantate for stemmer og instr. (flere vers.),
                     tekst: Ole Sarvig, 1976 r. 84, 90.

146               Ferskenblomst f. pno., 1976.

147               Nu dækker sne… f. tuba ens. og evt. kor., tekst. Ole Sarvig, 1975 r. 2005.

148               Frostsalme f. bl. kor el. 16 soli, tekst: Ole Sarvig, 1975-76 r. 99, 2003.

149               Genkomster f. gui., 1976.

150               Twilight f. ork m. obl. slagtøjsolo, 1976-77 r. 79 (vers. m. danser).

151               Freedom f. ten. og gui., 1977.

152               Towards Freedom? f. ork., 1977.

153               Kredsløb f. 12 solost. eller kor, tekst. Ole Sarvig, 1977 r. 78, 80 [flere vers.].

154               Mating Dance f. fl. og gui., 1977.

155               Cantica (concertante) f. vlc. og pno. (eller sinfonietta), 1977 r. 2012.

156               Den afbrudte sang, madrigalkomedie,
                     tekst: Ulla Ryom, Ole Sarvig, m.fl., 1977.

157               Seadrift f. sop. og instr. (barok- eller moderne), 1978.

158               Til minde om f. gui., 1978.

159               (Preludium til) Tider og Højtider f. bl. kor , slagtøj og instr. ad lib., 1978-79.

160               Krystalspejlinger f. bl. kor , slagtøj og instr. ad lib., 1978-79.

161               Mystery f. sop. og fl., 1979.

162               Betragteren f. unis. kor eller solo og instr., 1979.

163               Three Beings f. klavichord eller cemb., 1979.

164               Isterna f. cimbalon eller marimba, 1979.

165               Midsommerkilde f. 4 fl., 1979.

166               Siddharta, operaballet, tekst: Ole Sarvig, 1974-79 r. 84.

167               Wie ein Kind f. bl. kor, tekst: Rilke, 1980.

168               Frostsalme-musik f. org., 1980.

169               Vintersalme-musik f. ork., 1980.

170               Jorden er som et barn f. bl. kor og slagtøj ad lib., tekst: Rilke, 1980.

171               Tigerens, harens og dragens timer, musik til radiospil (Finn Methling), 1980.

172               Luftkasteller f. fl., 1980.

173               Abendlied und Märchenfarben f. bl. kor og harmonikaens., 1980.

174               Solo in Scéna f. vlc. [med nr. 33 som 2. sats = sonate nr. 2 f. solovlc.], [1953],
                     1980.

175               Tidligt forårs danse f. bl. kor og slagtøj m. dansere ad lib.,
                     tekst: Rilke, 1979-80.

176               Gendhing, var. over javansk mel., f. slagtøjsens., 1980.

177               Proteus – stier og dale – stiger og daler, f. fl. og slagtøj, 1980 r. 97 (vers. f. sax).

178               To mediterrane meditationer f. pno., 1980.

179               Linjer og spil (Paradisfuglen, Påfuglen) f. slagtøj og danser ad lib., 1980-81.

180               Det rätta svaret f. reditation og pno., 1980.

181               Drømmesange f. kor og slagtøj ad lib.,
                     tekst Finn Methling, 1981 [solovers. 1989].

182               Symfoni nr. 4 ”Indischer Roosengaarten und Chineesischer Hexen-See”, 1981.

183               Små slag f.  slagtøjsens, 1981 [indgår i 6 stykker f. slagtøjsens., 1999].

184               Medstrøms og modstrøms f. slagtøj m.m., 1981 og flere vers.

185               Jordens vej f. kor og org., tekst: Ole Sarvig, 1981.

186               Zigzag – sextet f. slagtøj, 1981.

187               Heyday’s Night f. blfl., vlc. og cemb., 1980-81 r. 82.

188               Daggry f. stemme og instr., tekst: Henrik Nordbrandt, 1981.

189               Sonora f. fl. og harpe, 1981.

190               Tre vignetter f. blfl., 1981.

191               Slå dørene op f. recitator, kor og instr., tekst: Inger Christensen, 1981.

192               Papalagi, minutmusik f. gui. og pendul (metronom el. lign.), 1981.

193               Korsalme f. bl. kor og instr. ad lib., tekst: Ole Sarvig, 1982 r. 83.

194               HILDI(n)G Rosenberg f. kor, 1982.

195               Day and Night f. st. og pno m. vlc. ad lib.,
                     tekst: T. Hughes og Shakespeare, 1982-83.

196               Noget andet f. bl. kor og jazz-rock gruppe samt slagtøj, 1982 r. 1992.

197               Lille dans f. harpe, 1982.

198               Square and Round f. slagtøjssekstet, 1982-83 r. 86.

199               Der göttliche Tivoli, opera, tekst: Adolf Wölfli m.fl., 1982, korvers. 2002.

200               Præludium og myrefuga f. instr., 1982.

201               Brænding (Surf) f. kammerork. eller sinfonietta, 1983 r. 1992.

202               I Ching f. slagtøj solo, 1982-83.

203               Skala-Fanfare-Variation f. trompet solo, 1982.

204               Koncert nr. 1 f. slagtøj og ork (For a Change), 1982-83/84.

205               Tre motetter til Agnus Dei f. bl. kor, 1983.

206               Ordet, motet f. bl. kor, 1982-83.

207               A) Maya f. pno, 1983 [danner grundlag for 207B og 208 m.m.].

                     B) Floden og dens to bredder f. kor, keyboard og perc., tekst: Inger Christensen, 1983.

208               Akilles og skildpadden f. pno., 1983.

209               Afbrudt Højsang, skrig og drikkevise f. bl. kor, tekst: Biblen og Karl Antz, 1983.

210               Tusind takker til Tage [Nielsen] f. bl. kor, 1983.

211               A) Solen er rund f. kor, slagtøj og instr. ad lib., tekst: Inger Christensen, 1983.

                     B) Ground f. slagtøj, 1982/2002 [bygger på 211 A].

212               Marche Macabre f. st eller kor og instr. ad lib., 1983.

213               Skildpadde-tango f. pno (flere versioner), 1984 r. 1999 og 2001.

214               Plutonian Ode f. sop. eller bar. og vlc., tekst: Allan Ginsberg, 1984.

215               Støv f. solostemme eller bl. kor, tekst: Jørgen Gustava Brandt, 1984 r. 92.

216               Burn f. ork., 1984.

217               Gondellied f. bar. og vlc., tekst: Nietzsche,
                     1984 [nr. 217 og 214 = In Extremis].

218               Nine Friends f. acc. eller pno., 1984.

219               Den fjerde dag f. bl. kor og kammerork,
                     tekst: 1. Mosebog og Anders Sunesøn, 1984.

220               Spar konge, dame og es (In the Mood of Spades) f. gui., 1985.

221               Cellokoncert nr. 1 (Between), 1985.

222               Energy Fields Forever f. slagtøj, 1985/86.

223               Den foruroligende ælling, f. bl. kor, tekst: Borum, Wölfli, Kjellgren, 1985.

224               Expanding Space, elektronisk tilstandsmusik, 1985.

225               Entwicklungen f. alt og instr., tekst: Rilke, 1986.

226               Prelude to Breaking f. sinfonietta, 1986. [Flere versioner]

227               Bratschkoncert nr. 1 (Remembering Child) f. vla. og kammerork., 1986.

228               Tre hymniske ansatser f. bl. kor,
                     tekst: Gunnar Ekelöf, Th. Larsen, Rilke, 1986.

229               Strygekvartet nr. 6 ”Tintinnabulary”, 1986.

230               To stykker f. tre guitarer, (Hommage à Jacques Tati), 1982/86.

231               En lys time f. slagtøjsens., 1986.

232               LIN, trio f. kl., vlc. og pno., 1986.

233               Stjernen og stjernen – modbilleder f. sang og instr., tekst: Ib Michael, 1987.

234               Poeme f. marimba og slagtøj, 1987.

235               Babette-Musik, filmmusik (Gabriel Axel), 1987.
                     [Suite og enkeltsatser i forsk. vers.]

236               Violinkoncert nr. 1 (Helle Nacht), 1987.
                     [Vers. f. vl. og sinfonietta 2002]

237               Den uendelige sang, kammeropera,
                     tekst: Ulla Ryum, Maria Lalander og komp., 1988.

238               Lerchesang (I) f. fl., vlc. og pno., 1988

239               Hut ab f. to kl., 1988.

240               L’enfant et l’aube f. sop., ten. og instr., tekst. Rimbaud, 1987-88.

241               Indvielsessang f. sop. og org., tekst: Vagn Lundbye, 1988.

242               Trepartita f. org., 1988.

243               Og livets sommer sover dybt f. 8 vlc., 1988.

244               Syn f. messingkvintet, 1988.

245               Nemo Dynamo f. slagtøj og computer, 1991.

246               Majmånemusik – måneskygger f. vl. solo eller m. pno. og evt. vlc., 1988.

247               Harpekoncert nr. 1 (Konge, dame og es) f. harpe og sinfonietta, 1988.

248               Swan Descending f. harpe, 1989.

249               Kløvere imellem jokere (Clubs among Jokers) f. gui., 1989.

250               Rêves en pleine lumiére f. bl. kor., tekst: Paul Éluard, 1989/2002.

251               Light of a Night (Paul Meets Bird) f. pno., 1989.

252               Mens regnen falder f. bl. kor, tekst: Vagn Lundbye, 1990.

253               Remembering f. pno., 1989-90.

254               Symfoni nr. 5, 1987-90 r. 91.

255               Gemini Rising f. cemb., 1990.

256               Variationer søger et tema f. vlc. og gui., 1991.

257               Echo-Zone I-III f. 2 slagtøjsspillere, 1991-93.

258               Tidsrum – Spaces of Time f. pno. og ork., 1991.

259               Tre Magdalene-sange f. stemme og pno.,
                     tekst: Hanne Groes, 1991-2000. [Flere vers.]

260               Magdalene-strofer f. pno. [baseret på materiale fra 259], 1991/94.

261               Fire latinske motetter f. bl. kor, 1991.

262               A: Sensommer-elegi f. vlc. solo, 1991.
                     B: De vilde svaner f. bar., vl. og vlc, 2006.

263               Seks danske korsange f. lige st. eller bl. kor, 1991.

264               A: En livslang ven f. mandskor. 1991.
                     B: Til bogen f. bl. kor og strkvartet, 1991/93.

265               Et sommer-præludium og to årstidssange f. sop. og org.,
                     tekst: Nordbrandt, 1991-92.

266               Night-Symphonies, Day Breaks f. sinfonietta, 1991-92.

267               Jeg ved et evigt himmerig, koralfantasi f. org., 1992.

268               Winds (I-II-III) f. acc. ens., 1992.

269               Notturno – Tongues by Night f. org., 1992.

270               Mattinata – Tongues of Fire f. org., 1992.

271               Tjampuan (Hvor floderne mødes) f. vl. og vlc., 1992.

272               Strenge f. vl., vla. og vlc., 1992.

273               Flyvende sommer f. strygeork (vers. f. strkvintet), 1992.

274               Libro per Nobuko f. vla. (vers. for vl. og f. vl. og vlc.), 1992/2004.

275               November-præludium f. sop., kl., vl., vlc. og cemb., tekst: Blicher, 1993.

276               A: Hedda Gabler, filmmusik (BBC) f. vla., harpe og pno., B: Suite, 1993.

277               Saxofonkvartet nr. 1 (Roads to Ixtlan), 1992-93.

278               Cao Shu – græsskrift f. kl. og pno., 1993.

279               Strygekvartet nr. 7, 1993.

280               Amled, filmmusik (Gabriel Axel), B: Suite, 1993. [Flere vers.]

281               Og der skal ikke gives mere tid f. bl. kor., 1993.

282               Scintillation f. 7 instr., 1993.

283               Tre systrar f. sop. og bl. kor, tekst: Solveig v. Schoultz, 1993.

284               Saxofonkvartet nr. 2 – Viltri Svanir, 1994.

285               Out of This World f. str.ork. eller ti solostr., 1994.

286               Det veltempererede slagtøj f. to slagtøjsspillere, 1994-95.

287               Saxofonkvartet nr. 3 – Dansere omkring Jupiter, 1995.

288               Piano Concerto nr. 1 - In due tempi, 1994-95.

289               Observations – From an Infinite Rapport f. str.ork., 1995.

290               To stykker f. klokkespil, 1995.

291               Stjerne-Barcarole f. sang og pno., 1995.

292               Hjerterdame-tur f. gui. m. vlc. ad lib., 1995.
                     [Suite nr. 2 af “Lad kortene fortælle”].

293               Voyage Into a Broken Screen f. str.ork, 1995.

294               Circus City f. synth. og stemme, 1995.

295               Inre och Yttre Landskap f. mandskor, tekst: Th. Tranströmer, 1995.

296               It’s All His Fancy That f. tr., trb. og pno m. fortæller ad lib., tekst Carroll, 1992-95.

297               Den signede fryd, koralforspil f. ork., 1995.

298               Nuit des hommes, opera efter Apollinaire,
                     tekst: J.F, Schokking og komp., 1995-96.

299               Arresø-billeder f. ob. og pno., 1996. [Flere vers.]

300               Det sejler-valsen f. picc.fl., kl., tr. og stortromme, 1996.

301               Serenita (Serenata) f. gui., 1996.

302               Vänskap (Det blommande trädet), f. bl. kor (indianske tekster), 1996.

303               Bach to the Future, koncert f. to slagtøjsspillere og ork., 1996-97 (2010).

304               Esperanza – Hermit Crab Tango f. pno. eller harmonika,
                     1997, [flere versioner].

305               Wasser und Rosen f. 2 gui, 1997.

306               Strygekvartet nr. 8 – “Natten sænker sig som røg”, 1995-97.

307               Men tredje gang f. børnekor, bl. kor og instr., 1997.

308               Unendlicher Empfang f. 2 pno. og 4 metronomer, 1997.

309               Aspects of Leaving f. ens./ork., 1997.

310               Vintermusik (4 meditationer) f. ens., 1998, ny vers. 2010.

311               Morgenstund – Early Morn’ f. gui., 1998.

312               Lerchesang (II) f. ten. og instr., 1998.

313               Fuglefødselsdag f. altblfl., 1998.

314               Spindelvæver f. pno., 1998.

315               Der var engang en sommerdag f. stemme og pno.,
                     tekst: Vagn Lundbye, 1998.

316               Klage eller danse f. vl. og gui., 1998.

317               Den rosenfingrede dagning f. vla. (eller vl.) og gui., 1998.

318               Symfoni nr. 6 – Når alt kommer til alt, 1997-2000.

319               I hexeringen – og udenfor f. kl., 1999. [S.m. nr. 278 = nr. 319B]

320               Fanfára nervósa f. altsax., 2 tr., 2 trb. og slagtøj, 1999.

321               Sonate nr. 3 f. solo vlc., 1998-99.

322               Låt mig vila, fire-st. kanon f. kor,
                     tekst: Solveig v. Schoultz, 1999 [flere versioner].

323               A: Årtusinds håb f. unis. kor og ork., 1999
                     B: Guds fred, motet f. bl. kor, 1999/2004.

324               Rondino amorino f. gui., 2000.

325               Årets ring – Rondo d’anno f. (bl.)fl. og gui., 2000.

326               Balkonscene f (altbl.)fl. og gui., 2000.

327               Tusmørkedialog f. (altbl.)fl., 2000.

328               Mytisk morgen f. bl. kor og baskl., tekst: Pia Tafdrup, 2000 .

329               Morgenmyte f. bl. kor, tekst: Pia Tafdrup, 2000.

330               Day’s Early Nightmare f. strygekvartet,, 2000.

331               Håndslag til et orkester f. ork. og håndtromme, 2000.

332               Terrains vagues f. ork., 2000.

333               Intonation/Detonation f. ork., 2001.

334               Hemmeligheder på vejen f. pno., 2002.

335               Strygekvartet nr. 9 – Ind i kilden, 2001.

336               Da Ruder Konge var knægt f. gui., 2001.

337               Ut rosa f. bl. kor, 2000-01.

338               Maddening Dance f. vl., fl. og gui., 2001.

339               Måneskygger på vejen f. vl. og vlc., 2002.

340               Stadier f. pno., 2002.

341               Koncert nr. 2 – Borderlines f. vl., str.ork. og perc., 2002.

342               Intonation f. slagtøjsens., 2002.

343               Grøn var min barndoms dal f. pno. og vlc., 2002.

344               Et rosenblad – til Hans [Gefors] f. pno., 2002. [Vers f. harpe = nr. 334B]

345               To nocturner f. 12 st. eller bl. kor, tekst: Ole Sarvig, Ib Michael, 2003.

346               Harpekoncert nr. 2 – Gennem torne, f. harpe, fl., kl. og str.kvartet, 2003.

347               Barcarole i høj sø f. pno., 2003.

348               Microbe pour l’art pour l’art f. fl. vibrafon og gui., 2003.

349               Many Returns to Bali f. pno., 2003. [Vers. f. slagtøj 2005].

350               Himmelkim f. lige st., tekst: Ole Sarvig, 2003.

351               To H.C.Andersen poesier f. lige stemmer/bl. kor, 2004. [Flere versioner]

352               Mens toner daler f. harpe, 2004.

353               Krystaller, massiver, kaskader f. 12 trb., 2004.

354               Zwei Saiten, eine Stimme f. mezzosop. og vl.,
                     tekst: Rilke, 2004 [ny vers. af nr. 70].

355               Lygtemændene tager til byen, oratorium efter H.C.Andersen,
                     sange: S. Brøgger, 2004.

356               Dans og månespil, scenemusik til børneteater (Marie Lalander m.fl.), 2005.

357               Strygekvartet nr. 10 – Høsttidløs, 2005.

358               Magyar – Danyl – Nota f. pno., 2005.

359               Billet-doux – á Mme Claude f. fl., vla. og harpe, 2005.

360               Modersmål, en himmelsk lyd f. to lige st., 2004/05.

361               Lygtemænd i byen, sinfonietta version af 355, 2004/05.

362               Delta f. sax, vlc. og pno, 2005.

363               Nacht und Träume (efter Schubert) f. kl., vlc. og pno., 2005.

364               Symfoni nr. 7, 2004-06.

365               At tænde lys f. tr., 2006.

366               Landskab med hyrder (pastoral nr. 3) f. harmonika-ens., 2006.
                     [Flere versioner]

367               ”Snip, Snap” f. instr., 2006.

368               Lysning f. str.ork., 2006.

369               Grøn drømmesang f. vl., vla. og vlc., 2007.

370               Maj på vej f. pno., 2007.

371               Sonate nr. 4 f. solo vlc. – ”Rhizom”, 2007.

372               Blomstring f. harpe (evt. m. fl.), 2007.

373               Playground f. vl. (evt. m. pno.), 2007.

374               En lys time f. slagtøjsens., 1986/2008, [baseret på nr. 231].

375               Out of the Cradle Endlessly Rocking f. kl., vl., vlc. og pno., 2008.

376               Waterways f. pno., 2008.

377               Ungdomssynder f. vl., vla., og vlc., 2008.

378               Ubrudt forår f. bl. kor, tekst: Piet Hein, 2009.

379               Koncert nr. 2 - Momentum f.cello og sinfonietta, 2009.

380               Mod aften, suite f. vlc., 1954/2009 [baseret på nr. 35].

381               Koncert nr. 2 – Tre scener f. slagtøj og 6 instr., 2010.

382               Singing – swinging f. pigekor, tekst: Sonja Dunn og Erik Knudsen, 2011.

383               3 arabesker f. slagtøj, 2011.

384               Spiderman f. vlc., 2011.

385               Symfoni nr. 8, 2010-11.

386               Unfolding f. pno., 2012.

Litteratur i uddrag

Per Nørgårds skrifter findes on-line på www.kb.dk

Ivan Hansen (ed.): Per Nørgård artikler 1962-82, eget forlag, København 1982.

Birgit Bjørnum: Per Nørgårds kompositioner. En kronologisk-tematisk fortegnelse over værkerne 1949-1982. Wilhelm Hansen, København 1983.

Jørgen I. Jensen: Per Nørgårds musik, Amadeus, København 1986.

Anders Beyer: Interview med Per Nørgård, Dansk Musiktidsskrift 1990/91 nr. 3.

Jørgen Mortensen: Per Nørgårds tonesøer. Vestjysk Musikkonservatorium 1992.

Svend Hvidtfelt Nielsen: Virkeligheden fortæller mig altid flere historier. Om Per Nørgårds verdenssyn og musik. Det fynske Musikkonservatorium 1995.

Anders Beyer (ed.): The Music of Per Nørgård, Scolar Press, London 1996.

Leif Thomsen: Unendlicher Empfang. Per Nørgård und seine Musik. Wilhelm Hansen 2000.

Jørgen I. Jensen et al (ed.): Mangfoldighedsmusik. Omkring Per Nørgård. Gyldendal, København 2002.

Udvalgte indspilninger:

Libra
DR VokalEnsemblet, Stefan Östersjö (guitar), Adam Riis (tenor), Fredrik Malmberg (dirigent)
Dacapo 6.220622 (2012), CD
Link til Dacapo

Det guddommelige tivoli
Bernd Gebhardt (baryton), Fabienne Jost (sopran), Steffen Kubach (baryton), Hans-Kristian Sørensen (percussion), Andrea Stadel (sopran), Daniel Szeili (tenor), Hubert Wild (baryton), Dorian Keilhack (dirigent)
Dacapo 6.220572-73 (2010), CD
Link til Dacapo

Symfonier 3 og 7
DR KoncertKoret, DR SymfoniOrkestret, DR VokalEnsemblet, Thomas Dausgaard (dirigent)
Dacapo 6.220547 (2009), CD
Link til Dacapo

Secret Melodies
David Alberman (violin), Nicolas Hodges (klaver)
Dacapo 8.226037 (2007), CD
Link til Dacapo

Se også www.discogs.com her flere indspilninger.

videostreaming

Videointerview med Per Nørgård, NMD 2010. Video Majken Vibe Bauer