Hans Abrahamsens engagement i ny musik går tilbage til hans skoletid hvor han gennem foredrag på det lokale bibliotek og ældre skolekammerater stiftede bekendtskab med værker af bl.a. Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Henning Christiansen. Efter skolegangen satsede han på en karriere som udøvende musiker og blev optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med horn som hovedfag. Bifagene musikteori og komposition fængslede ham hurtigt, og hans tidligste trykte komposition, klaverværket Oktober, 1969, er en omarbejdelse af et værk for horn og klaver, skrevet til studiekredsen for ny musik på konservatoriet.

I konservatorietiden sluttede Hans Abrahamsen sig til ”Gruppen for alternativ musik” (oprindeligt: Studiekredsen for ny musik) hvor han sammen med kolleger som Michael Bertelsen, Ole Buck, Finn Dornby og Anker Fjeld Simonsen stod for en åben programpolitik med opførelser af værker uden forudgående censur i modsætning til Det Unge Tonekunstnerselskabs censurerede programmer. Politisk markerede ”Gruppen…” sig på venstrefløjen mod Danmarks kommende tilslutning til Det Europæiske Fællesskab i 1972. Hans Abrahamsen var med på ladet af den lastvogn, der deltog i demonstrationerne med ny, alternativ kompositionsmusik – bl.a. hans egen EEC-sats (senere: Symfoni i C), 1972.

Det alternative miljø og kunstsyn udøvede dog ingen varig tiltrækning på Hans Abrahamsen. Han videreuddannede sig privat som komponist med studier hos Per Nørgård og senere i udlandet hos György Ligeti, og han søgte tilbage på konservatoriet med fagene musikteori og musikhistorie, som han studerede 1975-81 med fremragende resultater. Hans Abrahamsen er en højt kvalificeret kender af såvel den klassiske som den nyeste musiks kompositionsteknik, hvilket også kommer til udtryk i den syntese af tradition og fornyelse, der karakteriserer hans egen musik.

Hans Abrahamsen gjorde bemærkelsesværdig hurtig karriere som komponist. Danske ensembler og kunstnere bestilte værker af ham, og i udlandet blev førende ensembler og komponister som London Sinfonietta og Hans Werner Henze opmærksomme på hans usædvanlige talent. Det førte til prestigefyldte bestillinger fra internationale topensembler som Berliner Philharmonikerne (Nacht und Trompeten, 1981) og London Sinfonietta (Märchenbilder, 1984, Lied in Fall, 1987). Frem til 1990 var Hans Abrahamsen travlt optaget som komponist – så meget at professionelle krav måske fyldte for meget i hans liv.

Det førte til en pause i 1990’erne, hvor han ikke fuldførte nye værker og på et tidspunkt meddelte offentligt, at han holdt op med at komponere. Han fortsatte dog med at skrive noder – nu som ufuldførte kompositionsforsøg og bearbejdelser af ældre komponisters værker i nye instrumentale udgaver, og i slutningen af 1990’erne havde han genvundet den balance mellem liv og fag, som var forudsætningen for at skabe nyt.

Et ufuldendt projekt på ti Studier for klaver, hvoraf de otte var komponeret i 1980’erne, blev færdiggjort og tilegnet komponistens hustru, pianisten Anne Marie Abildskov, der uropførte dem 1998. Det åbnede for sluserne. En række ny værker – dels bearbejdelser af andres og egne værker, dels værker som peger frem mod nye kompositionstekniske principper – kom til efter 1998: Blandt dem store bestillingsværker fra nordiske institutioner og ensembler som Klaverkoncerten (1999-2000 til det norske BIT20 ensemble), de Fire stykker for orkester (2000-2003 til det danske Radiosymfoniorkester) eller Dobbeltkoncerten for violin, klaver og orkester (2010-11 til Det Kgl. Kapel og Det svenske Kammerorkester). Men også internationale bestillinger fra Westdeutscher Rundfunk (Schnee, 2006-08; Strygekvartet nr. 4, 2012) eller Schönberg Asko ensemblet og BBC Proms (Wald, 2009).

Meget tyder på at disse og nye bestillinger åbner for nye perspektiver i Hans Abrahamsens musik. De senere års værker viser et mere gestisk, under tiden dramatisk, udtryk der peger frem mod genrer, som hidtil har været stort set fraværende i produktionen: Vokalmusik og musikdramatik. I skrivende stund hvor komponisten runder de 60 år, arbejder han på en ny bestilling fra Berliner Philharmonikerne på et værk for vokalsolo og orkester. Måske indleder det et nyt kapitel i Hans Abrahamsens biografi.

(JBR)

Hans Abrahamsens produktion falder umiddelbart i fire faser:

En tidlig fase præget af den ”Ny enkelhed” og ”Konstruktivisme” som især komponisterne Henning Christiansen og Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Ole Buck tegnede i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Inspirationen herfra kendetegner Hans Abrahamsens tidlige værker som det polystilistiske nøgleværk Skum for orkester, 1970, eller Symfoni i C, 1972. De følgende år frem til 1975 bliver det konstruktivistiske element stærkere og fører til en lagdeling af musikken, hvor enkle strukturer kombineres i samtidigt klingende forløb, der kan åbne for nye perspektiver som i den 1. strygekvartet 10 præludier, 1973, og i orkesterværket Stratifications, 1973-74.

Læs mere om den tidlige fase i Hans Abrahamsens musik her.

En fase 1975-90 hvor konstruktivismen og traditionelle kompositionsteknikker og musikalske udtryk søges forenet i værker, der på én gang er nutidige og stemningsbærende. Hovedværker fra denne fase er orkesterværket Nacht und Trompeten, 1981, ensembleværker som Winternacht, 1976/78, eller Märchenbilder, 1984, og de syv første af de 10 Studies for Piano, komp. 1983/84 sammen med de Six Pieces for horntrio, 1984.

Læs mere om fasen 1975-90 her.

En fase i 1990’erne hvor Hans Abrahamsen ikke færdiggør nye kompositioner, men bearbejder eller genkomponerer andres værker.

Læs mere om kompositionspausen i 1990’erne her.

En fase efter 2000 begyndende med Klaverkoncerten 1999-2000, hvor nye kompositionsteknikker inspireret bl.a. af Bachs kontrapunkt bliver udviklet i værker som Schnee, 2006, og Dobbeltkoncerten for violin og klaver, 2010-11.

Læs mere om fasen efter 2000 her.

Den form for ”Ny enkelhed”, som Hans Abrahamsen allerede som skoledreng stiftede bekendtskab med i værker af Henning Christiansen og Pelle Gudmundsen-Holmgreen, var i opposition til serialismens krav om at ”acceptere kompleksiteten”, men i overensstemmelse med dens ønske om at skabe en ny og objektiv musik befriet for den følelsesbelastning, som i efterkrigstidens øjne virkede anekdotisk og var udsat for ideologiske påtryk. Målet var at skabe en musik, der var logisk sammenhængende i kraft af enkle kompositionsprincipper. En musik. som lytteren umiddelbart kunne følge og identificere sig med uden at blive forført af populærmusikkens romantiske klicheer.

Hans Abrahamsens tidligste værker fra årene omkring 1970 lever op til disse idealer, men uden at forfalde til mekanisk forudsigelighed. Der er en poetisk aura om den ofte tyste og tøvende tematiske udvikling, der kendetegner hans første udgivne værk, klaverværket Oktober, hvis fire små satser er komponeret for venstre hånd alene, vers. '76.

Det poetiske kan også have et anstrøg af legende humor, når komponisten sætter enkelheden på spidsen, så den taber balancen og vælter. F. eks. i 1. sats af messingblæserkvintetten Rundt og imellem, 1971, hvor to melodistumper kører i ring i trompeter og horn. Men der er noget som ikke rigtig passer: Trompetmelodien er ligesom for kort, så den hver gang begynder for tidligt i forhold til de dybe blæseres akkompagnement. Indtil de bliver sure og protesterer…

Enkelheden er også karakteristisk for større værker som Abrahamsens symfoni, der er komponeret til amatørorkestret ”Euphrosyne” i anledning af dets 100 års jubilæum 1974. Men her står den i kontrast til den klassiske sonateform i symfoniens 1. sats, der henter sin dynamik fra kampen mellem den knæsatte formtradition og ny-enkelhedens idealer om objektive og klare kompositionsprincipper. Også symfoniens 2. sats er konfliktfyldt med spændinger mellem komplekse, ”mudrede” klangflader i det dybe register og mere sarte, poetiske åndehuller, der forsøger at bryde igennem og kaste lys over kaos.

Læs komponistens programnote til 1. symfoni her.

Konflikten mellem enkelhed og kompleksitet står som et hovedtema i Hans Abrahamsens tidlige værker. Ikke kun som modsætninger, der kan bruges ideologisk som i den tidlige Symfoni i C, hvor enkelheden tolkedes nationalt over for den sproglige, kulturelle og bureaukratiske kompleksitet, der var forbundet med et europæisk fællesskab. Enkelhed og kompleksitet bliver snarere to sider af det samme musikalske materiale. Kompleksiten opstår når individuelle musikalske stemmer klinger sammen i forskellige tonelejer og tempi og risikerer at sintre sammen til en gordisk knude som i orkesterværket Stratifications, 1973-75.

Læs komponistens programnote til Stratifications her.

Omvendt kan et komplekst forløb også rumme kim til enkle løsninger, der kan blotlægges hen ad vejen, som tilfældet er i Abrahamsens 1. strygekvartet 10 præludier, 1973. Den lægger ud med komplicerede og kontrastfyldte satser, der gennem de følgende satser henfalder til rolige klange og melodier, til kvartetten løber linen ud med en munter baroksats i C-dur. Det minder om en spøg, men spøgen tages alvorligt, når de 10 præludier næsten 40 år senere genopstår som Ti sinfoniaer, 2010, for orkester med naturhorn og –trompeter.

(JBR)

Den uforblommede baroksats, der afslutter de 10 præludier for strygekvartet, kan tages som et varsel om en udvikling, der kendetegner værkerne fra midten af 1970’erne frem til 1990: Nemlig en tilnærmelse til den klassisk-romantiske musik. Den vejer tungt i opfattelsen af Hans Abrahamsen og har givet anledning til at perioden betegnes som ”romantisk”. Her undgås denne betegnelse, for det er en pointe at den klassisk-romantiske inspiration ikke rokker ved det konstruktivistiske grundlag for Abrahamsens værker, men føjer sig til grundlaget som et nyt perspektiv. Hans Abrahamsen skelner præcist mellem ”ny” og ”neo”. Han genbruger ikke traditionen, men han er sig sin plads bevidst som led i en lang musikkulturel historie, og han erindrer kun forgængerne, når elementer i hans egen musik fremkalder dem.

Det gør sig gældende i to af hans oftest spillede værker fra slutningen af 1970’erne: blæserkvintetten Walden, 1978 (hvis titel refererer til den amerikanske filosof Henry David Thoreau’s bog om hans liv i skovene ved søen Walden i det nordøstlige Amerika), og Winternacht for sinfonietta, 1976-79. Walden ligger tæt op ad den tidligere periodes enkle og konkretistiske stil, men man fornemmer et mere organisk forløb der krydres af ”jagthorn i det fjerne og anden fortidig spøgelsesmusik, der trænger sig på som i drømme”[1].

I Winternacht er trådene bagud kraftigere og gennemtrænger både det harmoniske og det tematiske stof med tonalt klingende akkorder og (typisk faldende) skalabevægelser. Også her rummer titlen en reference til litteraturen, nemlig den østrigske digter Georg Trakl, hvis beskrivelser af vinternatten især præger 1. og 4. sats, der er motivisk forbundne. De to midtersatser (tilegnet hhv. den hollandske billedkunster Maurits Cornelis Escher og Stravinsky) overtager nogle karakteristiske tonegentagelser, som smældes ud af trompeten i 1. sats og virker som en slags ledemotiv. Musikkens tyngde og bløde klange frister til romantiske fortolkninger. Men Hans Abrahamsen tager sine forholdsregler. Hver sats advarer med betegnelser som ”med præcision”, ”med gennemsigtighed” eller ”energisk med god rytme” mod føleri.

Winternacht bliver udgangspunkt for en række værker, hvor forholdet mellem tradition og fornyelse står centralt. Her skal fremdrages to: I orkesterværket Nacht und Trompeten, 1981, trænger bevidstheden om den musikalske fortid sig i bogstavelig forstand på som citatlignende referencer til tidligere mestre (ikke mindst Stravinsky), der forstyrrer den indledende nattero med fanfarer og brutale rytmiske udladninger.

Læs Hans Abrahamsens programnote til Nacht und Trompeten her.

I Märchenbilder for sinfonietta, 1984, står Schumann fadder til både titel og storform. Stykket er seks små karakterstykker samlet i tre satser, hvoraf de to sidste spilles uden ophold. Billederne præsenteres som korte afsnit i første sats, men vokser i omfang og glider efterhånden over i hinanden i de to sidste satser. De er underlagt en kompositorisk logik, der fører fra det illustrerende ind til selve det billedskabende. Ikke motiverne, men processen er det egentlige æventyr i Märchenbilder.

Læs Hans Abrahamsens programnote til Märchenbilder her.

Ved siden af værkerne for orkester eller stort instrumentalensemble, hvor instrumentklangen er et væsentligt udtryks- og billedskabende middel, arbejdede Hans Abrahamsen med klaveret. Her er de klanglige nuancer begrænsede, men det opvejes af det enorme repertoire af klavermusik som er overleveret historisk. Netop repertoiret bliver udfordringen i de 10 Studies for piano som Hans Abrahamsen planlagde, og hvoraf han komponerede nr. 1-7 og nr. 10 i 1980’erne. De gennemfører en rejse rundt i forskellige musikkulturers klavermusik fra tyske romantiske stemninger til hæsblæsende amerikansk Boogie-Woogie , og de indfanger forskellige aspekter af klavermusikkens historie i et nutidigt kompositionsteknisk regi.

Læs mere om 10 Studies for Piano og 6 stykker for horntrio her.

(JBR)

Noter

Tiltrækningen som traditionen udøvede på Hans Abrahamsen i årene frem mod 1990, blev med årene et problem for ham. Han er med egne ord forfærdeligt følsom over for ”ting [der] ligner noget andet”, og det gjorde det svært for ham at komponere noget, som han følte helt var uafhængigt at de store forbilleder:

»Jeg altid har en forfærdelig følsomhed over for, hvis ting ligner noget andet. Hvis jeg skriver noget, så hører jeg med det samme, at det her lyder måske som Stravinsky eller som Varèse eller … og der kan man ligesom forholde sig på forskellig måde, ikke? Der er jeg mange gange blevet bange for at skrive noget, fordi det at skrive musik i min generation er jo forfærdeligt. I generationen før mig var der store stilskabere som for eksempel Xenakis. I min generation er det ligesom noget andet, der foregår – og hvem er man egentlig i det, man skriver? I det øjeblik, man rører ved noget, kan man blive enormt bange for, at det ligner noget andet…«[1]

Det førte til en kompositionspause, der begyndte 1990 og varede til slutningen af årtiet hvor Hans Abrahamsen forgæves forsøgte at færdiggøre nye værker. Men denne negative udvikling blev krydset af en anden og positiv, hvor han åbnede sig helt for forbillederne. Nemlig ved at bearbejde eller genkomponere deres værker.

De første værker i denne nye række af værker er instrumentationer af mindre stykker af Carl Nielsen, Satie og Ravel fra årene 1988-89. Men med bearbejdelsen af Carl Nielsens 3 klaverstykker op. 59, 1927-28 tog Hans Abrahamsen i 1990 skridtet fra instrumentation til genkomposition. Her – og i endnu højere grad i den efterfølgende bearbejdelse af Bachs koral Befiel Du deine Wege, 1991 – er der ikke tale om en transskription fra et instrumentalt medie til et andet, men om en fortolkning. Hans Abrahamsen betoner de moderne sider af Carl Nielsens sene stil med sin egen kompositionsteknik. Det høres tydeligt i det 3. klaverstykke, hvor et fugato-afsnit mod slutningen af satsen forvandles til en minimalistisk sky af sammenvævede stemmer i Hans Abrahamsens ensembleudgave.

Det kan ligne en tanke, men er nok et tilfælde at Carl Nielsen i et af sine breve forudså den udvikling, Hans Abrahamsen her begynder på:

”Jeg ser i Aanden at der vil komme en ny Musikslægt, der øser af Kilderne, ikke som fordægtige Tyve med forsigtige Hænder, men som aabne frejdige Kunstnere, der betragter alt hvad der er og har været som naturlig Ejendom. Thi det, det kommer an paa nu og i Fremtiden, er sikkert at arbejde hen imod en Forening af den størst mulige Frihed i Udfoldelsen af det personlige Indhold og den størst mulige Strenghed med Hensyn til Organisme-Sammenhæng.”[2]

Denne forening af frihed og strenghed blev karakteristisk for Hans Abrahamsens musik, da han i slutningen af 1990’erne igen begyndte at komponere. Eller rettere: Genoptog sin kompositoriske virksomhed med færdiggørelsen af samlingen på de 10 klaveretuder, som fuldendtes med de to studier nr. 8 og 9. Den åbenlyse tilegnelse af traditionen på det kompositoriske plan medførte at frygten for at ”ligne noget andet” nu blev overvundet. Det ”andet” er en legitim kulturarv, en ”naturlig Ejendom”. I forvaltningen af den viser komponisten sin originalitet.

(JBR)

Noter

Med færdiggørelsen 1998 af de 10 klaveretuder fra 1980’erne tog Hans Abrahamsen fat, hvor han holdt op før kompositionspausen. Dette ønske om at skabe sammenhæng i produktionen kendetegner også de to følgende store værker fra årene 1999 til 2003: Klaverkoncerten, 1999-2000 og de Fire stykker for orkester, 2000-2003, der med udgangspunkt i de fire første klaveretuder skaber en sammenhæng af symfonisk karakter.

Klaverkoncerten begynder næsten demonstrativt med en minimalistisk sats, der ligner mange af de tidligere satser. Men som i Stratifications, 1973, løber den minimalistiske mekanik løbsk og udvikler sig til et kaos der kaster ekkoer frem til slutningen af satsen og langsomt klinger ud. Det giver plads til et nyt deja-vue: en klaverstemme fra Märchenbilder, 1984, der oprindeligt er gemt væk under andre stemmer, folder sig her ud i en poetisk uskyld, der bliver afgørende for værkets videre udvikling: Kaos vender tilbage, men denne gang uden at kaste ekkoer. Det bekæmpes af klaveret med rolige skalabevægelser og lange, intense pauser der skaber et nyt rum, hvor de to afsluttende satser kan vokse frem.

Et par gange undervejs er det, som om Hans Abrahamsen er blevet ramt af (mis-)tanken om at ligne noget andet. Nogle blæsersignaler kalder mindelser om Mahler og Ligeti frem. Men nu skaber lighederne ingen frygt, kun taknemmelighed over for forbillederne der hædres i partituret med bemærkningen Hommage à…

Fra klaverkoncerten og de Fire orkesterstykker udspringer to linjer i Hans Abrahamsens seneste produktion: Dels en linje som retrospektivt tager udgangspunkt i tidligere værker, der i ny instrumentation får tydeliggjort iboende tendenser (som i Ten Sinfonias, 2010 der bygger på de 10 Præludier for strygekvartet fra 1973), eller udvikler nye forløb af ældre motivstof  (som i ensembleværket Wald, 2009, der bygger på indledningen af blæserkvintetten Walden fra 1978).

Dels en linje der med inspiration fra Bachs kontrapunktiske kunst skaber et hidtil uhørt kompleks af kanon’er i det timelange hovedværk Schnee, 2006-08. Her leger melodier tagfat med sig selv, forfølger og overhaler hinanden, forkortes og forlænges som i et spejlkabinet og forskydes så man ikke ved, hvor melodien begynder eller slutter.

Læs Hans Abrahamsens programnote til Schnee her.

Hans Abrahamsens seneste værker, bl.a. Dobbeltkoncert for violin, klaver og orkester, 2010-11, og Strygekvartet nr. 4, 2012, der endnu ikke er tilgængelige på plade, tyder på at den sidstnævnte linje i hans musik er særdeles frugtbar og lader sig forene med det poetiske udtryk, som karakteriserer klaverkoncerten. Det åbner nye perspektiver for den fremtidige produktion.

(JBR)

Genren etude forbindes normalt med spilletekniske øvelser – fra Czernys femtonige til Liszts transcendentale og videre til Chopins og Debussys beåndede. Det gælder ikke for Hans Abrahamsens 10 Studies eller etuder for klaver. De repræsenterer snarere øvelser i klavermusikkens forskellige stilarter, som de har udfoldet sig gennem de sidste par hundrede år.

Hans Abrahamsen fører os på en rejse gennem klaverlitteraturen, der begynder i Tyskland med Schumanns karakterstykker i nr. 1 Traumbild og frem til Alban Bergs ekspressionisme i nr. 4 Ende, der med tanke på Maries dødsscene i 3. akt af operaen Wozzeck kan opfattes som en ”invention over tonen h”. I de tre følgende etuder, nr. 5-7, går turen til Amerika hvor klaveret ikke længere er de dannedes flugtvej ind i biedermeier-hyggen eller ud i fantasiens virkelighedsflugt, men fast inventar i New Orleans bordelkvarterer og New Yorks Tin Pan Alley. Her mødes boogie-woogie’ens mekaniske basformler og blues’ens blå melodier med den klimpren af barnehænder på tastaturet, som Charles Ives hørte gennem de åbentstående vinduer i hjembyen Concord.

De syv første etuder udgør en helhed, komponeret 1983-84 på opfordring af pianisten Amalie Malling. Men Hans Abrahamsen vidste at det skulle ende med ti, og 1986 komponerede han nr. 10 som et billede af Italien med glitrende morgensol og gjaldende trompeter. Så varede det til gengæld mere end 10 år, før de to sidste kunne færdiggøres – nu foranlediget af komponistens hustru, pianisten Anna Marie Abildskov, der uropførte det samlede værk 1998. Rejsen og ringen sluttes, hvor gallisk esprit formidler amerikansk nutid og italiensk fortid med glimt af Debussys parisiske spleen i nr. 8 Rivière d’oubli [Glemslens flod] og Ravels farverigdom i nr. 9 Cascades [Kaskader].

Under arbejdet med de syv første etuder blev Hans Abrahamsen klar over at der skjulte sig en anderledes fortælling i stoffet. En fortælling med en sammenhængende dramaturgi, hvor de skiftende billeder udløser hinanden og beskriver en indre rejse i psykens univers.

Den fortælling udarbejdede Hans Abrahamsen (måske inspireret af læreren György Ligeti) i en trio for violin, horn og klaver – en kombination, som Brahms satte på repertoiret, og som Ligeti tog op 1982 nogle år før han gik i gang med sine samlinger af klaveretuder, der altså er komponeret efter Hans Abrahamsens syv første etuder.

10 Studies for Piano                                                     6 stykker for horntrio

Nr. 1 Traumbild (3’10”)[1]     bliver til                           Nr. 1 Traumbild (3’55”)

Nr. 2 Sturm (1’20”)                udgår                              Nr. 2 Arabesk (1’50”)

Nr. 3 Arabeske (1’45”)           bliver til nr. 2 Arabesk     Nr. 3 Blues (1’50”)

Nr. 4 Ende (4’05”)                  bliver til                           Nr. 4 Marcia funebre (4’25”)

Nr. 5 Boogie-Woogie (2’00”)  bliver til                           Nr. 5 Misterioso (2’30”)

Nr. 6 For the Children (0’40”) bliver til                           Nr. 6 For the Children (1’15”)

Nr. 7 Blues (1’35”)                  bliver til nr. 3 Blues.

Umiddelbart falder det i øjnene at etude nr. 2, den voldsomme og teknisk krævende Sturm, udgår så drømmebillederne i etude nr. 1 fortætter med etude nr. 3, Arabesk, hvor de sløres og fører over i den stilfærdige tristesse i etude nr. 7, Blues. En drøm fortoner sig, dør og lægges i graven med en dødsmarch, der fremgår af etude nr. 4, Ende, hvor et dumpt rytmisk motiv fremhæves i trioversionen.

Efter drømmen følger virkeligheden. Ikke den hårdtslående amerikanske, der buldrer i klaveretudens boogie-woogie bas, men som et mylder af linjer der forkortes, forlænges og filtres sammen til et levende væv i den til Misterioso forvandlede Boogie-Woogie. Og ud af dette væv vokser den barnligt-uskyldige slutning som en udvidet udgave af klaveretuden For the Children. På én gang en tilbagevenden og antydning af en ny begyndelse.

(JBR)

Noter

Symfony (no.1) was written in 1974, and consists of 2 movements dialectically related to each other.
1st movement: A dynamic development with a material expanding within the frames of the classical sonata form. This has not been made from a 'neo-classical' point af view but from a 'concretistic'. The Sonata form is applied mechanicallly - it is a straight -jacket.
2nd movement: A sound-weaving of threads from time to time converging into pastoral openings, which are thrown in relief with the born sound. The pastorals disappear in the combination of threads, echoes are heard in the subdued horns. The movement ends with a reference to the opening of the first movement.

(Dansk udgave under udarbejdelse)

'Stratifications' was composed in the period 1973-75 and was premiered in the summer 1977 by the Iceland Symphony Orchestra at the Young Nordic Music Festival in Reykjavik.

The stratifications referred to in the title unfold two different levels. There is the stratification of the time dimension produced by the opposition of contrasting parts; at the same time the polyphony, the presence of several simultaneously sounding layers, is of great importance to the music. By garish colours and clear-cut outlines a polyrhythmic simultaneousness of simple melodies is produced with more gestic music and other material which give a peculiar 'set piece-like' effect in the sound picture. The 'new simplicity' details are here woven together in a new kind of complex whole.
'Stratifications' begins with a series of concretistic masklike 'pictures of the music'. It is like seeing lantern slides. But this 'fictive' form crackles and the music gets attentive and real. The music is in a night-mare condition, where it is not getting anywhere in spite of a great dynamic display. But finally is liberating itself and rising 'in triumph'.

(Dansk udgave under udarbejdelse)

”Nacht und Trompeten” blev færdigkomponeret efteråret 1981 i Rom. Værket blev til på opfordring af Hans Werner Henze, som i marts 1982 dirigerede uropførelsen med Berliner Philharmonikerne.

Værket er tredelt: 1. del er en langsom ”nattemusik”, 2. del en hurtig ”blinkende” mekanisk musik. 3. del, coda, har et kraftigt kaldende horn i forgrunden og en fjern majestætisk melodi i de andre blæsere.

Musikken udspilles i et rum, hvor erindringen om tidligere tiders musik har den samme realitet som den ny tids. Men erindringens musik er ifølge sagens natur fjern og uklar, hvorimod den nutidige er nærværende og gestikulerende. I værkets begyndelse holder fortid og nutid sig klart adskilte, men efterhånden forrykkes denne balance, og fortidens musik som trompetsignaler, sicilianomelodik, romantisk patos og Stravinsky neoklassik trænger sig på i et dynamisk og ofte dramatisk surrealistisk spil med nutidens minimalisme og modernisme.

Titlen, som er lånt fra Schumann, antyder en musik, som i sig selv er billeder af musik. Der er i alt seks eventyrbilleder, af hvilke de første tre udgør første sats, de næste to anden sats, og det sidste tredje sats, som begynder attacca efter anden sats. De første to billeder har samme varighed, hver et minut, og de følgende fire forøger tøvende deres længde indtil det sidste, som varer næsten fem minutter.

Første sats, Allegro con movimento, begynder med en lys, legende og livlig scherzo-agtig musik, som næppe kommer igang før den stivner, ikke ulig den type mareridt, hvor man er ude af stand til at bevæge sig. Derpå et klip til en fjerlet musik med en lille horn-pastorale scene og fanfaresignaler i træblæseme ledende frem til et blinkende repeterende afsnit, som afbrydes af tre groteske udbrud med »Bartók-pizzicati« i strygerne. Bagved disse dukker en stille fløjtemelodi op, som ved satsens slutning næsten blæses væk af hurtige figurationer, som er vokset ud af basregistret.

Anden sats, Andante alla marcia, er til at begynde med et stivnet ekko af første sats' begyndelse. Scenen, med en dyster melodi i klarinet og fagot, som deler sig i mangfoldige lag i messingblæserne og strygerne i en slags stammende hoketus version, udspiller sig omkring 11 langsomme to-toneklange i klaveret, fordoblet henholdsvis af høje strygere og stortromme. Satsens anden halvdel er et væv af et kromatisk fald med et metrisk accelerando i fire forskellige hastigheder og stemmer. De høje træblæsere og trompeten spiller melodiske linjer, idet de trækker noder i G-dur ud, mens strygerne trækker linjer i As-dur ud. […] en stigning rejser [sig] til et kort glimt af en desperat triumf i mange tonearter og skæres over af:

Tredie sats, Scherzo prestissimo. Denne vedvarende sats er konstrueret af to lag, hvor hvert lag består af to linjer. Den ene er faldende og ritarderende, den anden stigende og accelererende. De to lag er opbygget af figurer af henholdsvis 23 sekstendedele i C-dur og 18 ottendedele i b-moll. I satsens slutning mødes de to lag i H-dur gennem en modulation, hvor hver tone i C-dur sænkes trinvist og hver tone i b-moll (med friheder fra moll til dur) hæves trinvist. Satsen er faktisk en scherzo med to trioer, som hver forekommer tre gange: Trio I, en hoppende musik i klarinet og fagot indledes altid af en glissando-optakt i klaveret. Trio II består af små fragmenter af valsemotiver, som ved trioens anden tilsynekomst udvikler sig til en Schubert-lignende vals i klarinetten. Trio II indledes hver gang af et optakt-motiv i hornet.

Stykket blev skrevet i 1984 på bestilling af The London Sinfonietta, som uropførte det i London i februar 1985, dirigeret af Elgar Howarth.

Schnee [2006-08]

I begyndelsen af 1990'erne arrangerede jeg nogle kanons af Johan Sebastian Bach - syv i alt, fra hele hans aktive karriere. Jeg var helt fordybet i denne musik, og arrangerede dem med en idé om at de skulle gentages igen og igen - som en slags minimalistisk musik. Hvilken varighed Bach oprindeligt havde tænkt sig aner jeg ikke, men for mig åbnede denne måde at høre musikken en helt ny og inspirerende verden af tid i bevægelse.

Alt afhængig af hvordan man hører disse kanons, står musikken stille, bevæger sig forlæns eller baglæns. Hvad gælder mit eget værk affødte det en ny idé, nemlig at skrive et stykke som bestod af kanonisk bevægelse og udforskede begrebet tid. Da ensemble recherche senere bad mig om at skrive et stykke til Wittener musikdage, vidste jeg, at nu var tiden inde.

Idéen bag Canon 1a var at have en proces, som langsomt og gradvist kanonisk bytter om på to fraser ved at tætføre dem mere og mere. Således at den indledende frase blev den afsluttende - og omvendt. Lidt i stil med Eschers billeder, hvor en hvid forgrund på en sort baggrund i den ene side af billedet bliver en sort forgrund på hvid baggrund i den anden.

En anden idé var at dele de ni musikere i to symmetriske, men ellers ret forskellige grupper på hver side af slagtøjet. Således at gruppe 1 - violin, bratsch, cello og 1. klaver - er placeret til venstre og gruppe 2 - fløjte, klarinet, obo og 2. klaver - til højre.

Da jeg så de første nye 3-dimensionelle billeder fra begyndelsen af 1990'erne blev jeg meget optaget af dem - men mest måske i de gamle stereotypi-teknikker fra slutningen af 1800-tallet, hvor to næsten identiske billeder, fotograferet med et lille mellemrum (lidt i stil med princippet bag stereomikrofoner) er placeret side om side. Hvis man ser på dem uden at fokusere ser man, som en sum af de to billeder, et næsten magisk tredimensionelt billede i midten.

Jeg ville se om denne idé også lod sig realisere i musik. Det sker allerede når vi lytter med vores to ører, men måske ville effekten også opstå, når man hørte en gentaget figur (som i Bachs C-dur præludium fra Das Wohltemperierte Klavier bind 1) eller i oplevelsen af form (som i Bachs Contrapunktus 13 a og 13 b fra Kunst der Fuge, hvor den anden er en omvending af den første)? Og: hvis man lægger to tider oven i hinanden, vil et dybere tredimensionelt tempo så opstå?

Det var i al fald det jeg prøvede med stykket - dels på mikroplanet med gentagelsen af Canon 1a, dels på makroplanet med Canon 1b som en 'double' af 1a (for instrumentgruppe 1), men denne gang for alle ni instrumenter. Musikken er grundlæggende helt den samme i begge satser, men med mange flere kanoniske lag. De to satser udgør et par og skal høres som et sådan. - De er som to store musikalske billeder som hørt af et fjernt og lidt ufokuseret øre måske skaber et tredje tredimensionelt stykke.

Kort efter uropførelsen af Canon 1a og 1b i Witten i 2006, blev det klart for mig at Schnee måtte udvides til en større serie par. Schnee måtte udvides til at omfatte fem par - fem fordi det var min mening at lave parrene kortere og kortere. Det første par varer to gange ni minutter, så jeg planlagde at de følgende par som to gange syv minutter, to gange fem minutter, to gange tre minutter og to gange ét minut. - Til slut løber tiden ud, ligesom tiden løber stadig hurtigere ud mod enden. Det var i al fald min oprindelige vision og tidsmæssige idé. - Udførelsen viste sig at blive lidt anderledes og især Canon 3a og 3b blev længere.

Parrene 2, 3, 4 og 5 som følger det første par bygger på den samme haiku-lignende idé som par 1. Igen - i løbet af hver enkelt kanon - udspilles en langsom og gradvis proces som kaster lys over forskellige aspekter, som enten kommer i forgrunden eller i baggrunden. På samme tid har hver kanon en dublet, hvor aspekterne høres fremstillet anderledes. Den parvise rytme forstyrres kort af tre intermezzi, hvor strygerne og blæserne stemmer ned i mikrointervaller, så der gradvist opstår en tonal interferens mellem både grupperne og instrumentparrene. Fx i Canonpar 4 - en 'hommage' til Wolfgang Amadeus Mozart (jeg lånte hans vidunderlige Schellen (bjælder) fra hans Tyske Dans Die Schlittenfahrt, K. 605, nr. 3) - hvor fløjte, klarinet samt de to flygler er stemt almindeligt, mens cello og engelskhorn er stemt henholdsvis en 1/6-tone lavere og violin og bratsch 2/6-tone lavere.

Alt dette er måske lidt kolde og formelle overvejelser, men for mig er de bundet til stykkets poetiske verden, der udspringer af forestillinger om sne og hvid polyfoni. I øvrigt var jeg i en boghandel i forgårs og kiggede i en bog med Gerhards Richters grå billeder - og følte straks stærke fællestræk mellem dem og mine polyfone Snekanons i hvidt.

Værker i uddrag efter komponistens egen værkliste.

Orchestra

Skum (Foam) (1970), 14’. 2.1.1.1/1.1.1.0./4perc/hp/pf/strings(2.2.3.3.2).
First performed: Lyngby Unge Tonekunstnere, Stadsbiblioteket, Kgs. Lyngby. LUT orchestra conducted by Svend Aaquist Johansen.

Symphony i C (1972), 10’. 3.3.3.3/4.3.3.1/3perc/pf/strings.
First performed 02.06.72 in the Danish Radio (with the title ‘EEC-Movement’). Aarhus Symphony Orchestra conducted by Børge Wagner.

Symphony (1974), 14’. 2.2.2.2/4.3.3.0/timp.3perc/strings.
Commissioned by Musikforeningen Euphrosyne for their 100 years anniversary concert, first performed 1975, Odd Fellow Palæet, Copenhagen. Musikforeningen Euphrosyne conducted by Jørgen Berg.

Stratifications (1973/75), 9’. 2.2.2.1/2.2.1(=btrb).0/2perc/pf/strings.
First performed Young Nordic Music festival, Iceland. Iceland Symphony Orchestra conducted by Pall P. Pálsson.

Nacht und Trompeten (1981), 11’. 2.2.2.2/2.3.0.0/timp/4perc/pf/strings.
Commissioned by Berlin Philharmonic Orchestra, first performed 25.03.82, Berlin
Berlin Philharmonic Orchestra conducted by Hans Werner Henze.

Four Pieces for Orchestra (2000-2003), 17’. 4.4.6.4/8(5-6 db. Wtba).4.4.2/1timp.4perc/2hp/pf/cel (db synth)/gtr/man/strings(16.14.12.10.8).
Commissioned by the DR SymfoniOrkestret, first performed 02.09.04, Copenhagen. DR SymfoniOrkestret conducted by Thomas Dausgaard.

Ten Sinfonias (2010), 20’. 0.3.0.2/2(natural horns).2(natural trumpets).0.0/timp(periodical)/strings.
Co-commissioned by Iceland Symphony Orchestra and DR UnderholdningsOrkestret, first performed 26.01.12, Reykjavik. Iceland Symphony Orchestra conducted by Ilan Volkov.

Solist(s) and Large Chamber Ensemble/(String) Orchestra

Lied in Fall (1987), 15’. Solo cello + 1.1.1.1/1.1.1.0/perc/pf/strings(1.1.1.1.1).
Commissioned by The London Sinfonietta, first performed, 28.01.88, Queen Elizabeth Hall, London. Christopher van Kampen and The London Sinfonietta conducted by Diego Masson.

Concerto for Piano for and Orchestra (1999-00), 17’. Solo piano + 1.1.2.1/1.1.1(db btr).0/3perc/hp/gtr/cel(db synth)/strings(1.1.1.1.1).
Commissioned by BIT20 Ensemble, first performed, 15.10.2000, Ultimo Festival, Oslo.
Anne Marie Abildskov and BIT20 Ensemble conducted by Susanna Mälkki.

Double Concerto for Violin, Piano and String Orchestra (2010-11), 22’. Solo violin and solo pf + strings (6.6.4.4.2).
Co-commissioned by The Royal Orchestra, Copenhagen and The Swedish Chamber Orchestra, first performances: 09.10.11, Operaen, København (Baiba (vn) and Lauma Skride (pf), The Royal Opera Orchestra conducted by André de Ridder) and 13.10.11, Örebro (Swedish Chamber Orchestra with same soloists and conductor as 09.10.11).

Large Chamber Ensemble

Winternacht (1976/78), 14’. fl, cl, hn, cnt, pf, vn, vc.
1st mov. first performed, 10?.12.76, Royal Academy of Music, Copenhagen, students at the Royal Danish Academy of Music conducted by Svend Aaquist Johansen. Complete first performance, 21.01.79, Tivoli Concert Hall, Copenhagen, members of the DR Underholdningsorkestret conducted by Michael Schønwandt.

Märchenbilder (1984), 13’. 1.1.1.1/1.1.1.0/perc/pf/strings(1.1.1.1.1).
Commissioned by The London Sinfonietta, first performed, 07.02.85, St. John’s Smith Square, London. The London Sinfonietta conducted by Elgar Howarth.

Winternacht (version 1987), 14’. fl, cl, pf, perc, guit, vn, vc.
First performed, Aarhus, The Elsinore Players conducted by Karl Aage Rasmussen.

Two Pieces In Slow Time (1999), 7’. 2hn, 3trp, 3trb, 2tba, 2cnt, 2perc.
First performed, 12?.12.99, Kastels Kirken, Copenhagen. Brass ensemble from The Royal Danish Academy of Music conducted by Mogens Andresen.

Schnee  canons 1a and 1b (2006), 18’. fl, ob, cl, perc, 2pf, vn, va, vc.
Commissioned by Westdeustscher Rundfunk, first performed, 06.05.06, Wittener Musiktage. Ensemble recherché.

Schnee Ten Canons for Nine Instruments (2006-08), 60’. fl, ob, cl, perc, 2pf, vn, va, vc.
Commissioned by Westdeutscher Rundfunk, first performed, 26.04.08, Wittener Musiktage. Ensemble recherché.

Wald (2009), 18’. 1.1.1.1/1.2(2=btr).0.0/hp/pf(db cel/strings/1.1.1.1.1).
Co-commissioned by Schönberg Asko Ensemble and BBC3 Proms, first performances: 14.01.10, Muziekgebouw aa ‘t IJ, Amsterdam (Schönberg ensemble conducted by Reinbert de Leeuw) and Proms, 06.08.10, Royal Albert Hall, London (Birmingham Contemporary Music Group conducted by Ilan Volkov).

Chamber Music

Rundt og imellem (Round And In Between) (1971). Brass quintet (hn, 2 trp, trb, tba).

Landskaber (Landscapes) (1972), 8’. Woodwind quintet (fl, ob(db ob’am), cl, hn, bn).

Flowersongs (1973), 12’. 3 fl.
First performed Lyngby Unge Tonekunstnere, Kgs. Lyngby. Henrik Svitzer, Peter Bondesen, Søren Barfoed.

Glansbilleder (Scraps) (1973), 4’. vc, pf.
First performed, 29.07.73?, Nicolai Kirke, Copenhagen.

10 Preludes String Quartet No. 1 (1973), 20’.
First performed, 29.07.73, Nicolai Kirke, Copenhagen. String Quartet from’The Group for Alternative Music’, Birgitte Alsted, Birte Kjærgaard, Lars Peter Schultz, Niels Rosing-Schow.

Walden (1978), 11’. Woodwind quintet (fl, ob, cl, hn, bn).
Commissioned by The Funen Wind Quintet, first performed, 31.10.78, Odense. The Funen Wind Quintet.

String Quartet No. 2 (1981), 15’.
Commissioned by The Lerchenborg Music Days, first performed, 02.08.81, Lerchenborg. The Gaudeamus String Quartet.

Six Pieces for violin, horn and piano (1984), 17’.
Commissioned by The Danish Radio, first performed, 26.11.84, Nicolai Kirke, Copenhagen. Anton Kontra, Poul Erik Vilsbæk, Bohumila Jedlickova.

Zwei Schneetänze (1985), 4’. Recorder quartet (SATB).
Commissioned by ‘2nd Jugendmusikfest, Deutschlandsberg’, Austria, first performed, 27.10.85, Deutschlandberg. Pupils from the local music school.

Zwei Schneetänze (version 2, 1985), 4’. fl, cl, vn, vc.
First performed, 08.12.85, Aarhus. The Elsinore Players.

Storm and Still with Hymn and Capriccio Bagatels (1994), 4’. String trio (vn, va, vc).
First performed, 07.08.94, Oremannsgaards Musikfest, Præstø. Christina Aastrand, Claus Myrup, Hans Nyegaard Jensen.

Walden (version 1995), 11’. Woodwind reed quintet (ob (db ob d’am?), 2cl (2 db bcl), bn, asx).
First performed, 21.11.95, Concertgebouw, Amsterdam. Califax Reed Quintet.

Three Little Nocturnes (2005), 9’. Accordion and string quartet.
Commissioned by The Cikada String Quartet, first performed, 20.11.05, Huddersfield Contemporary Music Festival. Frode Haltli and The Cikada String Quartet.

String Quartet No. 3 (2008), 12’.
First performed, 15.10.08, Ultimo Festival, Oslo. The Cikada String Quartet.

Herbstlied (version A, 2009), 8?’. cor.ing, pf, vn, va, vc.
First performed 16.09.10, Sacrum Profanum, Krakow. ensemble recherché.

Herbstlied (version B, 2009), 6’. Periodical baroque instruments: taille, hpsd, vn, va, vc.
To be performed.

Traumlieder for Piano Trio (2009), 17’.
First performed 22.02.10, Mogens Dahls Koncertsal, Copenhagen. Trio con Brio Copenhagen.

Liebeslied (2010), 3’. bfl, ob d’am, bcl, perc, pf, vn, va, vc.
Commissioned by ensemble recherché, first performed, 07.06.10, Freiburg. ensemble recherché.

Schneebilder (2011), 24’. Piano Quartet (pf, vn, va, vc).
Written for ensemble recherché, first performance, 16.04.13 Freiburg. ensemble recherché.

String Quartet No. 4 (2012), 20’.
Co-commissioned by Westdeutscher Rundfunk and Wigmore Hall, first performed, 28.04.12, Wittener Musiktage and Wigmore Hall 30.10.12. Arditti String Quartet.

Solo instrument

October for piano (left hand) (1969/1976?), 7’.
First performance, Louisiana, Humlebæk. Hans Abrahamsen.

Gush for alto saxophone solo (1974/79), 4’.
Commissioned by Christian Ancher Grøn, first performed Paris. Christian Ancher Grøn.

Canzone for accordion solo (1977-78), 9’.
First performed, 13.04.78. Matti Rantanen.

10 Studies for Piano (1983/98), 28’.
Commissioned by Amalie Malling, 1-7 first performed by Amalie Maling, 1-10 first performed by Anne Marie Abildskov.

Two Easy Studies for Piano (1983).

Omagio a Luigi Nono for piano (1990).
Not performed.

Storm and Still for violoncello solo (1988), 3’.
Commissioned by The Art Group “Storm and Still” for the exhibition “My Life As a Pilot”, first performed, 12.05.88, Den Frie Udstillingsbygning, Copenhagen. Morten Zeuthen.

Hymn for violoncello (or viola) solo (1989), 3’.
Commissioned by The Lerchenborg Music Days, first performed Lerchenborg. Ann Turner.

Capriccio Bagatels for violin solo (1990), 4’.
First performed Aarhus. Christina Aastrand.

Siciliano for cello solo (1998-99), 6’.
First performed as part of Sonata for solo cello.

Sonata for solo cello (Hymn, Storm and Still, Siciliano, 1988/99), 12’.                    
First performed Jægerspris. Morten Zeuthen.

Air for accordion (2006 or 7), 11’.
First performed 12.10.07, Sound Around, Plex, Copenhagen, Frode Haltli.

Kharon for trombone solo (2009), 6’.
First performed Aarhus. Jesper Juul.

Chorus

Universe Birds (1973), 4’. 10 sopranos, text: Iben Holk, in Danish/English.
First performed Copenhagen. Conducted by Svend Aaquist Johansen.

Vocal

Efterår (Herbst) (1972/77), 5’. T(S) + vc, fl, gtr, text: Jacob Paulsen, in Danish. (the voice can be sung by the guitarist)

Danmarks Sange (Denmark's Songs) (version 2, 1974???), 10’. Soprano + fl, cl, perc, pf, vla, text: Hans Abrahamsen, in Danish.
First performed by Bodil Gümoes and Elsinore Players conducted by Karl Aage Rasmussen.

Efterårslied (Herbstlied) (1992), 6’. S + cl, hpsd (or pf) vn, vc. Text: Rainer Maria Rilke, recreated in Danish by Thorkild Bjørnvig.
First performed Vækstcentret, Nørre Snede. Bodil Gümoes and an ensemble conducted by Hans Abrahamsen.

Occasional pieces

Fanfare (1987). 2 violins.
First performed Numus Festival [Aarhus]. Hans Steengaard, Torben Mikkelsen

Scherzo Festivo (1987). 8 horns.
First performed for the 70th birthday of Ingbert Michelsen 25.10.87, Kgs. Lyngby. Among the players Bjørn Fosdal, Preben Garnov, Hans Emil Sørensen and Jacob Arnholtz, conducted by Hans Abrahamsen.

Ud og hjem (Away and Return) (string quartet 1990), collage over Danish children’s songs with animals.
First performed 27.08.90, at School Concerts in Esbjerg.

BIrThday hocket (2009), 1’30. bfl, vibr (or mar).
Commissioned by BIT20 Ensemble for their 20th anniversary concert, first performed 05.12.09, Bergen. BIT20 Duo, Ingela Øien, Peter Kates.

Arrangements, transcriptions and orchestrations

Carl Nielsen: Fantasy Pieces, Op 2 (1988), 6’. ob, vn, va, vc.
First performed: The House of Karen Blixen, Kenya. Sven Kruse, Torben Mikkelsen, Lis Christophersen, Michael Gottschalk.

Erik Satie: Trois Gymnopédies (1988). ob and string quartet.
First performed: The House of Karen Blixen, Kenya. Sven Kruse, Torben Mikkelsen, Anne Bolette Mikkelsen, Lis Christophersen, Michael Gottschalk.

Maurice Ravel: Le Tombeau de Couperin (1989) transcribed after the orchestral version for woodwind quintet (fl, ob, cl, hn, bn).
First performed 21.07.90, Stoense kirke, Langeland. Esbjerg Ensemble.

Carl Nielsen: Three Piano Pieces, Op 59 (1990), 11’. 1.1.1.1/1.0.0.0/strings(1.1.1.1.1).
First performed, 21?.05.05 Queen Elizabeth Hall, London, The London Sinfonietta conducted by David Atherton.

Aarhus Ragtime (1990) palimpsest over Charles Ives’ Ragtime Dance No.4. 1.1.1.1/1.1.1.0/perc/pf/strings(1.1.1.1.1).
First performed: Musikhuset, Aarhus. Aarhus Sinfonietta conducted by Søren K. Hansen.

J.S. Bach: Befiehl Du Deine Wege (1991), 8’. 1.1.1.1/1.1.1.0/vibr/hp/pf/strings(1.1.1.1.1).
First performed Rønne? Aarhus Sinfonietta conducted by Søren K. Hansen.

Per Nørgård: Breaking (1992), 6’. 1.1.1.1/1.1.1.0/perc/hp/pf/strings(1.1.1.1.1).
First performed 07.92, Tivoli Concert Hall, Copenhagen. Aarhus Sinfonietta conducted by Søren K. Hansen.

J.S. Bach: 8 Canons (BVW 1072-78 and BVW deest) (1994). fl, cl, vibr, guit, pf, vn, vc.
First performed 07.92 Oremannsgaards Kammermusikfest, Præstø. Ensemble conducted by Hans Abrahamsen.

C.E.F. Weyse: Fire Aftensange (Four Evening Songs) (1999), 18’. Ms + 2.3.3.2/4.2.3.0/timp.2perc/hp/strings.
Commissioned by The Danish Radio, first performed: Radiohuset, Copenhagen
Gitta-Maria Sjøberg, DR UnderholdningsOrkestret.

Arnold Schönberg: Vier Stücke aus 6 Kleine Klavierstücke, Op 19 (1998), 6’. 1.1.1.1/1.1.1.0/perc/hp/cel/strings/1.1.1.1.1).
First performed: Copenhagen. Athelas Sinfonietta Copenhagen conducted by Jean Thorel.

Arnold Schönberg: Lieder, Op 19 (1999-2002). sopr + 1.0.1.1./0.1(db cnt)0.0/harmonium/hp/strings(1.0.1.1.0).
First performed 01.08.02, Bregenzer Festspiele, Bregenz. Marianne Beate Kielland, BIT20 Ensemble conducted by Ilan Volkov.

Carl Nielsen: Festpræludium (Festival Prelude) (2000). 4.4.4.4/4.4(4=btr).3.2Wtb.2/timp.3perc/hp/org/strings(large).
Commissioned by Danish Radio, first performed 11.01.01, Radiohuset, Copenhagen. DRSymfoniOrkestret conducted by Thomas Dausgaard.

Three Pieces by Robert Schumann: Innig, Eusebius, Melodie, 7’. Woodwind sextet (fl,ob, 2cl (db bcl), hn, bn).
not performed.

Robert Schumann: Kinderszenen, Op 15 (2005). Woodwind quintet (fl, ob, cl, hn, bn)
First performed: Black Diamond, Copenhagen. DRSymfoniOrkestrets Blæserkvintet?

Robert Schumann: Vogel als Prophet (und mit Vögelstimmens des Beethovens) (2009), 4’. pf, picc, cl in Eb, vn.
First performed 01.08.09, Oremanngaards Kammermusikfest, Præstø, Anne Marie Abildskov, Karen Skriver, Anna Klett, Christina Åstrand.

Carl Nielsen: Symphony No. 6 (2009), 35’, transcribed for chamber orchestra of 18 players 1.1.2.1/1.1.1.0/3perc/harmonium/pf/strings/1.1.1.1.1).
Commissioned by Athelas Sinfonietta Copenhagen, first performed 05.06.10, Copenhagen. Athelas Sinfonietta Copenhagen conducted by Pierre-André Valade.

Claude Debussy: Children’s Corner (2010), 18’. Transcribed for orchestra 2.2.2.2/2.2.2.1/timp.3perc/2arp/cel(db pf)/strings.
Commissioned by Radio Kamer Filharmonie, first performed 07.02.12, Utrecht. Radio Kamer Filharmonie conducted by Michael Schønwandt.

György Ligeti: Arc-en-ciel (2012) (Edition Schott), 4’. transcribed for ensemble 1.1.2.1/2.1.1.0/2perc/arp/cel(db synt)strings (1.1.1.1.1).
Commissioned by Westdeutscher Rundfunk, first performed 26.04.12, Wittener Musiktage, Asko/Schönberg Ensemble conducted by Reinbert de Leeuw.

Find diskografi på ewh.dk

Undervisningsmateriale om Hans Abrahamsen 2013 

Videoklip: Hans Abrahamsen fortæller om sig selv og sit værksted

Videoklip: Jeg laver nogle spilleregler

Henvendt til elever i folkeskolen. I danske komponisters værksteder, 2013. Se flere klip på www.komponistvaerksteder.dk