Rune Glerup fik som 7-årig sin første klaverundervisning og begyndte på samme tid at komponere.
Siden har han modtaget undervisning af en række komponister i Danmark og i udlandet, blandt andre hos Walter Zimmermann i Berlin og Niels Rosing-Schow, Bent Sørensen og Hans Peter Stubbe Teglbjærg i solistklassen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Herfra debuterede han i 2010, hvorefter han studerede på IRCAM (Institut de Recherche et Coordination Acoustique/Musique) i Paris i 2010-12.
Rune Glerup har deltaget i masterclasses med Phillippe Leroux, Phillippe Manoury, Hans Peter Kyburz, Dennis Smalley, Ivan Fedele, Adriana Hölszky og Rolf Wallin.

Glerup har været repræsenteret på festivaler som Printemps des Arts i Monte-Carlo, Nordic Music Days, Ung Nordisk Musik og Pulsar, og hans værker har bl.a. været spillet af London Sinfonietta, Athelas Sinfonietta, Uusinta Ensemble, Curious Chamber Players, Ensemble Alternance, Ensemble Tm+, Esbjerg Ensemble, Contemporánea og Trio Gáman.

Noter

Musikken er venligst stillet til rådighed af Dacapo
Teksten er venligst stillet til rådighed af Edition S og redigeret af Anne Marqvardsen.

"Når jeg skriver et stykke, foregår det altid som en slags frontalangreb mod det kendte. For selvfølgelig kigger man bagud. Men i stedet for at tilbringe en hyggestund med det kendte og dermed blot rekonstruere det, forsøger jeg nærmere at kortslutte det." (Rune Glerup)

Den fysiske musik
Rune Glerup opsøger de mærkelige, næsten absurde situationer i musikken. ”Der er noget utroligt befriende og smukt ved noget, der går rigtig galt; når den musikalske situation kammer over eller kortsluttes”, siger komponisten. Blandt de absurde, til tider næsten voldelige situationer, opstår der indimellem en sær skønhed.

Spændingen der opstår fx mellem det voldsomme og det ømme udtryk, er i Glerups musik en form for konfliktfyldt rum. Den er netop ikke en bevægelse fra den ene yderlighed til den anden, men en slags ukontrolleret energi, som kan gå i alle retninger. Til trods for at Glerups musik har ændret sig gennem årene, er der et genkendeligt element i alle hans værker, han kalder det ”den samme form for energi, som blot skifter klædedragt indimellem”.

I 2008, med trioen objets/décalages, udfoldede Glerup idéen om ”musikalske objekter” for alvor. Inden havde han gjort ansatser til det bl.a. med værket La Rose pulvérisée, men ikke lige så konsekvent. Kompositorisk betød det, at han stort set udryddede alle beskrivende elementer, specielt dynamiske former, til fordel for musikalske objekter. Objekterne er næsten fysiske ting i sig selv: en frase der ikke ændrer sig, et afsnit der er konstant og ikke gradvist bliver til noget andet. Når først han har lavet sine objekter, kan han komponere med dem, som han vil. For Glerup er pointen med musikalske objekter at understrege noget konkret i musikken. Han vil gerne fremvise musikken som noget rent fysisk, der ikke er referencebærende til fx et narrativt forløb. For Glerup er musik ikke et fænomen, der udtrykker noget, man også kan sige på andre måder. Musikken er et fænomen, der udtrykker noget, der kun kan siges musikalsk.

”Mit arbejde med musikalske objekter har næsten været et utopisk forsøg på at få musikken til at nærme sig billedkunsten, hvor det fysiske aspekt er meget mere nærværende, og som gennem årene har været en stor inspiration”, fortæller Glerup.

Teksten er venligst stillet til rådighed af Edition S og redigeret af Anne Marqvardsen.

objets/décalages (2008)
I dette værk opleves tydeligt Rune Glerups søgen efter et direkte, næsten fysisk, udtryk og det var netop i det værk, han for alvor introducerede idéen om ”musikalske objekter”. I værket udformede han et antal musikalske objekter, og komponerede med dem, indtil han til sidst nåede den endelige overordnede komposition - som man igen kan se som ét enkelt objekt. Et væsentligt aspekt ved denne tænkemåde er, at den traditionelle lineære tidsopfattelse i et værk, erstattes af en slags a-lineær tid. Med det lineæres forsvinden er det narrative også væk, og derfor opstår den musikalske spænding på en anden måde – som et resultat af friktionen mellem de musikalske objekter.

Dust encapsulated #2 (2009)
Dette værk er i høj grad en udforskning af idéerne fra objets/décalages. Det er et lidt større værk med flere objekter, der har større variation i størrelse og kompleksitet - fra de overlæssede til de banale. Det er et værk med et højt energiniveau, og måske er det derfor at nogle objekter (el. afsnit) indimellem har en tendens til at kamme over i det absurde. Det bemærkelsesværdige er dog, at der ikke kun er tale om en tour de force i energi og absurditeter, men at der også på visse tidspunkter opstår nogle øjeblikke som man måske næsten kunne beskrive som sært smukke i deres iøjnefaldende indadvendthed. At stykket dog hovedsageligt består af objekter af en temmelig rå karakter, kan ses i lyset af hans ønske om at forsøge at fremstille objekter som fysiske, som noget man næsten kan røre ved, i stedet for kun at tilhøre en flygtig illusion.

Concerto for klaver og orkester (2009-10)
Værket var en bestillingsopgave: En koncert for soloinstrument og orkester. Rune Glerup valgte det mest klassiske soloinstrument – klaveret. At vælge et utraditionelt instrument ville være som at prøve at flygte fra solokoncertkonceptet. ”Skal man skrive en klaverkoncert, så må man også skrive en klaverkoncert, og ikke et ’meta-stykke’, som forestiller ikke at være en klaverkoncert, selvom den reelt er det”, siger Rune Glerup. Han opstillede nogle klassiske dogmer, fx skulle der være en kadence, koncerten skulle indeholde et virtuost afsnit, der måtte kun blive spillet på tangenterne (og ikke inde i flyglet), osv. I dette værk er yderpolerne noget meget brutalt, og noget meget skrøbeligt. Det er et resultat af det voldelige møde mellem de klassiske træk, der stammer fra Glerups dogmer, som i sig selv rummer noget skønt og noget skrøbeligt, og det samtidige forsøg på at vriste sig fri af dem. Reglerne opsatte han ikke, fordi han ville skrive en klassisk klaverkoncert, tværtimod skulle de hjælpe ham til at finde de områder, han kunne bryde med. På den måde skabte han en slags friktion mellem den klassiske form og de nutidige idéer. Klaverkoncerten blev et forsøg på at bryde den klassiske koncert op indefra.

Noter

Musikken er venligst stillet til rådighed af Dacapo

Teksten er venligst stillet til rådighed af Edition S og redigeret af Anne Marqvardsen.

Find værkliste på komponistens eget website.

Dust encapcultated
Neel Bramsnæs Teilmann (klaver), Mathias Friis-Hansen (perc.),
Gàman; Athelas Sinfonietta, Pierre André Valade.
Dacapo Records (2015)

Videostreaming

Se videoportræt af Rune Glerup 2015

Hør videointerview med Rune Glerup, NMD 2010. Video Majken Vibe Bauer.