objets/décalages (2008)
I dette værk opleves tydeligt Rune Glerups søgen efter et direkte, næsten fysisk, udtryk og det var netop i det værk, han for alvor introducerede idéen om ”musikalske objekter”. I værket udformede han et antal musikalske objekter, og komponerede med dem, indtil han til sidst nåede den endelige overordnede komposition - som man igen kan se som ét enkelt objekt. Et væsentligt aspekt ved denne tænkemåde er, at den traditionelle lineære tidsopfattelse i et værk, erstattes af en slags a-lineær tid. Med det lineæres forsvinden er det narrative også væk, og derfor opstår den musikalske spænding på en anden måde – som et resultat af friktionen mellem de musikalske objekter.
Dust encapsulated #2 (2009)
Dette værk er i høj grad en udforskning af idéerne fra objets/décalages. Det er et lidt større værk med flere objekter, der har større variation i størrelse og kompleksitet - fra de overlæssede til de banale. Det er et værk med et højt energiniveau, og måske er det derfor at nogle objekter (el. afsnit) indimellem har en tendens til at kamme over i det absurde. Det bemærkelsesværdige er dog, at der ikke kun er tale om en tour de force i energi og absurditeter, men at der også på visse tidspunkter opstår nogle øjeblikke som man måske næsten kunne beskrive som sært smukke i deres iøjnefaldende indadvendthed. At stykket dog hovedsageligt består af objekter af en temmelig rå karakter, kan ses i lyset af hans ønske om at forsøge at fremstille objekter som fysiske, som noget man næsten kan røre ved, i stedet for kun at tilhøre en flygtig illusion.
Concerto for klaver og orkester (2009-10)
Værket var en bestillingsopgave: En koncert for soloinstrument og orkester. Rune Glerup valgte det mest klassiske soloinstrument – klaveret. At vælge et utraditionelt instrument ville være som at prøve at flygte fra solokoncertkonceptet. ”Skal man skrive en klaverkoncert, så må man også skrive en klaverkoncert, og ikke et ’meta-stykke’, som forestiller ikke at være en klaverkoncert, selvom den reelt er det”, siger Rune Glerup. Han opstillede nogle klassiske dogmer, fx skulle der være en kadence, koncerten skulle indeholde et virtuost afsnit, der måtte kun blive spillet på tangenterne (og ikke inde i flyglet), osv. I dette værk er yderpolerne noget meget brutalt, og noget meget skrøbeligt. Det er et resultat af det voldelige møde mellem de klassiske træk, der stammer fra Glerups dogmer, som i sig selv rummer noget skønt og noget skrøbeligt, og det samtidige forsøg på at vriste sig fri af dem. Reglerne opsatte han ikke, fordi han ville skrive en klassisk klaverkoncert, tværtimod skulle de hjælpe ham til at finde de områder, han kunne bryde med. På den måde skabte han en slags friktion mellem den klassiske form og de nutidige idéer. Klaverkoncerten blev et forsøg på at bryde den klassiske koncert op indefra.
Noter
Musikken er venligst stillet til rådighed af Dacapo
Teksten er venligst stillet til rådighed af Edition S og redigeret af Anne Marqvardsen.