Niels Rosing-Schow fik musikken ind fra barnsben, både i hjemmet og uden for.
”Da jeg var syv-otte år gik jeg til musikforståelse hos klaverpædagogen Else Prins. Det var en form for introduktion for børn til klassisk musik. Jeg blev fuldstændig opslugt af det!” fortæller komponisten, der også i forbindelse med Else Prins’ undervisning kom i gang med at spille cello, da hun manglede en cellist til sit børneorkester. Celloen holdt han fast ved indtil han var i 20’erne. Samtidig med cellospillet, begyndte han som 10-11-årig at gå til klaver, for at få stillet sin nysgerrighed overfor ”alt det der med akkorder og sådan noget. Jeg måtte bare finde ud af det der. Hvordan kunne man ved at sætte noder sammen lave noget, der var så fantastisk? Der lå efterhånden stabler af satsbegyndelser i barokagtig stil, lavet efter bedste beskub.”.
Få år senere blev han og Hans Abrahamsen introduceret til hinanden. ”Hans spillede horn, jeg spillede cello og vi spillede begge klaver. Vi tonsede alle mulige ting igennem i firhændige udgaver og diskuterede og analyserede. Vi gjorde rigtig mange opdagelser sammen.” Interessen for musik, for at spille den og for at skrive den forblev stærk op gennem teenage-årene.
I løbet af gymnasietiden blev en interesse for fysik og meteorologi så stærk, at Niels Rosing-Schow overvejede at studere meteorologi på universitetet. En udtalelse fra cellisten Alf Petersen fra Radiosymfoniorkestret, der på det tidspunkt var Niels Rosing-Schows lærer, lavede om på den ambition: ”Hvis du skal studere noget, skal det være musik!” konstaterede cellolæreren. Niels Rosing-Schow begyndte at studere på Musikvidenskab ved Københavns Universitet.
Hans Abrahamsen introducerede Niels Rosing Schow til Gruppen for Alternativ Musik, der kom til at betyde meget for den unge musikstuderende i årene efter 1970. ”For mig var Gruppen et fokuspunkt, et sted, hvor jeg blev en del af noget.” Niels Rosing-Schow fortæller også, hvordan den lidt ældre komponist Ole Buck, spillede en næsten guru-agtig rolle for flere af komponisterne med tilknytning til Gruppen for alternativ musik. ”Via ham fik vi kontakt med hele Ny Enkelheds-æstetikken. Han holdt foredrag for os, om hvorfor enkeltheden var vigtig. I Hans Abrahamsens lejlighed.”
”En anden ting, der kom til at betyde noget i forbindelse med Gruppen for alternativ musik, var, at vi improviserede. Det frie, improviserede og det åbne musikalske rum var meget fascinerende. Det kom ikke til at præge mine kompositioner direkte, men indirekte ved at skærpe mine ører for klangene..”
Niels Rosing Schow fik uropført sin første blæserkvintet af musikere fra Radiosymfoniorkestret ved en koncert i LUT (Lyngby Unge Tonekunstnere), og den oplevelse var med til at skubbe den unge mand til at tage beslutningen om at blive komponist for alvor. Her fik han opført et værk, hvor det ikke var ham selv eller vennerne, der spillede, men rigtige professionelle musikere. I 1979 kom Niels Rosing-Schow på konservatoriet, ikke med komposition som hovedfag, men teori og musikhistorie. Efter endte studier i de to fag, gik Niels Rosing-Schow i solistklassen med komposition hos Ib Nørholm. ”Jeg kan især huske, at vi spillede skak. Og så kom der de der bemærkninger – typisk på trappen, når man var på vej hjem – som gjorde, at man var beskæftiget i de næste tre måneder med at finde ud af nogle ting.”
I de første år som komponist kom inspirationen mest fra den danske Ny Enkelhed, med Ligeti og Stravinsky som pustet udefra, men i 1986 fik Niels Rosing-Schow tildelt Noilly Prats Musiklegat, der skulle bruges på videre studier i Frankrig. Først her kom komponisten, der om nogen har været ’the french connection’ i dansk musik fra 1980’erne og frem, for alvor i nærkontakt med fransk musikliv. Og så var det endda en græsk komponist, der stod for indføringen i den franske musik, nemlig Iannis Xenakis, der havde udviklet det grafisk baserede, elektroniske kompositionssystem Les Ateliers UPIC, hvor Rosing-Schow brugte sine legatpenge på at studere.
Under sit pariser ophold stiftede han også bekendtskab med den såkaldte spektralmusik, som den kom til udtryk hos komponisterne Tristan Murail og Gérard Grisey. Siden da har komponistens blik for fransk musik, den spektrale musiktænkning og fransk litteratur og filosofi været skarpt. Men det vil være en forenkling at reducere Niels Rosing-Schows musikalske out-put med en etiket med ordlyden ”franskinspireret”. Dertil er for meget af musikken og den musikalske tænkning præget af det danske eller måske bare Nord-europæiske og af en tilknytning til en dansk generation af komponister, der lægger vægt på flerlagethed, strukturel tænkning og inspiration fra verden udenfor.
Underviser og musikpolitisk arbejde
Allerede i årene før sin debutkoncert i 1987, var Niels Rosing-Schow engageret som underviser på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Undervisningsgerningen har fulgt ham lige siden. I 2013 blev Niels Rosing-Schow udnævnt til professor i komposition ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Samtidig med undervisningen har Niels Rosing-Schow også været en særdeles aktiv deltager i den mere politiske side af det danske musikliv. Med poster, der rækker fra koncertarrangør over medlem af diverse bestyrelser og endelig formand for Dansk Komponist Forening fra 2008 - 2014, har Niels Rosing-Schow sat sit præg på musiklivet og diskursen om det.
Rosing-Schow fortæller om at dele sit arbejdsliv mellem at være underviser, administrator og komponist:
”For mig er det tre sider af en sag, og sagen er: den nutidige musik og det den kan for os som mennesker. Det, der tændte mig allerede som syvårig! På den måde giver det utrolig god mening. Det at skrive musik er min egen måde at give udtryk for det her, som er vigtigt for mig. Det er så vigtigt, at jeg også gerne vil undervise andre i at udvikle det, de har i sig. Den tredje måde er at kæmpe for det politisk. Det skal fylde noget. På den måde hænger de tre ting sammen og giver mening.”
