Else Marie Pade voksede op i Aarhus og var gennem opvæksten plaget af en alvorlig sygdom, nyrebækkenbetændelse, der ofte medførte lange sengelejer. Hun var glad for musik, spillede klaver efter gehør og fik snart klaverundervisning. Som skolelev fik hun kontakt med andre musikinteresserede elever og dannede sammen med dem et band der spillede populær slagermusik til fester. Hun fik også kontakt med engagerede lærere som opdagede hendes usædvanlige musikalske evner og hjalp hende med at udvikle dem.

Under den tyske besættelse bragte hendes klaverlærer Else Marie Pade ind i modstandsbevægelsen, hvor hun blev aktivt medlem af en kvindegruppe. I 1944 blev gruppen fanget af GESTAPO, og sammen med de øvrige medlemmer blev hun fængslet – først i Aarhus, siden i Frøslev-lejren, der var sidste station før en deportation til tysk kz-lejr. En brand ødelagde GESTAPOs materiale om gruppen og medførte at Else Marie Pade blev i Frøslev-lejren til befrielsen.

Både i fængslet og i Frøslev-lejren fortsatte Else Marie Pade med at komponere – i begyndelsen med cellevæggen som nodepapir, senere fik hun adgang til en nodebog. Hun skrev slagere og sange til underholdning og trøst for sine medfanger der opførte dem. Nogle af disse sange er indspillet som Sange fra en væg i arrangementer af hendes klaverlærer og medfange i Frøslev, Karen Brieg.[1]

Efter befrielsen flyttede Else Marie Pade til København, hvor hun – økonomisk støttet af en kreds af venner fra Frøslev-årene – studerede på konservatoriet med klaver som hovedfag. I løbet af studietiden svingede hendes engagement fra klaveret mod komposition. Hun fik kompositionsundervisning af studiekammeraten Jan Maegaard, der introducerede hende til Schönbergs tolvtonemusik, og hun blev efter afgangseksamen privatelev af Vagn Holmboe.  Fra disse år stammer flere kompositioner, bl.a. en klaversonatine som blev opført i radioen af Anker Blyme, og en koncert for trompet og orkester.

1946 giftede Else Marie Pade sig med radiomedarbejderen Henning Pade som hun havde truffet i Frøslev. Han var ansat i radioen, og her fik hun kontakt med et miljø der var interesseret i fornyelse, og som havde tekniske og økonomiske muligheder for at eksperimentere. Hun holdt sig orienteret om strømningerne i ny europæisk musik: især den ”konkrete” (på reallyde baserede) musik som hun lærte at kende 1951 gennem en radioudsendelse, fik stor betydning for hende. Hun rejste til Paris 1952 og mødte den konkrete musiks førende komponist, Pierre Schaeffer. Gennem samarbejdet med internationalt orienterede og anerkendte teknikere i radioen blev hun også klar over de muligheder, som de tyske eksperimenter med elektronisk frembragte lyde rummede.

Årene efter 1952 blev afgørende for Else Marie Pades udvikling som komponist. Hun blev en dansk pioner på elektronmusikkens område, besøgte verdensudstillingen i Bruxelles 1958 og kom i kontakt med nogle af det internationale musiklivs førende komponister – bl.a. Karlheinz Stockhausen. Else Marie Pade har beskrevet disse afgørende år i en øjenvidneskildring af elektronmusikkens fødsel i Danmark.

Læs Else Marie Pades beretning her.

Positionen som pioner på elektronmusikkens område bragte Else Marie Pade mere berømmelse end anerkendelse i 1950’ernes Danmark. Efter den positive modtagelse af hendes debut som elektronkomponist – lydsiden af tv-filmen En dag på Dyrehavsbakken 1954-55 – mødte hun stort set kun negativ kritik. Det gjaldt ikke mindst nogle af hendes første store selvstændige værker – den ”konkrete” Symphonie magnétophonique, 1958-59 og hendes første elektroniske værker: Syv cirkler, 1958 og Glasperlespil I og II, 1960.

Pionerrollen havde også personlige omkostninger: Den medførte et brud med hendes kompositionslærer Vagn Holmboe der ikke kunne acceptere hendes avantgardistiske musik; og den blev en belastning for familielivet der førte til skilsmisse. I 1960’erne stod Else Marie Pade alene med to børn og arbejde på radioen. Alligevel producerede hun en række betydelige værker for bånd eller instrumenter og bånd, bl.a. en Faust suite, 1962 og balletten Græsstrået i samarbejde med koreografen Nini Theilade 1964, og hun besøgte flere gange de internationale feriekurser for ny musik i Darmstadt. Hun engagerede sig også offentligt i arbejdet for udbredelsen af den elektroniske musik gennem artikler, udstillinger og diskussioner. Kritikken var nådesløs og nogle af udtalelserne måtte virke unødigt sårende som sammenligningen af elektronmusikken med Hitlers taler.

I løbet af 1970’erne mindskedes interessen for elektronmusik i Danmark, og Else Marie Pade udvidede sit kompositoriske virkefelt, bl.a. med den prisbelønnede børneopera Far, mor og børn, 1974 og kirkespillet Syv billedsange om Teresa Alvila, 1982. Sammen med et forskningsteam på Rigshospitalet arbejdede hun på musikterapeutisk behandling af børn. Men fra midten af 1980’erne begyndte en ny generation af elektronmusikere i slutningen af århundredet at forstå, at hendes værker fra 1950’erne og 60’erne foregreb idealer, som nu kunne realiseres med computere. I det 21. århundrede er Else Marie Pades musik omsider blevet anerkendt, beskrevet og indspillet.

(JBR)

Noter

Else Marie Pades første modne kompositioner stammer fra årene efter hendes konservatorieuddannelse og før hun begyndte at arbejde med konkret og elektronisk musik. De er blevet til under hendes private kompositionsstudier hos Vagn Holmboe, men også hendes studier hos Jan Maegaard og hans fortrolighed med Schönbergs tolvtonemusik synes at have påvirket Else Marie Pade. Således er hendes første værk for kammerorkester, Sept pieces en couleurs, 1953 skrevet i en art serialistisk stil med basis i en syvtone-række. Ingen af disse værker fra tiden 1950-54 er udgivet eller indspillet.

Hendes debut som komponist af konkret musik inspireret af mødet med Pierre Schaeffer og hans musique concrete var underlægningsmusikken til tv-filmen En dag på Dyrehavsbakken 1954-55 som blev sendt i tv flere gange og fik positive anmeldelser. Her er angiveligt tale om en musikalsk reportage, hvor lyd og billede tilsammen dokumenterer livet på Bakken. En klarere kunstnerisk ambition ligger bag lydsiden af de eventyr som hun komponerede til skoleradioen. Her illustrerer og kommenterer musikken fortællinger som H.C.Andersens Den lille Havfrue, 1955-56, hvor Else Marie Pade symboliserer havfruens univers med elektroniske klange og menneskenes verdens med konkret lyd.

Hovedværket fra 1950’erne er Symphonie magnétophonique, 1958-59 der samtidig blev Else Marie Pades afsked med den rene konkrete musik. Symfonien følger en københavners liv gennem et døgn med Rådhusklokkernes karakteristiske motiver som en art ritornel der adskiller de forskellige afsnit af døgnet. Symfonien blander reallyd som hjerteslag, vækkeur, radiospeak med elektronisk bearbejdede optagelser af trafiklarm, skrivemaskineklapren eller klokkeklemt til en fantasi der fortolker det moderne bymenneskes hverdag med både mareridtagtige ræs og forsonende humor.

Samarbejdet med radioens lydteknikere om havfruesangen i Den lille Havfrue og oplevelsen af elektroniske værker som Edgar Varèses Poeme electronique under verdensudstillingen i Bruxelles 1958 inspirerede Else Marie Pade til at arbejde med elektronisk musik (hvor lydene er syntetisk fremstillet af sinusgeneratorer o.lign.) i modsætning til den konkrete musik (hvor lydene er optagelser af reallyd). Hun tog ikke parti i 1950’ernes ideologiske strid mellem (tyske) elektrofonister og (franske) konkretister, men øste frit af begge kilder.

Hendes første rent elektroniske værk, Syv cirkler, 1958 udsprang direkte af rumlige oplevelser i planetariet på Verdensudstillingen og knytter tilbage til den serielle teknik fra Sept pieces, 1953. Også de næste værker, Glasperlespil I og II, 1960 har dybe rødder: Dels Hermann Hesses roman ”Glasperlespillet” fra 1940’erne og dens skildring af kunstens muligheder og rolle i et fremtidigt samfund, dels barndommens leg med farvede glasperler som ordnes i skiftende mønstre. Ikke mindst det barndomsinspirerede Glasperlespil II viser de muligheder for et personligt udtryk, som elektronmusikken bød Else Marie Pade.

I 1960’erne skrev Else Marie Pade en række rent elektroniske værker hvoraf suiten Faust, 1962 står som et hovedværk.

Læs mere om Else Marie Pades Faust her.

Men ellers er det som om hun i disse år søgte en syntese af konkret musik, elektronisk musik og instrumentalmusik i værker, hvor instrumentalmusik bearbejdes elektronisk (Afsnit I, II og III, 1960 og musikken for præpareret klaver, violin og bånd til Nini Theilades ballet Græsstrået, 1964), eller hvor lydoptagelser af talestemmer bearbejdes elektronisk (Face It, 1970).

Læs mere om Else Marie Pades Face It her.

Det sidste store værk fra den produktive periode frem til begyndelsen af 1970’erne kombinerer recitation, sang, instrumentalmusik og elektronisk bearbejdning i fortolkningen af maleren og digteren Gert Sønderlund Hansens XXI Aquarellen über das Meer, 1968-71. Musikken tager udgangspunkt i et digt og 21 akvareller som Gert Sønderlund Hansen forærede Else Marie Pade. Digtet reciteres i løbet af værket, men musikken følger ikke digtets opdeling i fraser slavisk og søger sin egen form med en bølgeagtig ”hvid støj” som markering af formindsnit. Elektroniske lyde, instrumentalmusik bl.a. af harpe og recitation forenes til en impressionistisk allegori over havet som symbol på livets oprindelse, nærvær og grav.

(JBR)

“Vi befinder os i en bestemt tidsepoke. Vi følger visse almengyldige kraftlinier, der ikke kun har med musik at gøre, men som falder sammen med dette århundredes store tankestrømme (hvadenten dette nu er os bevidst eller ej). Det vil være vanvid at benægte det. Spørgsmålet er nu: Er formidlingen af et håndværk mulig i en sådan situation? Er den overhovedet mulig?”
(c.f. Pierre Boulez: Disziplin und Kommunikation. Darmstädter Beiträge, 1961)

Første gang, jeg følte mig ramt af en af nutidens store tankestrømninger, var i 1952, da jeg i radioudsendelsen “Horisont” hørte om den konkrete musik og dens ophav, den franske komponist Pierre Schaeffer. Han skriver i sin bog ”På sporet af en konkret musik (1952):

”Jan. 1948
Når jeg skriver, ønsker jeg somme tider et mere intenst udtryksmiddel. Ideerne søger andre udveje end ordene: Ta-la-laboum, sneens piben, vindstød af perfekt klangfylde – uden kunstige konklusioner – sneplovenene kører gennem gaden efter at have skrabet den hårde is. Denne mekaniske valse angriber iskrystallerne ... Disse ting kunne med stor styrke bringes til at klinge sammen. Et sammensat lydunivers arbejder rundt om os.”

Jeg skaffede mig materiale om den konkrete musik og tog til Paris, hvor jeg besøgte den franske radio og Pierre Schaeffer. Siden blev jeg forsynet med materiale fra den franske radios eksperimentalgruppe. Dette materiale interesserede mig.

En dag stod jeg på Dyrehavsbakken og lyttede til det muntre lydunivers, der omgav mig. Og jeg fik den tanke, at netop dette lydunivers kunne omsættes til konkret musik. Det danske fjernsyn, som var et par år yngre end den konkrete musik, havde fået en åben og kreativ ildsjæl, Jens Frederik Lawaetz, som leder, og jeg gik til ham og fik lov til at lave “En dag på Dyrehavsbakken”. Udstyret med de bedste lydog billedfolk og tid nok blev der i løbet af 1954-55 lavet en 30 minutter lang tv-film om Bakken, forsynet med lange passager af konkret musik, elektro-akustisk bearbejdet. Den blev uropført den 5. august 1955 og genudsendt tre gange.

Kimen til dansk tv og radios eksperimentalgruppe var hermed lagt. Derefter meldte Skoleradioen sig. Aase Ziegler ville gerne illustrere seks eventyr med disse nye klangfarver, som egnede sig godt til at beskrive dværge og kæmper, dansende blomster og guld og sølvtræers sitrende blade. Men havfruesang, der forekom i det første eventyr – hvordan lød det?

Jeg blev henvist til Lab. III, DR’s akustiske lydlaboratorium og hilste her på civilingeniør Holger Lauridsen og hans assistent, Villy Bak. Ing. Lauridsen tændte for en tonegenerator og drejede på nogle knapper, og nu klang havfruerne ud i rummet nøjagtig så lokkende, som de skulle. Jeg havde lige hilst på de to mennesker, der skulle sætte hele det eksperimentale tog i gang herhjemme. Men det vidste jeg ikke på det tidspunkt.

Jeg vidste heller ikke dengang, at ing. Lauridsen var internationalt kendt for sin forskning inden for   det stereofoniske område; midter-sidesystemet (MS) har ham som ophavsmand. Det viste sig endvidere, at han havde et omfattende kendskab til den elektro-akustiske videnskab og dens pionerer inden for det musikalske område. Professor Meyer-Eppler i Bonn skriver i 1949 en bog om elektroniske klangfremstillinger og fremstiller selv de første klangmodeller. Allerede i 1951 oprettes et studie for elektronisk musik i WDR i Köln med komponisten Herbert Eimert som leder og Karlheinz Stockhausen som fast medarbejder fra 1953.

Ing. Lauridsen har også selv arbejdet med opbygning af instrumentalklange af elektronisk råmateriale, især orgel, og ret hurtigt bliver det til, at han gavmildt øser ud af sin viden og sammen med Villy Bak underviser lydteknikere fra tv og radio – og mig. Sammen gennemgår vi den udenlandske faglitteratur. Derefter realiserer vi selv nogle forsøg og afprøver det elektro-akustiske udstyr på Lab. III. Det var her, jeg blev ramt af den anden side af de store tankestrømme, der slog ind over verden, den elektroniske. I tiden 1955-57 deltog foruden lydteknikere fra tv og radio også mange programfolk fra Skoleradioen og Dramatisk Afdeling. Vi er mange nu. Fire programchefers forståelse og velvilje gjorde det muligt for os at arbejde kontinuerligt, dvs. når laboratoriet eller studier ikke var optaget af det daglige arbejde. Musikchef Vagn Kappel, civilingeniør Fr. Heegaard, Teknisk Afdeling, Valdemar Christensen, Skoleradioen, og Felix Nørgaard, Dramatisk Afdeling, stod bag os. Programmedarbejder Erik Schack fra Musikafdelingen er praktisk koordinator.

Arbejdet resulterer i, at vi den 16. oktober 1957, en aften arrangeret af Det Unge  Tonekunstnerselskab, kunne fortælle om konkret og elektronisk musik og afspille de første danske forsøg, fremstillet i Lab. III. For de tekniske kommentarer stod Holger Lauridsen og Villy Bak.

To måneder efter, den 6. december, sendes indbydelser ud til en række mennesker i og uden for Danmarks Radio. Der indbydes til en række aftener med forskellige eksperimentalformer som emne med de fire programchefer som underskrivere af indbydelsen. En af disse aftener skulle ing. Lauridsen have talt om ”Tekniske realisationsmuligheder inden for Musique concrète m/pladedemonstrationer”. Men han blev kort forinden ramt af pludselig sygdom og døde den 31. december 1957. Det var et uerstatteligt tab og en stor sorg for os alle. I studiet mindedes vi i taknemmelighed Holger Lauridsen og hans idealistiske arbejde for at tilføre os herhjemme nogle af de nye tankeeksperimenter.

En stuvende fyldt sal, hvor de fire programchefer var tilstede sammen med folk fra huset og interesserede og engagerede folk udefra, var bevis på, at arbejdet var lykkedes: en eksperimentalstudiekreds var født. Radiofonimester Villy Bak og programtekniker Sven Drehn-Knudsen videreførte den tekniske side af sagen på Lab. III.

Øvrige studiekredsaftener havde foruden danske programværter, bl.a. om eksperimentalfilm, absurd teater og hørespilmusik (Sam Besekow), også besøg fra udlandet. Ernst Krenek kom med Spiritus intelligentiae sanctus og Karlheinz Stockhausen med Gesang der Jünglinge. Fra nogle af Stockhausens programnoter fra 1957 stammer mit 3. citat:

”Tiden eksisterer gennem egenskaber. Tiden kan have større eller mindre fylde, volumen, varighed – større-mindre, færre-flere, så hurtigt som muligt-så langsomt som muligt. Mellem yderpunkterne bevæger de forskellige parametre sig i serielle gradueringer og klangfarver. Disse egenskaber placeres i rummet og når øret gennem forskelligt anbragte lydkilder, der strækker sig ud over det stereofonisk vedtagne. Er tonematerialet rent elektronisk, opstår ”Nie erhörte Klänge”.

I 1958 var vi fire, der rejste til Bruxelles’ Internationale Eksperimentalmusik Dage, 5.-10. oktober under Verdensudstillingen. Direktør F.E.Jensen og programdirektør Aksel Dahlerup er nu inddraget i rejseprocessen. Programmedarbejderne Erik Schack og Mogens Andersen fra Musikafdelingen, Sven Drehn-Knudsen fra Teknisk Afdeling og jeg traf her i Bruxelles komponister fra hele verden, der var blevet ramt kraftigt af dette århundredes store tankestrømninger. Og som havde realiseret dem. Foruden ”De fire store”, Pierre Schaeffer, Pierre Boulez, Karlheinz Stockhausen og Luigi Nono, var der mange, mange andre: Yannis Xenakis, John Cage, Tooru Takemitsu, Mauricio Kagel og Luciano Berio f.eks.

Vi lyttede til deres værker og talte med mange af dem. Håndværket var formidlet til det yderst komplicerede og mangeartede apparatur, og et komplekst lydunivers arbejdede rundt omkring os. Vi drog alle fire hjem forsynet med inspiration. Erik Schack og Mogens Andersen havde hentet ideer til udsendelser med komponister fra Verdensudstillingen, selv havde jeg modtaget en bestilling fra planetariet ”Vortex” i San Francisco og Sven Drehn-Knudsen havde fået megen ny og vigtig information vedrørende teknisk realisation af de nye musikarter.

I april 1959 søsætter Statsradiofonien, som Danmarks Radio endnu hedder, en ugelang serie under titlen ”Musik i Atomalderen”. I foromtalen hedder det: ”Radioen venter stor ståhej”. Ny serie. Ikke så sært, for hver aften fra den 4.- 11. april præsenteres lytterne for et nyt værk, enten konkret musik, elektronisk eller på anden måde eksperimenterende. Her strømmer de så ud af radioapparaterne: værker af Schaeffer, Boulez, Stockhausen, Nono, Cage, Xenakis, Badings, Kagel, Takemitsu, Hambræus, Berio m.fl. Selv er jeg repræsenteret med tre værker:

Syv cirkler, den første danske elektroniske musik udsendt herhjemme, Symphonie magnétophonique, den første konkrete, som blev realiseret sammen med Sven Drehn-Knudsen, og Den lille havfrue, læst af Ellen Gottschalck og underlagt både konkret og elektronisk musik.

Og med disse nye musikformer, forklaret og spillet en uge i træk, blev dørene slået op for komponisterne fra det klangfarvede lydunivers. Såvel for de indenlandske som de udenlandske. Og det var godt.

(Citeret fra noterne til DACAPO 8.224209 ”Glasperlespil”)

Faust tager udgangspunkt i Goethes drama og de tre personer Faust, Mefisto og Margrethe, men med en tydelig kønspolitisk drejning så Margrethe bliver værkets hovedperson og nærværende i suitens to centrale satser. Der er i alt seks satser hvor Prolog i Himlen og Epilog omrammer Fausts pagt med Mefisto (2. sats), Fausts og Margrethes kærlighed (3. sats), Margrethes fordømmelse (4. sats) og rejsen til Bloksbjerg med heksesabbat (5. sats).[1]

Kvinden og hendes selvopofrende kærlighed har Else Marie Pades sympati og ikke mandens faustiske stræben efter den altovervældende, men uopnåelige skønhed. Det bliver tydeligt gennem det kærlighedsmotiv som gennemsyrer suiten: En elektronisk fremkaldt ”svævning” der opstår når to forskellige toner nærmer sig samme frekvens så meget, at de for øret opfattes som en tone med en puls, som skifter mellem kraftigere og svagere. Fænomenet er velkendt og bruges bl.a. af klaverstemmere til at afgøre, hvornår en tone lyder ”ren”. I det elektroniske lydunivers kan komponisten fastlægge og variere svævningerne helt præcist og dermed farve en tone i retning af det hektisk snerrende eller det harmonisk afslappede.

Denne svævningsteknik bruger Else Marie Pade gennem hele suiten som en ”idee fixe” der binder satserne sammen til en symfonisk helhed og karakteriserer de enkelte satser og personer. Og det fungerer som en nøgle til hendes tolkning af den gamle Faust-myte som en personlig og medlevende skildring af kvindens position i en moderne, kønspolitisk virkelighed.

Noter

Face It (Se det i øjnene), 1970 er teknisk et af Else Marie Pades mest enkle værker. Det består af tre lag: Et instrumentalt lag med en tromme der værket igennem slår en konstant marchtakt; et talt lag hvor en skuespillerstemme reciterer en linje af et digt: ”Vi må se det i øjnene. Hitler er ikke død”; og et konkret lag med brudstykker af Hitlers taler der kulminerer i jublende Heil-råb.

I løbet af værket forkortes det talte lag så det bliver til desperate gentagelser af ”Hitler er ikke d…” og slutter med det ene ord ”Hitler”. Lydklippene af Hitlers radiotransmitterede taler er i begyndelsen af værket forvrænget til det uigenkendelige, men bliver efterhånden mere og mere tydelige så man fatter ord og sætninger. Pointen er tydelig: Hitler er ikke død og hans ord overdøver advarslerne mod den fascisme, han udbredte og endnu symboliserer.

Trods enkelheden er Face It et af Else Marie Pades mest dobbeltbundede værker. Det kan tolkes som et privat udsagn der udspringer af hendes forsøg på at fortrænge ungdommens oplevelser som GESTAPO fange under besættelsen. Fortrængninger der udviklede sig til en psykisk lidelse som blev diagnosticeret og behandlet i begyndelsen af 1970’erne.[1]

På det professionelle plan kan Facit It betragtes som en replik til den reaktionære kritik der mødte hendes værker – specielt Knudåge Riisagers bemærkning om, at musikken mindede ham om Hitlers taler under krigen.[2] En bemærkning som i munden på komponisten til Danmarks Frihedssang måtte virke provokerende på en kollega, der havde ridset noder i cellevæggen i et GESTAPO fængsel under krigen. Her kunne kritikken så få Hitlers stemme at høre som musikalsk materiale i kamp med advarslen om at Hitler ”ikke er død”.

Endelig kan Face It høres som et alment menneskeligt udsagn om ondskaben i verden. Den overlevede verdenskrigene og udgjorde i 1970’erne en stadig større trussel med kold krig og atomkapløb mellem stormagterne. Hitler er ikke død, de kræfter der bragte ham til magten, lever stadig.

De tre tolkningsforsøg der alle står for forf.s regning, modsiger ikke nødvendigvis hinanden. De kan være rigtige eller forkerte alle tre. Men deres mulighed gør Face It til et af Else Marie Pades stærkest virkende værker – et kunstnerisk udsagn man ikke kan glemme.

(JBR)

Noter

Værker efter DKF 1980 og Kvinder i Musik 2003

[Klaversonatine, 1950-51][1]

Tullerulle Tappenstreg, børnesange, tekst: Halfdan Rasmussen, 1951.

Pjerrots forunderlige dans f. fl. og hrp, musik til tv-dukkespil, 1953.

Sept pieces en couleurs f. kammerork., 1953.[2]

Koncert f. tr. og ork., 1954.

En dag på Dyrehavsbakken, konkret lyd til tv-film, 1954-55.

Fire anonyme sange f. alt og cl., 1955.

6 eventyr, underlægningsmusik til radio, 1955-56.

Røde bolde f. st. og pno., tekst: Grete Friis, 1955.

Volo spa hoc est f. damekor, tekst: Den ældre Edda, 1956.

Den lille havfrue f. damekor og bånd, underlægningsmusik til radio, 1957-58.

Symphonie magnétophonique f. bånd, 1958-59.

Syv cirkler f. bånd, 1958.

Glasperlespil I og II f. bånd, 1960.

Afsnit I, II og III f. vl. og slagtøj, elektronisk bearbejdet, 1960.

Lys og lyd f. bånd, tekst: Piet Hein, 1960.

Etude I f. bånd, 1961.

Vikingerne f. bånd, filmmusik, 1961.

Faust f. bånd, 1962.

Symphonie heroica f. bånd, tekst: Johs. Weltzer, 1962.

Parametre f. str.ork., 1962.

Et spil for cello f. vlc. og bånd, 1962.

Græsstrået f. præp. pno, vl. og bånd, balletmusik (koreografi: Nini Theilade), 1964.

XXI Aquarellen über das Meer, f. recitation, slagtøj, hrp. og bånd, tekst: Gert Sønderlund Hansen, 1968-71.

Historien om skabelsen f. legetøjsinstr., 1969, Ed. Egtved.

Musik til 4 ”Radiodigte” f. bånd, underlægningsmusik til radio, 1970.

Immortella f. slagtøj. elektronisk bearbejdet, balletmusik, 1969-70, r. 84.

Face it f. bånd, 1970.

Maria elektronisk essay f. sop., talest., talekor elektronisk bearbejdet og bånd, 1972-82.

Far, mor og børn, opera-leg for 6-12 årige, 1974.

Fugledrømmen f. sang og bånd, filmmusik til tv, tekst: Torben Jetsmark, 1976-77.

Syv billedsange om Teresa Avila, tableaux vivants f. talest. og bånd, 1982.

Efterklange for slagtøj I, II og III, f. slagtøj solo, 1984.

Illustrationer f. bånd, 1995.

Noter

Else Marie Pade: ”Lydprofetier” i: Dansk Musiktidsskrift 1957 nr. 2 s. 38-41.

Else Marie Pade: ”Da tiden blev klangfarvet” i: Pladenoter til DACAPO 8.224209.

Henrik Marstal og Ingeborg Okkels: ”Else Marie Pade. Den konkrete musik og virkelighedens lydkuppel” i: Dansk Musiktidsskrift 2000/01 nr. 7, s. 218-24.

Inge Bruland (red.): Kvinder i Musik Årsskrift 2003, Else Marie Pade.

Hans Sydow (red.): EMP – Livet i et glasperlespil. København 2005.

Inge Bruland (red.): Else Marie Pade og Symphonie magnétophonique. København 2006.

Andrea Bak: Else Marie Pade. En biografi. København 2009.

Troels Donnerborg: Klangen af en stjerne. Historien om vidunderbarnet, Else Marie Pade, der voksede sig stærk i nazisternes fængsel og blev Danmarks første elektroniske komponist. København 2009.

Henrik Marstal og Ingeborg Okkels: Pladenoter til DACAPO 8.224209.

Henrik Marstal og Ingeborg Okkels/Henriette Moos: Pladenoter til DACAPO 8.224233.

Inge Bruland: Pladenoter til DACAPO 8.226544.

Teaterstykke om Else Marie Pade 2012: Glasperlespil

21 Aquarellen über das Meer; Illustrationer
Helen Davies (harpe), Richard Krug (recitation), Gert Sørensen (percussion)
Else Marie Pade: Aquarellen über das Meer; Illustrations
Dacapo 8.226544 (2009), CD/Download

Symphonie magnétophonique; Den lille havfrue; Se det i øjnene (face it)
Else Marie Pade: Face It
Dacapo 8.224233 (2002), CD/Download

Lyd og lys; Syv circler; Faust; Glasperlespil II; Græsstrået
Else Marie Pade: Glasperlespil
Dacapo 8.224209 (2002), CD/Download

EMP Volume (7 cd’er og en video)
En komplet samling af Else Marie Pades konkrete og elektroniske musik på statsbiblioteket i Aarhus, som kan lånes til gennemlytning
Resonance (2003)

Du og jeg og stjernerne; Hvis du vidste; Swingsko, Hjertets underfulde rytme, m. fl.
Esrum-Hellerup-koret: Musik i Frøslevlejren 1944-45
Sange fra en væg
Danica DCD 8228 (2005)

7 Cirkler – 5 Remix
Remix af Jens Hørsving, Bjørn Svin, Thomas Knak, Ejnar Kanding og Hans Sydow
Resonance RCD 06 (2002)