Martin Palsmar er født i København d. 23. maj 1970. Han var elev på Sankt Annæ Gymnasium og medlem af Københavns Drengekor 1979-89 og tog musiksproglig studentereksamen 1989. Sideløbende studerede han komposition privat hos Andy Pape (fra 1985) og hos professor Ib Nørholm (fra 1989).
Palsmar begyndte tidligt at ”komponere”, sådan at forstå, at de første kompositioner nærmest er at betragte som tegninger på nodepapir. Fascinationen af, at et grafisk udtryk også kan have en lydlig dimension, var udgangspunktet for beskæftigelsen med musik, og den har holdt sig siden de første spæde kompositoriske kim.
Mødet med Alban Bergs musik i 1985 fik stor betydning for produktionen, og Palsmar har skrevet adskillige kompositioner med anvendelse af dodekafon teknik i forskellige afskygninger. Særligt afgørende blev imidlertid mødet med Heinrich Schütz’ musik, der med sit melankolske stemmeleje, til hvilket det palsmarske sind har en ikke ubetydelig affinitet, og sit fokus på sproget som den grundlæggende formgivende faktor, var med til at skabe en naturlig forbindelse mellem komponistens interesse for musik, hans interesse for teologi, for filologi i almindelighed og for lyrik i særdeleshed. Det skal dog ikke forstås sådan, at Palsmar skriver pasticher i Schützstil, men at de bagvedliggende kompositionsteknikker fra Musica Poëtica, såsom brugen af musikalsk-retoriske affekter og figurer, og sproget som strukturerende faktor er en gennemgående inspirationskilde.
En anden væsentlig påvirkning har forfatteren Klaus Rifbjergs (*1931) lyrik øvet, hvis adækvate musikalske ækvivalent Palsmar gennem år og dag har lagt megen vind på at udsøge. Det karakteristiske (hvis man kan tale om noget sådant) ved Rifbjergs lyriske sprog er, mener Palsmar, hvad man kunne kalde for en ’eklektisk associativ klippeteknik’, hvor et enkelt ord markerer et brat skift mellem to vidt forskellige lyriske ”landskaber” – eller udtryk. Med eklektisk menes at Rifbjerg er en stilkamæleon, som gerne lader sine digte tage farve af de intertekstuelle referencer, som hans digtning er fuld af. Dette forhold forsøger Palsmar at overføre på musikken, og øvelsen består i at omgås sådanne citater med samme finesse, elan og subtilitet, som kendetegner lyrikken.
Med udgangspunkt i sin brede korerfaring, både som sanger og dirigent, og i hans virke som oratorie- og liedsanger har hovedvægten i Palsmars produktion således ligget på vokalmusik, men værklisten indeholder dog også kompositioner for kammerbesætninger, sinfonietta og fuldt orkester.
