Jens Laursøn Emborg levede et langt borgerligt liv med en smuk embedskarriere. Efter faderens ønske blev han læreruddannet selv om lokale kræfter på Fyn havde blik for hans usædvanlige musikalske talenter og anbefalede, at han kom på konservatoriet. Efter seminariet og et par år som hjælpelærer hos faderen blev han sang- og musiklærer på Vordingborg Seminarium. Efter 38 år i den stilling avancerede han til fagets højeste embede som sanginspektør hvorfra han blev pensioneret som 70-årig i 1947.

Sangundervisningen i folkeskolen udvikledes i første del af 1900-tallet sideløbende med udviklingen af højskolesangen og kirkesangen. Gennem sangen i skolen blev Carl Nielsens og Thomas Laubs reformer af ”den danske sang” folkeeje og i besættelsens første år et nationalt ikon. Jens Laursen Emborgs indsats som underviser, organisator og udgiver af sangbøger og sangpædagogiske værker var central for denne udvikling.

Alligevel havde Jens Laursøn Emborg tid til også at gøre karriere som komponist. Han studerede komposition, violin og orgel som privatelev af Otto Malling og Valdemar Tofte i Købehavn. 1912 var han på studieophold i Dresden og München og 1926 rejste han på det Anckerske Legat til Frankrig, Italien og Tyskland.

Som komponist var Jens Laursøn Emborg en af 1900-tallets mest produktive med mere end 100 opus samt talrige ungdomsværker, som komponisten selv brændte i 1905. At størstedelen af hans musik i dag er totalt ukendt hænger sammen med både geografiske og stilistiske forhold. Det Vordingborg hvor Jens Laursøn Emborg virkede i hovedparten af sit liv, var langt fra hovedstaden og musiklivet. Kun en af hans tre operaer blev antaget af Det Kgl. Teater, men aldrig opført, og af hans fem symfonier programsatte Dansk Koncert Forening kun nr. 2 (1925).

Bedre gik det med koncerterne og kammermusikken. F.eks. spillede Budapester-Kvartetten en af hans strygekvartetter under en turne i København. Hans præmierede korværk Den jydske Hede (1916 til tekster af Jeppe Aakjær) opnåede et halvt hundrede opførelser i forskellige sangforeninger rundt om i landet. Og da Statsradiofonien begyndte at transmittere provinsorkestrenes koncerter og studieopførelser fik Jens Laursøn Emborg mulighed for at høre sine tre sidste symfonier (nr. 3, 4 og 5) i radioen.

I udlandet var der større interesse for hans musik. Operaen Das goldene Geheimnis blev opført 1923 i Braunschweig og udgivet året efter på Süddeutscher Verlag, og hans instrumentalmusik blev taget op af internationale ensembler og bl.a. programsat, når de gæstede Danmark. Således opførte foruden Budapester-Kvartetten også Fitzner-Kvartetten fra Wien kammermusik af Emborg i København, og Blüthner-Orkestret fra Berlin opførte hans Den lyse Nat i Odense.[1]

Musikhistorisk betragtes Jens Laursøn Emborg dels som ”senromantiker” i Gades og Hartmanns tradition, dels som barok-epigon inspireret af Bach og Händel. Begge dele rummer noget af sandheden. F.eks. hører et af de tidligst bevarede værker, hans Nocturne op. 1 for cello og klaver, til i den salonprægede ende af senromantikken. Og hans Concerto for strygere og klaver op. 72 (1930) er tydeligt barokinspireret i satsteknik og forløb.

Men mellem Jens Laursøn Emborgs tidlige og senere værker ligger der en stiludvikling fra den senromantiske tradition til en måske Hindemith-præget neobarok. Og den fortjener selvstændig opmærksomhed. Emborg springer ikke hovedkulds fra senromantik til neobarok. En række af hans hovedværker fra 1920’erne – først og fremmest de store orkestervariationer De tolv Masker op. 50 (1921) – viser ham på vej væk fra senromantikken mod en på den tid moderne, mere ekspressiv, stil hvor de klassiske former og dur-mol tonalitetens rammer sprænges.

Afgørende for denne udvikling er at det skarpe skel mellem musikkens ”lodrette” (harmoniske) og ”vandrette” (kontrapunktiske) dimensioner udviskes. Det bliver vanskeligt at høre om samklangene er et produkt af stemmernes individuelle udformning, eller om stemmerne fødes af den harmoniske udvikling. Resultatet bliver en musik der virker mere kontrapunktisk (”barok”) end harmonisk (”romantisk”), hvor den tematiske udvikling bliver motor i det formale forløb. Den klassisk-romantiske kontrast mellem hoved- og sidetema tilsidesættes til fordel for et dominerende tema, der skifter karakter og belyses af skiftende modstemmer.

Der er god grund til at antage at Max Reger var en betydelig inspiration for Jens Laursøn Emborg i denne udvikling. Reger hørte til de ofte spillede moderne komponister i København i årene op mod 1920[1], og Emborg har også haft mulighed for at lære hans musik at kende under sit studieophold i Tyskland 1912. 
Max Regers store variationsværker – især hans Mozart-variationer fra 1914 som både Georg Høeberg og Schnedler-Petersen dirigerede i København – er et indlysende forbillede for Emborgs De tolv Masker fra 1921. Og i sin 5. strygekvartet fra 1923 overfører Emborg variationsteknik og -form til kammermusikkens område og lader den erstatte den klassiske tredelte ”sonateform”.

Læs mere om Jens Laursøn Emborgs De tolv Masker her

Jens Laursøn Emborgs senere værker fra 1930’erne og frem viser en stilistisk afklaring. Det eksperimenterende og ekspressive viger for en mere diverterende, undertiden dansant, holdning. Den harmoniske dimension får større betydning end den kontrapunktiske, og rytmen får efterhånden en vigtig rolle som igangsætter og motor for musikkens udvikling. Det præger hans sene koncerter (violinkoncert nr. 2, trompetkoncerten og cellokoncerten) og hans to sidste symfonier nr. 4 og 5. Og det kan nogle gange give musikken et noget mekanisk præg der berettiger betegnelsen barok pastiche.

Heri ligner Jens Laursøn Emborg mange andre komponister der under indtryk af krise og krig valgte en enklere udtryksform. Men det bør ikke overskygge de store og spændende værker, han komponerede i 1920’erne.

(JBR)

Noter

De tolv Masker er komponeret 1921 for stort orkester med delte strygere (op til ni stemmer), harpe og celeste. Titlen refererer til 12 hoveder der findes i koret på Vordingborgs middelalderkirke hvor Jens Laursøn Emborg var organist. Værket indledes med et tema hvor et melodisk motiv med karakteristiske rytmiske elementer udvikles i vekselspil mellem strygere og blæsere med bratte harmoniske skift. Der er ikke tale om et sangbart, karakteristisk tema i klassisk forstand, men om et forløb der i sig selv varierer motivet og demonstrerer nogle af dets udviklingsmuligheder.

De tolv variationer tager udgangspunk t i temaets motiver og udvikler dem i nye varianter der perspektiveres af kontrapunktiske modstemmer. Hver variation har sin individuelle karakter og fremtræder som en tolkning af en ”maske”. Variationsrækken bliver til en art ”udstillingsbilleder”, en vandring fra maske til maske hvor hvert nyt portræt er klart adskilt fra det foregående med en udklang i de høje instrumenter og pause.
Det er oplagt at tale om ”karaktervariationer” i romantisk forstand, men uden ambitioner om en symfonisk udvikling. Hver variation står som en individuel efterkommer af temaets motiviske gener – måske med en lille citatmæssig reference til Max Regers Mozart-variationer i de to sidste variationer.

Den symfoniske ambition indløses i værkets sidste sats. Her følger Jens Laursøn Emborg igen Max Regers eksempel og slutter med en fugeret sats. Ikke en fuga, men den mindre forpligtende gigue hvor stemmerne imiterer hinanden i hvirvlende danserytmer. Her forenes nogle af de forskellige motivvarianter som udvikledes i de foregående variationer til en helhed der demonstrerer sammenhængen i de foregående individuelle karakterer.

I dansk tradition er Jens Laursøn Emborgs De tolv Masker et så vidt vides enestående eksempel på den indflydelse Max Regers modernisme fik i årene omkring 1920. Måske med undtagelse af Emborgs to år senere strygekvartet nr. 5, hvor 1. sats vender forløbet om og begynder med en lang fugeret udvikling der fører til en variationsrække.

De tolv Masker hører til de få danske variationsværker der tåler sammenligning med Carl Nielsens berømte variationer for klaver, blæserkvintet og orkester (i 6. symfoni). Teknisk er de ikke taknemmelige for Emborg har nogle gange vanskeligt ved at styre sit store og stærkt opdelte orkester, så det klanglige indtryk kan virke overlæsset. Men med vore dages fremragende orkestre og dirigenter burde de have mulighed for en renæssance.

(JBR)

Anvendt litteratur

Erik Abrahamsen i: DBL2, bd. 6, København 1935.

Ejnar Jacobsen og Vagn Kappel: Musikkens Mestre bd. 2 s. 431-434, København 1947.

Nils Schiørring: Musikkens historie i Danmark bd. 3 s. 179. København 1978.

Øvrigt

Wikipedia: Jens Laursøn Emborg

Udvalgte indspilninger:

Nocturne for Cello and Piano Op. 1
Henrik Brendstrup (cello), Per Salo (klaver)
Cello Miniatures
Dacapo 8.224092 (1998), CD