Poul Allin Erichsen blev født i Aarhus, hvor hans morfar, komponisten Arthur Allin, var domorganist og formand for byens musikforening. Nogle udaterede sange (f.eks. Mors Julegave) tyder på at han tidligt begyndte at komponere, men han blev optaget på Musikkonservatoriet i København 1929 med klarinet som hovedfag.
1932 dannede Poul Allin Erichsen sammen med bl.a. fagottisten Kjell Roikjer ”Blæserkvintetten af 1932” der blev et af landets førende kammermusikensembler og uropførte talrige værker af danske komponister. 1935 blev han medlem af Radiosymfoniorkestret hvor han var soloklarinettist 1948 -62 og en overgang også formand for orkestret. I 1930’erne og frem til begyndelsen af 40’erne var Poul Allin Erichsen også engageret i Det Unge Tonekunstnerselskabs arbejde som medlem af DUT’s censurkomite 1934-37 og lejlighedsvis dirigent for DUT’s orkester. Efter krigen (hvor han opholdt sig i Sverige) var han især fremtrædende som udøvende musiker og pædagog.
At dømme efter overleveringen var Poul Allin Erichsen især virksom som komponist i 1930’rne og begyndelsen af 40’rne hvor en del af hans værker blev opført i DUT. Centralt står her de to symfonier Sinfonia piccola, 1933, og 2. symfoni De tre Gratier, uropf. 1942, hvor samtidige danse som tango eller ragtime interpoleres i en symfonisk form som hilsen til berømte danserinder (f.eks. Ginger Rogers og Anna Pavlova). I følge modtagelsen i Dansk Musiktidsskrift[1] var eksperimentet ”flot” men virkede ”ufordøjet”, og betegnelsen ”symfoni nr. 2” blev senere erstattet med ”symfonisk suite”.
Ingen af Poul Allin Erichsens værker fra 1930’rne og 40’rne blev udgivet eller er tilgængelige i tidssvarende indspilninger. Efter krigen hvor Allin Erichsen sammen med Herman D. Koppel komponerede en septet navngivet efter den svenske lokalitet Hittarp, trak han sig tilbage fra offentligheden som komponist eller holdt måske helt op med at komponere. Der er ikke meldinger om opførelser af hans musik, og ingen manuskripter er overleveret bortset fra et bidrag til et samleværk med orkestervariationer over Sørens far har penge fra 1968.
(JBR)