Mogens Winkel Holm voksede op i et københavnsk kulturhjem, hvor begge forældre var arkitekter, og broderen Eske Holm gik på Det Kgl. Teaters balletskole. Efter studentereksamen 1955 blev han optaget på konservatoriet med obo som hovedfag, og her studerede han også instrumentation med Jørgen Jersild som lærer. De tidligste kompositioner stammer fra konservatorieårene, hvor strygekvartetten Momento a ballata op. 9, 1960, septetten Abracadabra op. 10, 1960, og kammeroperaen Aslak op. 13, 1961 blev opført ved de unge nordiske konservatoriestuderendes festivaler i Oslo og Stockholm 1961 og 62.

Efter diplomeksamen 1961 gjorde Mogens Winkel Holm sig gældende som oboist. Han medvirkede i Det Kgl. Kapel og Radiosymfoniorkestret, og 1964 blev han ansat som solooboist i Radioens Underholdningsorkester. Samtidig engagerede han sig i musiklivet og blev medlem af bestyrelserne for Det Unge Tonekunstnerselskab 1963 og for Dansk Komponist Forening 1964. I disse år skiftede Mogens Winkel Holms virkefelt fra oboist til komponist. Han stoppede karrieren som orkestermusiker 1965 og blev musikanmelder ved Ekstrabladet og POLITIKEN 1965-71, og han gjorde sig gældende som komponist med orkesterværker som Concerto Piccolo op. 12, 1961, og Cumulus 1965. Fra disse år stammer også hans debutværk som balletkomponist Tropismer op. 14, 1962-64, med koreografi af broderen Eske Holm og den karakteristiske undertitel ”koreofoni”.

Stilistisk sluttede Mogens Winkel Holm sig til den unge generation af komponister, der var inspireret af international modernisme og avantgarde. Han eksperimenterede med serielle kompositionsprincipper i Abracadabra og Tropismer; og Concerto Piccolo bygger i alle fire satser på en tolvtonerække, der på Webern’sk vis er dannet af en tre-tone gruppe, som transponeres og spilles i omvending og bagfra.

De serielle og dodekafone eksperimenter betød dog ikke, at Mogens Winkel Holm blev avantgardist. Han holdt fast ved det klassisk-romantiske værkbegreb og prøvede at forene moderne kompositionsteknik med traditionelle former. For Mogens Winkel Holm var musik forbundet med bevægelse og en art handling eller dramaturgi, jf. titler som Concerto, Tropismer eller Cumulus. Han talte i den forbindelse om ”det andet oprør” – dvs. et oprør mod avantgardens abstraktioner og dens berøringsangst over for traditionen.[1]

Den tredelte sonateform og dens indbyggede dramaturgi ”præsentation-konflikt-forsoning” danner ramme om nogle af de forløb som Mogens Winkel Holm komponerede i 2. halvdel af 1960’erne: Blæserkvintetten Sonate op. 25, 1965, er bygget sonateformen, hvor de fem instrumenter præsenteres og demonstrerer deres individualitet i ekspositionsdelen [frem til ca. 5’30”] – man mærker her oboistens fortrolighed med den danske blæsertradition fra Carl Nielsens kvintet til Jørgen Bentzons karakterpolyfoni. I gennemføringsdelen [frem til ca. 11’] nærmer individerne sig hinanden og søger forgæves at finde et fælles ståsted – navnlig hornet insisterer på at være sig selv nok. Dermed bliver reprisen ingen klassisk demonstration af harmoni, men et Mahlersk tilbageblik, der lader alt håb om forsoning ude.

Mogens Winkel Holm opfattede Sonate op. 25 som ”en dramatisk scene, hvor hver instrumentalist er rollehavende”[2], og denne opfattelse af sonateformen blev ført til sin yderste konsekvens i hans kammeropera Sonate for fire operasangere op. 29, 1967-68,[3] der opnåede betydelig succes og blev spillet i de nordiske lande, Belgien og Tyskland.

Fra midten af 1960’erne fyldte det musikpolitiske engagement mere i Mogens Winkel Holms liv. Der var bud efter ham som administrator: Først som formand for Det Unge Tonekunstnerselskab 1966-69, og derpå som formand for Dansk Komponist Forening 1971-75. Den ny musiks udbredelse og de klassiske komponisters sociale og kollegiale forhold var hjertesager for ham og lagde beslag på meget af hans arbejdskraft. Hvad der var til overs, viede han kompositionen, hvor balletten blev hans vigtigste arbejdsfelt fra midten af 1960’erne til årene omkring 1980.

Samarbejdet med broderen Eske i Tropismer videreførtes i en række balletter til svensk og dansk TV og forskellige dansescener som Malmöballetten (Galgarien, 1970) eller Det Kgl. Teater (Krønike op. 30, 1973), og Mogens Winkel Holm skrev derefter i samarbejde med koreografen Inge Jensen betydelige værker som Tarantel (Pakhus 13 1975) eller Eurydike tøver (Det Kgl. Teater 1977). Kun få af disse værker som Galgarien eller Tarantel har kunnet gøre sig gældende i koncertsalen. De er i så høj grad musikdramatisk konciperet, at de mangler bevægelsen og handlingen som formdannende faktor i en ren instrumental udførelse.

Læs mere om Mogens Winkel Holms balletmusik

(JBR)

Noter

1975 overlod Mogens Winkel Holm tøjlerne i Dansk Komponist Forening til Per Nørgård og koncentrerede sig helt om at komponere. Det resulterede i en række vægtige værker: Som balletkomponist i samarbejde med koreografen Inge Jensen skrev han den serielt konciperede Tarantel, 1975, Eurydike tøver, 1977 og den symfonisk anlagte Gærdesanger under kunstig stjernehimmel, 1979, og i 1982 sammen med Ann-Kristin Hauge Til Blåskæg, 1982. Dertil kom hans første og eneste forsøg i den symfoniske genre: Aiolos med undertitlen ”symfoni i én sats for 48 instrumentalsolister”, der udarbejdede musikken til TV-balletten Rapport, 1972, til en selvstændig symfoni.

Alle disse værker er relativt lange (20 – 30 minutter) og stiller krav til komponisten om at skabe et sammenhængende forløb, der udmunder i en afrundet form. Det var krav, som Mogens Winkel Holm ikke havde konfronteret sig med tidligere, hvor f.eks. hans brug af sonateformen mere havde karakter af ramme om dramatiske begivenheder end af forløb. Og det var krav, som han næppe kunne honorere. Den mindre forpligtende sammenstilling af korte satser i suiteagtige forløb passede bedre til hans serielle teknik og ekspressionistiske temperament. På dette felt skabte han 1976 et af sine hovedværker: Syv breve til stilheden for kammerensemble, hvor syv enkeltstående satser af mellem ½ og 3 minutters varighed skaber en stemning af intens lytten og medleven.

1982 overtog Mogens Winkel Holm igen formandsposten i Komponist Foreningen efter Per Nørgård, der blev professor i komposition på Det Jyske Musikkonservatorium. Det blev indledningen til en række frugtbare år for dem begge. Mogens Winkel Holm fortsatte ad det spor, som Syv breve til stilheden anviste. 13 små satser for obo, klarinet og fagot med varigheder mellem 15 sekunder og 2 minutter blev samlet og udgivet i Note-Book, 1983. På den ene side, som titlen antyder, et kompendium over spillemåder og samspilsmuligheder for de tre træblæsere, på den anden side små karakterstudier over instrumenter (måske også instrumentalister?). som symfoniorkestret har sat i bås sammen.

Med få undtagelser blev korte stykker evt. samlet til suiter hovedreglen i årene efter 1982. Blæserne dominerer instrumentalbesætningen, og som noget relativt nyt begyndte sangstemmer og tekster at gøre sig gældende. Tungest blandt vokalværkerne vejer Prison Music fra årene mellem 1982-89. De er skrevet for den sjældne kombination af tre sopraner, tre oboer og harpe, og de tolker ikke teksterne i traditionel lied- eller romanceforstand, men fremstiller dem som små dramatiske situationer, der skildrer teksten.

Et eksempel er Prison Music IV, 1989, med titlen ”The King’s Sorrow” ,der griber tilbage til balletten Eurydike tøver og Edith Södergrans digt ”Konungens sorg” om en konge, der bandlyser ord som ”sorg”, ulykke” eller ”lykke” fra hoffet og forlanger, at alle lyshårede piger skal bære slør, så intet minder ham om hans sorg. Sopranernes kvidren illustrerer her alt det, kongen ikke vil vide af, mens oboerne med deres stædigt gentagne klange demonstrerer bandlysningerne.

Mogens Winkel Holm trivedes som formand for Komponist Foreningen og med mellemrum også for KODA og Nordisk Komponistråd. Han ydede en stor og påskønnet indsats for de klassiske komponister og havde en ikke ringe musikpolitisk indflydelse. Men kunst, politik og byliv var ikke hans inspirationskilder. Inspirationen søgte og fik han til søs i familiens færøbåd, ved havet og klitterne på Skagen eller klipperne på Færøerne. Her lyttede han til fuglene, hvis stemmer han kendte og genkaldte sig i musikken, og her fandt han samklange og stemninger, hvis ræson kun hjertet, men ikke fornuften forstod.

Disse oplevelser ligger til grund for Mogens Winkel Holms sidste storværk: Aria – til fuglene, 1989. Trods titlen er der ingen tekst og ingen sangstemme, men 32 små stykker for blæserkvintet, organiseret i 8 scener, der hver gennem fire satser indfanger stemninger og lyde, tid og sted et junidøgn på Skagen. Hver scene udspiller sig i bestemte landskabelige omgivelser på et bestemt tidspunkt, og har som ”agerende” navngivne fugle, hvis fløjten den ornitologisk bevandrede lytter vil kunne genfinde i musikken.

Værket er skrevet i samarbejde med maleren Mogens Hoff, der i billeder skildrer de fugle og omgivelser, som Mogens Winkel Holm komponerer. Hver lille sats (med en gennemsnitlig varighed på under et minut) er et isoleret lydbillede – nogle gange abstrakt styret af serielle systemer, andre gange med glimt af realisme, som når sortspættens trommehvirvler illustreres af hurtige slag på hornets mundstykke. Men tidens og stedets enhed binder dem sammen i afsnit på hver fire satser, der beskriver døgnets gang fra nat og morgen over dag og aften til solnedgang og nat.

Mogens Winkel Holm søgte at understrege denne enhed ved at samle satserne i en slags messe, hvor de otte scener tilsammen udgør den katolske messes fem faste (ordinariums-) led[1]. Måske havde det været mere hensigtsmæssigt, hvis udgangspunkt havde været klostrenes otte tidebønner, der ligesom forløbet i Aria følger døgnets rytme, frem for messen, der har sin egen, liturgisk fastlagte dramaturgi. Men det panteistiske sigte er klart, og det fremstår overbevisende i nogle af satserne som Gloria satsen, der samler situationerne omkring solopgang og musikalsk bindes sammen af hornets fanfarer.

(JBR)

Noter

Nærværende afsnit bygger i udstrakt grad på Ole Nørlyngs artikel: ”Demontering og samarbejde” om Mogens Winkel Holms balletter i: Dansk Musiktidsskrift 1982/83 nr. 3 s. 110-116.

I begyndelsen af 1980’erne afholdt Ib Nørholm som nyudnævnt professor i komposition ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium et seminar for komponister og dansere om ny balletmusik. Blandt de indbudte talere var Mogens Winkel Holm, hvis indlæg efterfølgende blev trykt i Dansk Musiktidsskrift.[1] Her argumenterer han for ballet som en syntese af musik og dans – en slags Wagnersk Gesamtkunstwerk, hvor koreograf og komponist arbejder sammen om værket fra første færd og overskrider grænserne mellem de to kunstarter.

Hans råd til unge komponister lyder: ”I skal osse turde – selv i den korteste, korteste form – være dramatiske digtere – turde gøre jer klart, hvad det er, I vil fortælle om. […] jeg mener: musikkens dramatiske forløb og struktur må ned til den mindste enhed og detalje rumme kimen til det, I ønsker at fortælle. […] digt historien (…) vær med til at lave koreografien, sæt selv i scene.”

Der er elementer af selvportræt i den vejledning, som Mogens Winkel Holm gav de kompositionsstuderende. Hans inspiration rakte ud over nodepapiret, rytmer blev til bevægelser, serielle strukturer i musikken blev visualiseret i koreografien, så dansetrin blev en art nodeskrift. Det er tydeligt allerede i den første ballet, som Mogens Winkel Holm skabte sammen med broderen Eske Holm. Udgangspunktet var her et eksisterende værk: kvartetten Tropismer, 1961, der kombinerer tolvtoneteknik med det biologiske tropisme-begreb[2] (bevægelser af planter fremkaldt af og orienteret mod en ydre påvirkning). Sammen med Eske Holm udvidede Mogens Winkel Holm kvartetten til en ”koreofoni” hvor både trin og toner var serielt styret af samme tolvtoneprincip, og hvor den motiviske udvikling i musikken fulgte/motiverede dansernes bevægelsesmønstre.

Det serielle princip var ikke enerådende i Mogens Winkel Holms balletmusik. Nogle temaer kaldte på en mere programmatisk, symfonisk, fremgangsmåde og resulterede i værker, der kan nærme sig neoklassicisme eller –romantik. Men i 1975 dukkede serialismen atter op i værket Tarantel, som Mogens Winkel Holm udarbejdede sammen med koreografen Inge Jensen. Komponisten forklarer i forordet til partituret (Edition S 3. serie nr. 287) hvorledes:

”Dette kammerværk for en danser, tre musikere og lydbånd blev til i sommeren 75 med koreografi og iscenesættelse af komponisten i samarbejde med Inge Jensen, Det kgl. Teater. Annemarie Dybdal dansede.

Den bygger på den syditalienske dans Tarantéllen, som bl.a. kendes fra Bournonvilles ballet ”Napoli”. Men historien bag denne danseaktivitet, som kendes siden middelalderen, har i virkeligheden dybt alvorlige slagskygger af social og anden elendighed. Blev man bidt af den giftige edderkop, Tarántelen, havde man valget mellem at dø en forfærdende død – eller at danse. […]

Dansen var en rus, et ritual – og med ganske bestemte og dødsensalvorlige spilleregler (spejle, blanke ting, røde farver, sværd, knive, vand, jord) – og det er den indfaldsvinkel og de spilleregler som komponisten har oplevet som noget centralt, og som afspejles i musikkens serier og mønstre.”

Tarantel blev en betydelig succes og er vel det af Mogens Winkel Holms balletpartiturer, der bedst har kunnet finde vej til koncertsalene. Og samarbejdet mellem koreograf og komponist på serielt grundlag blev genoptaget i Mogens Winkel Holms sidste ballet, Til Blåskæg, 1982 – nu i samarbejde med koreografen Ann-Kristin Hauge. Her er koordinationen mellem trin og toner friere, men bygger på den samme serielle grundstruktur – en 11-tone række, der transponeres 12 gange som grundlag for værkets 12 scener. Koreografien er udformet af Ann-Kristin Hauge som en psykologisk tolkning af myten om Hertug Blåskæg og hans koner, hvor magtforholdet vendes om, så kvinden står som sejrherre, mens Blåskæg går til grunde under vægten af sine ugerninger. Dette tema udfoldes musikalsk og koreografisk i to selvstædige former, der begge realiserer samme serielle grundstruktur.

Til Blåskæg blev Mogens Winkel Holms sidste balletpartitur – og måske det, der tættest realiserede hans drøm om ballet som et Gesamtkunstwerk af musik og dans.

(JBR)

Noter

Værker efter DKF 1982, SNYK og KB.

Ud over de her anførte værker findes fragmenter, skitser og værker som af komponisten er udeladt i hans egen værkfortegnelse 1982.

Blæsertrio f. ob., cl og fag., 1957, op. 1.

Strygekvartet, 1958, op. 2.

Lille kabinetkoncert f. blæserkvintet, 1959, op. 5.

Kammerkoncertante f. fag., strygekvartet og str.ork., 1959, op. 8.

Momento a ballata f. strygekvartet 1960, op. 9.

Abracadabra, 5 seriader f. ens., 1960, op. 10.

Tropismer I f. ob. fag., cor. og pno., 1960, op. 11.

Concerto piccolo f. ork., 1961, op. 12, Edition-S.

Aslak, kammeropera, 1961, op. 13.

St. Annaland, lille suite af skuespilmusik til Stuckenbergs ”Dukkespil” f. ens., 1962.

Tropismer, koreofoni f. 3 pno. og slagtøj, 1963, op. 14.

Tropismer II f. ork., ballet, koreografi: Eske Holm, 1962-64.

Se, intet er endnu forspildt…, korfragment f. bl. kor, tekst: W. Heinesen, 1963, op. 17, WH 1972.

Oktobermorgen f. bl. kor, tekst: W. Heinesen, 1964, r. 74.

Volière f. recitation og fl., tekst: Klaus Rifbjerg, 1964, op. 18.

Annonce f. mezzosop. og instr., 1964.

Cumulus f. ork., 1965, Edition-S.

Sonate f. blæserkvintet, 1965, op. 25. [Også som TV-ballet Med næb og klør, 1976-77]

Ricercare f. obo. og 4 continuogrupper, Warnys Musikforlag u.å., op. 26.

Mates [også ”Kontradans”], ballet, koreografi: Eske Holm, 1964-65.

Sonate for fire operasangere, kammeropera, 1967-68, op. 29.

Bikt, TV-ballet f. ork., kor og rytmegruppe, koreografi: Eske Holm, 1968, r. som Krønike 1973, op. 30.

Nightmare [Mardrömmen] f. sop. og pno., WH 1970, op. 30,2.

Fordi jeg er ensom, skillingsmusik f. mezzosop.og ens., 1969, op. 31.

Galgarien f. ork. [også ballet, koreografi: Eske Holm], 1970.

Overtoninger I f. sop. bækken og vlc., 1971.

Galgariske landskaber f. blæserseptet, 1971.

Overtoninger II f. fl., pno. og vlc., 1971.

Rapport, ballet, koreografi: Eske Holm, 1973.

Aiolos f. ork., 1972.

Vuggevise f. mezzosop. og gui., tekst: W. Blake, 1972.

Yes/No f. bl. kor og blk.fl., 1973 [komp. med Pelle Gundmundsen-Holmgreen].

Bærbels dans f. ens. [fra Krønike], 1973.

To danse fra Krønike f. ork., 1973.

Transitions II f. fl., vlc. og pno, WH 1973.

Mardröm f. mezzosop. og instr., 1973.

Bærbels tema f. 2 gui., cem. og slagtøj, 1973.

Glasskoven f. cor. 15 glasspillere og strengeinstr., 1974.

Musik f. 2 lurer, 1974.

Feens slot f. pigekor, tekst: E. Södergran, 1975.

Tarantel, ballet, koreografi: Inge Jensen og komp., 1975, Edition-S.

Århus f. lige st., tekst: Klaus Rifbjerg, WH [Korsang i Danmark II, 1975].

Syv breve til stilheden f. ens., 1976, r. 87, Edition-S.

Aiolos – symfoni i én sats f. 48 instr. solister, 1972/77, WH 1980,

Eurydike tøver, ballet, koreografi: Inge Jensen og komp.,1977, Edition-S.

Hakon Jarls død, skuespilmusik f. 2 cor., 2 lurer, slagtøj og bånd, 1979.

Gærdesanger under kunstig stjernehimmel, koncert f. vlc. og 4 ork.gr. Ballet, koreografi: Inge Jensen og komponisten, 1979, Edition-S.

Helligtrekongersaften, skuespilmusik, 1979.

4 lutstykker [del af Helligtrekongersaften], 1980.

4 sange [af Helligtrekongersaften] f. sop. og lut, 1979, Edition-S 1992.

Til Blåskæg, f. 3 stemmer, obl. vl. og ork., ballet, koreografi: Ann-Kristin Hauge og komponisten, 1981-82, Edition-S.

Adieu f. kammerens., 1982.

Prison Music f. 3 sop., 3 ob. og harpe, 1982.

Prison Music III f. 3 sop., 3 ob. og harpe, 1982, r. 87, Edition-S.

Note-Book f. ob., cl. og fag., 1983, Edition-S.

An den Exkrementen f. sop. og instr., 1984.

Blæserkvintet, 1984.

Cries f. ork., 1983-84, Edition-S.

Der Gesang der Nachtigall, f. damest. og instr., 1984.

Die Stimme der Vögel f. bl. kor, 1984.

Die Weibchen singen nicht f. 3 sop. og 3 gui., 1984.

For børn f. 3 sop, børnekor og instr., 1984.

Forspil til ”Waldvögel” f. bl. kor. 1984.

Wie kann man den Gesang unserer Waldvögel verschönern, koncert f. 10 ens., bl. kor og str., 1984.

Ich glaubte daher f. sop. og instr., 1984.

Klavertrio, 1984.

Koral f. 3 cb., 1984.

Man könnte also auch f,. 3 slagøjsspillere, 1984.

Messingkvintet, 1984.

Nachtigall, Guldfinke f. bl. kor, 1984.

Slutstykke til “Waldvögel” f. 7 sop., bl. kor og ork., 1984.

Verlust Ihrer Freyheit f. sop. og str.kvartet, 1984.

Wenn man auch f. bl. kor, 1984.

Fiat lux f. sop, bar., børnekor, mandskor og ork., 1984-85, Edition-S.

Landet, dagene, drømmene f. kammerens,, 1985.

Scars (hommage a Domenico Scarlatti) f. cemb. og pno., 1985.

Zwei Stimmen f. cellospillende sanger (alt. besætning), 1985.

Aeneas alene, sonate f. el-gui., 1986.

Piping Down f. fl., 1987-88, Edition-S.

Aria – til fuglene f. blæserkvintet [Aria I] 1989 [også som ”Musikken som messeled”: Kyrie, Gloria, Credo I og II, Sanctus og Agnus Dei], WH.

Konungens sorg f. 3 sop., 3 ob. og harpe, 1989.

Prison Music IV f. 3 sop., 3 ob. og harpe, tekst: Edith Södergran, 1989, Edition-S..

Syster, min syster f. sop. og ork., 1989-90, Edition-S.

Aria II f. bånd, 1990.

Troglodyt f. acc., 1994, Edition-S.

Prison Music IIIb f. 3 sop., 3 ob. og harpe, 1996, Edition-S.

Intro f. org., 1997.

Glasbjerget, koncert f. org. og sinfonietta, 1998, Edition-S.

Mogens Winkel Holm: ”En indledning (til unge komponister og koreografer)” i: Dansk Musiktidsskrift 1982/83 nr. 3, s. 117-121).

Sven Erik Werner: ”Omkring Mogens Winkel Holms Sonate for fire operasangere” i: Dansk Musiktidsskrift 1968 nr. 3, s. 63-66.

Ole Nørlyng: ”Demontering og samarbejde” om Mogens Winkel Holms balletter i: Dansk Musiktidsskrift 1982/83 nr. 3 s. 110-116.

Erling Kullberg: :  ”Det andet oprør. Reaktionen mod modernismen.” Online her 

Erling Kullberg: Nye toner i Danmark. Dansk Musik og Musikdebat i 1960’erne. Aarhus 2003. DBL. 3. udg.

Udvalgte indspilninger:

Troglodyt
Søren Kaas Claesson, Geir Draugsvoll, Lise-Lotte Nielsen
Værker for klassisk akkordeon
Dacapo 8.224028 (1996), CD
Link til Dacapo

Kammermusik
Svend Aaquist, Peter Andersen (fagot), Søren Barfoed (fløjte), Ole Henrik Dahl (obo), Den Danske Blæserkvintet, Henrik Goldschmidt (obo), Marianne Lund (sopran), Jesper Helmuth Madsen (klarinet), Christine Marstrand (sopran), Helle Charlotte Pedersen (sopran), Frans Rasmussen (dirigent), Storstrøms Kammerensemble, Joakim Dam Thomsen (obo), Renate Villimova (harpe)
Dacapo dccd 9111 (1994), CD
Link til Dacapo