Lars Kynde har fra barnsben spillet cello (hos Thomas Asli og Morten Zeuten) og slagtøj (hos Gert Mortensen). I sine teenageår spillede han i adskillige orkestre, ensembler og bands og oplevede da at venskab og musik smeltede sammen, og at musikken blev en fælles kultur - en måde at være sammen på. Denne tætte sammenhæng mellem musik, kultur og samværen - musikudøvelsen som kulturelt handlingsmønster og som mellemmenneskelig sanselig samværsform - er til stadighed inspiration for Kyndes kunstneriske virke.
Lars Kynde studerede komposition hos Niels Rosing-Schow, Bent Sørensen, Hans Abrahamsen og Hans Peter Stubbe Teglbjærg ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (2002-2007). Især mikrotonale intonationsforhold optog ham stærkt i de år. Han videreuddannede sig i Holland hos Horst Rickels, Edwin van der Heide og Joel Ryan ved Interfaculty ArtScience på kunstakademiet og konservatoriet i Haag (2007-2010).
Kynde stiftede i 2012 sammen med 11 ligesindede kunstnere gruppen instrument inventors initiative, som han stadig er aktiv medlem af. Han boede i Holland indtil 2015, men bor og arbejder nu i København.