Komponisten Svend Nielsen er en lyrisk natur. I sin musik søger han vedholdende at indkredse de sarte nuancer. Alligevel savner hans kompositioner ikke intensitet, for da den lyriske følemåde er helt hans egen, er det uproblematisk for ham at være lyriker uden at blive idylliker, som komponistkollegaen Karl Aage Rasmussen har bemærket.
Det er ikke uden betydning i den sammenhæng, at Svend Nielsen har en solid teoretisk baggrund, som kan danne modvægt til et poetisk sindelag. Han er uddannet i musikvidenskab ved Københavns Universitet. Her fangede Weberns modernistiske materialeknaphed tidligt hans interesse. Parallelt med universitetsstudierne uddannede han sig også i musikteori ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor komponisterne Vagn Holmboe, Finn Høffding og Per Nørgård var hans lærere. Som udtryksgrundlag bed modernismen sig ikke fast, men Svend Nielsen arbejder stadig ud fra en stram struktur, når han komponerer. Nogle har kaldt ham konstruktivist. Selv anser han sig for at være en “stemningsbetonet komponist, tøjlet i strukturen”. Men det er stemningen, ikke den bagvedliggende struktur, der fanger opmærksomheden, når man lytter til hans musik.
Snarere end modernismen har romantiske og impressionistiske strømninger haft en direkte aflæselig indflydelse på Svend Nielsens værker. Hans Romantiske Klaverstykker minder om Chopin, mens franske titler som Nocturne og Nuages leder tankerne hen på Debussy. Svend Nielsen har ofte sat dansk lyrik i toner. Måske er der ligefrem en direkte sammenhæng mellem hans interesse for den symbolistiske digter Sophus Claussen, der har lagt tekst til korværket Imperia, og forbindelsen til det franske, som kan spores i sinfonietta- og orkesterværkerne. I hvert fald er Svend Nielsens måde at instrumentere på tydeligt impressionistisk inspireret: raffineret, ofte let, luftig. For så vidt relaterer den sig åbenlyst til fransk musik. Hentydningerne til luftens element i titler som Nuages (der betyder skyer) og Aria (der også kan betyde luft) er forresten ikke tilfældige. Meteorologi har i mange år været Svend Nielsens hobby. Skyernes dynamik – spændingen mellem det tilsyneværende statiske og det iboende voldsomme – appellerer til hans natur. Tidligere optrådte det truende højst som en understrøm i musikken. Efterhånden som instrumentalværkerne er blevet dominerende på bekostning af vokalmusikken, er det voldsomme brudt igennem overfladen og blevet hørbart. Men selv når Nielsen udfolder sig i den mørkere ende af udtryksspektret – ikke mindst i værkerne fra 1980erne – fortrænger det dramatiske aldrig musikkens lyriske grundtone.
Blandt Svend Nielsens senere værker hører hans tonesætning af Inger Christensens ikoniske sonetkrans Sommerfugledalen, der er komponeret i tre udgaver: En for stort orkester og kor (som blev nomineret til Nordisk Råds Musikpris), en for fem soli og kammerorkester og en for 12 solostemmer. Sidstnævnte er indsunget på cd af Ars Nova og udgivet på pladeselskabet Dacapo. Om denne plade skrev anmelderen Jan Jacoby: ”Det er magisk smuk og suggestiv musik, der overbevisende møder udfordringerne i denne beruset-vemodige tekst om livsfølelse og dødsbevidsthed.”
