Lasse Nilsson er uddannet som pianist med debut i 1976 fra Det Jyske Musikkonservatoriums solistklasse, hvor han havde pianisten Georg Vasarhelyi som lærer. Sideløbende med sit pianistiske studium modtog Lasse Nilsson kompositionsundervisning hos komponisten Finn Lykkebo. Han har ligeledes fået undervisning i teoretiske discipliner hos bl.a. komponisterne Peder Holm, Sven Erik Werner og Ib Nørholm.
Program ved optagelsesprøven til solistklassen:
J. S. Bach: Præludium og fuga i es-mol/dis-mol fra Das Wohltemperiete Klavier, bind 1
Ludwig van Beethoven: Sonate op. 110, 1. sats
Alexander Scriabin: Sonate nr. 9
Karlheinz Stockhausen: Klavierstück nr. 9
Franz Liszt: Mephistovals nr. 1
Program ved debutkoncert:
Lasse Nilsson: Sonare (uropførelse)
Franz Liszt: Sonate
Frederik Chopin: Preludes op. 28
Pianisten professor Georg Vasarhelyi skrev i foråret 1977:
Ved sin debutkoncert i København i dec. 1976 blev man klar over, at Lasse Nilsson er en eminent klaverbegavelse.
Man kan nævne hans forbilledlige instrumentalbehandling, et fyldigt afbalanceret og nuanceret anslag. Jeg vil fremhæve den virtuose og poetiske gengivelse af Chopins og Liszts værker, som stod på programmet.
Der kan næppe være tvivl om, at han er en af de meget lovende yngre danske pianister.
Mit samarbejde med Georg Vasarhelyi i solistklassen har sidenhen i væsentlig grad påvirket mit virke som pianist og komponist.
Georg Vasarhelyi havde en helt uforlignelig og nuanceret forståelse og formåen vedrørende klaverets klanglige og udtryksmæssige muligheder, hvilket var parret med en dyb og rig fortolkning af klaverlitteratur, kammermusik og klaverkoncerter.
Jeg har komponeret i flere stilarter og for klaver, sang og kammermusik.
Mine tidlige kompositioner er præget af min ungdoms fascination af 60ernes tolvtonemusik, f.eks. ”Sonare”. Senere nærmer jeg mig dur/mol f.eks. ”Tre Preludi” (dur/mol med det yderste af neglene).
Nu er det nærmest ren dur/mol.