DRs nye sæsonplan for koncerthuset er udkommet i forrige uge. Den aktualiserer debatten om DRs orkestres programlægning. For hvor er den nyskrevne danske musik blevet af? Sæsonplanen kommer i kølvandet på Bendt Viinholt Nielsens debatindlæg i Politiken d. 20. februar om det totale fravær af dansk musik på DR SymfoniOrkestrets udlandsturneer, og d. 1/3 uddybes kritikken i Politiken af Dansk Musikforlæggerforenings formand Ole Dreyer. Med god grund: i et sæsonprogram, som dækker marts 2014 til juni 2015, har DR SymfoniOrkestrets kun to nyskrevne danske værker programsat samt en uropførelse af et værk, som daterer sig fra 1945, men af uransagelige grunde aldrig har fået en opførelse (Paul Klenau).
Der er således al mulig grund til at stille kritiske spørgsmål til DR. Men tendensen til at svigte den nyskrevne danske symfoniske musik gælder over en bred kam for de store koncertinstitutioner og symfoniorkestre.
Hvis ansvar er det, at så lidt nyskreven dansk orkestermusik får chancen for at komme på repertoiret? Hvis ansvar er det, at musikken, der klinger i de store sale i morgen kun er musikken af i forgårs: Beethoven, Brahms og Mahler igen-igen, Carl Nielsen når det går højt og skal være dansk? Hvis ansvar er det, at ny dansk kunstmusik mest skal trives på ensemble- og kammermusikscenen og i små nicher med low og no budget koncerter?
Hvad med det symfonisk interesserede koncertpublikum, der gerne vil udfordres? – for det findes! Hvad med alle de fremragende danske komponister, som det symfoniske publikum aldrig kommer til at høre? – talentet er derude! Hvis er ansvaret for at udvikle orkesterrepertoiret i nutiden for ikke at tale om ind i fremtiden? Kan det være rigtigt, at offentlige kulturpenge næsten udelukkende går til museale koncertaktiviteter i form af bunken af højst 600 repertoireværker, der vendes igen og igen?
Overordnet er det vel det samlede musiklivs og kulturpolitikernes ansvar. Men de store koncertinstitutioner, symfoniorkestrene og ikke mindst Danmarks Radio har i særdeleshed et stort ansvar for fraværet af ny dansk orkestermusik i det offentlige koncertrum.
Orkestrene og DR har mulighederne. Men de har selvfølgelig også dyre produktionsapparater og budgetter, der skal hænge sammen. Jo større en økonomisk satsning fra arrangørens side, des mere udtalt er kravet om publikumssucces. Risikoen for ikke at nå økonomisk break-even øges, når der er ny musik på programmet. Nervøsiteten for negativ indvirkning på billetsalget er til tider så stor, at det nye værk lades ude af markedsføringen. Så ser det oven i købet ud som om arrangøren skammer sig over satsningen i stedet for at udstråle stolthed over at løfte en vigtig sag.
Men hvad er perspektivet, når markedsliberalismen på denne måde afsnører fornyelsen af en kunstnerisk set livskraftig tradition? Når den ny musik forsvinder fra det store symfoniske lærred og de store sale (og fra markedsføringen), går det ud over denne musiks i forvejen beskedne synlighed i offentligheden, det truer med at hvirvle den ind i en negativ spiral.
Det er en fattig trøst for os komponister at henvise til, at eftertiden plejer at være på deres side. Vi må naturligvis blive ved med at forsøge at råbe koncertarrangører og kulturpolitikere op. ‘Nogen’ må gøre noget. ‘Nogen’ er selvfølgelig også komponisterne selv og deres organisationer. De må også stille op, stille sig til rådighed, ikke kun i forhold til de arrangører og det publikum, undervisere og andre, der allerede gerne vil den ny musik, men også i forhold til alle dem, der potentielt ville kunne noget for og med den ny musik. Det var bl.a. det, Dansk Komponistforening tog på sig med 100-års jubilæets mange aktiviteter. Komponisterne må komme frem med deres ideer til formidling og anderledes koncertformer, de må selv tage initiativer, selv opsøge medierne med de gode historier, f.eks. om succesen for ny dansk musik i udlandet.
Men komponisternes fokus er og skal altid være det kunstneriske arbejde. For musikkens langtidsholdbarhed er netop et resultat af, at komponisten kompromisløst forfølger personlige æstetiske og kunstneriske mål. Det er ikke udtryk for vanetænkning og bagstræb, når det ikke først og fremmest er ‘salgbarhed’, der styrer deres arbejde: ud fra kunstmusikkens position er ‘salgbarhed’ et irrelevant begreb. Til gengæld ligger der i musik som fænomen en indbygget præmis om at kommunikere, om at række ud mod en modtager. I kunst handler det jo til stadighed om at sige noget, at vise noget – måske netop det uudsigelige – men om at gøre det så tydeligt som overhovedet muligt.
Enhver af kunstmusikkens komponister taler således med sin individuelle røst om de hvide pletter på den nutidige bevidstheds landkort eller finder nye udsigtspunkter i det mentale landskab, vi mente at kende. Det er projektet her og nu for de lyslevende komponister omkring os. Og det sker med rod i de livsvilkår og den menneskelighed, de deler med os omkring dem – med deres publikum.
I den musik bor der nye, tidssvarende og relevante oplevelser for publikum – koncertvant eller ej. Her findes den repertoirefornyelse, koncertlivet trænger til, hvis ikke det klassiske koncertmuseum skal dø af mangel på ideer og frisk luft. Her, hos den ny musiks komponister, findes en resurse for den markedsføringsafdeling, der savner mod eller fantasi til at fortælle de nye historier.
Koncertinstitutioner, symfoniorkestre, Danmarks Radio: løft dog jeres del af ansvaret for den nye musik; der er et andet og vigtigere regnskab med det omgivende samfund end det økonomiske. Det regnskab jeg her taler om, og som er alvorligt på vej i minus, handler ikke bare om public service og kulturelle forpligtelser, nej, det er meget større. Det handler om at tænke visionært og om at se sig selv som en del af det musikliv, der ‘flytter højsædestøtterne ud’, som man sagde i landnamstiden – dengang man gjorde nyt land til sit.
Niels Rosing-Schow
formand
Orkester- og ensemblechef i DR, Kim Bohr, har d. 3/3 i Politiken svaret på kritikken
* * *
Kommentar
Af: Kim Bohr