Om lidt er det jul. Min første jul som formand for DKF. Hvis jeg på noget tidspunkt havde troet, at hvervet som formand var en loppetjans, ville jeg være blevet voldsomt overrasket; men det har jeg faktisk aldrig troet, så overraskelsen over de utroligt mange ting mine formandsøjne skal kigge på, og min formandshjerne skal tænke over, er til at tage og føle på. 

Da jeg i slutningen af maj på generalforsamlingen blev valgt som formand for DKF, var det kun anden gang, jeg satte mine ben i de nye omgivelser på Lautrupsgade. Det var dårligt gået op for mig, at vi var flyttet derud, og jeg tænkte hele tiden, at jeg skulle over og finde opgangen gennem baggården på Gråbrødre torv. Nu går jeg i stedet ud til en stor bygning i Nordhavn.

Det har været et halvt år med møder og forhandlinger, masser af overvejelser og også bekymringer, som man er nødt til at holde nede for at kunne handle. Det har været et halvt år med masser af Koda og Kunstfond og masser af møder mellem DKF og de to andre autororganisationer, vi deler femte sal i Kodas hus med. Meget handler om politik og økonomi, og hvis man ikke passer på kommer det hele til at handle om det, og hvor er musikken så?

Koda står overfor en større, betydelig renovation: Et direktiv fra EU kommer til at ændre Kodas beslutningsstrukturer. DKF må komme med indspark til Kodas kommende vedtægter. En ny musikhandlingsplan er på vej, og også den må DKF komme med indspark til. Det handler om musik, men det bunder og kan ende i ren politik, og hvor er musikken så egentlig henne?

For få måneder siden besluttede DR at lukke deres Underholdningsorkester. Et chok for hele musiklivet – et chok for musikken. Det blev en voldsom debat, hvor musikken forsvandt i evindelige diskussioner omkring økonomi og armslængde og politik, politik og politik. Nedlæggelsen af Underholdningsorkesteret var et frontalt angreb ikke bare på de godt 40 musikere i orkesteret men et angreb på hele den levende musik. Et næsten samlet musikliv gik til modangreb med fornuftige argumenter, og DKF var med på barrikaderne både som forening  og ved medlemmers egne indlæg i debatten.

Jeg var med til møder med folketingets kulturordførere og i kulturudvalget – forsøgte virkelig at pointere det forfærdelige i at nedlægge et velfungerende orkester. Det var politik, men hvor blev musikken af? Hvordan kan musikken og kunsten kæmpe imod al den politik og økonomi? Hvad kan komponister gøre ? Jo – vi kan skrive musik, og det er det vigtigste, vi skal gøre. Alle steder, hele tiden skal vi skrive vidunderlig musik, ligesom musikere hele tiden skal fortsætte med at spille musikken vidunderligt ligegyldigt, hvor meget de bliver fyret og skåret bort.

Helt konkret: Jeres formand har fået en idé, som han hverken kan eller vil løbe fra. Men jeg har brug for alle DKF’s medlemmer – altså jer, og også alle andre komponister, hvis den skal have nogen effekt: Vi skal alle sammen skrive et lille værk til DR UnderholdningsOrkestret. Vi skal hver især skrive et lille stykke musik – det bedste vi nogensinde har skrevet. Vi skal skrive det og 1. april 2015 – et halvt år efter beslutningen om nedlæggelsen af DRUO - skal vi aflevere et bjerg af musik i nodeform til DR – til generaldirektøren. Vi skal simpelthen fylde hendes kontor med musik.  I kan synes, at det er en tosset idé – en tom demonstration; men musikken er i sidste ende vores eneste våben, og vi må vise alle, at musikken er der – at tåbelige umusikalske beslutninger ikke kan slå musikken ihjel.  Vi skal vise, at selvom alt omkring os bliver skåret bort, skriver vi stadig musikken. Det skal være en tonstung gave til DR. Vi vender den anden kind til – den med smilehullerne. Jeg skriver et værk, og jeg håber sådan, at I vil være med og gøre det samme.

Glædelig jul og godt nytår
til alle i og omkring Dansk Komponist Forening