For nogle år siden krakkede den islandske økonomi fuldstændigt. Fra den ene dag til den anden, var alting ændret. Kort efter skrev den islandske komponist Haffdis Bjarnasdottir et stykke, der strukturelt byggede på kurver, der beskrev den islandske økonomi op til krakket. Ikke unaturligt sluttede det med et heftigt fald ned i afgrunden. Og dog – værket sluttede ikke dér; for efter faldet og det skånselsløse nulpunkt, kom der en kort afslutning, hvor instrumenterne imiterede fuglesang, bækkens rislen og andre af naturens lyde. Da hun blev spurgt ind til, hvad den slutning handlede om, svarede hun: ”Det er sådan vi gør på Island. Når alting er sortest, går vi ud i naturen – ud i bakker, bjerge og lavalandskaber. Derude forsvinder mørket. Bækken, fårene, fuglene, græsset er helt upåvirkede af nedgang, og det smitter.

Sådan er det vel for os komponister. Når verden synes at bryde sammen – Den store verden med alle dens katastrofer, hvor kurverne kan virke som del af et evigt fald – Og - Den lille verden – vores egen verden; hvor vi pludselig kun får det halve udbetalt fra KODA – når vi oplever at vores mesterværk må lægges i skuffen – når honoraret for at skrive et værk kun lige akkurat nærmer sig en tredjedel af det rimelige, så sætter vi os foran papiret eller computeren og arbejder, og resten af verden kan gøre, som den vil, for vi forbeholder os  retten til at blive lykkelige af at skrive musik. 

Det forløbne år – På Lautrupsgade
Hvad er der foregået og sket? Møde efter møde – og møderne og de beslutninger,  der nogle gange kommer ud af dem, er næsten alle dækket ind under den samme paraply. Hvor og hvordan kan vi få musikken spillet ? – Og - Kan man leve af at skrive musik? Skal man kunne leve af det ?  - Være professionel ikke bare i ånd, sind og talent men også økonomisk og materielt.  Komposition som erhverv er ikke unaturligt og lyssky, og i DKF, i bestyrelsen er det mærkesagen, der rummer det hele.

Som komponister får vi vores løn i begge ender af kompositionsprocessen – hvis vi altså får løn. Vi kan få bestillingshonorarer, hvor vi som entreprenører aftaler en aflønning for at skrive musik – man kunne kalde det aflønning ved indgangen. Og/Eller vi får løn efter det er spillet – lad os kalde det udgangen – primært gennem Koda-udbetalinger, hvor brugere af vores musik betaler forbrugsafgift til os.

Det sidste tror jeg, de fleste har mærket det lunefulde i. Mærket skuffelsen og frustrationen over faldende eller manglende afregning. Ét  medlem af vores forening udtalte fornyligt, at hvis kurven for udbetalinger fortsatte på samme måde, ville hans Koda afregning inden for en overskuelig fremtid gå i minus, og afregningen ville være erstattet af en regning – en faktura.

Den første – indgangen - bestillingen, er også en evig frustration – en kamp med en ofte skuffende kadence. Fornylig blev et andet medlem af vores forening  spurgt, om han ville skrive et værk til et ensemble, og blev ved samme lejlighed spurgt, hvad han skulle have i honorar for at skrive værket. Da han nævnte et i en hver henseende rimeligt beløb – helt i tråd med de gode, gamle bestillingstariffer, lød svaret, at halvdelen nok ville være mere realistisk. Man kunne  få lyst til at gå ned i Meyers brødbutik – bestille et Ølandshvedebrød – få at vide, at det koster 40 kr. Og så svare: ”Halvdelen vil nok være mere realistisk”.

Men – først - Udgangen – Koda
Der har næppe nogensinde været en generalforsamling i Dansk Komponist Forening, hvor Koda ikke har været et ”problembarn”, og når det kaldes et problembarn, er det også fordi det rent faktisk var Dansk Komponist Forening – dengang – for længe siden, der skabte dette barn, Koda. Det behøver vi ikke at glemme.

Det er vigtig at forstå og anerkende, at Koda ikke er en fjende. Man kan godt føle en underlig afmagt overfor Koda-systemet, når man ser den smalle musik i skyggen af den her bygning,  eller læser om Kodas rekordoverskud i lyset af ens egen slunkende Koda-afregning.

Men det er Kodas overskud og indtjening, der betaler for, at vi kan have Dansk Komponist Forening, og at vores forening kan uddele komponistmidler etc.. Derfor skal vi være lykkelige når forretningen Koda går godt. 10% af indtjeningen bruges til nationale midler – der om kort tid kommer til at hedde ”kulturelle midler”. Det er en del af de 10% vi forvalter i Dansk Komponist Forening, og det siger sig selv, at desto større det beløb, der kan trækkes 10% fra til kultur, er, desto større bliver beløbet, der kan bruges som kulturelle midler.

Vi og Koda har fjender. Hele ophavsretsystemet i EU,  i hele verden og dermed i Danmark er under voldsomt pres. Det pres kæmper vi imod – kæmper for retten til at bevare ophavsretten.  Helt nært – og helt tæt på - bliver Koda  mærket.  Et nyt EU direktiv – Collective Rights Manegements er nu vedtaget i EU, og er ved at blive implementeret i alle medlemslandene. Det direktiv gør, at den måde Koda tidligere – gennem alle årene på godt og ondt – har forvaltet forretningen Koda på,  ikke længere er mulig.

 I øjeblikket ”ejes”, forvaltes Koda af fire foreninger – foruden DKF  er det DPA, DJBFA (De tre komponistforeninger) og Dansk Musikforlæggerforening. Kodas bestyrelse består udelukkende af medlemmer udpeget af de 4 foreninger - Og det er udelukkende medlemmer af de 4 foreninger, der har stemmeret på Kodas generalforsamling.  I fremtiden bliver det anderledes. Alle medlemmer af Koda skal kunne stille op som bestyrelseskandidater og alle medlemmer af Koda – med en vis indtjening, skal kunne stemme på generalforsamlingen. Det betyder, at Koda ikke længere kan være et forvaltningsselskab udelukkende regeret og styret af de 4 foreninger. I fremtiden vil alle medlemmer af Koda have krav på indflydelse og krav på at få del i de føromtalte 10 procent Koda kan tage ud til kulturelle midler – altså de 10 procent som vores forening og komponister får del i – det vi bruger på at administrere foreningen – det vi bruger på organisatorisk og politisk arbejde i foreningen De midler, vi hver især nyder godt af: Komponistmidlerne, som støtter rejser, CD-udgivelser etc. – De midler kan ikke mere forbeholdes Dansk Komponist Forenings medlemmer. Det må de simpelthen ikke ifølge det nye direktiv.

Det giver naturligt nervøsitet og usikkerhed; men for at komme problemerne på forskud, har Kodas bestyrelse efter aftale med Kulturministeriet indsendt et forslag til nye vedtægter, der indretter sig efter direktivet, men samtidig fastholder så meget som muligt af foreningernes indflydelse i Kodas bestyrelse. Også i forbindelse med disponering af de kulturelle midler.

Det er ikke kun for de 4 foreninger og deres medlemmers skyld. Det er for at fastholde den lødighed og erfaring som de fire foreninger har når det gælder forvaltning af både Koda og de kulturelle midler.

For under en måned siden var der generalforsamling i Koda. Fredeligt – uden de voldsomme emner og forandringsønsker. Det var så fint at se at cirka halvdelen af de fremmødte var medlemmer af Dansk Komponist Forening. Næste år bliver det næppe helt så smerteløst, så jeg håber virkelig, at I møder op igen. At DKF kan fylde rummet og stemmeurnerne, så vi stadig kan have stor indflydelse på forvaltningen af Koda.

Hvis vi mærker, at Koda-pengene daler – at kurven søger nedad. Hvad gør vi så?

Hvordan kan vi så eksistere som komponister?
Hvordan kan vi blive aflønnet for vores arbejde?  Hvordan kan vi sælge den musik, vi skriver,  der ikke som den nye bog eller det nye billede kan erhverves og ejes,  men som blot er som en duft, der kan lægge sig om ørerne?

Hvis ikke vi kan mærke betalingen ved udgangen – i form af en Koda-afregning, der står i et rimeligt forhold til vores arbejdsindsats … og til vores betydning, hvordan kan det at skrive vores musik så give et bare nogenlunde økonomisk udbytte? Der videre kan give os friheden til at blive ved med at skrive musik.

I Dansk Komponist Forening må vi kæmpe for, at det at bestille ny musik skal og bør koste penge. At komponisten skal kunne sige ja til et arbejde, som ligesom alle andre steder også er et ”ja” til at få løn for det arbejde.

Musik er en dyr kunstart. Det er oftest forbundet med store produktionsomkostninger at realisere vores musik. Det er dyrt at holde et symfoniorkester i gang. Det er dyrt at etablere et højtaleranlæg, der kan give et forfinet lydkunstværk optimale betingelser. Det er i det hele taget altid dyrt, og ofte er økonomien i forbindelse med uropførelsen af ny musik brugt, inden der rigtigt er tænkt på, at komponisten også skal honoreres. Små og store ensembler, orkestre, teatre etc. ønsker sig ny musik, og komponisterne i vores forening kan levere musikken, men aftagernes budgetter kan sjældent rumme komponistens honorar, og de må derfor gå til fonde for at finde midler til bestilling af ny musik. 

Bortset fra Statens Kunstfond er der ikke ret mange fonde, der støtter bestilling af ny dansk musik, og selv med fondsstøtte er det sjældent muligt at give komponisten et rimeligt honorar. Det er begyndt at blive en rigtig dårlig vane, at komponister aldrig kan honoreres ordentligt for deres arbejdsindsats.

Men vi, komponisterne skal også føle, at det er en mulighed, at kunne leve af  vores kunst.

Det er en af de største mærkesager for os –  at kæmpe for forståelse for, at det bør være muligt for en komponist, der har fyldt sin kalender op med bestillinger og ønsker fra aftagere, at tænke det at komponere musik som et erhverv, man rent faktisk kan leve af.

En lille sejr. Det er lykkedes gennem gode argumenter og gode overtagelsesevner i det sidste halve år, at få overbevist vores kulturminister om behovet for flere midler til Statens Kunstfonds legatudvalg for musik. I den nye musikhandlingsplan fremgår det, at der årligt tilføres 2 mill. Kr. ekstra til uddeling. Det lyder måske ikke af så meget i betragtning af, at vi har påvist behovet for en langt større forøgelse; men det er skulderklap til vores kunstart med stor signalværdi ikke mindst til os selv. … Det betaler sig at kæmpe.

Og vi vil og må kæmpe videre. I øjeblikket er vi i dialog med en række af vores aftagere – landsdelsorkestre, ensembler, Danmarks Radio o.s.v., bl.a. om manglen på midler til bestillingshonorarer. Meget få steder budgetteres der med honorar til komponister, og det må der simpelthen gøres noget ved.

I Statens Kunstfond kan der søges til bestillingshonorarer til komponister. Det er der en tradition for; men er det ikke en tradition, der er blevet en sovepude, der skyder komponisterne i foden? I de andre legatudvalg kan der ikke søges til den slags produktion, løn, bestillinger. Skal Statens Kunstfonds legatudvalg i virkeligheden ikke holde sig til at uddele frie arbejdslegater ligesom de andre udvalg? Hvad ville der ske, hvis bestillinger ikke kunne betales helt eller delvis gennem legatmidlerne ? Der er mange spørgsmål at stille og ét stort problem, der skal løses. Vi må løse det i samarbejde med vores aftagere, og de er villige til at hjælpe med til at få gjort noget ved det. De forstår vores problem, og vores problem er også deres.

DAKS samarbejdet
Vi sidder sammen med dem i Koda og herude på Lautrupsgade sidder vi tæt sammen med dem – Dem – vores to søsterorganisationer DJBFA og DPA. Samlet er de tre autorforeninger i løbet af det sidste år gået fra benævnelse 3-banden til DAKS – Danske Komponister og Sangskrivere. Her kan vi i udvalgte sager gå sammen under en samlet fane og sætte en fælles dagsorden. Vi står stærkt, når vi står sammen  om de emner, der berører os alle på tværs af genrer og arbejdsmetoder – f.eks.  kunstfond, ophavsret og andre kulturpolitiske områder

Men hvornår er det bedst at stå sammen, og hvornår er det stærkest at stå alene? Og hvornår går vi sammen med de andre i enkeltsager uden at kunstmusikkens helt særlige arbejds- og produktionsvilkår tabes af syne? Det skisma diskuteres hele tiden løbende både i DKF og i DAKS.

Møder i og omkring DAKS har fyldt meget. Møde på møde om samarbejdets kunst. Hvad skal DAKS være? Det er gået lige fra ønsker om én stor komponistforening til den totale skilsmisse uden bodeling. Ofte har DKF stået som en kegle i et spil kegler; men vi har stået, og vi står fast.

DAKS er nu landet med et delvist administrativt samarbejde – et tæt samarbejde omkring ophavsret, Koda og EU - og så et samarbejde omkring 3 emner, der hænger sammen under en fællse overskrift: Skabende musik som erhverv.: Kunstfonden, en samlet manifestation af DAKS på Folkemødet på Bornholm og MB2020 – Music business 2020.

MusicBusiness 2020
Mange – inklusive os i bestyrelsen – har været skeptiske overfor MB2020 – det kommercielle – hvad skal vi med det ? Og hvor bliver  kunsten, musikken af i forsøget på at gå ind på erhvervslivets præmisser.

Vi er skeptiske; men vi har også oplevet en utrolig positiv respons fra de af vores medlemmer, der har været inde i MB2020-møllen. Særlig den del, der handler om coaching, har vist sig at være utrolig gavnlig for en lang række af vores medlemmer.  Vi kunne trække os helt eller delvis ud af det, men vi har valgt at blive – påvirke det – være med til at udvikle det og bringe det på sporet af vores retning.  Og vores retning vil altid være kunstens retning. Vores musik skal sælges og købes som uspoleret kunst.

Musikken til børnene
Al den politik – alle disse møder og forhandlinger. DKF er mere til musik end til politik og det er den stærkeste politik at komme med.  Og vi kommer med musikken. Musik til alle og alle steder.

Musikken til børnene. DKF har et stort indsatsområde omkring Børnemusik – ikke bare skal børn møde musik. De skal også blive så nysgerrige og glade for musik, at de får lyst til at skabe musik. Man kan sige, at det er en anden politik – den legende politik. Blandt børn og unge er de nye medlemmer af Dansk Komponist Forening, og det er også blandt nuværende børn og unge, at en ny kulturminister, nye kulturordførere og en ny statsminister findes om nogle få årtier. Vi skal bringe musikken til dem, så de kan bringe den videre.  

Fra de små til den store verden
I Europa, på EU-plan, koordinerer de europæiske komponistforeninger deres arbejde gennem ECSA – en interesseorganisation som tæller stort set alle komponistforeninger i Europa.

Igennem Dansk Komponist Forenings efterhånden lange engagement i EU-projekter som Re:New og New:Aud har vi i DKF fået en vigtig stemme i ECSA. Vi har en erfaring, som de andre lande gerne vil lære af.

Og vi vil blive ved med at lære fra os. Sammen med de 4 andre Nordiske Komponistforeninger søger vi midler til et nyt EU-projekt. Hvor de to tidligere EU-projekter havde ensemblerne og publikumsudvikling i fokus, sætter vi i det nye projekt – hvis vi altså får EU-midler til det – fokus på komponisterne – fokus på bestilling af musik

Samarbejdet mellem de nordiske komponistforeninger bygger på en lang tradition. Måske har det i perioder været svært  at se meningen i samarbejdet. Hvad kan et nordisk samarbejde i den store åbne verden? Men hvis det lykkes at få projektet igennem i EU, har de nordiske komponistforeninger fået et stærkt samarbejdsområde – musikken – mere end møder, hvor det har været svært at se andet end det sidste glimt af en tradition.

Men Traditionen ligger også i musikken: Fra d. 24.-27. September  er DKF værter for Nordiske Musikdage i København.

Medlemsundersøgelsen
Meget er vigtigt – meget kan opremses og nævnes; men det vigtigste, der skete i året var nok det, der kom fra jer – medlemmerne af DKF: De utroligt fine input  i forbindelse med medlemsundersøgelsen – fokusgruppeundersøgelsen, der senere blev fulgt op på et medlemsmøde. Her fik bestyrelsen en slags håndbog med ønsker og spørgsmål – med konstruktiv kritik og gode råd - Hvad savner vi i DKF? Hvad er der for meget af i DKF?

Udsagnene og ønskerne havde en fælles retning. DKF skal have mere indenrigspolitik end udenrigspolitik. DKF skal ikke kun satse på forkromede samarbejder udadtil, men skabe et fællesskab indadtil. Vi forsøger at gøre det.

I forlængelse af det – den allermindste ting – har vi nu organiseret to-timers kaffemøder, hvor alle medlemmer kan møde op og mødes med sekretariatschefen (Sine) og formanden (jeg). Der er ingen dagsorden for de møder. Alle kan lufte deres meninger, stille spørgsmål, komme med forslag og give udtryk for  frustrationer og glæde. Vi har i foråret afholdt kaffemøderne hver måned. Og i næste uge – d. 29. maj kl. 10-12 holder vi det næste møde. Så – mød op! Hvis der noget du brænder inde, så er chancen der.