Søg i
komponistbasen

Fødselsår

Dødsår

Genre/kunstform

Profil

Liv

Franz Syberg blev født på Pilegården der var ramme om hans forældre Fritz og Anna Sybergs kunstnerliv. De tilhørte begge kredsen af ”fynske bondemalere”. Moderen (datter af maleren Syrak Hansen og søster til maleren Peter Hansen) var blomstermaler, faderen blev en af de kendteste og med årene højst værdsatte fynske bondemalere. Barndomshjemmet var centrum for et intenst kunstnerliv med mange gæster (bl.a. maleren Harald Giersing der 1917 blev Franz Sybergs svoger) og ofte højlydte diskussioner.

De intellektuelle og kunstneriske impulser som udgik fra barndomshjemmet, næredes yderligere, da familien tilbragte årene 1910-13 i Italien: ”Det var en herlig tid, og jeg husker mange ting dernede fra. F.eks. korene i Domkirken … Alle sang jo dernede, det hele var musik og sang.”.[1] Som teenager begyndte Franz Syberg at studere musikteori i Odense under kyndig vejledning af komponisten N. O. Raasted, der havde studeret i Leipzig med Max Reger som kompositionslærer. Og 18 år gammel fulgte Franz Syberg i sin lærers fodspor og blev elev på Leipzigs musikkonservatorium med Regers efterfølger, Sigfrid Karg-Elert, som lærer i teori og komposition.

Franz Syberg blev seks år i Leipzig og studerede violin, klaver og komposition. Han fik her en grundig uddannelse på det højeste europæiske niveau, og han supplerede den med studier i de nyeste komponisters musik, som der var rig mulighed for at høre og erhverve. Blandt de noder han i breve hjem beder om penge til at købe, er Stravinskys klaversonate fra 1924. (”Dyret koster hele 10 mark, men jeg skal have den, selv om jeg saa skal holde op med at ryge.”) Men også ældre komponister gav ham store oplevelser: f.eks. Wagners Tristan og Isolde og Carl Nielsen som han ”for første gang” stiftede bekendtskab med, da Furtwängler dirigerede Nielsens 5. symfoni i Leipzig 1927. [2]

Læs mere om Franz Sybergs studier i Leipzig her

1928 vendte Franz Syberg tilbage til Danmark og slog sig ned i København. Her fik han kontakt med det kulturradikale miljø omkring Studentersamfundet og det private teater Forsøgsscenen hvor også komponisten og jazzforkæmperen Bernhard Christensen virkede. Til Forsøgsscenen skrev han musik til Svend Clausens marionetkomedie Uffe hin spage (1929), og hans Kvintet (1931) blev opført i Studentersamfundet. Det gav opmærksomhed om hans musik – også i pressen – og fra 1932 fik Franz Syberg opført en række værker i Det unge Tonekunstnerselskab. Navnlig hans kammermusik med blæsere blev spillet fordi fremragende unge musikere som fløjtenisten Johan Bentzon (bror til komponisten Jørgen Bentzon) og oboisten Waldemar Wolsing gik i brechen for den.

I denne periode tog Franz Syberg også undervisning i orgel og aflagde organisteksamen 1932. Han blev hurtigt ansat som organist i Kerteminde og flyttede ind i barndomshjemmet Pilegaarden som han overtog efter faderens død 1939. Den geografiske isolation på Nordfyn og – efter ægteskab 1938 – familiære og økonomiske forpligtelser betød at Franz Syberg efterhånden mistede kontakten med det københavnske musikliv og det kulturradikale miljø. Han blev ikke glemt i København hvor hans musik blev hyppigt opført og høstede megen anerkendelse. Men lysten til at komponere blev skubbet i bagrunden af opgaverne som organist og landbruger, og fra midten af 1930’erne og nogle år frem skrev han ingen nye værker.

I årene omkring 1940 begyndte Franz Syberg atter at komponere og skabte (måske inspireret af den succes hans Kvintet (1931) havde internationalt i Wien og London og ved Nordiske Musikdage i København 1938) nogle af sine største og mest succesfulde værker: En symfoni (1939-40) der fik 2. pris ved Det Kgl. Kapels konkurrence 1940 og blev opført flere gange, blæserkvintetten (1940) og forspillet til Strindbergs Et Drømmespil (1941-42). Men derefter forstummede Franz Syberg helt som komponist.

Vanskelighederne med at drive den fædrene gård uden de betydelige biindtægter som faderen havde haft som maler, kan være en væsentlig del af bagrunden for, at Franz Syberg holdt op med at komponere på det tidspunkt, hvor han tilsyneladende stod over for et gennembrud som komponist. En anden årsag kan være en dyb pessimisme over for musiklivets udvikling som kom til udtryk i Franz Sybergs angreb på musikkritikken, hvor han udkaster tanken om, ”at Komponisterne om 20-30 år skulde være uddøde” som følge af ”Kritikkens undergravende Virksomhed”.[3]

Franz Sybergs oplevede ikke at se sin pessimisme gjort til skamme. Han døde december 1955 af overanstrengelse i forsøget på at redde mest muligt ud af den fædrene gård under en brand.

(JBR)

Noter

[1] Citeret efter Bertel Krarup: ”Franz Syberg – en outsider i dansk mellemkrigsmusik” i: Dansk Musiktidsskrift 1990-91 nr. 3 s. 88.
[2]
Jf. Bertel Krarup 1990-91.
[3]
Dansk Musiktidsskrift 1933 nr. 7, citeret fra programhæftet til Musikhøst 1990, s. 68.

Værker

Franz Sybergs værkliste er på flere måder ukarakteristisk i dansk musikhistorie. Den er meget kort og omfatter kun 25 værker der alle er skrevet før komponisten fyldte 40 år. Næsten halvdelen af værkerne er for kammermusikalske besætninger hvor blæserne alene eller i kombination med strygere vejer tungt. De for en dansk komponist i begyndelsen af 1900-tallet næsten obligatoriske sange og klaverstykker mangler helt.

Tilsammen tyder disse tre forhold på at Franz Syberg trods sine familiemæssige bånd til dansk kultur og kunst i langt højere grad knytter sig til en tysk tradition end til en dansk. Niels Viggo Bentzon gør i sin banebrydende artikel om Syberg fra 1982 forsøg på se ham i et dansk perspektiv og peger på indflydelsen fra Carl Nielsen som Franz Syberg ”i øvrigt” har lyttet til som dreng.[1] Men det modsiges af Sybergs egen oplysning om at Furtwänglers opførelse af Carl Nielsens 5. symfoni i Leipzig (efter ISCM festen i Frankfurt 1927 hvor Furtwängler gav symfonien dens tyske førsteopførelse) ”mærkeligt nok [var] mit første møde med Carl Nielsen”.[2]

Hermed være ikke gjort noget forsøg på at ekspatriere Franz Syberg eller at benægte den indflydelse som Carl Nielsens sene instrumentalmusik øvede på ham i slutningen af hans virke som komponist. Syberg har indfødsret i dansk musikhistorie, men han har det som en fremtrædende repræsentant for den internationale modernisme, der blev fortrængt i dansk musikliv i årene før 2. verdenskrig.[3]

Det er på denne baggrund hans udvikling som komponist kan ses frem mod hovedværket, symfonien 1939-40. Og det gør det signifikant at Franz Syberg valgte at stoppe som komponist netop i de år, hvor den ”Danske Sang” under besættelsestidens alsangsstævner manifesterede sig som et nationalistisk symbol.

Læs mere om:

Tidlige værker 1922-28

Tre værker i Franz Sybergs værkliste stammer fra hans studieår i Leipzig: En strygekvartet fra 1924 [1], en duo ”Allegro Sonatissimo für Violine und Klavier” fra 1926, og en sats med titlen ”Quasi ein Klaviertrio ”. Der er i alle tre tilfælde tale om elevarbejder som kunstnerisk ikke står mål med de senere værker. Men de viser hvilke kompositionstekniske problemer der optog Franz Syberg under studieårene.

Den tidlige strygekvartet i d-mol/D-dur i tre satser siger en del om den unge Sybergs tårnhøje ambitionsniveau. De store mestre Bach og Beethoven står som ideal i de to første satser: Først en fuga med tre gennemføringer hvor temaet bringes i omvending i 2. gennemføring og tætføres i både ret- og omvending i codaen; derpå en langsom variationssats med fugerede indslag og tæt kontrapunktisk arbejde.

Tredje sats tager tråden op fra César Francks cykliske former. Det er en sonateform hvor variationstemaet fra 2. sats bringes som epilogtema i ekspositionen, mens fugatemaet fra 1. sats indføres i gennemføringsdelen og kombineres med det øvrige tematiske materiale. Reprisen er fri og fortsætter gennemføringsarbejdet frem mod en coda, der klinger ud med satsens hovedtema.

Franz Syberg bakser videre med de klassiske former i det næste overleverede værk med den spøjse titel Allegro Sonatissimo og undertitlen ”En kontrapunktisk boksekamp i flere omgange. Entre 1 pilsner” (senere rettet til 2 lager). Her retfærdiggøres superlativet sonatissimo af et formforløb der kombinerer sonatesats, andante og scherzo i et symmetrisk forløb med scherzoen i midten flankeret af to langsomme afsnit og indrammet af to hurtige satser. Satserne er parvist forbundet tematisk efter princippet A-B-C-B’-A’ således at scherzosatsen munder ud i en gennemføringsdel (a la Beethoven), der videreføres i den afsluttende A del.

Trods løftet om den kontrapunktiske boksekamp er de kontrapunktiske kunster mindre fremtrædende her end i den tidligere kvartet. Til gengæld arbejder Sybergs med tonale kontraster og modulerende overgange der fremhæver den overordnede symmetriske bueform.

Quasi ein Klaviertrio består af en enkelt sats der er nummereret som første sats i en planlagt, men ikke gennemført klavertrio. Formalt er der tale om en klassisk sonateform med hovedtema, sidetema, gennemføring, reprise og coda, men tonalt er satsen alt andet end klassisk. Her eksperimenterer Franz Syberg på livet løs med fjerntliggende regioner og mangestemmige harmonier der tilslører sonateformens tonale stuktur. Kontrasten mellem tonalt stabile temaafsnit og målrettede modulerende overgange forlades til fordel for en klangligt bestemt anvendelse af tonearter og harmonier, som sætter stoffet i kalejdoskopisk belysning.

Karg-Elerts undervisning i fremmedartede akkordstukturer og deres tonale funktion og opløsning (se Franz Sybergs studier i Leipzig) har tilsyneladende inspireret Syberg til at afprøve det nye harmoniske pensum på den klassiske sonateform. Resultatet kan ikke kaldes vellykket (og det er måske grunden til at klavertrioen ikke blev komponeret færdig). Men det er perspektivrigt, for det peger frem mod en sammentænkning af tonale og formale strukturer, som bliver karakteristisk for Sybergs senere værker.

(JBR)
Noter


[1] I noterne til cd-indspilningen på Kontrapunkt fejlagtigt dateret til 1927

Modne værker 1929-35

Efter studierne i Leipzig vendte Franz Syberg tilbage til Danmark og slog sig ned i København. Her fik han kontakt med en gruppe unge intellektuelle omkring det internationale socialistiske tidsskrift Monde der havde etableret en teaterforening Forsøgsscenen. Her komponerede Syberg i årene 1929-31 musik til nogle forestillinger, f.eks. marionetkomedien Uffe hin spage til tekst af den satiriske dramatiker (og senere professor i retsvidenskab) Sven Clausen.

Som teaterkomponist skulle Franz Syberg løse en bunden opgave og levere musik der var funktionsdygtig i en sammenhæng, som rakte ud over musikken. Det var helt andre krav end konservatoriets hvor kompositionsteknikken var både middel og mål. At dømme efter modtagelsen løste Syberg opgaven tilfredsstillende, og det gav ham ry som en komponist, der ikke alene var usædvanlig dygtig og ”moderne”, men også kunne skrive musik, der fungerede i forhold til musikere og publikum.

En række kammermusikværker fra tiden 1931-35 tyder på at Franz Syberg søgte at forene disse to kvaliteter. Efter endnu en strygekvartet fra 1930 arbejder han sig frem mod en lettere og klangligt mere differentieret sats der typisk kombinerer træblæsere og strygere. En kvintet for fløjte, klarinet og strygere (1931) og en Concertino for obo og fem strygere (1932) blev udgangspunkt for flere værker der virker enklere og mere musikantiske end de tidlige værker, hvor lærdommen tynger satsen. Måske har Paul Hindemiths omtrent samtidige erkendelse af at det var nødvendigt at komponere musik, som musikere kunne lide at spille og publikum holde ud at høre, været en spore for Franz Syberg.

Flere af disse værker blev opført i Det Unge Tonekunstnerselskabs regi båret frem af unge dygtige musikere som fløjtenisten Johan Bentzon og oboisten Waldemar Wolsing der arbejdede for Sybergs værker også efter hans ansættelse som organist i Kerteminde. Frem til 1936 blev seks af Sybergs værker opført i DUT – kvintetten for fløjte, klarinet og strygere endda tre gange.[1] Men i slutningen af 1930’erne hvor DUT under Aksel Agerbys ledelse prioriterede klassikerne og de danske sange på bekostning af den nyeste instrumentalmusik forsvandt Franz Sybergs navn og musik fra programmerne.[2]

Franz Sybergs sidste og måske kunstnerisk mest betydelige kammermusikværker, strygetrioen og Scherandoen for fløjte, obo, cello og klaver (begge 1934), hvor det lyriske, nogle gange humoristiske, udtryk og den strukturelle konsekvens forenes gnidningsfrit, blev ikke opført i DUT, men ved mindre opmærksomhedskrævende lejligheder.

De seneste værker fra årene 1929-35 – en Kammersymfoni (1934-35) og en Sinfonietta (1935) – tyder på at Syberg var ved at arbejde sig ud af kammermusikken på vej mod den genre, der skulle blive typisk for hans sidste periode, nemlig orkestermusikken. I hvert fald Sinfoniettaen blev opført et par gange i DUT og radioen.[3] Her mærker man indflydelsen fra Paul Hindemith og hans ”Brandenburgiske koncerter” der gør sig gældende både i den solistiske anvendelse af blæserne og i den karakteristiske vekslen mellem kontrapunktiske og homofone partier. Også herigennem peger Sinfoniettaen frem mod Franz Sybergs hovedværk, den sene Symfoni.

Ved siden af kammermusikken trænger en anden genre sig på i Sybergs mellemste periode: Orgelværkerne. Deres fremkomst skyldes umiddelbart at Syberg uddannede sig som organist og tog organisteksamen 1932 for at skaffe sig et levebrød. Men også på dette felt kunne han trække på sine Leipzig-studier. Hans lærer Sigfrid Karg-Elert var nemlig en fremragende kender af orglets muligheder og forfatter til flere værker om orgelregistrering, og han var tidens førende komponist for modeinstrumentet harmonium.[4]

Læs mere om Franz Sybergs orgelværker her

(JBR)
Noter

[1] Jf. Claus Røllum-Larsen: Impulser i Københavns Koncertrepertoire, København 2002 bd. 2 s. 374f.
[2]
Jf. Michael Fjeldsøe 1999 appendiks 1.
[3]
Se note 15 og Bertel Krarups noter til Kontrapunkt indspilningen af Franz Sybergs orkesterværker.
[4]
Harmoniet er et lille orgel uden pedal og orgelpiber og udelukkende med tungestemmer (som akkordeon/harmonika). Det kan stemmes meget fint og holder stemningen længe, og det var populært i biograforkestre som ledsager til stumfilm og i salonorkestre omkring 1900. Også Schönberg brugte det i arrangementer af orkestermusik til sin ”Privatforening…”. I slutningen af 1800-tallet udvikledes instrumentet teknisk og fik stor udbredelse i England og USA, jf. den amerikanske betegnelse Cottage-Organ. Tekniske videreudviklinger førte i begyndelsen af 1900-tallet til det såkaldte ”kunstharmonium” med op til 25 registre. Det var især dette kunstharmonium som Sigfrid Karl-Elert komponerede for.

Sidste værker 1938-42

Efter nogle års pause begyndte Franz Syberg igen at komponere. Ydre anledninger hertil kan være den succes hans Kvintet fra 1931 havde i udlandet og ved Nordiske Musikdage i Købehavn 1938. Men succes’en foranledigede ham ikke til at fortsætte ad det spor, han havde fulgt i første halvdel af 1930’erne. Tværtimod viser de sidste fem værker som han komponerede i årene 1938-42, hvordan hans udtryksregister udvides fra det overvejende kammermusikalske (repræsenteret af en Blæserkvintet og en Oktet) mod det orkestrale og symfoniske med en Adagio for strygere, en Symfoni og forspillet til Strindbergs Et Drømmespil. Samtidig tenderer værkerne mod en forenkling af den musikalske struktur og en mere umiddelbar udtryksform.

Der er grund til at antage at den sidstnævnte tendens skyldes påvirkning fra Paul Hindemith der blev hyppigt opført i bl.a. DUT i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne[1]. Hindemiths musikteoretiske hovedværk Unterweisung im Tonsatz bd. 1 og 2 udkom 1937, og heri kunne Syberg finde metoder til at få styr på de komplicerede tonale og harmoniske forhold, som karakteriserer hans tidlige og mellemste værker.

Læs mere om Hindemiths musikteori her.

Den udvikling er tydelig allerede i det første værk, Franz Syberg komponerer i denne periode: Adagioen for strygeorkester fra 1938. Den er som de tidligere værker polyfon i sit anlæg, men polyfonien organiseres hyppigt i en overordnet tostemmighed, der giver en roligere harmonisk rytme og en organisk udvikling. I klassisk forstand er Adagioen måske Sybergs smukkeste værk.

Adagioen for strygeorkester er en forløber for Franz Sybergs hovedværk, symfonien fra 1939-40. Den er skrevet til en konkurrence om en nordisk symfoni som Det Kgl. Kapel udskrev, hvor den fik 2. pris efter Vagn Holmboes 2. symfoni. Men den blev ikke slået af marken af Holmboes værk. Den blev opført adskillige gange først i Aarhus (af Franz Sybergs svoger Thomas Jensen) og siden i København og i radioen, og den er indgående beskrevet og analyseret i litteraturen om Syberg[2].

Symfonien er i tre satser hvor 2. sats både stofligt og tempomæssigt danner kontrast til de to ydersatser, der er stoflig beslægtede gennem en art substansfællesskab: De samme intervaller i skiftende harmoniske belysninger gennemsyrer temaer af forskellig karakter. Dette overordnede symmetriske anlæg genfindes i 1. sats hvor en lang rolig indledning vender tilbage som coda efter en hurtig midterdel.

Begyndelsen af 1. sats synes modelleret over begyndelsen af Hindemiths symfoni Mathis der Maler. Som Hindemith bygger Franz Syberg sin indledning op over et sangbart tema der gentages transponeret (hhv. med store og små tertser) og leder over til en sonatesats, hvor hovedtema og sidetema står i indbyrdes tritonus-afstand.

Men så skilles vejene: Hindemith fortsætter med en gennemføringsdel der citerer hans indledningstema som kulminationspunkt og afrunder derefter satsen symmetrisk med en omstillet reprise. Franz Syberg derimod går direkte fra ekspositionsdelen til en udvidet reprise med stærke præg af gennemføringsarbejde, og han afrunder som allerede nævnt sin sats med en kort tilbagevenden til den langsomme indledning.

Begge løsninger er arkitektonisk overbevisende og musikalsk storslåede, men de tjener hvert sit formål: Hindemiths sats er skrevet som ouverture til hans opera Mathis der Maler og skal kunne stå på egne ben som afrundet instrumental indledning til et musikdramatisk værk. Den har logisk sin kulmination i midten af satsen. Franz Sybergs sats er led i en større symmetrisk helhed. Det betinger en kulmination mod slutningen af satsen så kontrasten til den efterfølgende langsomme sats fremhæves.

Hvor Hindemith er statisk i sin formopfattelse, dér fornemmer Syberg det symfoniske forløb dynamisk. Derved kommer hans formopfattelse mere i slægt med Carl Nielsens midterste symfonier end med Hindemiths klassicisme.[3] Men hævet over alle sammenligninger står det kompositoriske mesterskab som giver Franz Sybergs symfoniske debut og svanesang rang som en af det 20. århundredes store symfonier i dansk musikhistorie.

(JBR)

Noter

[1] Jf. Michael Fjeldsøe 1999 Appendiks 3.
[2] Se Niels Viggo Bentzon i Dansk Musiktidsskrift 1981/82 nr. 3 og Bertel Krarup i Dansk Musiktidsskrift 1990/91 nr. 3 samt i programhæftet til ”Musikhøst” 1990 og noterne til cd-indspilningen af Franz Sybergs orkestermusik på Kontrapunkt.
[3] For at undgå enhver nationalchauvinistisk tolkning: Hindemiths symfoni er en (politisk begrundet) sammenskrivning af tre afsnit af den opera Mathis der Maler som Hitler forbød, og som Furtwängler i protest mod nazisternes kulturpolitik opførte i skikkelse af tre uddrag kamufleret som ”symfoni”. Se f.eks. Fred K. Prieberg: Musik im NS-Staat, Frankfurt 1982; og: Kraftprobe. Wilhelm Furtwängler im dritten Reich, Wiesbaden 1986.

 
Noter

[1] Niels Viggo Bentzon: ”Focus på Syberg” i: Dansk Musiktidsskrift 1981/82 nr. 4 s 160-69.
[2]
Citeret efter Bertel Krarup i Dansk Musiktidsskrift 1990/91 nr. 3 s. 90.
[3]
Jf. Michael Fjeldsøe: Den fortrængte modernisme - den ny musik i dansk musikliv 1920-1940, Forlaget Hr. Nilsson, København 1999.

Franz Sybergs studier i Leipzig

Leipzig stod i årene efter 1. verdenskrig som et Mekka for vordende danske komponister der var utilfredse med det danske konservatoriums gammeldags undervisning. Leipzig var med et af Tysklands fineste orkestre, fremragende dirigenter og solister og med verdenskendte forlag et brændpunkt for ny musik fra hele Europa, og konservatoriet i Leipzig nød fra Mendelssohns, Schumanns og Gades tid ry som et af de førende.
Blandt de navnkundige danske komponister der i begyndelsen af 1920’erne studerede i Leipzig, var Carl Nielsen-eleven Jørgen Bentzon (1920-21) og konservatorieeleven Flemming Weis, der tog sin afgangseksamen i Leipzig 1923. Men næppe andre danskere end Franz Syberg gennemførte et fuldt seksårigt konservatoriestudium i Leipzig.

Franz Syberg fik (som Jørgen Bentzon) Sigfrid Karg-Elert som lærer i teori og komposition. Han tilhørte den moderne fløj i byens musikliv i opposition til sin forgænger Max Reger, og han var som komponist inspireret af bl.a. Debussy, Scriabin og Schönbergs ekspressionistiske værker. Karg-Elert var specielt interesseret i harmonik og klang, og han beskrives ofte som tilhænger af Hugo Riemanns musikteoretiske teorier.[1] Forholdet er dog lidt mere kompliceret:

Karg-Elert var (som Riemann) overbevist om at dur og mol er akustisk ligeberettigede tonekøn der ”spejler” hinanden. Men i modsætning til Riemann byggede Karg-Elert ikke sin overbevisning på formodningen om eksistensen af en ”undertonerække” der legitimerer mol, på samme måde som overtonerækken legitimerer dur. Karl-Elert gik i stedet ud fra en anden teoretiker, von Oettingen, der inddrog flere elementer af overtonerækken i sine betragtninger og opfattede dissonanser positivt som forskellige grader af konsonans.[2] (Von Oettingens teorier ligger således nærmere ved Schönbergs forestilling om ”dissonansens emancipation” og nyere tids franske spektralharmonik end den riemannske dur-mol harmonik gør det.)

Von Oettingen fandt at ikke kun dur og mol, men også andre tonekøn eller skalatyper fysisk kan begrundes ud fra overtonespektret. Han opererede med seks forskellige tonekøn eller skalatyper der parvis spejler hinanden, som dur og mol gør det i Riemanns teori.[3] På grundlag af von Oettingens teorier udarbejdede Karg-Elert en funktionsanalyse der stort set kan analysere og opløse en hvilken som helst akkordstruktur tonalt – 12-tone klange indbefattet.[4]

Franz Sybergs grundige skoling i Karg-Elerts Harmonologi er baggrunden for, at hans musik er tonal, men ikke passede ind i de (i Danmark) gængse forestillinger om tonalitet. Med Niels Viggo Bentzons ord om to eksempler fra Sybergs kammermusik: ”De faste fortegn virker […] som et postulat. Temaerne havde unægtelig været nemmere at notere uden de faste toneartsangivelser. Sybergs anvendelse af en fikseret toneart må utvivlsomt ses i relation til en indoktrineret ’gammeldags’ praksis. […] Den ægte Syberg-tonalitet kolliderer imidlertid med denne ”fastlåsning” og går sine egne veje på trods af al teoretisering.”[5] Niels Viggo Bentzon kan se at noder og fortegn ikke stemmer med den dur-mol forankrede teori, og han kan høre at akkordforbindelser og temaer følger en egen immanent logik, som han ikke kan identificere. Samme fornemmelse giver Vagn Holmboe udtryk for i 1942, når han skriver, at Sybergs musik er ”rent og stærkt stof, der udspringer af en natur, der på samme tid kan være søgende, ja famlende og eksperimenterende i sine midler, og usvigelig sikker i sin grund – i sine mål”.[6]

Sigfrid Karg-Elert døde 1933 og nåede ikke at se sit navn figurere på nazisternes liste over forbudte ”jødiske” komponister. Han var faktisk – for at blive i sprogbrugen – ”arisk”, men nazisterne sluttede baglæns fra harmonier, de ikke brød sig om, til en etnicitet, de forfulgte. Nu er Karg-Elert på vej ind i tysk musikhistorie igen med stiftelse af et tysk Karg-Elert-selskab (1984) og et internationalt Karg-Elert arkiv. Nu er hans teorier om en ”pantonalitet” der omfatter alle skalaens tolv toner på et tonalt grundlag, blevet relevante for en postseriel tid.

Det samme kan siges om den musik, hans danske elev Franz Syberg komponerede.

(JBR)
Noter

[1] Se f.eks. Niels Viggo Bentzon der i artiklen ”Focus på Syberg”(DMT 1981/82 nr. 4, s. 160-69) kalder Karl-Elert for ”Riemanist” og med fætteren Jørgen Bentzon som kilde oplyser, at ”undervisningen mestendels drejede sig om akkordbestemmelser. Der var stort set ikke den akkordstruktur, der ikke kunne ’bestemmes’ ved hjælp af bogstaver og tal…”
[2]
Carl Dahlhaus i: MGG bd. 9, Kassel 1961.
[3]
Riemann og von Oettingen arbejdede sammen i Riemanns ungdom, men Riemann koncentrerede sig senere om dualismen mellem dur og mol, jf. Helga de la Motte-Haber og Peter Nitsche i: Carl Dahlhaus og Helga de la Motte-Haber (red.): Neues Handbuch der Musikwissenschaft bd. 10, Wiesbaden 1982, s. 60-64.
[4]
Jf. Reinhold Sietz i: MGG bd. 7, Kassel 1957. Karg-Elerts teoretiske hovedværker Akustische Ton-, Klang- und Funktionsbestimmung (Leipzig 1930) og Polaristische Klang- und Tonalitätslehre (Leipzig 1931) er udkommet i reprint: Thomas Lipski (Hrsg.): Sigfrid Karg-Elert – Die theoretischen Werke. Verlag Peter Ewers, Paderborn 2005.
[5]
Niels Viggo Bentzon op. cit. s. 161f.
[6]
Vagn Holmboe i: Årstiderne II, 1942. Citeret fra programhæftet til Musikhøst 1990, s. 71.

Franz Sybergs orgelværker

Franz Syberg komponerede kun få orgelværker, der alle er fra årene 1932-34. De knytter sig i højere grad end hans kammermusik til den neobarokke retning og benytter former som præludium og fuga eller variationsformer over en gentagen basgang som f.eks. chaconne. Den første samling Syv Stykker (1932) er for orgel uden pedal og vil altså kunne udføres på et (kunst-)harmonium. De to sidste værker, Chaconne, 1933, og Præludium – Intermezzo – Fugato, 1934, er for kirkeorgel med pedal, og det sidstnævnte (udgivet af Wilhelm Hansen) hører til klassikerne i dansk orgellitteratur og var med til at holde Franz Sybergs musik levende efter hans død.

Fælles for disse værker er en tonalitet der på den ene side er forankret i en toneart med faste fortegn mens på den anden side tonaliteten er udvidet så tonearten omfatter tilsyneladende alle den kromatiske skalas tolv toner. Dette gælder f.eks. de to chaconner: Det tredje af de Syv stykker for orgel hvor et langt chaconnetema gennemløber alle skalaens 12 toner, og værket betitlet Chaconne hvor temaet gennemløber 11 toner og kun ”mangler” toneartens dur-terts.[1]

Fælles for værkerne er også et kontrapunktisk mesterskab der navnlig udfoldes i de to fugasatser fra de Syv stykker (nr. fem og seks) og i fugato-delen af Præludium – Intermezzo – Fugato. På begge disse felter viser orgelværkerne – måske i endnu højere grad end kammermusikken – hvordan Franz Syberg udvikler de tendenser, der karakteriserer hans tidlige produktion, til fuldt mesterskab i den modne periode.

Hvad der i særlig grad fremhæver netop orgelværkerne er den rytmiske og metriske frihed som karakteriserer dem. Den hænger sammen med to forhold:

- For det første at Syberg fraserer sine temaer (typisk de ostinate bastemaer i chaconnesatserne og tilsvarende i præludiet) uafhængigt af det fastholdte metrum. Temaer modsiger taktarten, så betoningen af de ”tunge” taktslag svækkes, og musikken får en svævende, undertiden vægtløs, lethed.
- For det andet at Syberg ofte gentager et melodisk forløb, så det forskyder sig gradvist i forhold til taktbetoningerne. Her modsiger taktarten temaerne, så fraseringen skifter undervejs og skiftende toner fremhæves.

I begge tilfælde virker det som om Stravinskys ”uregelmæssige” rytmer i Petrouchka og Sacre og frem til de neoklassiske værker har inspireret Franz Syberg til en form for musikalsk prosa, der passer som hånd i handske med den kromatiske (Schönberg-inspirerede?) tonalitet. Inden for rammerne af traditionens faste fortegn og givne taktarter erobrer Franz Syberg en frihed, som dansk musik ellers først lærte at kende efter hans død i 1955.

(JBR)
Noter

[1] Jf. Geoffrey Thomason’s noter til cd-indspilningen af Franz Sybergs orgelværker på Kontrapunkt.

Paul Hindemiths musikteori

Ligesom Franz Sybergs lærer, Sigfrid Karg-Elert, skelnede Hindemith ikke skarpt mellem konsonans og dissonans, men anså alle intervaller for at have en større eller mindre grad af konsonans med oktaven som det mest konsonerende og tritonus som det mindst konsonerende og mest spændingsfyldte interval. På baggrund heraf opstillede Hindemith en (akustisk begrundet, men næppe videnskabeligt holdbar) rangordning af intervallerne der på den ene side (Hindemiths ”serie 1") fører til en melodilære, på den anden side (Hindemiths ”serie 2” hvor intervallerne optræder som samklange) til en harmonilære.

Det er karakteristisk for den Hindemith’ske harmonilære at den tilskriver alle akkorder en – og kun én – grundtone, der altid skal være med i klangen som akkordtone. Hindemith regner altså ikke (som den klassiske Rameau’ske harmonilære) med ”ufuldstændige” akkorder med ”udeladt” grundtone. Og han forkaster dermed mulighederne for bitonalitet og atonalitet.

På baggrund heraf opstiller Hindemith et hierarkisk system (lidt á la Schenker) og ser på akkordernes grundtoner og på de tonearter, som harmonifølgerne fastlægger kadencemæssigt. Dermed bliver han i stand til at analysere en tonal struktur, som omfatter alle den kromatiske skalas 12 toner i et spændingsfyldt, men strukturelt sammenhængende kompleks. I dette system spiller tritonus en central rolle både som den mest spændingsfyldte samklang i harmonisk henseende og som udtryk for den maksimale kontrast i tonal sammenhæng.

Hindemiths tonale analyser er forklaret og eksemplificeret i bd. 1 af Unterweisung im Tonsatz (Ed. Schott, Mainz 1937, udvidet udg. 1940). Blandt eksemplerne er hovedtemaet fra 1. sats af hans egen symfoni Mathis der Maler (1935).

Paul Hindemiths forsøg på at skabe en musikteori der i principper omfatter alle den kromatiske skalas 12 toner på et tonalt grundlag begrænser sig til melodi og harmoni. Han gjorde i slutningen af sit liv forsøg på at udvide teorien til også at omfatte rytme og form, men uden held. Hindemiths teorier fik en vis indflydelse i USA hvor han slog sig ned i slutningen af 1930’erne, og de spillede også nogen rolle i Europa umiddelbart efter 2. verdenskrig. I Danmark og Skandinavien ydede Niels Viggo Bentzon en betydelig indsats for Hindemiths musik i 1940’erne og begyndelsen af 50’erne.

(JBR)

Værkliste

Efter Bertel Krarup, 1990/91.
(KB = Det kgl. Bibliotek, Manuskriptsamlingen)

 

A) Orkester og større besætninger

1) Symfonisk orkesterværk i fire satser (uden titel) 1928-30, KB
2) Musik for obo og strygeorkester 1933 (?), KB
3) Kammersymfoni for 15 instrumenter 1934, KB
4) Sinfonietta 1934-35, KB
5) Adagio for strygere 1938, KB
6) Symfoni. Tre satser.1939, KB

 

 

B) Scenisk musik

7) Uffe hin spage. Musik til marionetkomedie af S. Clausen. 1929, KB
8) (Musik til:) Bergstedt: En Film i Vers. 2. Akt. 1931, KB
9) Léonce und Lena 1931, KB
10) (Forspil til August Strindberg:) Et Drømmespil1941-42, KB (trykt WH)

 

 

C) Kammermusik

Duo:
11) Allegro Sonatissimo für Violine und Klavier 1926, KB
Trio:
12) Quasi ein Klaviertrio. Én sats. 1927, KB
13) Strygetrio, 1933
Kvartet
14) Strygekvartet. 3 satser. 1924, KB
15) (Strygekvartet). 3 satser. 1930, KB
16) Kvartet (obokvartet). To satser. 1933, KB
17) Kvartet for Fløjte, Obo, Klarinet og Fagot. Suite i fem satser. 1933, KB
18) Scherzando for Fløjte, Obo, Cello og Klaver 1934, KB
19) Kvintet for Fløjte, Klarinet, Violin, Viola og Cello. Tre satser. 1931, KB (stemmer), DR
20) Blæserkvintet. 3 satser. 1940, DR
Andet
21) Concertino for Obo og fem Strygere 1932, KB
22) Oktet for 8 blæsere 1941, KB

 

 

D) Orgel

23) Orgelstykker (uden pedal). Syv stykker. 1932, KB
24) Chaconne 1933, KB
25) Præludium - Intermezzo - Fugato 1934, trykt (WH - desværre mange fejl)

 

Litteratur

 

Anvendt litteratur

Aksel Agerby: ”Unge Tonekunstneres Orkester opfører Franz Sybergs symfoni” i: Dansk Musiktidsskrift 1941 nr. 2 s. 31-33.

 

Waldemar Wolsing: ”Vennen Franz Syberg in memoriam” i: Dansk Musiktidsskrift 1956 nr. 1 s. 3-13.

Niels Viggo Bentzon: ”Focus på Syberg” i: Dansk Musiktidsskrift 1981-82 nr. 4 s. 160-69.

Bertel Krarup: ”Franz Syberg – en outsider i dansk mellemkrigsmusik” i: Dansk Musiktidsskrift 1990-91 nr. 3 s. 88 – 94. I redigeret form i programhæftet til Musikhøst 1990, Odense 1990.

Øvrigt

Wikipedia: Franz Syberg

 

Gravsted.dk: Franz Syberg

Den store danske: Franz Syberg

Diskografi

Udvalgte indspilninger:

Franz Syberg - Chamber Music Vol.1
Carl Nielsen Quartet, Copenhagen Trio
Kontrapunkt 313142 (1999), CD

Franz Syberg - Chamber Music Vol.2
Søren Albæk, Piotr Zelazny, Troels Hermansen m.fl.
Kontrapunkt 312358 (1999), CD

Franz Syberg - Complete Works for Organ
Jens E. Christensen
Kontrapunkt 312232 (1999), CD

Franz Syberg

Fulde navn:

Franz Adolf Syberg

Født:

05.07 1904, Over Kærby ved Kerteminde, Fyn

Død:

11.12 1955, Kerteminde

Uddannelse:

Violin, klaver og komposition på konservatoriet i Leipzig 1922-28 (Sigfrid Karg-Elert). Organisteksamen 1932 (Peter Thomsen).

Øvrige beskæftigelser:

Organist i Kerteminde 1932-55.

Forlag:

Edition Wilhelm Hansen

Profil oprettet:

17. maj 2011
Kontakt

Dansk
Komponist
Forening

Lautrupsgade 9, 5.sal
DK 2100 København Ø

Telefon (45) 33 13 54 05

dkf@komponistforeningen.dk

Send meddelelse
Find på kort

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Betingelser for DKF nyhedsbrev

Betingelser og vilkår

Læs følgende vilkår og betingelser omhyggeligt, før du tilmelder dig DKFs nyhedsbrev. Såfremt du ikke kan acceptere nedenstående vilkår og betingelser, skal du ikke tilmelde dig DKFs nyhedsbrev.

www.komponistforeningen.dk

Dette website ejes og drives af Dansk Komponist Forening, som er en dansk registreret virksomhed underlagt dansk lovgivning.

Email

Som modtager af DKFs nyhedsbrev modtager du månedeligt et gratis nyhedsbrev i HTML-format.