Franz Sybergs værkliste er på flere måder ukarakteristisk i dansk musikhistorie. Den er meget kort og omfatter kun 25 værker der alle er skrevet før komponisten fyldte 40 år. Næsten halvdelen af værkerne er for kammermusikalske besætninger hvor blæserne alene eller i kombination med strygere vejer tungt. De for en dansk komponist i begyndelsen af 1900-tallet næsten obligatoriske sange og klaverstykker mangler helt.
Tilsammen tyder disse tre forhold på at Franz Syberg trods sine familiemæssige bånd til dansk kultur og kunst i langt højere grad knytter sig til en tysk tradition end til en dansk. Niels Viggo Bentzon gør i sin banebrydende artikel om Syberg fra 1982 forsøg på se ham i et dansk perspektiv og peger på indflydelsen fra Carl Nielsen som Franz Syberg ”i øvrigt” har lyttet til som dreng.[1] Men det modsiges af Sybergs egen oplysning om at Furtwänglers opførelse af Carl Nielsens 5. symfoni i Leipzig (efter ISCM festen i Frankfurt 1927 hvor Furtwängler gav symfonien dens tyske førsteopførelse) ”mærkeligt nok [var] mit første møde med Carl Nielsen”.[2]
Hermed være ikke gjort noget forsøg på at ekspatriere Franz Syberg eller at benægte den indflydelse som Carl Nielsens sene instrumentalmusik øvede på ham i slutningen af hans virke som komponist. Syberg har indfødsret i dansk musikhistorie, men han har det som en fremtrædende repræsentant for den internationale modernisme, der blev fortrængt i dansk musikliv i årene før 2. verdenskrig.[3]
Det er på denne baggrund hans udvikling som komponist kan ses frem mod hovedværket, symfonien 1939-40. Og det gør det signifikant at Franz Syberg valgte at stoppe som komponist netop i de år, hvor den ”Danske Sang” under besættelsestidens alsangsstævner manifesterede sig som et nationalistisk symbol.
Læs mere om:
Tidlige værker 1922-28
Tre værker i Franz Sybergs værkliste stammer fra hans studieår i Leipzig: En strygekvartet fra 1924 [1], en duo ”Allegro Sonatissimo für Violine und Klavier” fra 1926, og en sats med titlen ”Quasi ein Klaviertrio ”. Der er i alle tre tilfælde tale om elevarbejder som kunstnerisk ikke står mål med de senere værker. Men de viser hvilke kompositionstekniske problemer der optog Franz Syberg under studieårene.
Den tidlige strygekvartet i d-mol/D-dur i tre satser siger en del om den unge Sybergs tårnhøje ambitionsniveau. De store mestre Bach og Beethoven står som ideal i de to første satser: Først en fuga med tre gennemføringer hvor temaet bringes i omvending i 2. gennemføring og tætføres i både ret- og omvending i codaen; derpå en langsom variationssats med fugerede indslag og tæt kontrapunktisk arbejde.
Tredje sats tager tråden op fra César Francks cykliske former. Det er en sonateform hvor variationstemaet fra 2. sats bringes som epilogtema i ekspositionen, mens fugatemaet fra 1. sats indføres i gennemføringsdelen og kombineres med det øvrige tematiske materiale. Reprisen er fri og fortsætter gennemføringsarbejdet frem mod en coda, der klinger ud med satsens hovedtema.
Franz Syberg bakser videre med de klassiske former i det næste overleverede værk med den spøjse titel Allegro Sonatissimo og undertitlen ”En kontrapunktisk boksekamp i flere omgange. Entre 1 pilsner” (senere rettet til 2 lager). Her retfærdiggøres superlativet sonatissimo af et formforløb der kombinerer sonatesats, andante og scherzo i et symmetrisk forløb med scherzoen i midten flankeret af to langsomme afsnit og indrammet af to hurtige satser. Satserne er parvist forbundet tematisk efter princippet A-B-C-B’-A’ således at scherzosatsen munder ud i en gennemføringsdel (a la Beethoven), der videreføres i den afsluttende A del.
Trods løftet om den kontrapunktiske boksekamp er de kontrapunktiske kunster mindre fremtrædende her end i den tidligere kvartet. Til gengæld arbejder Sybergs med tonale kontraster og modulerende overgange der fremhæver den overordnede symmetriske bueform.
Quasi ein Klaviertrio består af en enkelt sats der er nummereret som første sats i en planlagt, men ikke gennemført klavertrio. Formalt er der tale om en klassisk sonateform med hovedtema, sidetema, gennemføring, reprise og coda, men tonalt er satsen alt andet end klassisk. Her eksperimenterer Franz Syberg på livet løs med fjerntliggende regioner og mangestemmige harmonier der tilslører sonateformens tonale stuktur. Kontrasten mellem tonalt stabile temaafsnit og målrettede modulerende overgange forlades til fordel for en klangligt bestemt anvendelse af tonearter og harmonier, som sætter stoffet i kalejdoskopisk belysning.
Karg-Elerts undervisning i fremmedartede akkordstukturer og deres tonale funktion og opløsning (se Franz Sybergs studier i Leipzig) har tilsyneladende inspireret Syberg til at afprøve det nye harmoniske pensum på den klassiske sonateform. Resultatet kan ikke kaldes vellykket (og det er måske grunden til at klavertrioen ikke blev komponeret færdig). Men det er perspektivrigt, for det peger frem mod en sammentænkning af tonale og formale strukturer, som bliver karakteristisk for Sybergs senere værker.
(JBR)
Noter
[1] I noterne til cd-indspilningen på Kontrapunkt fejlagtigt dateret til 1927
Modne værker 1929-35
Efter studierne i Leipzig vendte Franz Syberg tilbage til Danmark og slog sig ned i København. Her fik han kontakt med en gruppe unge intellektuelle omkring det internationale socialistiske tidsskrift Monde der havde etableret en teaterforening Forsøgsscenen. Her komponerede Syberg i årene 1929-31 musik til nogle forestillinger, f.eks. marionetkomedien Uffe hin spage til tekst af den satiriske dramatiker (og senere professor i retsvidenskab) Sven Clausen.
Som teaterkomponist skulle Franz Syberg løse en bunden opgave og levere musik der var funktionsdygtig i en sammenhæng, som rakte ud over musikken. Det var helt andre krav end konservatoriets hvor kompositionsteknikken var både middel og mål. At dømme efter modtagelsen løste Syberg opgaven tilfredsstillende, og det gav ham ry som en komponist, der ikke alene var usædvanlig dygtig og ”moderne”, men også kunne skrive musik, der fungerede i forhold til musikere og publikum.
En række kammermusikværker fra tiden 1931-35 tyder på at Franz Syberg søgte at forene disse to kvaliteter. Efter endnu en strygekvartet fra 1930 arbejder han sig frem mod en lettere og klangligt mere differentieret sats der typisk kombinerer træblæsere og strygere. En kvintet for fløjte, klarinet og strygere (1931) og en Concertino for obo og fem strygere (1932) blev udgangspunkt for flere værker der virker enklere og mere musikantiske end de tidlige værker, hvor lærdommen tynger satsen. Måske har Paul Hindemiths omtrent samtidige erkendelse af at det var nødvendigt at komponere musik, som musikere kunne lide at spille og publikum holde ud at høre, været en spore for Franz Syberg.
Flere af disse værker blev opført i Det Unge Tonekunstnerselskabs regi båret frem af unge dygtige musikere som fløjtenisten Johan Bentzon og oboisten Waldemar Wolsing der arbejdede for Sybergs værker også efter hans ansættelse som organist i Kerteminde. Frem til 1936 blev seks af Sybergs værker opført i DUT – kvintetten for fløjte, klarinet og strygere endda tre gange.[1] Men i slutningen af 1930’erne hvor DUT under Aksel Agerbys ledelse prioriterede klassikerne og de danske sange på bekostning af den nyeste instrumentalmusik forsvandt Franz Sybergs navn og musik fra programmerne.[2]
Franz Sybergs sidste og måske kunstnerisk mest betydelige kammermusikværker, strygetrioen og Scherandoen for fløjte, obo, cello og klaver (begge 1934), hvor det lyriske, nogle gange humoristiske, udtryk og den strukturelle konsekvens forenes gnidningsfrit, blev ikke opført i DUT, men ved mindre opmærksomhedskrævende lejligheder.
De seneste værker fra årene 1929-35 – en Kammersymfoni (1934-35) og en Sinfonietta (1935) – tyder på at Syberg var ved at arbejde sig ud af kammermusikken på vej mod den genre, der skulle blive typisk for hans sidste periode, nemlig orkestermusikken. I hvert fald Sinfoniettaen blev opført et par gange i DUT og radioen.[3] Her mærker man indflydelsen fra Paul Hindemith og hans ”Brandenburgiske koncerter” der gør sig gældende både i den solistiske anvendelse af blæserne og i den karakteristiske vekslen mellem kontrapunktiske og homofone partier. Også herigennem peger Sinfoniettaen frem mod Franz Sybergs hovedværk, den sene Symfoni.
Ved siden af kammermusikken trænger en anden genre sig på i Sybergs mellemste periode: Orgelværkerne. Deres fremkomst skyldes umiddelbart at Syberg uddannede sig som organist og tog organisteksamen 1932 for at skaffe sig et levebrød. Men også på dette felt kunne han trække på sine Leipzig-studier. Hans lærer Sigfrid Karg-Elert var nemlig en fremragende kender af orglets muligheder og forfatter til flere værker om orgelregistrering, og han var tidens førende komponist for modeinstrumentet harmonium.[4]
Læs mere om Franz Sybergs orgelværker her
(JBR)
Noter
[1] Jf. Claus Røllum-Larsen: Impulser i Københavns Koncertrepertoire, København 2002 bd. 2 s. 374f.
[2] Jf. Michael Fjeldsøe 1999 appendiks 1.
[3] Se note 15 og Bertel Krarups noter til Kontrapunkt indspilningen af Franz Sybergs orkesterværker.
[4] Harmoniet er et lille orgel uden pedal og orgelpiber og udelukkende med tungestemmer (som akkordeon/harmonika). Det kan stemmes meget fint og holder stemningen længe, og det var populært i biograforkestre som ledsager til stumfilm og i salonorkestre omkring 1900. Også Schönberg brugte det i arrangementer af orkestermusik til sin ”Privatforening…”. I slutningen af 1800-tallet udvikledes instrumentet teknisk og fik stor udbredelse i England og USA, jf. den amerikanske betegnelse Cottage-Organ. Tekniske videreudviklinger førte i begyndelsen af 1900-tallet til det såkaldte ”kunstharmonium” med op til 25 registre. Det var især dette kunstharmonium som Sigfrid Karl-Elert komponerede for.
Sidste værker 1938-42
Efter nogle års pause begyndte Franz Syberg igen at komponere. Ydre anledninger hertil kan være den succes hans Kvintet fra 1931 havde i udlandet og ved Nordiske Musikdage i Købehavn 1938. Men succes’en foranledigede ham ikke til at fortsætte ad det spor, han havde fulgt i første halvdel af 1930’erne. Tværtimod viser de sidste fem værker som han komponerede i årene 1938-42, hvordan hans udtryksregister udvides fra det overvejende kammermusikalske (repræsenteret af en Blæserkvintet og en Oktet) mod det orkestrale og symfoniske med en Adagio for strygere, en Symfoni og forspillet til Strindbergs Et Drømmespil. Samtidig tenderer værkerne mod en forenkling af den musikalske struktur og en mere umiddelbar udtryksform.
Der er grund til at antage at den sidstnævnte tendens skyldes påvirkning fra Paul Hindemith der blev hyppigt opført i bl.a. DUT i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne[1]. Hindemiths musikteoretiske hovedværk Unterweisung im Tonsatz bd. 1 og 2 udkom 1937, og heri kunne Syberg finde metoder til at få styr på de komplicerede tonale og harmoniske forhold, som karakteriserer hans tidlige og mellemste værker.
Læs mere om Hindemiths musikteori her.
Den udvikling er tydelig allerede i det første værk, Franz Syberg komponerer i denne periode: Adagioen for strygeorkester fra 1938. Den er som de tidligere værker polyfon i sit anlæg, men polyfonien organiseres hyppigt i en overordnet tostemmighed, der giver en roligere harmonisk rytme og en organisk udvikling. I klassisk forstand er Adagioen måske Sybergs smukkeste værk.
Adagioen for strygeorkester er en forløber for Franz Sybergs hovedværk, symfonien fra 1939-40. Den er skrevet til en konkurrence om en nordisk symfoni som Det Kgl. Kapel udskrev, hvor den fik 2. pris efter Vagn Holmboes 2. symfoni. Men den blev ikke slået af marken af Holmboes værk. Den blev opført adskillige gange først i Aarhus (af Franz Sybergs svoger Thomas Jensen) og siden i København og i radioen, og den er indgående beskrevet og analyseret i litteraturen om Syberg[2].
Symfonien er i tre satser hvor 2. sats både stofligt og tempomæssigt danner kontrast til de to ydersatser, der er stoflig beslægtede gennem en art substansfællesskab: De samme intervaller i skiftende harmoniske belysninger gennemsyrer temaer af forskellig karakter. Dette overordnede symmetriske anlæg genfindes i 1. sats hvor en lang rolig indledning vender tilbage som coda efter en hurtig midterdel.
Begyndelsen af 1. sats synes modelleret over begyndelsen af Hindemiths symfoni Mathis der Maler. Som Hindemith bygger Franz Syberg sin indledning op over et sangbart tema der gentages transponeret (hhv. med store og små tertser) og leder over til en sonatesats, hvor hovedtema og sidetema står i indbyrdes tritonus-afstand.
Men så skilles vejene: Hindemith fortsætter med en gennemføringsdel der citerer hans indledningstema som kulminationspunkt og afrunder derefter satsen symmetrisk med en omstillet reprise. Franz Syberg derimod går direkte fra ekspositionsdelen til en udvidet reprise med stærke præg af gennemføringsarbejde, og han afrunder som allerede nævnt sin sats med en kort tilbagevenden til den langsomme indledning.
Begge løsninger er arkitektonisk overbevisende og musikalsk storslåede, men de tjener hvert sit formål: Hindemiths sats er skrevet som ouverture til hans opera Mathis der Maler og skal kunne stå på egne ben som afrundet instrumental indledning til et musikdramatisk værk. Den har logisk sin kulmination i midten af satsen. Franz Sybergs sats er led i en større symmetrisk helhed. Det betinger en kulmination mod slutningen af satsen så kontrasten til den efterfølgende langsomme sats fremhæves.
Hvor Hindemith er statisk i sin formopfattelse, dér fornemmer Syberg det symfoniske forløb dynamisk. Derved kommer hans formopfattelse mere i slægt med Carl Nielsens midterste symfonier end med Hindemiths klassicisme.[3] Men hævet over alle sammenligninger står det kompositoriske mesterskab som giver Franz Sybergs symfoniske debut og svanesang rang som en af det 20. århundredes store symfonier i dansk musikhistorie.
(JBR)
Noter
[1] Jf. Michael Fjeldsøe 1999 Appendiks 3.
[2] Se Niels Viggo Bentzon i Dansk Musiktidsskrift 1981/82 nr. 3 og Bertel Krarup i Dansk Musiktidsskrift 1990/91 nr. 3 samt i programhæftet til ”Musikhøst” 1990 og noterne til cd-indspilningen af Franz Sybergs orkestermusik på Kontrapunkt.
[3] For at undgå enhver nationalchauvinistisk tolkning: Hindemiths symfoni er en (politisk begrundet) sammenskrivning af tre afsnit af den opera Mathis der Maler som Hitler forbød, og som Furtwängler i protest mod nazisternes kulturpolitik opførte i skikkelse af tre uddrag kamufleret som ”symfoni”. Se f.eks. Fred K. Prieberg: Musik im NS-Staat, Frankfurt 1982; og: Kraftprobe. Wilhelm Furtwängler im dritten Reich, Wiesbaden 1986.
Noter
[1] Niels Viggo Bentzon: ”Focus på Syberg” i: Dansk Musiktidsskrift 1981/82 nr. 4 s 160-69.
[2] Citeret efter Bertel Krarup i Dansk Musiktidsskrift 1990/91 nr. 3 s. 90.
[3] Jf. Michael Fjeldsøe: Den fortrængte modernisme - den ny musik i dansk musikliv 1920-1940, Forlaget Hr. Nilsson, København 1999.
