Efter afsluttet handelsuddannelse blev Svend Westergaard i 1943 optaget på musikkonservatoriet og fortsatte efter organisteksamen i 1945 studierne i musikhistorie, teori, hørelære. Sideløbende hermed studerede han komposition - først hos Finn Høffding og derpå ved St. Cecilie akademiet i Rom med Goffredo Petrassi som lærer. I studietiden virkede han som musikanmelder ved Land og Folk 1945-52.
Tilbage fra Italien indledte Svend Westergaard en akademisk karriere på musikkonservatoriet der førte til institutionens højeste embede, da han 1967 afløste Knudåge Riisager som rektor. Svend Westergaard var højt respekteret som lærer og pædagog, og hans Harmonilære (1961) var i mange år det danske standardværk i undervisningen i musikteori. Men hans skarpe ideologiske og musikæstetiske synspunkter var med til at give Det Kgl. Danske Musikkonservatorium ry som konservatismens højborg i modsætning til Det Jyske Musikkonservatorium, der under Tage Nielsens ledelse tiltrak studerende og lærere med interesse og sans for den moderne musiks muligheder.
Ved siden af konservatoriearbejdet afløste Svend Westergaard N. O. Raasted på den ansvarsfulde tillidspost som formand for KODAs råd som han varetog 1964-80. Her fik hans forhandlingsevner og handelsmæssige baggrund stor betydning for danske komponisters økonomiske vilkår.
Efter sit rektorat førte Svend Westergaard en tilbagetrukken tilværelse og komponerede kun få værker. Som komponist var han forankret i tonalitet og en klassicistisk formopfattelse, hvilket bragte ham i modstrid med samtidens tendenser. Hans værker blev sjældent opført og hans sidste værk, Frydenlund-variationer op. 34A, blev komponeret til og uropført ved en privat sammenkomst af musikelskere på ejendommen ”Frydenlund”.
(JBR)