Simon Christensen er uddannet komponist fra Det Kgl. Danske Musik Konservatorium, hvor han modtog undervisning af Hans Abrahamsen, Ivar Frounberg og Niels Rosing-Schow. Han har desuden studeret på Conservatoire Nationale Superieur de Paris hos Frédéric Durieux .
”Det er tit det komplekse der inspirerer mig, når jeg går i gang med at skrive musik. En voldsom klang som er svær at skille ad eller et rytmisk forløb der er virkelig komplekst. Det starter tit med en tæt information som jeg bliver fascineret af, og så sorterer jeg den.”
I det komplekse uforståelige materiale, har komponisten Simon Christensen ofte sit startpunkt til et nyt værk. Men hans værker klinger ikke komplekst. I mange af hans værker fornemmer man, at lyden åbner sig mere og mere i et slags tålmodigt pace. Det gælder også for de voldsomme og pulserende klanguniverser. Værkerne har et enkelt udtryk på trods af kompleksiteten, og komponistens interesse for klangen høres tydeligt i værkernes opbygning og musikalske udtryk. Ser man derimod på partituret, træder kompleksiteten tydeligt frem, og særligt Simon Christensens interesse for rytmer.
Ligesom mange komponister fra sin generation har Simon Christensen en baggrund der går på tværs af mange forskellige musikalske genrer. Han formår at lade disse genrer strømme igennem sine værker på en måde så resultatet bliver unikt og nyt - til en ny form for kompositionsmusik. Dette bemærkes bl.a. af Pelle Gudmundsen-Holmgreen i 2007, da han i radioen hører DR SymfoniOrkestret uropføre Simon Christensens værk The Elastic Track. Gudmundsen-Holmgreen farer i blækhuset, efter at værket får en hård anmeldelse i Politiken, og giver tydeligt udtryk for sin uenighed i kritikken af værket, som han tværtimod ser repræsenterer en ny æra i kompositionsmusikken. Læs brevet her
The Elastic Track
Værket består af en enkelt sats, men med en ekstra stor besætning: firedobbelt træblæsergruppe, 6 horn, tre trompeter og tre romboner, tuba, harpe, klaver, pauker, 3 percussionister, og 60 strygere. Værket er et eksempel på Simon Christensens interesse for at kombinere den elektroniske musiks æstetik med lyden af det klassiske akustiske orkester, men her har komponisten usædvanligt ladet den elektroniske æstetik formidle 100 procent akustisk.
I andre af hans værker kombineres ofte akustiske instrumenter og analoge, elektroniske lydkilder. I The Elastic Track er det hele værkets essens, at lade den akustiske og den elektroniske klang mødes på akustiske præmisser.
Komponisten skriver om værket: Dette forholdsvis korte orkesterværk, er inddelt i mange korte og også ret forskellige sektioner.
De forskellige sektioner “bindes” sammen af en konstant pulserende lilletromme, der spilles med whiskers, uafhængigt af dirigentens slag.
Det elastiske ligger i musikkens grundpuls, der næsten konstant strækkes og sammentrækkes.
Instrumenteringen er inspireret af mit arbejde med analog elektronik, dog stadigvæk med et orkesters styrker og svagheder i mente.
Værket ender nærmest komisk; det kan ikke trækkes op mere!
Komponisten på scenen
Et gennemgående træk ved hele Christensens værkproduktion er Puls og rytme. Det er også her hans fokus som musiker ligger værende aktiv trommeslager bl.a. i rockbandet Melonheads, og med sin egen duo Mono Duo og trioen, Kundi Bombo, hvor han spiller percussion, zither og live-elektronik.
Han er derfor ofte selv med på scenen ved opførelserne af egne værker enten som musiker eller laptop performer som fx i værket Feed Lifting Sound der består af 2 kvindestemmer, zither og live-elektronik.
MUSIKEKSEMPLER
Værket Octet er for fløjte, klarinet i Eb, percussion, klaver & strygekvartet, og havde premiere med Uusinta Chamber Ensemble til Nordiske Musikdage 2013 i Helsinki. Det er et eksempel på Christensens skiftende lag af rytmisk puls der giver det et meget fysisk og ekspressivt udtryk. Men værket åbner også for små poetiske passager der bryder med de pulserende rytmer, uden at de dog på noget tidspunkt forsvinder helt.
Komponisten skriver om værket: Hovedideen i min Octet, er to modstillede instrumentgrupper der har hver deres grundrytme; klaver og strygerne arbejder med 8 slag og blæser og slagtøj arbejder med 9 slag. Polyrytmen 9 mod 8.
Hver gruppe arbejder med et forstemt unisoni; en akustisk forvrængning. Musikken har en ret statisk klangverden, som flyttes rundt i blokke, hvor rytmikken varieres og har konstante temposkift. Disse gearskift er musikkens drivkraft.
I værket findes desuden to sektioner, der fungerer som kontrast til det forholdsvis bistre og rytmiske klangudtryk musikken har. Her serveres lidt rar harmonik og velklang…..
I Simon Christensens strygekvartet MANIFEST – But There’s No Need To Shout er der tale om én lang sats der bliver spillet af fire strygere udelukkende på løse strenge, stemt om i mikro-intervaller. Værket er uden melodi og dramaturgi men giver plads til, at man kan fordybe sig i det mørke glansfulde musikalske univers.
Komponisten skriver om værket: Dette værk har den smukkeste akustiske klang, jeg kan forestille mig; kun åbne strenge på strygere. Det er konceptuelt værk, der ikke forærer lytteren noget at “gå” efter, men måske finder man meningen eller måske falder man i søvn….
Læs også Sune Anderbergs anmeldelse af MANIFEST på www.seismograf.org
NOTER
Dele af teksten er oversat fra Frank J. Oteris tekst på www.edition-s.dk
