Ivar Frounberg bliver ofte beskrevet som en komponist, der kom sent i gang med at skrive musik. Han var 35 ved sin debutkoncert i 1985, men var allerede inden da uddannet organist, og havde gennemført en Master of Arts i komposition ved State University of New York i Buffalo fire år før. Så det er en sandhed med modifikationer, at han kom sent i gang, og begivenheden, der satte gang i hele tanken om at blive komponist faldt langt tidligere:
“Den igangsættende begivenhed var for mig Den Danske Kvartets skolekoncert med værker af Borup-Jørgensen, Ib Nørholm, Penderecki og Stravinsky. Vi (en lille gruppe elever) fik arrangeret ekstraundervisning med Axel Borup-Jørgensen, hvor han gennemgik moderne svenske digtere og egne værker.” (citat fra mailinterview september 2013).
Det var altså en stor skoledreng, der blev skubbet hen mod et liv som komponist, ved at høre musik af levende komponister med et fremtrædende dansk ensemble, for derefter selv at opsøge musikken overalt: “Senere DR’s udsendelser med Svend Erik Werner, m.fl. og Gladsaxe Kommunes musikbiblioteks-samling af 1950/60-tallets musik: Boulez, Stockhausen, Nono, Maderna, Ligeti, Xenakis og mange flere...”
Efter endte studier på Københavns Universitet, på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og i udlandet markerede Ivar Frounberg sig hurtigt på flere felter. Som koncertarrangør var han allerede fra midten af 1970’erne en del af Det Unge Tonekunstnerselskab, og han kom straks efter sin debutkoncert i gang som underviser på konservatoriet i København, og var en af de første til at undervise i elektroakustisk musik.
Ivar Frounbergs tilgang til den kompositoriske gerning har fra begyndelsen været præget af trangen til at udforske og undersøge musikkens bestanddele, men trangen til at undersøge har samtidig været parret med en stor formidlende indsats, dels som underviser i elektroakustik og komposition, men også som administrator, hvor musikkens rolle i samfundet og dens vilkår er blevet sat under lup, problematiseret og diskuteret. Dertil kommer en række artikler, bl.a. i Dansk Musik Tidsskrift, hvor den mere teoretiske side af Frounbergs formidlingsevner er kommet til skue på skrift.
Hvad alle disse ”udenoms-musikalske” bedrifter vidner om, er en komponist, der ikke er og aldrig har været bange for at gribe musikken an med sit intellekt. En komponist, der på mange måder har set det musikalske felt i bredeste forstand som en intellektuel udfordring, og som har insisteret på at behandle den som sådan. Det er en position, der er overraskende enestående i Danmark, og ikke nødvendigvis en position, der har dannet skole. Dertil er en sådan position måske for internationalt rettet eller inspireret.
At Frounberg på nogle punkter har følt sig utilpasset herhjemme, kunne man se da han blev ansat som professor i komposition ved Norges Musikkhøgskole i Oslo, hvor han pludselig fik den plads han skulle bruge til at folde sig ud som komponist, underviser og deltager i den løbende musikdebat. Han fik måske også her det modspil, der skulle til?
I en række artikler i DMT i årene efter årtusindskiftet peger Frounberg skarpt på forskelle mellem de realiteter han oplevede i Danmark og situationen i Norge.
Midt i arbejdet som formidler, administrator og underviser findes så musikken, der i en flydende overgang mellem forskning, kreativitet og stram struktur er vokset frodigt frem. En række værker til danske og udenlandske ensembler, kor og orkestre er det blevet til og mange af dem med elektronikken eller computeren som medspiller.
