Det er blevet sagt om Mogens Christensen, at hans musik kan opleves som digte skrevet med toner – men som al god lyrik, går udtryksstyrken i Mogens Christensens værker hånd i hånd med en klar bevidsthed om rytme og form.
Helt i pagt hermed begyndte Mogens Christensen som komponist i 1983 med en musikalsk gendigtning af Friedrich Hölderlins digt, Hyperions Schicksalslied. De efterfølgende værker var alle koblet til lyrik, specielt Ole Sarvigs.
Studieårene på Det Jyske Musikkonservatorium blev i sagens natur præget af impulser fra specielt Per Nørgård (musikalske helheder), Hans Abrahamsen (struktur og at der også findes instrumentalmusik) og Poul Ruders (at musik ikke behøver at være lyrisk).
Med orkesterværket Zurvan Akarana (1985) fik man dels en forsmag på Christensens delikate klangbehandling, der stråler ud af senere orkester- og kammerværker, dels hans tilbøjelighed til at finde inspiration i meget gammel tænkning – Zurvan Akarana er et oldpersisk tidsbegreb: The Tale of Adam Ruhani, Dronning Hatasus glorie, Prinsesse Atehs svundne digte …
Omkring 1990 så nogle af de kammerværker dagens lys, der fik anmeldere til at bruge ord som: Mogens Christensen er en mester i fremmedgjorte kammermusikalske klange, der både er smukke og ligesom vender vrangen ud.
I solistklasseårene hos Ib Nørholm på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium bragtes stilpluralismen ind i den studerendes verdensbillede. Ved debuten i 1993 stod syv uropførelser på plakaten – og en efterfølgende anmeldelse slog fast, at det var en Debut med stor musik … Med sin flotte debutkoncert må Mogens Christensen siges at have placeret sig i den bedste ende af nulevende danske komponister.
I disse gyldne kammermusikår så værker som Orfiske ildklipper, Gura, Nordic Summer Ghosts og Vinterlys dagens lys. Det sidstnævnte værk placerede sig i 1994 så højt på UNESCO's forum for ny kompositionsmusik, International Rostrum of Composers, at det blev spillet på 30 radiostationer verden over og dermed gav Mogens Christensen et internationalt gennembrud.
Ved samarbejdet med Sjællands Symfoniorkester i midten af 1990’ere blev den smukke 2. violinkoncert, Las flores del mar del la muerte (1993) uropført med Osmo Vänskä som dirigent. Samarbejdet fortættede sig i 1997: orkesteret knyttede Mogens Christensen til sig som en af landets første composer-in-residence. I denne frugtbare periode blev mange orkesterværker til, og orkesteret kvitterede med at opføre disse på turné, bl.a. i Festspielhaus i Salzburg. Reaktionerne var særdeles positive og kan sammenfattes med et anmelderudråb fra Jyllands-Posten: Lad os endelig få nogle flere orkesterværker fra den herre!
Ved siden af orkesterværkerne blev der også tid til en kammeropera med tekst af Sanne Bjerg: Systema Naturae (1998), hvis handling bedst kan beskrives med The Gramophone’s ord: For its outstanding musical strengths I would single out Mogens Christensen’s Systema Naturae, a neo-expressionist psychodram on the unlikely subject of the botanical taxonomist Linnaeus, an orderly man whose life ended in amnesia and psychic chaos.
I 00’erne fortsattes arbejdet med de mindre besætninger, f.eks. det ca. 100 minutter lange klaverværk med inspiration fra dyrekredsen, Liber eclipticae. I 2006 blev Mogens Christensen composer-in-residence hos Randers Kammerorkester og en serie af værker for denne besætning blev skabt – og fortsat, da han var huskunstner hos Athelas, skrev til tredje blokfløjtekoncert til Michala Petri og Laplands Kammerorkester og i 2017 igen blev tilknyttet Randers Kammerorkester som composer-in-residence.
Hans musik er indspillet på 24 cd’er – to nye på vej – repræsenterende en produktion, der i anmelderord kan udtrykkes således: Mogens Christensens musik er velformuleret og nærmest drøvtygget med ørerne. Værkerne ejer deres forløb, og kommunikationen til lytteren bliver stærk. Idérig og venlig musik uden krukkerier.
