KØBENHAVN 1976-1980
I årene fra 1967, hvor jeg skrev mit ´opus 1´, klaverværket ´Tre Breve fra den ukendte Soldat´ og frem til 1980, var min kompositoriske produktion beskæmmende ujævn. Timerne hos Ib Nørholm på konservatoriet i Odense blev simpelthen opgivet ved en for os begge ret bekvem, stiltiende overenskomst. Efter min frivillige ´afskedigelse´ fortsatte instrumentationsundervisningen under mere løse - og ikke sjældent løsslupne former - hjemme hos Karl Aage Rasmussen på hans firlængede gård ved Østbirk.
Bortset fra et par ikke alt for pinlige småstykker, f.eks ´Tre Breve´, ´Rondeau´ for 7 musikere og strygekvartetten ´Motet´, ser jeg ikke tilbage på min tid som komponist i tiåret 1970-80 med stolthed. Jeg famlede i mørke, på jagt efter min egen personlighed. Men næppe havde vi taget hul på 1980erne før brikkerne så småt begyndte at falde på plads. Men først efter endnu et par turbulente år, hvor jeg boede i én af Jacob Gadefondens lejligheder i Kronprinsessegade, lige overfor Kongens Have i København. Jeg flyttede ind sammen med endnu en klaverstuderende, Britta Bugge Madsen. Britta var nu den næste i ´arvefølgen´ af kærester. I mellemtiden havde jeg fået ansættelse som organist ved Søllerød Kirke i det mondæne Holte nord for København. Fra Vestre Fængsel til Søllerød – et i særklasse kontrastfyldt karriereskift. Det hjalp dog gevaldigt på økonomien, men jeg var stadig ikke blevet voksen. Ved tiårets afslutning var Britta og jeg gået hver til sit, og inden længe befandt jeg mig i en lejet kælderlejlighed under en villa ved Søllerød Sø. Og her besluttede jeg at sætte mig selv på en prøve, jeg ville – uden hjælp af klaver – komponere et stykke musik helt uden kladde og skitser, direkte i renskrift – og i transposition. Enkelte blæsere som klarinet og horn er såkaldte transponerende instrumenter. Det vil sige at de noder man ser i partituret ikke klinger dér hvor de er skrevet. Et horn(valdhorn)i F spiller en kvint under den skrevne node. Man ser tonen C, men hører et F fem toner under. Den almindeligste klarinet spiller i B, som er den tone der lyder når vi ser et C. B ligger en heltone under C.
Det endelige resultat, fire satser samlet under den - ikke særligt ophidsende titel ´Fire kompositioner´, skulle vise sig at blive et vendepunkt for mig som komponist. Jeg har senere kaldt værket for mit ´opus et – nummer to´.
OLIVER KNUSSEN
Under et besøg i London i ´79 mødte jeg den unge engelske komponist og dirigent Oliver Knussen. Oliver var ´vidunderbarn´. Allerede som fjortenårig havde han dirigeret sin første symfoni med London Symphony Orchestra og var nu, i en alder af kun 27, et etableret navn i det engelske musikliv. Jeg havde medbragt en optagelse fra en koncert på Louisiana af mit stykke ´Middelaldervariationer´ fra 1974, og stykket gjorde indtryk på ham. Så næste gang vi mødtes, præsenterede jeg ham for en optagelse fra den danske opførelse af ´Fire Kompositioner´. Opførelsen med et dansk ad hoc ensemble var alt andet end vellykket, selvom musikerne gjorde deres bedste. ”…det er nok for svært. Der er s´gu ingen der kan spille det” resignerede jeg. Men Oliver hørte ´igennem´ den mildest talt besværede gennemspilning. ”Fantastisk stykke. Det vil jeg spille med London Sinfonietta!”
London Sinfonietta! Jeg kunne knap nok tro på det. Jeg havde nogle år før, i København, hørt det legendariske virtuosensemble på i alt 14 musikere, dirigeret af Simon Rattle, og aldrig før havde jeg hørt moderne musik(Stravinsky, Maxwell Davies og andre) spillet med et sådant overskud og drive. At høre min egen musik med London Sinfonietta var kun noget jeg kunne drømme om. Det gjorde jeg sandelig også – uden at gøre mig nogen forhåbninger – og så, mirabile dictu, sad jeg en aften i oktober 1982 i et af BBCs studier til en såkaldt invitation concert med direkte transmission. Salen var fyldt, og på scenen sad jo så selveste London Sinfonietta, dirigent: Oliver Knussen. Jeg var i ´himlen´ - og med god grund. ´Fire Kompositioner´(eller ´Four Compositions´, som det nu hed) var ikke blot en stor succes som værk, men for mig var det vigtigste naturligvis, at jeg her fik det endegyldige bevis på, at stykket kunne spilles. Nok var det svært, men ikke for svært. Alt fungerede – alle mine intentioner blev opfyldt. Og minsandten om ikke det affødte en bestilling, altså et nyskrevet værk til super-ensemblet.
´Four Dances in One Movement´ blev uropført af London Sinfonietta i 1985, også med Oliver som dirigent. ´Four Dances…´ hører til mine hyppigst opførte kammermusikværker og er indspillet to gange. Senest, i 2009, med Birmingham Contemporary Music Group – og – Oliver Knussen.
Den for en dansk komponist spektakulære eksponering i udlandet banede vejen for, at jeg endelig kom ´i stald´, som det hedder, hos musikforlaget Wilhelm Hansen. Enkelte værker, f.eks. ´Tre breve fra den ukendte Soldat´ var blevet udgivet – og stukket på kobberplade som vist nok det sidste i Danmark – hos det nu nedlagte forlag Engstrøm&Sødring. Komponisternes ´eget´ forlag med det noget kluntede navn Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik, eller bare ´Samfundet´ havde også stillet sig til rådighed for kopiering og distribution. Udskrivningen af de enkelte instrumenter i separate hæfter, det såkaldte stemmemateriale, var jo ikke gratis. Komponisterne kunne ansøge Statens Kunstfond om midler dertil. Det var normalt en formsag, men det var besværligt. Hos et stort, kommercielt forlag som Wilhelm Hansen, var – og er - hele produktionsapparatet inkluderet i kontrakten. Formedelst 33 procent af komponistens indtægt. Fair enough – det betyder jo, at komponisten ikke skal bekymre sig om andet end at skrive musikken. Wilhelm Hansen var dansk ejet. Søstrene Hanne og Lone Wilhelm Hansen drev enevældigt forretningen frem til 1988, hvor forlaget blev solgt til den amerikanske forlagsgigant Musicsales. Man kan ikke andet beundre den usminkede ærlighed i navnet!
I de følgende år stod Knussen I spidsen for flere højt profilerede opførelser af min musik, ikke blot I London, men også i USA. ´Capriccio pian´ e forte´med Philharmonia og ´Corpus cum Figuris´ med New York Philharmonic. Han skulle også have dirigeret uropførelsen af min første symfoni ´Himmehoch Jauchzend – zum Tode betrübt´ ved en promenadekoncert i Royal Albert Hall i London, 3. september 1990, men måtte springe fra af helbredsgrunde. Det blev i stedet danske Michael Schønwandt, som sammen med BBC Symphony Orchestra med berusende entusiasme førte symfonien frem til sejr – for nu at tangere det rørstrømske. Stående ovationer, panegyriske anmeldelser – og i 1991 blev værket hædret med ´Royal Philharmonic Society´s´ pris for ´bedste nye orkesterværk opført i London, 1990´. Desværre fulgte der ingen penge med. Æren er det magreste træ i skoven. Det blev dog en opførelse af orkesterværket ´Manhattan Abstraction´, som førte til nye ´eventyr´. Vi skal til Tanglewood, Massachusets, USA.
USA - BECKY AND DAVID STAROBIN
I januar 1978 rejste jeg for anden gang til USA. Denne gang New York. Det var en kold vinter, isnende kold, så Manhattans berømte skyline fremstod med en særlig skarpskåren profil, set fra færgen, som sejler mellem South Ferry og Liberty Island (den med Frihedsgudinden). Denne specielle visuelle oplevelse lagrede sig dybt i baghovedet på mig, og nogle år senere, 1982, komponerede jeg det en-satsede orkesterværk ´Manhattan Abstraction´. Som antydet i titlen, ´handler´ musikken ikke om noget. Musik kan jo ikke handle om andet end sig selv. Der skal altid en tekst til – opera er det mest indlysende – eller komponisten kan tilføje en ´handling´, f.eks. et litterært citat som motto eller ledetråd for lytteren. Som jeg selv har gjort det i orkesterværket ´Således så Johannes´, der i sin opbygning og stemning bygger på et citat fra biblen, fra Johannes Åbenbaring.
´Manhattan Abstraction´ har undertitlen A symphonic skyline – det synsmæssige indtryk af byens profil, set på afstand, har jeg overført til selvstændige linier af lyd. Polyfon ´byplanlægning´ kunne man kalde det, med smil på læben.
Værket blev uropført af Radiosymfoniorkestret ved en torsdagskoncert i 1985, dirigeret af Michael Schønwandt (og nogle år senere koreograferet af Anna Lærkesen for Den Kgl. Ballet).
Allerede året efter opførelsen af ´Manhattan Abstraction´ i København, blev værket opført ved den berømte(og en anelse snobbede) Tanglewood Festival i byen Lennox uden for Boston. Tanglewood Festival Orchestra og Oliver Knussen stod for opførelsen i den tætpakkede, halvåbne koncertsal. De der ikke kunne skaffe sig pladser indenfor, kunne så i stedet placere sig lige udenfor i medbragte flugtstole - og madkurven inden for rækkevidde. En ganske tiltalende løsning på pladsproblemerne indenfor.
Umiddelbart efter New York-opførelsen af ´Four Compositions´ spurgte David Starobin mig om jeg ville skrive et stykke for guitar og kammerensemble. Han ville hyre Speculum Musicae som ´band` - og selvfølgelig indspille stykket på sit eget label. Men først skulle projektet jo finansieres. Honorar til komponist, solist og ensemble, leje af koncertsal og annoncering. Det koster alt sammen penge, mange penge, og i USA er der som bekendt ingen hjælp at hente fra det offentlige, så i de fleste til fælde må man ty til private fonde eller mæcener. I et af de såkaldte town houses i den mere mondæne ende af bydelen Greenwich Village, boede en enke efter en fabrikant af guitarstrenge. Rose Augustins mand havde tjent en formue på at patentere sit eget brand indenfor guitarstrenge. I USA kan mon jo tjene styrtende med penge på de særeste ting. Den gamle dame kunne være trådt direkte ud af en Woody Allen film, lille og skrøbelig med blåt hår og stok, krumbøjet, skarp som en ragekniv – og uhyggeligt rig. Og så var hun mæcen – og pungede gerne ud til glæde og gavn for musikken, på den betingelse at der var en guitar med i spillet!
David Starobin havde tidligere fået ´hjælp´ af Mrs. Augustin, så det var naturligt at vi opsøgte hende – med hatten i hånden. ”…Segovia har engang boet hos hende og manden i flere år.” sagde David med højtid i stemmeføringen. ”Og hun har et spinet, som Bach engang har spillet på!”. Jeg rankede ryggen og rettede på det slips jeg havde købt til lejligheden. ”Når du hilser på hende” sagde David, ”så husk: Ingen øjenkontakt, kig ned, ingen pludselige bevægelser!” Nej, selvfølgelig sagde han ikke det, men jeg var faktisk begyndt at tænke i de baner. Enkefru Augustin viste sig nu at være ganske fremkommelig – så længe vi gav hende ret i alt hvad hun sagde. Hvad vi naturligvis gjorde, alt sammen i den gode sags tjeneste. Efter vi havde et par drinks, indtaget med samlede ben og helt ude på kanten af empirestolene, tog den gamle dame sin håndtaske frem og stak hånden ned i den. Efter at have rodet lidt rundt – duften af lavendler bredte sig nu i stuen – halede hun et bundt dollarsedler frem og sagde til mig ”…værs´go´ unge mand, her er lidt at begynde med. Men brug nu ikke dem alle sammen på én gang!”
Efter lidt mere small talk og skamløs fedten, bukken og skraben – stod jeg på gaden med 5000 dollars i lommen. Jeg rejste tilbage til Danmark og begyndte på arbejdet med ´Psalmodies´.
Den 6-strengede akustiske guitar er nok det sværeste instrument man kan vælge at skrive for, især når man ikke selv er guitarist. Det er nærliggende at tro, at bare man skriver noget der ligner en lettere højrehåndspassage i et klaverstykke,så er den ´hjemme´. Men den går ikke. Placeringen på gribebrædtet af de såkaldte ´frets´ - de afmærkede inddelinger hvor man sætter fingrene for at få den ønskede tone frem – har ikke den fjerneste lighed med rækkefølgen af tangenterne på et klaver. Nok havde jeg skrevet for guitar før, men i ´småtingsafdelingen´. Nu skulle jeg skrive for én af de ´store drenge´ - og helst et stykke på ca. en halv times varighed. Inden længe havde jeg lånt en guitar, og ved hjælp af den – og et til lejligheden udfærdiget diagram over gribebrættet gik jeg i sving med arbejdet. Nok havde jeg nu en rigtig guitar mellem hænderne, men jeg kunne ikke, og kan stadig ikke spille guitar, om jeg så fik stukket en revolver mellem øjnene. Men den var god at have, f.eks. fik jeg en klar fysisk fornemmelse af afstandene mellem de forskellige ´frets´. ´Psalmodies´, som stykket kom til at hedde, består af 11 selvstændige satser, som samlet spænder over hele følelsesregistret, fra det jublende udadvendte til det ekstremt indadvendte. ´Psalmodies´, eller ´Psalmodier´ på dansk, har sin oprindelse i det oldgræske ord psalmodeia, som betyder ” at synge til harpespil”, og derfra videre til psallein : ”at spille på strenge med fingrene”.
`Psalmodies´ fik premiere i 1990, og igen var det Merkin Hall der dannede ramme om opførelsen. David Starobin spillede naturligvis solo-stemmen, og 9 medlemmer af Speculum Musicae blev dirigeret af ensemblets faste bassist Donald Palma. I juni 1992 blev stykket indspillet på CD for Bridge Records – med samme hold – i det fantastiske, men nu desværre nedlagte Studio A, i RCA/BMG-bygningen i New York.
Det blev den første af mange indspilninger for Bridge af min musik. Ikke mindre end 5 albums er det blevet til, her hvor vi skriver april 2010.
Kort tid efter opførelsen af ´Psalmodies´, spurgte jeg Becky, om hun havde lyst til at være min manager i Amerika. Begrebet er næsten ukendt i Danmark, i hvert fald blandt klassiske komponister. Udøvende musikere er dog ikke sjældent tilknyttet et agentur, som sørger for at skaffe de enkelte kunstnere arbejde. Manager eller ´agent´, definitionen er flydende, men Becky Starobin havde i nogen tid været ´ankerkvinde´ for flere komponister, bl.a. George Crumb. Formedelst 20 procent snittet ud af bestillingshonorarer plus en såkaldt retainer, et fast individuelt aftalt månedligt acontobeløb. Det lyder udansk – og det er også. Det er amerikansk – og værd hver en cent. Bridge Management, som firmaet hedder, har forhandlet talløse kontrakter for mig. Bestillinger og opførelser med de bedste, som f.eks New York Philharmonic, klavergeniet Vassily Primakov, Speculum Musicae, Dallas Symphony Orchestra, etc. I marts 2009, dagen før min 60-års fødselsdag, havde Bridge Records&Management i samarbejde med Scandinavia House i New York, arrangeret en fødselsdagskoncert for mig i Victor Borge Hall(!) på Park Avenue South. Solister fra nær og fjern, Rusland, Finland, musikere fra New York Philharmonic og Juilliard School medvirkede.
FØRSTE ÆGTESKAB – NEW YORK – YALE – LONDON
I begyndelsen af december 1991, solgte jeg det meste af mit i forvejen begrænsede jordiske gods i København og flyttede til London, hvor jeg rykkede ind i et par værelser ovenover kontorerne i et hospital for ´geriatric patients with mental disorder´ - på dansk: sindssyge oldinge. Årsagen til min landflygtighed skal findes flere år før. Under min ansættelse som organist ved Søllerød Kirke traf jeg min første kone, Helene Wanscher. Hun sang i kirkekoret og vi blev hurtigt forelskede. At hun var (og er) 11 år ældre end jeg betød ikke noget, og jeg forlod kælderen under villaen ved søen og rykkede ind i hendes hus i Virum. Der var bare et par enkelte hurdler der skulle overvindes. Hun var gift – og manden boede stadig i huset. Det lyder som opskriften på et drama af wagnerske dimentioner, men ´trekantsordningen´ passede faktisk alle parter fint. Helenes ægteskab havde i flere år mere haft karakter af bofællesskab, en ordning som nu blot ændredes rent numerisk. Hendes mand Torben indlogerede sig i kælderen og jeg rykkede ind i soveværelset sammen med Helene (og gravhunden Emil). De to sønner, Lars og Jens fortsatte som om intet var hændt, oppe i deres værelser på 1. Sal. Selvom husfreden således var sikret, var ordningen naturligvis ikke holdbar i længden. Torben flyttede for sig selv, og jeg skrev under på en ´utroskabserklæring´ på Amtet, så Helene og Torben kunne blive skilt i en fart. Vi blev så gift på Lyngby Rådhus den 24. oktober 1984.
Heller ikke dette forhold, mit første med ´papir på´ og juraen sikret, kunne jeg leve op til, så i 1987 stod jeg igen på gaden.
Efter nogle år som free-lance organist (jeg forlod stillingen ved Søllerød Kirke i 1981), fik jeg i 1985 ansættelse som organist ved Mariendal Kirke på Frederiksberg. Ægteskabet med Helene var allerede på det tidspunkt, kun et år efter brylluppet, på vej mod opløsning. At jeg, kort efter min ansættelse på Frederiksberg, igen ikke kunne nære mig for at indgå i et nyt forhold, hjalp naturligvis ikke på sammenholdet i Virum. En ny dame, D. havde forelsket i mig og jeg gav efter for de nye fristelser og eskapader, som jeg øjnede i horisonten. D. ville have jeg skulle lade mig skille fra Helene – et ikke helt urimeligt krav – men jeg var ude af stand til at mande mig op og tage det sidste skridt. Jeg var nok en smule bange for Helene. ´Hell has no fury like a woman scorned”, som det lyder hos Shakespeare. D. var nu heller ikke til at spøge med, hvad angik kunsten at skræmme livet af mig, så i efteråret 1987 slæbte jeg mit endnu yderligere decimerede ´hab-und-gut´op på femte sal i Burmeistergade, lige overfor Christiania på Christianshavn.
Min gode ven, komponisten Hans Abrahamsen havde et par måneder før ligeledes måtte gå ´fra hus og hjem´ og boede nu i en kvistlejlighed i Burmeistergade. Nr. 9, så vidt jeg husker. Hans fandt ud af, at en tilsvarende lejlighed var til salg i nr.3. Den købte jeg og flyttede ind i så hurtigt jeg kunne.
Jeg var dog stadig ansat ved Mariendal Kirke, men trivedes langtfra i tjenesten. Jeg var ved at være godt og grundigt træt af Folkekirken. Juleevangeliets budskab om ´fred på jord og i mennesket velbehag´ efterleves ikke nødvendigvis fuldt ud på første række. Jeg søgte orlov et halvt år, fik den – og tog til New York, hvor mit forlags lokale kontor fik skaffet mig fremleje i en lejlighed i Brooklyn Heights. ´The Heights´ med den berømte ´Promenade´ er et herligt, farverigt og levende kvarter, beliggende på østsiden af East River, dér hvor Brooklyn Bridge ´går i land´ - så at sige. Formålet med mit ophold(bortset fra at komme væk hjemmefra) var i al sin enkelhed at få arbejdsro til at skrive min slagtøjskoncert `Monodrama´, bestilt af slagtøjsvirtuosen Gert Sørensen og Radiosymfoniorkestret.
Kun et par enkelte forhåndsaftaler fik mig væk fra skrivebordet i Brooklyn. En tur til Tokyo – og en afstikker til Yale University, hvor jeg var blevet inviteret til at holde en såkaldt ´presentation´. Her traf jeg den nu afdøde komponist og kompositionsprofessor Jacob Druckman, som over en velvoksen portion ´burgers´n fries´nede på den lokale diner, spurgte, om jeg havde lyst til at ´optræde´ som gæsteprofessor ved Yale et halvt års tid. En sådan enestående chance for igen at slippe væk hjemmefra, kunne jeg naturligvis ikke lade gå mig af hænde. Jeg fik bevilget orlov endnu engang.
Yale University ligger – ikke fysisk, men mentalt - som en middelalderborg, højt knejsende over den ydmyge landsby ved dens fod. New Haven, Connecticut hørte på det tidspunkt, foråret 1991, til de mest farlige og voldelige af byerne i USA, på trods af dens beskedne størrelse. Kombinationen af det rige ´Ivy League´ universitet med alle de rige ´kids´ på den ene side, og den helt anderledes socialt ydmyge befolkning ´nede i byen´ på den anden, kunne kun føre til ulykker. Mord endog. Jeg boede i et hus et par kilometer væk fra centrum, men kunne ubesværet høre skyderierne og politisirenerne længere inde i byen om natten. New Haven er ikke noget rart sted, på trods af navnet.
Jeg fuldførte naturligvis undervisningen, kun afbrudt af forårsferien i marts måned, hvor jeg endelig kunne ´indkassere´ en stående invitation fra en gammel skolekammerat, astronomen Bo Reipurth, og besøge ham i Chile, hvor han var ansat ved ESA – European Space Agency i Santiago. Bo pakkede firhjulstrækkeren og vi kørte sydpå ad ´The Panamerican Highway´, som strækker sig helt fra Alaska i nord til Tierra del Fuego – Ildlandet - i syd. Men jeg skulle jo tilbage til Yale – og derfra videre hjem til Danmark. Fædrelandet ventede tålmodigt.
Jeg var stadig gift med Helene, og i et desparat forsøg på at reparere på forholdet flyttede jeg ind i en lejlighed på anden sal i et rækkehus i Engelstedsgade på det ydre Østerbro, lige bag Hans Knudsens Plads. Helene var i mellemtiden flyttet fra huset i Virum og havde købt en stuelejlighed i et tilsvarende hus kun et par gader væk. At dette panikprægede ´lapperi´ ikke havde nogen gang på jorden, kan vel næppe komme som et chok for læseren. Der skulle nu ske noget afgørende radikalt, så jeg sagde op fra min stilling som organist ved Mariendal Kirke, solgte endnu engang fra af mit overskuelige bohave – og flyttede til London, efterladende to usolgte ejerlejligheder og en kone.
I lighed med New York var London en by som jeg følte mig hjemme i. Det var jo i London jeg fik mit internationale gennembrud, og adskillige efterfølgende opførelser af min musik medvirkede til at slå mit navn fast. Faktisk læste jeg på tidspunkt i én af London-aviserne, at jeg betragtedes mere som engelsk end dansk komponist.
Pianisten Rolf Hind havde optrådt med – og indspillet – mit stykke for klaver og messingblæsere ´Break Dance´ et par år før. Rolf og hans partner Ray Rowden boede i Tooting i sydlondon med deres to hunde ´French and Saunders´(opkaldt efter et populært komikerpar). Ray, der var uddannet sygeplejerske med speciale i psykiatri, var øverste chef for Tooting Bec Hospital, en victoriansk uhyrlighed med et utal af besynderlige tårne, mystiske tilbygninger, smedejernslåger og sære krinkelkroge. Som taget ud af Dickens. Hospitalet, som hørte under NHS(National Health Service) var under afvikling, og det var Rays opgave at sørge for at det hele foregik, om end ikke langsomt, så med værdighed. Da Ray hørte, at jeg søgte efter et sted at bo, sagde han ”…der er faktisk to værelser med adgang til køkken (hotelstørrelse), 2 brusekabiner og 10(!) toiletter, som ingen bruger, lige over kontorerne. Du kan få det hele for kun 50 pund om måneden, inklusive varme og lys.” Det var jo et tilbud jeg ikke kunne sige nej til. Men det var s´gu en adresse der gjorde indtryk rundt omkring, når jeg skulle lægge mit visitkort: c/o Tooting Beck Hospital, G(eriatric) Ward, Church Lane, Tooting, London SW. Inden længe cirkulerede naturligvis rygtet, at jeg var blevet gal og gemt af vejen sammen med andre uhelbredeligt sindssyge. Jeg kan ikke vurdere reklameværdien af rygtet, men det har næppe skadet mig.
Faktisk opstod der et par morsomme episoder, som f.eks. en dag, hvor jeg have sat en australsk journalist, Andrew Ford, i stævne til et interview, som skulle være med i en bog han var ved at skrive om samtidens komponister. Ford mødte op til tiden. I mellemtiden havde jeg glemt alt om aftalen, så han forsøgte at finde frem til mig på egen hånd, så at sige. I det senere interview beskriver Ford den surrealistiske søgen efter den danske komponist Poul Ruders: ”Den svenske herre ovenpå?” sagde en dame nede på kontoret. ”…nej, ham har jeg ikke set i dag.” Ford måtte så ned ad trappen igen og ud i det fri. Det var om sommeren, så de fleste af patienterne trissede rundt for sig selv under åben himmel. Nogle i cirkler, andre i nøje afmålte kvadrater. Ford begyndte at spørge sig for, men fandt hurtigt ud af, at der var noget galt. I stedet for brugbar information om min person, fik Andrew Ford stillet spørgsmålet: ”…har De noget ild?”. Ford, som var nu blevet en kende nervøs, specielt efter at være blevet spurgt: ”…har De noget ild?” af den samme mand flere gange, var nu overbevist om, at han var offer for en særlig form for dansk practical joke. Ideen er jo nærliggende – og fantastisk. Tænk hvis jeg inderst inde ikke ønskede at blive interviewet, ikke sagde fra direkte, men i stedet sendte ham ud blandt en flok galninge på et sindssygehospital i det skumle sydlondon, så han kunne få sig en lærestreg? Tanken er kongelig intet mindre.
I virkeligheden var jeg bare på indkøb og havde glemt aftalen. Heldigvis var Andrew Ford ikke taget tilbage til sit hotel, da jeg traskede op ad grusgangen med mine indkøbsposer, så efter jeg havde klasket mig selv flere gange på panden og brødbetynget undskyldt min utilgivelige slendrian, gik vi op i lejligheden med køkken, to brusekabiner og 10 toiletter. Jeg satte kaffe over og vi gik i gang med interviewet. Jeg var tilgivet. Og inden længe endelig skilt fra Helene. Den 12. Maj 1992 troppede jeg op på den danske ambassade i Sloane Street og skrev under på skilsmissepapirerne. Helene var nu fri af mig, og jeg var fri af hende – og en fri mand igen. Som sagt stod hospitalet foran nedlæggelse og senere nedrivning, så det var på tide at jeg fandt noget nyt at bo i. Derfor, i foråret, 1993 flyttede jeg til bydelen Camberwell, hvor jeg lejede halvdelen af et hus med have – og udsigt til jernbanen. Camberwell skulle blive min anden bopæl i London. Og en dag dumpede et brev ind ad brevsprækken.
STUDENTERJUBILÆUM – EN JORDOMREJSE – SIDSTE STATION I LONDON
Det rumsterede naturligvis svagt i baghovedet på mig, at juni 1993 ville markere min og den gamle klasses 25 års studenterjubilæum. Året før var jeg løbet ind i én af de andre fra klassen, Linda Bonnén - nu bestyrer af ´Andedammen´ i Tivoli – som var på turistbesøg i London sammen med sin mand billedhuggeren Peter Bonnén. Linda mente nok, at der skulle ´ske noget´ i anledning af jubilæet, men jeg hørte ikke videre. Så en dag lå der brev med danske frimærker på måtten under brevsprækken – en invitation til netop 25 års jubilæet. Men det var ikke fra Linda Bonnén, afsenderen var Annette Gerlach. Annette Gerlach? Selvfølgelig kunne jeg huske Annette, men vi havde absolut intet at gøre med hinanden i gymnasiet – jeg tvivler på at vi havde udvekslet mere end et par ord på de 3 år. Annette havde øjnene rettet opad mod hvad der rørte sig blandt drengene i klassen over – og gik i ´Hithouse´ om lørdagen. Og det gjorde jeg jo ikke…
Men det skulle nu ikke ´skille os ad´, så jeg ringede tilbage på det angivne telefonnummer og bekræftede min deltagelse ved festen, 5. Juni, på Annettes adresse, Strandboulevarden 108 i København. Men det var dog en sød stemme hun havde, hende Annette! Jeg begyndte at glæde mig til festen.
Grundlovsdag 1993 viste sig fra sin bedste side, varm og solrig. Alle var i godt humør og inden længe steg humørbarometeret adskillige streger, godt hjulpet på vej af diverse flydende nydelsesmidler. Først kl.3 om morgenen vaklede jeg tilbage til den lejlighed på Nørrebro jeg havde lånt af en ven, mestersnedkeren og tusindkunstneren Jacque Neupert. De sidste forlod ´festlokalerne´ på Strandboulevarden kl.7!
”Hvor er hun dog i grunden dejlig, hende Annette!” tænkte jeg. Hende MÅ jeg altså se igen!” 11 måneder senere kunne jeg skrive Strandboulevarden 108 på mit visitkort, og 6. Maj 1995 blev vi gift på Københavns Rådhus.
Nu vil det være nærliggende at tro, at der kom ´skub i tingene´ i en fart mellem Annette og mig i kølvandet på studenterjubilæet, men ´nixen-bixen´! Annette passede sit arbejde som hospitalslaborant på Rigshospitalet. Desuden boede hendes to 19-årige døtre, tvillingerne Charlotte og Elisabeth stadig hjemme. Tilbage i London stod jeg igen foran at skulle flytte. Huset i Camberwell skulle sælges, så jeg måtte se at finde på noget. Endnu en gang…
Det mundede ud i, at jeg opmagasinerede de få ejendele jeg havde tilbage - og rejste Jorden rundt – med telt! Et af Londons utallige rejsebureauer sendte mig ud i det blå for ingen penge, 978 pund! Selv i 1993 var det billigt, og da jeg lige havde afleveret min 2. ´cellokoncert ´Anima´ til forlaget – og fået min ´hyre´, stod friheden, både den økonomiske og den fysiske, og lokkede med sit brede, flabede, selvtilfredse grin.
Har man ikke, bare én gang i livet, prøvet at sidde kl.6 om morgenen, med kaffe lavet på primus, og fulgt solopgangen på en strandbred på Tahiti, i 25 graders varme, kun iført lændeklæde og cerut, har man ikke levet! Det er selvfølgelig noget forkælet, arrogant sludder – men oplevelsen kan anbefales. Naturligvis havde jeg ikke glemt Annette, så et par postkort var vel ikke af vejen. Et fra Moorea, og et fra Singapore. På det sidste kort fik jeg hastigt tilføjet, at næste gang jeg viste mig i København, ville jeg lige kigge forbi. Resten er, som man siger ´history´ - og det er hér Susie kommer ind i billedet! Uden at vide det, var jeg blevet sat på en prøve. Hvordan reagerede jeg på tilstedeværelsen af Susie i lejligheden? Ville jeg fare op af stolen med et ”UF!”, når hun sprang op på skødet af mig? Jeg bestod prøven, for jeg er skamløs hundeelsker, og den sorte, glathårede gravhund Susie måtte senere tage ansvaret på sig for at jeg endelig flyttede ind. Hunde.
Jeg har indtil nu ikke fortalt om hundene i mit liv. Min omflakkende tilværelse indtil jeg mødte Annette, var jo ikke gjort af det stof som tillader hundehold. Men da mine forældre flyttede på landet, omkring 1967, anskaffede de sig hurtigt en hund, den ruhårede gravhund Anna. Derpå en Dobermann(!) Anders. Så fulgte endnu en ruhåret gravhund, Søren. Vuf! Da jeg boede i London, kunne jeg glæde mig over to ´reservehunde´, Rolf og Rays to gadekryds French og Saunders. Og før da, i huset i Virum, endnu en ruhåret gravhund, Emil – min første ´private´hund. Nu her, april 2010, hvor jeg sidder og skriver, har jeg det ene øre rettet mod haven, hvor jeg kan høre Laura og Emma rumstere. Behøver jeg at nævne, at de er gravhunde? Og ruhårede?
Den alvorlige komiker Jacob Haugaard siger lige ud, at der findes to slags mennesker: dem der kan lide hunde – og så dem der ikke kan lide hunde. Det er måske lige radikalt nok, men selvfølgelig passer det – når alt kommer til alt. Uden hunde går det ikke. Charme, sødme – og grænseløs hengivenhed. De kan være besværlige og irriterende, og de laver ulykker hvis de kan komme af sted med det. Og de lugter. Men det er jo alle egenskaber der passer glimrende på os andre, så mon ikke det er derfor at mennesker og hunde for altid vil være knyttet til hinanden i et ubrydeligt bånd af venskab og gensidig afhængighed. Hvem sagde ´vov´?
Men jeg foregriber begivenhedernes gang. I december 1993 vendte jeg tilbage til London fra min jordomrejse, som bragte mig over Los Angeles til Fransk Polynesien, New Zealand, Singapore og Malaysia. Nu skulle jeg igen finde mig et nyt sted at bo. Denne gang rykkede jeg op nord for floden og flyttede ind i en toetages lejlighed på Roman Road i East End, nær Bethnal Green. For første gang havde jeg en lejlighed i London for mig selv, og hvem ved? Var jeg ikke gået til studenterjubilæum, havde jeg måske boet der endnu. Julen 1992 tilbragte jeg ikke i London, men på Ørslev Kloster ved Skive. Det var min gode ven og redaktør på Edition Wilhelm Hansen, Michael Rehder, der anbefalede det ærværdige gamle nonnekloster, nu refugium, som det ideelle sted at søge fred og arbejdsro. Jeg har aldrig kunnet forlige mig med julens hysteri og kommers, og da slet ikke i London, hvor hele byen går i morderisk selvsving allerede fra begyndelsen af december. Ørslev var løsningen, så naturligvis reserverede jeg plads til julen 1993. Den ´Hellige Nat´ tilbragte jeg alene i min ydmyge, hvidkalkede ´celle´. Men ugen efter, Nytårsaften, samme tid, samme sted, sad Annette på den anden side af skrivebordet – og vi skålede i champagne efter et måltid bestående af kogt hamburgerryg og stuvet spinat. 26. Maj 1994 svingede en flyttevogn fra ADAM op foran døren til Roman Road 89A.
DANMARK IGEN – KØBENHAVN – LADBY
”Nej hvor ser her kedeligt ud,” udbrød manden over for mig i togkupeen. Vi var standset i Næstved. ”Afgjort” sagde jeg. ” Men jeg bor her jo også.”
Næsten, men ikke helt. En små 8 kilometer nordvest for Næstved, på den anden side af kostskolen Herlufsholm, ligger den lille landsby Ladby – og endnu længere ude på landet Ladby Overdrev. Jeg bor helt ude på ´overdrevet´, en betegnelse der opstod, da man i slutningen af 1700-tallet flyttede gårdene, som på det tidspunkt var centreret i byerne, ud hvor markerne lå. De såkaldte ´udflyttergårde´. Vores hus er fra 1775, en ussel rønne, som først blev moderniseret og udvidet i 2003.
I 1970 købte Annettes forældre det faldefærdige husmandssted som fritidshus, og i årene 1994 til 2003 var det netop i den egenskab vi brugte huset, jeg mere end min kone, da det fredelige og fra omverdenen isolerede sted naturligvis var ideelt som ´arbejdslejr´ for mig. Tiden i lejligheden på Strandboulevarden var også tiden hvor jeg endelig kom til ´skelsår og alder´. Jeg var netop fyldt 45 – og endelig voksen. ”Ja tak, den er god med dig!” kan jeg høre nogen sige. ”En leopard kan ikke skifte pletterne ud.” Måske ikke, i hvert fald ikke fra den ene dag til den anden. Jeg har givetvis tilbragt lidt for mange timer nede på værtshuset ´Cykelstalden´ ved Østerport Station. Men det gik den rigtige vej, om end langsomt. ”Den der ager med stude kommer jo også med,” siger det gamle ordsprog. Mine amorøse eskapader til ´venstre hånd´ stoppede dog øjeblikkeligt. Der var ´nul tolerance´ fra Annettes side, og jeg havde, kan jeg godt love, slet, slet ikke behov for nedkalde flere ulykker over mig selv og andre. Og da slet ikke Annette. Vi har nu været gift i 15 år. Annettes to dejlige døtre, Charlotte og Elisabeth, blev boende hos os i lejligheden endnu nogle år, mens de begge studerede til civilingeniør på Danmarks Tekniske Universitet. Snart flyttede de naturligvis for sig selv, og begge supplerede de ingeniøruddannelsen med et år i England. Charlotte ved Durham University, Elisabeth på universitetet i York. Begge er nu gift og sidder i store ansvarsfulde stillinger. Charlotte og hendes mand, Hans Christian bor i Nivå med deres to børn, Albert på 6, og Marie på snart 3 år. Elisabeth, som nu hedder Race til efternavn, blev ´hængende´ i England, hvor hun nu bor med sin mand Timothy. I London. Æblet faldet ikke langt fra pæretræet…
Annette var stadig ansat på ´Riget´, med speciale i PET-scanning. Senere fik hun en tilsvarende stilling på Næstved Sygehus, og hun supplerede inden længe sin uddannelse med en ´bachelor´ fra Panum Instituttet. Stillingen i Næstved gjorde naturligvis, at vi begge kunne tilbringe mere tid sammen på ´overdrevet´, men da arbejdsforholdene i Næstved blev uudholdelige for hende, søgte hun, og fik en stilling som afdelings-bioanalytiker ved Københavns Praktiserende Lægers Laboratorium, KPLL i Pilestræde, lige bag Rundetårn. I mellemtiden havde vi dog opsagt lejligheden i København og flyttet permanent til Ladby. Men dog først efter at have fået bygget til, en udvidelse der betød en fordobling af kvadratmeterne. Annette arbejdede dog stadig i København, men det daglige pendleri var for meget for hende, så igen måtte hun søge nyt arbejde, gerne tættere på bopælen. Det blev til 3 år som ledende bioanalytikker og ansvarshavende for sygehuslaboratoriet i Slagelse, kun 30 kilometer væk. Den nye arbejdsplads viste sig dog hurtigt at konkurrere sig ind på førstepladsen i kategorien ´ormegård´, så i december 2008 gik Annette på efterløn. 60-årsfødselsdagen, 9. December samme år, blev fejret i Rom, med mand, børn, børnebørn og svigersønner.
Der er blevet sagt og skrevet meget om den skurvogn jeg har stående i haven. Det gør åbenbart et uudsletteligt indtryk, at jeg kan komponere ´store´ værker, operaer og symfonier, klemt inde på et areal under 4 kvadratmeter. Uden vindue! Det vindue der var, da jeg købte den udslidte ´frokostvogn´ tilbage i 1995, fik jeg hurtigt blændet. Har jeg brug for naturen, går jeg ud i den. Inspirationen kommer indefra.
I min beretning frem til nu, har jeg kun kommenteret to værker i detaljer, den ´lille´ Guitarkoncert ´Psalmodies´ og orkesterværket ´Manhattan Abstraktion. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg har komponeret en farlig masse musik gennem årene. Det vil selvsagt føre for vidt at kommentere hvert eneste stykke, så jeg vil koncentrere mig om kun at fortælle om tilblivelsen af to værker, som begge skulle gå hen og blive ´hits´.
Læs om CONCERTO IN PIECES
Læs om TJENERINDENS FORTÆLLING
