Pernille startede sin musikalske løbebane i DR Pigekoret i 1990, men inden da var klaveret allerede hendes legeplads, hvor de første små kompositioner blev til. Her opstod en glæde ved at opdage, at kunne skabe selv og at lege med sin kreativitet og forvandle den til noget.
Sideløbende voksede glæden ved at synge og Pernille blev optaget på MGK med klassisk sang i 1998. De tre år på MGK blev en vigtig skole for en masse musikalsk lærdom, samtidig med en travl tid i gymnasiet og DR Pigekoret.
I 1999 vandt hun en komponistkonkurrence for unge under 25 år, og i den sammenhæng hørte hun for første gang nogensinde sin musik blive opført. Det var en oplevelse, der satte sig fast; dét at høre sin egen musik blive opført af andre!
Prisen udløste desuden en indspilning af en EP, der blev Sejlunds første udgivelse, med 3 egne kompositioner (heraf vinderværket ”Ave Maria” for pigekor) med titlen ”Stykker”. Efter MGK blev hun i 2001 optaget på Musikvidenskab på Københavns Univsitet. I 2002 vandt hun sin anden komponistkonkurrence (korværket og det satte for alvor gang i komponistvirket. Sideløbende med musikvidenskabsstudiet søgte Sejlund derfor igen ind på MGK, denne gang med komposition som hovedfag, hvor hun blev optaget i 2002.
Tiden på universitetet og MGK blev første møde med undervisning i komposition og satsteknik, og i 2006, efter en Bachelorgrad på MI, blev hun optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
De fem år på konservatoriet var på mange måder en rutchebane udi at finde sig selv. At være komponist er også at definere sig selv – i det mindste musikalsk. Kompositionsfaget er på mange måder lige så filosofisk som det er teoretisk og teknisk. For hvem er man egentlig, og hvad er ens udtryk og stil? Har man overhovedet en stil? Hvordan definerer man sig selv i et musikalsk udtryk? I en komposition? Er det overhovedet vigtigt eller nødvendigt?
Konservatorietiden var også mødet med en masse dygtige, talentfulde mennesker. Det blev dermed også første skridt i retning mod et stærkt musikalsk netværk, men også mødet med en masse smagsdommere, der let kunne få hinanden til at vakle i troen på sig selv, eget talent og egentlige potentiale.
Kunsten var i bund og grund at finde sit eget ståsted, at finde hvile i sig selv og sine musikalske værdier, samt en åbenhed overfor forandring nye inputs fra alle kanter.
I bund og grund var konservatoriet således blot startskuddet til at finde sit eget musikalske ståsted. En udvikling, der blot er fortsat i mange faser og afskygninger sidenhen – både menneskeligt og musikalsk.