Jens Bjerre voksede op i Salling ved Limfjorden hvor hans fader var grundtvigsk valgmenighedspræst i Rødding-Krejbjerg. Han fik sin første klaverundervisning af Skiveorganisten og komponisten Laurids Lauridsen og blev allerede som 15-årig optaget på Musikkonservatoriet. De første kompositioner – sange og et korværk – stammer fra konservatorieårene, hvor Bjerre blev uddannet i Laubs og Carl Nielsens ånd. Men det er karakteristisk, at han senere hævdede først at være begyndt som komponist, da han efter konservatorietiden som 22-årig kom til Paris[1].
I Paris virkede Jens Bjerre som organist i Den danske Kirke og fik undervisning i komposition og klaver (bl.a. hos den berømte pianist Alfred Cortot). Det prægede hans udvikling som komponist og mærkes især i hans instrumentalmusik fra begyndelsen af 1930’erne og frem. En række kammermusikværker – ofte med franske titler som La sérénade burlesque, 1932, violinværker 22 Croquis de Paris, 1943, eller de fem værker for skiftende besætninger med fællestitlen Mosaïque musicale, 1936 – 78 – er neoklassiske med korte, ofte diverterende, satser med skarpe dissonanser og små, insisterende rytmiske motiver.
Det betød dog ikke, at Jens Bjerre svigtede sin grundtvigske arv. Som kirkemusiker først ved Stefans Kirken, hvor han efterfulgte Knud Jeppesen i 1933 og fra 1955 i Garnisons Kirke, fortsatte han Thomas Laubs bestræbelser på en reform af kirkesangen med liturgiske værker og større kompositioner som kantaten Stefanus (til Stefan Kirkens 75 års jubilæum 1949). Og langt den ovevejende del af hans værker er sange for solostemme eller kor i den ”danske” tradition præget af Laub og Carl Nielsen. Blandt de populæreste er sangen Fryd dig Æblegren (også kendt under titlen Til en ung Moder) der med et homofont klaverakkompagnement og en strofisk opbygning giver Otto Gelsteds tekst et nænsomt, men inderligt lyrisk udtryk inden for den folkelige sangs stilistiske rammer.
Som kammermusiker udviklede Jens Bjerre sig fra en neoklassisk påvirkning i de tidligere værker (Serenaden for fløjte, obo og viola, 1936 eller 22 Croquis de Paris, 1943) i en mere ekspressionistisk retning med soloværker som cellosonaten, 1946, og Purgatorio con tre intermezzi for viola, 1964. Han var en kritisk, men åben tilhører til Det Unge Tonekunstnerselskabs koncerter, og han lod sig inspirere af de tonale og rytmiske landvindinger, som den unge generation præsenterede. I modsætning til de fleste af sine jævnaldrende erklærede han åbent sin sympati for Per Nørgårds og Ib Nørholms modernistiske musik, og sympatien giver genlyd i et værk som hans Mosaïque musicale nr. 3, 1974, hvor et dissonansrigt motivstof udvikles i en fri, montageagtig, form.[2]
De større instrumentale former og orkestermusikken undgik Jens Bjerre som regel, men komponerede dog nogle mindre orkesterværker og balletmusik til teater (Kameliadamen, 1954) og TV (Den hvide Souper, 1963). I klanglig henseende var han de fine nuancers mand, og dem realisede han i mange korværker for lige stemmer rækkende fra børnekor (Himpegimpe efter Halfdan Rasmussens børnerim) til Far, hvor flyver Svanerne hen for 6 stemmigt pigekor, 1973.
(JBR)
Noter
