I dansk sammenhæng er Henning Christiansen nærmest at ligne ved et stjerneskud, der lyser kraftigt op i begyndelsen af 1960’erne for senere at dø ud. Internationalt ligner Henning Christiansen derimod en nova, der viser sig i løbet af 1970’erne og indtager sin plads på firmamentet blandt avantgardens andre stjerner og planeter.

Når det forholder sig sådan, hænger det sammen med, at Henning Christiansen er vanskelig at putte i bås og svær at indordne i det lokale musiklivs kasser og systemer: Han blev uddannet som musiker, men blev kendt som komponist. Han var en fremragende klarinettist, men de sidste mange år af sit liv rørte han aldrig sin klarinet og optrådte bl.a. som amatørviolinist på et instrument, han havde malet grønt. Som komponist var han med blandt de unge modernister i 1960’erne, men han tog samtidig afstand fra modernismen og komponerede folkelig, socialrealistisk musik. Som ”fluxist” gjorde han sig internationalt gældende med happenings og aktioner i bl.a. Tyskland, Italien og USA, men han var aldrig medlem af FLUXUS netværket.

Henning Christiansen var modsigelsernes og modsætningernes mand. Men han var ingen ”Rasmus modsat”. En af hans lærere, komponisten Vagn Holmboe der var ”et af de mennesker, [Henning Christiansen] kunne ”kommunikere teoretisk med”, gav ham det råd ikke at blive stående ved sine resultater. ”Hvad er resultater? Jeg ville hykle hvis jeg tog dem til mig. De må forlades af dig om kort tid. De har ingen kraft uden din person.” [1]

Henning Christiansen var ”fluxist” i den forstand, at han aldrig fandt et fast ståsted. Han levede i tiden, og han fulgte med tiden i sine værker. Hans liv og værk hænger sammen og skal i det følgende skildres under ét i afsnit, der ofte overlapper hinanden eller er sideløbende.

• Til slutningen af 1950’erne – en klassisk begyndelse.
• 1960’erne – modernisme og ”ny enkelhed".
• Fra midten af 1960’erne og frem – enkelhed og folkelighed.
• Fra midten af 1960’erne og frem – happening, aktion, FLUXUS.
  
  

(JBR)

Noter

”Jeg er opvokset i Vanløse, altså ikke i Hellerup eller Gentofte. Der er stor forskel.”[1] Sådan lyder en af de få og spredte bemærkninger som Henning Christiansen kom med om sin barndom. Den betoner forskellen mellem det borgerlige Danmark og hjemmet i Vanløse, hvor hans far var mælkekusk og senere indehaver af et ismejeri. Hans mor var tobaksarbejderske. Barndomsårene prægedes nødvendigvis af økonomisk krise i 1930’rne og af besættelse og krig i begyndelsen af 1940’rne. Det kan have været baggrunden for, at værdier som solidaritet og medmenneskelighed livet igennem spillede afgørende rolle for Henning Christiansen som samfundsborger og kunstner.

De første kompositioner skrev Henning Christiansen som 14-årig i 1946, og i 1951 blev han optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med klarinet som hovedfag og teori og komposition som bifag. Han debuterede som komponist under studietiden med en Ouverture for strygere opus 1, 1953, og 1956 deltog han i festivalen Ung Nordisk Musik i Stockholm – sandsynligvis med Rhapsodi for klarinet og orkester opus 2, 1955. De tidlige værker er angiveligt præget af neoklassicisme og arven efter Carl Nielsen.[2]

Efter afgangseksamen virkede Henning Christiansen som klarinettist og klarinetlærer. Han assisterede i forskellige symfoniorkestre og var medlem af Den Kgl. Livgardes musikkorps 1956-60. Sideløbende hermed fortsatte han sine konservatoriestudier som musikpædagog og blev statsprøvet musikpædagog i klarinet 1960.

I 1961 vendte Henning Christiansen tilbage til Konservatoriet – nu som kompositionsstuderende med Finn Høffding og Vagn Holmboe som lærere. Han engagerede sig i studenterarbejdet som formand for elevrådet og stod i spidsen for en studiekreds for ny musik. Studiekredsen blev opfattet som en provokation af de mere konservativt indstillede lærere. Men den nød rektor Knudåge Riisagers støtte indtil en Concerto a la FLUXUS i 1963, hvor der bl.a. indgik afspilning af en pornofilm. Næste dag blev han indkaldt til en samtale på rektors kontor, hvor ”Riisager og jeg blev enige om, at nu skulle jeg finde noget andet at lave”.[3]

(JBR)

Noter

I begyndelsen af 1960’erne sluttede Henning Christiansen sig til den kreds af unge komponister, som søgte inspiration i international ny musik og nye veje ud af den Carl Nielsen-tradition, der prægede dansk musikliv og konservatorieuddannelserne. Sammen med kolleger som Per Nørgård, Ib Nørholm, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Axel Borup-Jørgensen og Finn Savery var han aktiv i Det Unge Tonekunstnerselskab og studerede nye værker fra tyske og franske komponister som Stockhausen og Boulez i en studiekreds, hvor også den kommende musikchef i Danmarks Radio, Mogens Andersen, og flere andre deltog. Navnlig Pierre Boulez’ værk for sangstemme og instrumentalensemble Le marteau sans maître var genstand for indgående undersøgelser i studiekredsen ud fra en fejlagtig forudsætning om, at værket måtte være serielt.

Ligesom de fleste af kollegerne deltog Henning Christiansen også i sommerkurserne i Darmstadt, som han frekventerede 1962 og 63, hvor han sig efter eget udsagn mest opholdt i kantinen. Kurserne, som Boulez og Stockhausen holdt, havde han ”gennemskuet”. Senere tog han skarpt afstand fra Darmstadt, som han anså for en videreførelse af den borgerlige musikkultur, han ud fra politiske og kunstneriske grunde var modstander af. Et af hans tidligste ”moderne” værker, Tre Beckett sange for baryton og ensemble opus 13, 1963, tyder dog på, at han endnu var uafklaret i sit forhold til Darmstadt-modernismen.

Sangene kombinerer stærkt subjektive tekster af Samuel Beckett med et mere objektivt, strukturalistisk instrumentalakkompagnement der godt kunne være inspireret af Boulez og Marteau. Med absurde stavelsesgentagelser og pointeret ekspressionistisk udtryk skurrer sangstemmen imod akkompagnementet. De Tre Beckett sange bliver til en underfundig dialog der både udnytter og dementerer de kompositionstekniske nyskabelser, som Darmstadt repræsenterede.

Samtidig med at Henning Christiansen kritisk tilegnede sig Darmstadt-modernismen var han i kontakt med kunstnere og kritikere fra andre fag. Han blev knyttet til Den eksperimenterende Kunstskole, der var dannet 1961 af billedkunstneren Poul Gernes som et alternativ til det mere konservative Kunstakademi. Her mødte han bl. a. digteren Hans-Jørgen Nielsen, hvis danske gendigtninge af japanske Haiku-digte (1963) fik stor indflydelse i samtiden.

Haiku-digtenes forening af en stram form, en klar struktur og et poetisk udtryk genfinder man i nogle af de værker, som Henning Christiansen komponerede samtidig med, at han skrev de Tre Beckett sange: først og fremmest i instrumentalværket Perceptive Constructions I opus 27 fra 1964. Her er målet for komponisten at forene den folkelige musiks umiddelbare enkelhed med den moderne musiks konsekvente konstruktion. Henning Christiansen når sit mål ved at opstille enkle spilleregler, der styrer det musikalske forløb på en måde, som direkte kan høres og opfattes af publikum.

Resultatet er en musik, der på den ene side virker konstrueret og dermed bevæger sig i samme retning som den konkrete poesi. På den anden side består værket af genkendelige motiver eller temaer, som gentages i let varieret form, der umiddelbart kan opfattes af publikum. I samtiden blev denne dobbelthed af konstruktion og opfattelighed døbt ”Ny enkelhed”[1].

Henning Christiansens Perceptive Constructions blev ny-enkelhedens gennembrudsværk ved uropførelsen i 1965. En kollega til ham, komponisten Bernhard Lewkovitch kaldte i dagbladet BT uropførelsen for ”musikhistorisk”, hvilket eftertiden har bekræftet. Hans kompositionslærer fra konservatorieårene, Finn Høffding, sagde at værket var ”den vigtigste nyskabelse, der var lavet i første del af det 20. århundrede”[2], hvilket – selv med begrænsningen ”i dansk musik” underforstået – er store ord fra en komponist født i det 19. årh.

For Henning Christiansen blev værket udgangspunkt for en række kompositioner, der byggede på konstruktion og enkelhed: I helt elementær form klaverværket Modeller opus 33, 1964-67, der består af få figurer, som forlænges og forkortes i et klart, symmetrisk mønster. De samme principper, men mere udarbejdede, karakteriserer kammeroperaen Dejligt vejr i dag, n'est-ce pas, Ibsen opus 37, 1966, med tekst af Hans-Jørgen Nielsen og scenografi af Bjørn Nørgaard. Og princippet genfindes, men nu mindre demonstrativt og til gengæld med større melodisk ynde, i værket Satie auf hoher See opus 52, 1969, for forskellige instrumentkombinationer, f.eks. sopranino blokfløjte og klaver.

(JBR)

Noter

1960’erne var et årti hvor mange, især mange unge og yngre, sympatiserede med eller engagerede sig på den politiske venstrefløj. Henning Christiansen var blandt dem. Han engagerede sig i det kommunistiske parti og håbede dér at finde den sociale retfærdighed, den solidaritet og den medmenneskelighed som var hans politiske ideal. Det førte til, at han også som komponist blev mere politisk og social bevidst, og hans musik blev mere folkelig. Det konstruktive element forsvinder ikke, men det træder i baggrunden for melodiske og klanglige elementer, som umiddelbart taler til tilhørernes følelser og fantasi.

Henning Christiansen fik betydelig succes som folkelig komponist. Han skrev flere tv-operaer og ledsagemusik til radio og fjersyn, film og teaterstykker af forfattere som Erik Thygesen, Per Kirkeby og ikke mindst Hans Scherfig, hvis politiske tendens stemte over ens med hans egne holdninger. Størst udbredelse af disse værker fik nok hans musik til en film efter Hans Scherfigs roman Den forsvundne Fuldmægtig opus 69, 1971. Musikken blev senere udgivet som hans symfoni nr. 2 Den forsvundne (Edition S 1977).

I 1977 blev Henning Christiansen inviteret til Sovjetunionen. Der oplevede han en virkelighed, som var i modstrid med de idealer, han håbede på, at kommunismen ville virkeliggøre, og han meldte sig ud af partiet. Det blev enden på hans engagement i politik, men ikke på hans drøm om en bedre verden. Kunsten blev hans middel til at realisere drømmen – ikke som et revolutionært våben, men som udfordringer til eftertanke.

Et relativt sent eksempel er den musik, Henning Christiansen komponerede til Odense Teaters opførelse af Marghareta Garpes skuespil Kameliadamens kærlighed og død efter Dumas’ roman. Skuespillet følger ”Kameliadamen” Marguerite gennem hendes forhold til hendes elskede Armand og de skiftende galaner, der sørger for hendes underhold. Men der er også glimt af det parisiske miljø med den degenererede adel, det magtfulde borgerskab og det frihedstørstende proletariat.

Marguerite symboliserer den ideelle stræben efter kærlighed og menneskelighed og ledsages musikalsk af en soloviolin. Armand ledsages af en klarinet hvis dybe register gennem stykket bliver mere fremherskende. Adelsmændenes perverterede lyster illustreres af tuba og piccolofløjte. Henning Christiansen belyser skuespillet Kameliadamens kærlighed og død med klanglige midler, der i sig selv er associationsskabende og skaber en slags instrumentalt teater i sin ledsagemusik..

Læs Henning Christiansens noter til Kameliadamens kærlighed og død her.

(JBR)

”Henning er ikke medlem af FUXUS.
Henning er FLUXUS.”
Bjørn Nørgaard, 1987.

I de ovenstående afsnit er Henning Christiansen flere gange benævnt som ”fluxist”. Betegnelsen er gængs i litteraturen, men den kræver en forklaring. Strengt taget er Henning Christiansen og FLUXUS to forskellige ting, for han var ikke medlem af det internationale netværk, som kalder sig FLUXUS og blev samlet 1962 i Tyskland af amerikaneren George Maciunas i forbindelse med den første FLUXUS festival i Wiesbaden. FLUXUS festivalen blev gentaget i København november 1962, hvor Henning Christiansen var blandt de danske kunstnere, som medvirkede. I dansk sammenhæng var Henning Christiansen altså involveret i FLUXUS fra første færd, og han deltog sammen med bl.a. komponisten og billedkunstneren Eric Andersen og billedkunstneren og galleriejeren Arthur Koepcke i den følgende FLUXUS festival 1963.

Læs mere om FLUXUS i Danmark her.

I 1964 rejste Henning Christiansen til Düsseldorf hvor han fik kontakt med den tyske billedkunstner og professor Joseph Beuys. Det førte til nye FLUXUS-lignende kompositioner, og efterhånden også til en svagere forbindelse til det internationale FLUXUS netværk og de danske FLUXUS kunstnere. I Danmark samarbejdede han med en gruppe kunstnere omkring tidsskriftet ta’ og Den eksperimenterende Kunstskole, bl.a. digteren Hans-Jørgen Nielsen og billedkunstneren Bjørn Nørgaard, om kunstneriske manifestationer, der lige som FLUXUS gjorde op med den traditionelle koncertform, men dog holdt fast ved kunstværket som begreb.

Et hovedværk fra denne tid er radiofoniværket to PLAY to DAY opus 25, 1965, for soloklaver, orkester og tre stemmer, hvoriblandt den landskendte markedsudråber ”Professor Tribini”. Iflg. komponisten ” rummer værket ”certain possibilities to improvise. Sometimes clear written – sometimes – but I will tell you, that it could be good if you prepared all texts and actions in connection with the opportunity – changing, changing. As it should be good to change many-things all over the world.”[1]

Det næste store værk: Dejligt vejr i dag – n’est-ce pas – Ibsen opus 37, 1966, med genrebetegnelsen kammeropera/ritual/messe/oratorium havde tekst af Hans-Jørgen Nielsen og scenebillede og aktioner af Bjørn Nørgaard. Her er tale om et minutiøst fastlagt forløb for fire sangere og fire instrumentalister, der bevæger sig rundt i geometriske mønstre, som gennemløber et strengt symmetrisk formskema. Værket indgik i DUT’s kammeropera-turne 1967-68 sammen med bl.a. Mogens Winkel Holms Sonate for fire operasangere.

Afgørende for Henning Christiansens udvikling som ”fluxist” og for hans internationale karriere blev samarbejdet med Joseph Beuys der begyndte med en happening Hauptstrom i Darmstadt 1967 og manifesterede sig i en række happenings/værker frem til Beuys' død 1986. Centrale er her værkerne fluxorum organum opus 39 (opf. 1967, Wien) og Requiem of Art fluxorum organum II opus 50 (opf. 1970, Edinburgh).

Samarbejdet med Joseph Beuys og ægteskabet med den tyske professor og billedkunstner Ursula Klara Reuter 1968 førte til, at Henning Christiansen fra 1970’erne i højere grad blev en del af tysk kulturliv end af dansk. Ægteparret slog sig ned i landsbyen Askeby på Møn og engagerede sig i den økologiske bevægelse, og i årene herefter kom naturen og dens lyde til at spille en stadig større rolle i hans musik. Et eksempel herpå er Die grosse grüne Zelt-Symphonie (mit Vögeln) opus 133, der blev opført uden for Düsseldorfs operahus som led i partiet Die Grünen’s valgkampagne 1980. Men selv om Tyskland stod i centrum for Henning Christiansens kunstneriske virke, var der også bud efter ham fra andre steder. Han komponerede stadig til danske kunstnere og ensembler, som han følte sig på bølgelængde med, og hans ry bredte sig internationalt. F.eks. til Italien, hvor han 1985 på grundlag af båndoptagelser med dyrelyde fra Roms zoologiske have komponerede sin Symphony Natura opus 170, der blev uropført som et otte timer langt lydforløb i Roms ZOO.

Efterhånden fik også de offentlige myndigheder i Danmark øjnene op for Henning Christiansens kunst, og han sammenredigerede tre værker Stonesong, Hommage à Ken Unsworth, Lowland Trilogi til værket Stonesong  for Ken opus 190, 1990, hvor klangen af sten udgør en væsentlig akustisk ingrediens. Værket blev udgivet med Kunstfondens støtte og indgik i den danske pavillon under kunstbiennalen i Venedig 2001.

Henning Christiansen var aktiv som ”fluxist” og komponist frem til sin død 2006. Noget af det sidste, han komponerede, var musikken til en CD-ROM udgivet af Den Kongelige Formidlingsfond om Bjørn Nørgaards gobeliner: Dronningens Gobeliner fortæller Danmarks Historie, 2003. Det var 33 år efter, at Bjørn Nørgaard og Henning Christiansen havde vakt offentlig skandale med en hesteofring på en mark ved Kirke Hyllinge, hvor en slagtet hest blev parteret, og Henning Christiansen ledsagede ofringen med musik på en grønmalet violin.

(JBR)

Noter

Kærligheden, længslen efter kærligheden, længslen efter menneskelig varme.

”Jeg ved at højt deroppe over mit liv, findes en himmel, som er evigt blå.” Ønsket om at møde simpel medmenneskelighed. ”Fugle der flyver mod en himmel uden grænser”. At søge kærligheden uden grænser, er som at fange fuglen i flugten, umuligt. For Marguerite er det umulige muligt. Drømmen skal blive til virkelighed. Hun har fået alt timeligt ved sin viljes styrke. Prisen var høj, men hun betalte den.

KAMELIADAMEN, kamelia på bordet hver dag. Kærligheden blomstrer. Violinen følger hendes søgen efter den ægte kærlighed til den bitre grænse, hvor drømmen brister og forsvinder i et højt skærende lysglimt.

ARMAND er også sin far, toldchef Duval. Klarinettens mørkeblå klang tegner elskerens forvandling til ”stengæsten”, den forstenede drøm, som ingen kan leve op til. Tynget af kontrabassen hæver klarinetten og med den, Armand, sig aldrig over middelmådigheden. Umærkeligt forsvinder lidenskaben.

VARVILLE TAGER KROPPEN. Kropsligt fortæller tubaen og kroppens kræven. God mad og elskov hører sammen. Vin og postej. Kroppens nydelser. Varville tager Marguerite bagfra.

HERTUGEN TAGER SJÆLEN. Fin gammel kultur. Snedig svinskhed. Æder tanker. Skrøbelig gamling. Suger af ungdommen. Skør piccolofløjte. Mozartkultur. Onanerer fløjten.

Vibrafonen glimter falskheden fra hinanden. Den er den svømmende sandhed. Den svimlende sandhed.

DU LAC krymper sig ved klaveret. Rør ved tonerne med brudte hænder, der tilbyder alt, men intet får. Marguerite vil have, at han spiller Weber, men hun går efter de første akkorder, for at tale med Gaston og Prudence. Med bedende øjne følger hans spillets gang. Med kastreret romantik gennemfører han sin fiasko. Du Lac er et brudt menneske.

Trompeten og trommen følger folket i kampen for friheden. Den franske revolution gav mennesker håb om at bryde grænser ned, åbne til friheden. Optimismen stækkes, men kun for en tid. Frihedstrangen vil altid være der og en skønne dag, så …

OPFORDRING TIL DANS. Borgerskabet valser rundt mellem hinanden. Postulerer en frihed på bekostning af andre. DET BORGERLIGE BAL er straks mere gumpetungt. Sejren er vundet, men friheden er ligeså tom, som den var. Alt er forgæves. En frihed opnået ved tvang er højst en nydelse, men aldrig befriende. Borgerskabet humper videre. Uden medfølelse oplever det Marguerites død.

I Paris 1983, er det stadigvæk, hver eneste dag, friske blomster på KAMELIADAMENS GRAV.

Henning Christiansen[1]

Noter

FLUXUS festivalen november 1962 var et af højdepunkterne i en udvikling og debat, der havde været under optrapning i musiklivet gennem nogle år og kulminerede 1965. Kort fortalt var der tale om en konflikt mellem tradition og modernisme i dansk musik.

Traditionen var repræsenteret af Carl Nielsen og især af hans elever og efterfølgere, som havde siddet tungt på musiklivet siden 1930’erne. Stilistisk drejede det sig om en national neoklassicisme, vendt mod senromantikken og forankret i en særlig ”dansk tone” med rødder i højskolesangen og den protestantiske salmesang fra århundredets første halvdel. Diatonisk og tonal med et let modalt anstrøg.

Modernismen var internationalt præget med tysk, østeuropæisk og lidt fransk inspiration: I 1940’rne og 50’erne Bartók, Hindemith og Stravinsky. Efterhånden også Schönberg og omkring 1960 Darmstadt og New York med Stockhausen, Boulez og John Cage som de vigtigste navne.

FLUXUS hører strengt taget ikke hjemme i nogen af disse to kategorier, men er en protest mod det borgerlige musikliv som institution uden hensyn til dens stilistiske observans. Men i Danmark blev FLUXUS opfattet som del af den internationale modernisme og en videreførelse af de tendenser, som musiklivet var blevet præsenteret for i værker af f.eks. Stockhausen og Cage. Set med traditionens øjne var FLUXUS et internationalt og artsfremmed element, der truede den nationale musikkultur. Set med modernismens øjne var det et ekstremt, men ikke nødvendigvis efterfølgelsesværdigt eksempel på den fornyelse, der skulle åbne dansk musikkultur mod omverden og modvirke provinsialisme og indavl.

Debatten spidsede til i 1961, da fjernsynet  sendte et program, hvor David Tudor spillede musik af John Cage for præpareret klaver, og hvor der også blev banket på instrumentet og klapret med låget. Hvorfor skulle det statslige tv, som vi alle finansierede, udbrede et åbenlyst sindssygt menneskes mishandling af et godt klaver? Det gav debat i pressen, og Statsradiofonien reagerede ved at genudsende koncerten, så alle havde mulighed for selv at se og tage stilling.

Så var bolden givet op, og den blev spillet videre af Louisiana museet der i samarbejde med Det Unge Tonekunstnerselskab inviterede endnu en amerikansk musiker og komponist fra kredsen omkring John Cage – Nam June Paik – til en kabaretagtig forestilling, hvor han bl.a. smadrede et klaver, hældte mel over sig selv, badede i en tønde og klippede slipset af en musikkritiker.

Underholdningsværdien var stor, men ikke alle medlemmer af Det Unge Tonekunstnerselskab syntes, at det var morsomt. Nogle – bl.a. et bestyrelsesmedlem – meldte sig ud af foreningen med den begrundelse, at den nu blev domineret af en hård kerne, ”for hvem intet længere er helligt […] ved at acceptere hr. Paiks åbenlyse åndssvagheder som kunst, åbenbarer [de] en afgrundsdyb mangel på dømmekraft…”.[1]

Den hårde kerne var de førende repræsentanter for modernisterne: Unge komponister, der fra ISCM og Darmstadt havde oplevet den internationale moderne kunst, og ældre udøvende, der havde valgt den moderne musik som deres speciale. De forvandlede i løbet af 1960’erne Det Unge Tonekunstnerselskab fra en musikforening med en vis stilistisk bredde til bannerfører for modernismen. Et første skridt i denne udvikling var gennemførelsen af FLUXUS festivalen 1962.

Forventningerne var på forhånd høje: Man ventede at få en festival, der ville give et grundigt og gennemarbejdet indtryk af modernismens forreste avantgarde. For kvaliteten borgede en række navne hentet fra FLUXUS tidsskriftet med Adorno, Metzger, Ligeti, Stockhausen, Kagel i spidsen. Komponisten Per Nørgård garanterede som bestyrelsesmedlem af DUT, at festivalen ville vidne om arrangørernes ”sobre forarbejde” – i modsat fald ville han ikke godtage den.

Festivalen blev trods betydelig publikumsinteresse et flop, der først og fremmest skyldtes at såvel kritik som tilhørere fandt den dårligt tilrettelagt og kedelig. Nogle af de annoncerede kunstnere, bl.a. Nam June Paik, dukkede aldrig op. Andre satte publikums tålmodighed på så store prøvelser, at der blev tumulter undervejs, hvor vrede tilhørere kastede sko mod de optrædende. De fleste, blandt dem formanden for Det Unge Tonekunstnerselskab, dirigenten Lavard Friisholm, der selv deltog i opførelsen af Eric Andersens værk opus 33, følte sig snydt og undsagde festivalen sammen med bl.a. komponisten Per Nørgård.  Radio og TV, der fra begyndelsen støttede arrangementet, trak støtten tilbage og afstod fra at transmittere begivenheden. Et pladeselskab, der ville optage koncerterne, meldte også fra.

Kun nogle få af komponisterne i Det Unge Tonekunstnerselskab stod frem og forsvarede FLUXUS, blandt dem komponisten og Schönberg-forskeren Jan Maegaard, der havde forstået hvad FLUXUS festivalen handlede om: Nemlig et forsøg på med provokationen som virkemiddel at rense ud i alle de konventioner, der gennemsyrer musiklivet og koncertinstitutionen. Maegaard konkluderede, at man som kunstner ”vanskeligt [kan] sidde disse bestræbelsers manifestation overhørig. Om man så vil give disse mennesker [FLUXUS kunstnerne] ret i deres syn på denne sag, ja, det er en helt anden snak.”[2]

Noter

Værkliste efter SNYKs værkdatabase, Karin Hindsbo (red.): Henning Christiansen, 2011 og REX.

Med opus nr.:

Op. 1                       Ouverture for strygere, 1953.

Op. 2                       Rapsodi for klarinet og orkester, 1955.

Op. 3                       Klarinetsuite, 1958.

Op. 4                       Sonate for klaver, ”Ungdomssonaten”, 1957, r. 1979.

Op. 5                       Sange, 1957.

Op. 6                       EOS – koncertouverture f. ork., 1956.

Op. 7                       Trio for obo, clarinet i A og fagot, 1954, r. 1981 som op. 7b.

Op. 8                       7 [10?] epigrammer f. pno., 1959, r. 1975 som op. 8a.

Op. 8a (sic!)             4 telegrammer f. pno., 1975.

Op. 9                       Quintetto infernale, 1961.

Op. 10                     Quintetto espressione f. fl., vl., vla., vlc. og pno., 1962.

Op. 11                     5 intermezzi for klaver, 1962.

Op. 12                      Suite for violinsolo, 1962.

Op. 13                      Sonate for violin og klaver, 1962. Edition S.

Op. 14                      3 Beckett-sange f. bar. og ens., 1963. Edition S.

Op. 15                      Korrespondance f. bkl. og ork., 1963.

Op. 16                      Dialectical Evolution f. bånd, 1963.

Op. 17                      3 progressive sonater for klaver, 1963.

Op. 18                      Instrumentalt teater “Schizofreni” f. pno., 1963.

Op. 19                      Audience pieces f. pno., 1964.

Op. 20                      Colour pieces f. pno., 1964. [Uropf. v. FLUXUS festival, Aachen 1964]

Op. 20a                    Colour pieces f. pno., 1963. [Uropf. v. FLUXUS festival, København 1963]

Op. 21                      Pop-art, ballader f. pno., 1964.

Op. 22                      Watersong f. bånd, 1964.

Op. 23                      Space and object f. ork., 1964.

Op. 24                      2 kaffestykker f. ork., 1964.

Op. 25                      To play to-day f. stemmer, kor og ork., 1964. Edition S.

Op. 26                      Manresa f. ork., 1966.

Op. 27                      Perceptive constructions I f. ens., 1964. [Udgivet som Psychological Constructions I, PANEL 13, 1964]

Op. 28                      Perceptive constructions II f. ens., 1964. Engstrøm & Sødring 1966. [Udgivet som Psychological Constructions II, PANEL 13, u.å.]

Op. 29                      Klavernoveller, 1965. [Udgivet som Psychological Constructions III, PANEL 13, 1965]

Op. 30                      Articulationer f. org., 1965. PANEL 13.

Op. 30a                    Et sted i luften, 1966.

Op. 31                      En rose til frk. Stein f. str., 1965. PANEL 13.

Op. 32                      Den arkadiske f. vl. og pno., 1966. Dan Fog/ Edition S.

Op. 33                      Modeller f. pno., 1964-67. Engstrøm & Sødring.

Op. 34                      Den rokadiske f. strygekvartet, 1966. Engstrøm & Sødring.

Op. 35                      Demonstrationer f. strygekvartet, 1966.

Op. 36                      1,2,3,4,5 f. pno. og bånd., 1966.

Op. 37                      Kammeropera Dejligt vejr i dag, n'est-ce pas, Ibsen, 1966. Engstrøm & Sødring 1966.

Op. 38                      Und ein Engel ging vorbei f. kl. og strygekvartet, 1967. Engstrøm & Sødring 1971.

Op. 39                      [EURASIENSTAB] Fluxorum organum I f. orgel og aktør, 1967.

Op. 40                      Haiku-demonstrationer, japansk suite f. aktør og perc., 1967.

Op. 41                      Badet f. stemme, melodica og bånd.

Op. 42                      Bogler, 1967. [Musik til radiouds. ”Kriminel” af Erik Thygesen]

Op. 43                      Rastplatz bitte sauber halten f. 2 aktører og bånd, 1967.

Op. 44                      Exertier f. stemme, perc. og guit., 1968.

Op. 45                      Pausemusik f. acc., 1968. [Musik til radiouds. af Erik Thygesen]

Op. 46                      I Liselund Slotspark f. sopr., fl. og vl., 1969. [Musik til film af Per Kirkeby]

Op. 47                      Stevns klint f. fl. og org., 1968. [Musik til film af Per Kirkeby]

Op. 48                      Un cube vert/Garden music/Det grønne Danmark f. bånd, 1968.

Op. 49                      Ich versuche dich freizulassen (machen) … Oder sollen wir es verändern? f. bånd, 1969. [Performance Berlin og Mönchengladbach, 1969]

Op. 50                      Requiem of art, fluxorum organum II aus CELTIC f. band, 1970.

Op. 51                      Musik als grün f. bånd, 1969-70.

Op. 52                      Satie auf hoher See, version 1-3 f. pno og instr., 1969. Grizanta Musikforlag, 1971.

Op. 53                      Lokaliteter f. pno., 1970. Grizanta Musikforlag, 1971.

Op. 54                      Et minde f. org., 1970. Egtved 1981. [oprindelig: Ved morfars begravelse Valdemar Røpke]

Op. 55                      Min døde hest f. stemme, grøn violin og pno., 1970.

Op. 56                      Det er forår f. blfl. og cemb., 1970. Engstrøm & Sødring 1971.

Op. 57                      [Det er] Årstiderne f. cemb., 1971. [Musik til film af Per Kirkeby og Jørgen Leth].

Op. 58                      Personalia f. pno., 1970.

Op. 59                      Alvard går til radioen f. bånd, 1970.

Op. 60                      Schottische Symphonie, performance, 1970.

Op. 61                      Oktober er gul, v. 1 f. pno. og stemme, 1968, v. 2 f. guit. og stemme, 1970. WH 1972.

Op. 62                      3 nocturner til rosenelskeren f. vlc./ [klarinet?] og pno., 1970.

Op. 63                      Jüngling auf der Wanderschaft, f. 2 pno. [og stemme?], 1971.

Op. 64                      Satans idyl f. pno. og stemme, 1971.

Op. 65                      EN TO MANGE f. stemmer, 1971.

Op. 66                      Sange fra den grå sø f. pno og stemme, 1971. Grizanta 1971.

Op. 67                      Strategygetarts, a symphony. Hommage à Richard Demarco f. bånd, 1971.

Op. 68                      Skarpretteren f. bånd, 1971. [Musik til film af Ursula Reuther Christiansen]

Op. 69                      Den forsvundne fuldmægtig [Musik til film efter Hans Scherfig], 1971, udg. som Symfoni nr. 2, ”Den forsvundne”, Edition S, 1977.

Op. 70                      Eventyret om den sædvanlige udsigt f. vl., vla. og vlc., 1971. [Musik til radiospil af Jørgen Leth]

Op. 71                      Bornholmerstykker f. pno. og 2 acc., 1972. [Musik til dokumentarfilm]

Op. 72                      Skolesangspil ”Bondeføreren Knud Lavard”, 1972.

Op.73                       Livet i Danmark f. 2 vlc., 1972. [Musik til film af Jørgen Leth]

Op. 74                      Stålvængetsange f. kl. og pno., 1972.

Op. 75                      One year with a girl f. bånd, 1972.

Op. 76                      Længe leve livet f. blfl., vlc og pno/cemb., 1971-72. Edition S 1976. [Musik til film af Ursula Reuther Christiansen]

Op. 77                      Tragedien f. el-guit. og pno., 1972.

Op. 78                      Præsten i Vejlby, suite f. ork., 1972. [Musik til film af Claus Ørsted]

Op. 79                      Land og by mødes (tekster af Peter Thorsboe og komp.), 1972-73.

Op. 80                      Efter 2. oktober f. bar. og pno., 1972.

Op. 81                      Naturdigte f. bar. og pno., 1973.

Op. 82                      Krigerkirkegården f. pno., 1972 (?). [Musik til film af Franz Ernst]

Op. 83                      Ungdom/Jugend, Konzert f. blfl., str. og cemb. 1973. Musikhøjskolens Forlag 1974.

Op. 84                      Tosse-Ludvigs Slotte f. pno., 1973.

Op. 85                      Afskedens time f. pno., 1973 (?). [Musik til film af Per Holst]

Op. 86                      De jyske zigeunere f. stemme og pno., 1973.

Op. 87                      Balladen om Ann f. pno., 1974. [Musik til film af Åse Schmidt]

Op. 88                      TV-opera ”Blomsten og forræderiet” f. kor og ork., 1974.

Op. 89                      7 sange til Anna [Brøndum] f.stemme og pno., 1975.

Op. 90                      Målbevidst/Zielbewusst, koncert f. solo blfl., vl. str. og cemb., 1975. Musikhøjskolens forlag, 1975.

Op. 91                      Trio om tiden der gik f. blfl., vlc og cemb., 1975. Musikhøjskolens forlag.

Op. 92                      Laserne f. mandskor og pno., 1975.

Op. 93                      Det forsømte forår f. kl. og pno., 1975. Edition Egtved, 1979.

Op. 94                      Venceremos - Vi vil sejre, version 1 og 2 f. stemme og pno eller bl. kor., 1975.

Op. 95                      Det gælder din sikkerhed f. soli, kor og instr., 1975. [Musik til syngespil af Peter Thorsboe]

Op. 96                      Vikingemusik - om det danske sindelag f. blæsere og perc., 1975. [Musik til film af Poul Gernes og Per Kirkeby].

Op. 97                      Gå ind i din tid f. recitation og pno., 1975.

Op. 98                      Dansk sommer f. pno. og ork., 1976.

Op. 99                      Det danske sommerland f. blfl. og cemb., 1976.

Op. 100                    Skoven f. bl. kor, 1976. Kredivia, Frederiksberg, 2008.

Op. 101                    Sommerfestmusik f. harmoniork., 1976.

Op. 102                    I de dybe skove f. 5 tubaer, 1976. Divertimento Music Edition, Norge, 1993.

Op. 103                    TV-opera ”Bredas fald” mini-klovneopera, 1976.

Op. 104                    Folkepoesi fra Centralasien for mandskor, 1976.

Op. 105                    Det kunne være så dejligt f. blfl. og vlc., 1976.

Op. 106                    Sommerdans f. 2 kl. og harmoniork., 1976.

Op. 107                    Den muntre fremtid f. blfl. og cemb., 1976.

Op. 108                    De jyske zigeunere f. ork., 1977.

Op. 109                    Kalkunmusik f. blæsere, 1977.

Op. 110                    Klaverfantasi ”Alvorlig sjov på Svind”, 1977

Op. 111                    Skuespilmusik ”Velkommen til Svind”, 1977.

Op. 112                    Æventyrlige tilstande f. brass-band, 1977.

Op. 113                    TV-opera ”Den otteøjede skorpion”, 1978.

Op. 114                    Trio ”Som dagen gik” f. blfl., vlc. og cemb., 1979.

Op. 115                    Severus og fuglene (?).

Op. 116 a,b              mary-lou I og II f. stemme og tr (?), 1978.

Op. 117                    Neruda-skriften f. blæsere, 1979.

Op. 118                    Sct. Hansaften-spil, 1979. [Musik til TV-film efter Oehlenschlæger]

Op. 119                    European Soundscape, 1979.

Op. 119 a                 Rørblæsersangen, 1979.

Op. 120                    Blokfløjteblomster. Vor ged er død., f. trb. og pno., 1979.

Op. 121                    Og den lange dag er forbi. Hans Scherfig in memoriam. 1979.

Op. 122                    De fem svaner f. messingkvintet, 1980.

Op. 123/24              Verden er fuld af børn, 1979. [Musik til film af Aase Schmidt]

Op. 125                    Skuespilmusik til Steen Kaalø: ”Alfa og Omega”, 1980.

Op. 126                    De Nakskov spillemænd f. brass-band, 1980.

Op. 127                    Fjenderne f. kor, 1980.

Op. 128                    Grønt-multi-musi-sjov, 1980.

Op. 129                    Danske klaverstykker.

Op. 130                    Danmark var min lærers have, tekst: Steen Kaalø, 1980. Musikhøjskolens Forlag.

Op. 131                    Kredsløbsforstyrrelse f. recitation og tuba, 1980.

Op. 132                    Afstande skal overvindes f. blfl., tuba, cemb. og str., 1980. [Reg. Som op. 134 i KB]

Op. 133                    Die grosse grüne Zeit-Symphonie (mit Vögeln), 1980.

Op. 134                    Krig og fred (med fugle) f. fløjter og bånd, 1980.

Op. 135                    En sælgers død f. 5 blfl. og 5 fl., 1981. [Skuespilmusik?]

Op. 136                    Kirkeby og Edward Munch f. tuba, 1981.

Op. 137                    Sonate f. fl. og pno., 1982.

Op. 138                    Münchhausens ulykkelige sange f. stemme og pno., 1981.

Op. 139                    Desire sonata f. pno., 1981.

Op. 140                    Défense sonate f. pno., 1981.

Op. 141                    Sorgens dans, 1981.

Op. 142                    EN LILLE HISTORIE, 1981.

Op. 143                    Vinterbilleder I, hulemåned, 1981.

Op. 144                    Betrayal f. vl., tuba/trombone og vib., 1981.

Op. 145                    Vinterbilleder II, sulemåned f. vlc. og sax., 1981.

Op. 146                      Jorn kantate ”Held og hasard - dolk og guitar” f. bl. kor og bånd, 1982.

Op. 147                      Vinterbilleder III, KONG FROST f. ob.og bånd, 1982.

Op. 148                      [Vinterbilleder IV] Maskemåned f. tr. og trb. og bånd, 1982.

Op. 149                      Vinterbillede V, Martsviol, f. vl. og vib., 1982.

Op. 150                      TV-musik ”In den Tod - Hurra!” f. kammerens., 1982.

Op. 151                      Jomfru Fannys hofmusik f. fl., fag. og bånd, 1982.

Op. 152                      Kameliadamens kærlighed og død f. stemmer og instr., 1983. [Skuespilmusik]

Op. 153                      Tænkningens Varmekarakter f. fag. og bånd, 1983.

Op. 154                      Broderskab f. bl. kor og brass band, 1983.

Op. 155                      Überüber ­– oberober, 3. ländler f. pno., 1983.

Op. 156                      Theatra [performance], 1983.

Op. 157                      Orkanschild. Denkmal für die Opfer, f. ork., 1983.

Op. 158                      Tiefland (Beuyspit), performance [incl. 25 kyllinger], 1984-86.

Op. 159                      HT's trafikmarch f. harmoniork., 1984.

Op. 160                      Kingo Kantate "Vågn op, min sjæl" f. bl. kor og instr., 1984.

Op. 160b                    Ginko biloba f. pno., 1984.

Op. 160c                    Gingo biloga fliegt durch die Räume, 1984.

Op. 161                      Grundton f. pno., 1984.

Op. 161b                    Erweiterter(sic!) Grundton, 1984/85 (?)

Op. 161c                    Klosterklänge (gänge) /Ohr-GRUNDTON, 1986.

Op. 162                      Fragment of the World (to find the World) f. band, 1984.

Op. 163                      Penthesilea I f. sopr., tarogato/S-sax, vlc og bånd, 1984. [Skuespilmusik efter Kleist, Berlin 1984].

Op. 164                      Lettres de tuba – dans le caverne de Penthesilea, 1984.

Op. 165                      Im Bauch des Wolfs f. 3 tubaer og band, 1985.

Op. 166                      Wolfgesang II, 1985 (?).

Op. 167                      Farø-kantate "Byg bro mellem mennesker" f. bånd, 1985.

Op. 168                      sTilsTand f. tuba, 1985. [Performance]

Op. 169                      Tarogato und Kanarienvögel im Meeresraum f. blæsere og performance, 1985.

Op. 170                      Symphony Natura f. 8 højttalere, 1985. [Performance i Roms ZOO, Italien]

Op. 171                      [Il giardino del] La montagna gialla f. band og performance, 1985.

Op. 172                      Freundschaft. Action für Joseph [von Henning], 1986. [Mix af opus 50 og opus 60]

Op. 173                      Als die Sprache platzte, und die Musik abfuhr – und der Mond erscheint. 1986.

Op. 174                      Peter de[r] Grosse, Zar der neuen Zeit, 1986. [Musik til radiospil, Sender Freies Berlin]

Op. 175                      Den røde skov, 1986. [Musik til film af Ursula Reuther Christiansen]

Op. 176                      Penthesilea, 1986. [Skuespilmusik efter Kleist version 2, Rom 1986]

Op. 177                      Abschiedssymphonie f. bånd, 1987. [Mix af forsk. bånd fra ”Friedenskonzert” 1985]

Op. 178                      Gudbrandsdal f. bånd, 1987.

Op. 179                      European ZEN, performance, 1987. [Uropf. som ”Sonne-Mond-Landschaft (Tiefland III), København 1987]

Op. 180                      Camus gekrümmte Finger, 1987.

Op. 181                      Det flydende Danmark - et værk i havet f. soli, bl. kor og ork., 1987.

Op. 182                      Nyhavnstrut – Hafenbrei – Stew-music, 1987.

Op. 183                      Sagra del signore della nave. Der Herr der Schiffe., 1987. [Efter Pirandello, 1917]

Op. 184                      Das wasser fliest. 1987.

Op. 185                      Nach Wyschnegradsky f. strygekvartet og bånd, 1988.

Op. 186                      Schafe statt Geigen, 1988.

Op. 187                      Prometheus. Den forudseende, performance, 1988.

Op. 188                      Ostsee Brechen. Action music f. stemme, instr. og diverse materiale, 1988.

Op. 189                      Kreuzmusik - FLUXID BEHANDLUNG, 1989.

Op. 190                      Erste Liebe, 1989-90. [Musik til Radiospil efter Beckett, Westdeutsche Rundfunk 1989]

Op. 191                      Alida Fehrings geöffnetes Prokrustesbett f. fiberglasfløjte og band, 1989.

Op. 192                      Umvälzung, Eurasienstab ist immernoch Angelpunkt, fluxorum organum 1990 f. blæsere og bånd, 1990.

Op. 193                      VOGEL-ZYMPHON io am en vogel, 1990.

Op. 194                      Verena. Vogelzymphon, 1990.

Op. 195                      180 Hammerschläge gegen Kriegsaffen, 1988.

Op. 196                      Stone song for Ken, performance, 1990. [Også som opus 197]

Op. 197                      Lowland-Trilogy, performance, 1990. [Også som opus 196]

Op. 198                      Tamburlaine the Great, 1990,

Op. 199                      Manresa, der Verwundete, der Reisende, Action music,1990.

Op. 200                      Rør – Rohr – Tube, 1991.

Op. 202                      Von Angesicht zu Angesicht. 1991.

Op. 203                      Mediterranian Music-Water /Mare nostrum in moedium terrae, 1991.

Op. 204                      Der Tod, die Fliegen, 1992.

Op. 205                      Stalin-Zymphon, 1993.

Op. 206                      I went to my – VOICE – NOICE – CHOICE, performance, 1993.

Op. 207                      Gelbe Musik. Gelber Klang in Stuttgart, 1993 (?).

Op. 208                      yellow yelling, 1993 (?).

Op. 209                      6 Opinions, 1994.

Op. 210                      Gefühle, 1994.

Op. 211                      Die Symphonie der Gedanke, 1994.

Op. 212                      PANDORA’S NEW BOX, 1994.

Op. 213                      Steno in AQUA LABOR, 1995.

Op. 214                      The peacefull green hammer, 1993 (?).

Op. 215                      How to eat music, 1992.

Op. 216                      Hjemløse sjæle på vandring, 1995.

Op. 217                      Hav-symfoni, 1996.

Op 218                      FANEFJORD / FYRVÆRKERIMUSIK / VIKINGEMUSIK – om det danske sindelag, 1996.

Op. 219                      CLOCK wie die Zeit vergeht, 1997.

Op. 220                      Waldszenen. Action performance efter Schumann op. 82, 1997.

Op. 221                      Das darfst du nicht – Das darfst du doch.

Op. 222                      Munter – sein – Musik – und das, 1990.

Op. 223                      Übersinnliches Gelächter, 1998.

Op. 224                      Alle the Cage is a Stage, 1999.

Op. 225                      Stor – gross – grand – great f. pno., 1999.

Op. 232                      Sextant-Buen flyver verden rundt, 2005.

Uden opusnr.:

Trio f. ob, kl. og cor., 1959.

Trio for fl., kl. og cor, 1959.

Tre sange f. solo og børnekor, WH 1961.

Gangama, Regntiden Begynder - Billede fra Indien, WH 1962.

Shalom – Israel f. kor, WH 1963.

Sort – Hvid i Afrika, WH 1963.

Samfund, Bevægelse – Udvikling, simultanspil, WH 1964.

Informations,  version 1 f. blæsere, version 2 f. org. 1965. PANEL 13 1965.

Hauptstrom. Happening 20/3 1967, Darmstadt.

”Einige irdische”. Performance Düsseldorf 1969.

Alvards korsfæstelse 1969 [fejlagtigt registreret som op. 55 i KODA]

Min mors have (tekst: Jeppe Aakjær), 1973.

Hofnarren Ulrik Luft f. stemme og pno., 1973.

Stensalme f. stemme og pno., 1973.

Oktober er gul, version 3 f. bl. kor og guit., 1974.

Desillusion BOSSA NOVA, 1974.

Hofnarren Ulrik Luft f. damest. og pno., 1976.

Lille land hvad nu? Anti-EEC komedie, 1977.

Why-therefore-play f. fl. og pno., 1981.

Sangskat. Kærlige sange, Edition Egtved 1982.

I al sin glans f. stemme og instr., 1983.

Die Kinder von Himmlerstadt f. instr. ens., 1983.

Wendepunkte f. instr. ens., 1983.

Simon in der Wüste f. 2 aktører og 1 instr., 1983. [Opus (1983)]

Green-ear-year, goodday mr. Orwell vers. 1 og 2 f. bånd, 1984. [Opus (1984)]

Når ulvene hyler om natten, 1985. [Opus (1985)]

Friedenskonzert f. 3 pno. og bånd, 1985.

Nøglen til Calais f. bånd, 1985.

Suppe für den Koenig f. bånd, 1985.

Øresalon - Ohrsalon – Earsalon f. bånd, 1985.

In-con-se-kvenz f. elektronik, 1985-87.

Reality is a ghost in my mind ….. , 1987.

Da stavnsbåndet brast 1788 – 1888 – 1988 – 2088. 1988.

Wie 2 Schafe 200 werden f. bånd, 1989.

Die Pfeife f. blfl. og bånd, 1990.

Time is it what (the Throne) f. pno. og band, 1990.

Steh'auf, es ist Krieg, 1991.

AORTA / Celtic Soundscape, 1991.

Verden er alt hvad der er tilfældet. Magt og Eros, 1994 (?). [Musik til film af Dorthe Fogh]

Gobeliner – Billedmusik, 2003. [Musik til CD-ROM om Dronningens gobeliner]

Uden opus, uden år:

Boglar f. vl.

Is it what Time (the Sleeping Man) f. pno. og band.

Stein-Zeit-Grammo.

What Time is it (the Boat) f. pno. og bånd.

Litteratur i udvalg

Poul Nielsen: Artiklen Henning Christiansen i: Sohlmans Musiklexikon 2. udg., Stockholm 1975.

Helmer Nørgaard: ”Flere verdener mellem to tog. Samtale med Henning Christiansen” i: Dansk Musiktidsskrift 1986/87 nr. 4.

Erling Kullberg: Nye toner i Danmark. Dansk musik og musikdebat i 1960’erne. Aarhus 2003

Karin Hindsbo (red.): Henning Christiansen. Komponist, Fluxist og uden for kategori. København (Foreningen HC og Sohns Forlag) 2011. Med bibliografi samt fortegnelser over kunstværker og musik.

Udvalgte indspilninger:

Henning Christiansen: Satie i høj sø, opus 52
Michala Petri (blokfløjte), Hanne Petri (klaver)
Greensleves
Philips 420897-2 (1982), CD

Henning Christiansen: Tre Beckett sange
Per Johansen (vokal), Tamás Vetö (dirigent), Prisma-ensemblet
Odeon 6 E 063-38075 (1972), LP

Diverse udgivelse af Henning Christiansen, samlet på UBUWEB:SOUND:
Abschiedssymphonie - Scottische Symphonie. Requiem of Art - DUST OUT OF BRAIN - VERENA VOGELZYMPHON/SCHAFE STATT GEIGEN - Kreuzmusik Fluxid Behandlung Op 189 - "Symphony Natura" OP.170 - VERENA VOGELZYMPHON - SCHAFE STATT GEIGEN
Div. performere
Link til ubuweb

Christiansen, Henning: Stonesong, opus 196
Udgivet i forbindelse med udstilling i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen 2001

Se også www.discogs.com for diskografi