LIGESOM ET BARN DER LEGER MED FARVER
Ole Buck er født 1. februar 1945 på Frederiksberg og voksede op i Sydhavnen tæt ved Musikbyen i København. Hans musikalske talent blev tidligt opdaget gennem en talentspejder, der fra 3. klasse fik ham ind som elev på Sct. Annæ Gymnasiums Sangskole, hvor han fik sin musikalske grundskoling og kunstneriske inspiration. Oles medvirken i Stravinsky’s Salmesymfoni blev en stor og skelsættende oplevelse. Han begyndte nu at studere Stravinsky´s værker nærmere, og senere også andre nyere komponister - dette satte ham igang med selv at komponere. Samtidig meldte han sig ind i Det Unge Tonekunstnerselskab, hvor han blev en passioneret tilhører til deres koncerter. Her viste han sine første partiturer til flere dirigenter, hvor èn begejstret udtalte: ”Ole Buck komponerer som et barn, der leger med farver”. I disse ungdoms år fyldte den nye klassiske musik alt i hans liv - der var ikke tid eller interesse for andet end musik.
Og ungdommen var heldig i 60erne, for Danmarks Radio havde (dengang) ingen berøringsangst overfor den nye klassiske musik. Tværtom var der løbende programmer med og om ny musik, med direkte optagelser fra koncerter i både ind og udland. Bl.a. programmet “Vor tids musik” (med Mogens Andersen som vært) fik en afgørende betydning, da Ole her for første gang hørte om komponisten Niccolò Castiglioni. Fra dette møde gennem radioen, blev kærligheden til Castiglioni´s sublime musik og krystalklare tonesprog vakt. En fascination og inspiration som har holdt igennem hele livet, og er afspejlet i flere værker.
Kendskabet til Castiglioni og hans musik, blev senere uddybet via korrespondance og i 80´erne med flere besøg til Italien, hvor Ole mødtes med komponisten.
Da skolen var slut, kontaktede Ole Buck komponisten Per Nørgaard som storsindet tilbød ham gratis privatundervisning i komposition og teori til optagelsesprøve på Musikkonservatoriet i København. Han blev nu indført i den nye danske musiks kompositionsscene, som på det tidspunkt gennemlevede en udvikling fra romantisk neoklassicisme til mellemeuropæisk avantgarde.
Det var i denne atmosfære af en helt ny tid, han skrev sine første værker, og et af dem Kalligrafi for sopran og kammerorkester, blev hurtigt antaget og opført af Radiosymfoniorkestret i 1965 med direkte udsendelse på TV.
Alligevel blev Ole Buck afvist som elev på DKDM. I protest forlod Per Nørgaard konservatoriet og trak hele sin kompositionsklasse med sig til Århus Musikkonservatorium, hvor komponisten Tage Nielsen var rektor. Ole blev her optaget i 1965 efter ny optagelsesprøve, og igen med Per Nørgaard som sin engagerede lærer. Siden komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen, der gennem årene fik stor betydning som lærer, komponist og menneske, da han helt forstod og respekterede Ole Buck’s egenart og musik.
I Århus dannedes grupper med komponister, forfattere og malere, som Ole tilsluttede sig og mødte kunstnere, som han følte sig åndsbeslægtet med. Han var også medstifter af AUT (Århus Unge Tonekunstnere) sammen med bl.a. komponisten Karl Åge Rasmussen, og senere i 1967 tog han til Darmstadt for at opleve Gyorgy Ligeti, Earl Brown (New Yorker skolen) og Henry Pousseur.
Ole Buck´s deltagelse i Ung Kunst i Århus (der etablerede en diskussionsscene ‘Maj 68’ som kunne vare op til flere døgn) blev inspiration til orkesterværket Punctuations en “revolutionær parafrase” fra 1968, der blev uropført ved et komponist seminar ledet af den polske komponist Witold Lutosławski. Lutosławski tog partituret med sig til senere opførelse på festivalen Warszawa Efterår, og her fik musikken en flot modtagelse og vakte en del morskab.
Det var en tid med åbning mod nye musik og livsformer, og med indflydelse alle steder fra - som orientalsk og fjernøstlig musik og inspiration fra middelalderens enkelhed, nu kaldet “ny enkelhed”. Den særlige danske udformning med et poetisk søgende udtryk, høres
tydeligt i værkerne Sommertrio og Hyperion - fra Hölderlin’s digtning af samme navn. Et digt der udtrykker håb om en bedre verden med poesien som omdrejningspunkt, et generations håb som mange af tidens kunstnere havde - og vel stadig har.
