Simon Løffler er komponist og performer, og hans værker folder sig ofte ud som en hybrid mellem det performative og processuelle, det komponerede og det iscenesatte.
Gymnasietiden og særligt et studieophold i USA blev for alvor igangsættende for Simon Løfflers kompositoriske virke, og som 21-årig kom han ind på Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums komponistlinje. Her studerende han fra 2002 hos Bent Sørensen, Hans Abrahamsen og Niels Rosing-Schow og fik en kandidatgrad i 2007. Inden Løffler i 2013 debuterede fra Solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium ved Simon Steen-Andersen, havde han et års studier på uddannelsen a.pass (advanced performance and scenography studies) i Bruxelles. Den belgiske skole betegner sig selv som et kunstnerisk forskningsmiljø, hvor der forskes i performativitet og scenografi i en international kunstnerisk og pædagogisk kontekst.
Både i de tidligere værker, skrevet under hans studietid, og i de senere har Simon Løffler vist nye veje for at vende og mikse genkendelige og nye elementer - både scenen og rummet, lyden og udtrykket, instrumentet og måden der spilles på instrumentet.
Løffler arbejder ofte med alternative instrumenter, udforsker det selv-gjorte og herigennem opstår nye performer- og musikerroller.
Et tilbagevendende tema i hans værker har været det intime rum, som inddrager lytter og udøver, og bringer dem tættere på selve den musikalske oplevelse. Fx når Løffler skubber ved grænserne for hvor fysisk tæt, vi kan komme på musikken, eller når han udforsker i hvor høj grad interaktion og musikernes forbundethed styrer værkets præmis.
Kunstnerisk udvikling 2004-2018
Karakteristisk for Simon Løfflers skabelsesproces er hvordan værket vokser frem gennem en periode med udforskning, research og selv-gjorte konstruktioner. Det kan minde om ’grundforskning’, når Løffler forud for et nyt værk så at sige starter helt på ny og søger at finde de grundlæggende præmisser for værket og koncept bag. Dette tager tid, og Simon Løfflers værker kommer også næsten uden undtagelse med omkring ét år mellemrum.
Simons værker og kunstneriske udvikling i perioden 2004 til 2018 kan opdeles i blokke med hver deres særkende:
2004-2009:
Denne tid kalder Simon Løffler selv for ’Dygong-perioden’, da han i 2004 sammen med tre jævnaldrende komponister og medstuderende – Christian Winther Christensen, Regin Petersen og Nicolai Worsaae – etablerer komponistkollektivet Dygong.
Dygong bliver en væsentlig aktør særligt på den københavnske live-scenen, hvor de skaber koncerter og koncepter helt fra bunden og selv står for alle parametre omkring koncerterne. De afvikler og performer selv, skaber kollektive værker og står for en vildere og mere prøvende tilgang til begrebet ’ny kompositionsmusik’.
Løfflers egne kompositioner fra perioden tæller bl.a. soloværket September08 (2008) for et el-klaver, der forvrænges af et Max MSP-patch, og hvor pianisten opfordres til at spille med hansker for at beskytte sine fingre for de gentagende og voldsomme glissandi, som værket er bygget op omkring.
Se September08
2010-2014:
Selvom Dygong fortsætter med at eksistere op gennem 2010’erne kan årene 2010 til 2013 anskues som en ’Post-Dygong-periode’, hvor Simon Løffler skræller alt det unødvendige væk og søger efter en anden måde at forholde sig til, tale om og skabe musik. Både værkernes titler (’a’, ’b’, ’c’ etc.) og deres musikalske struktur fremstår renset for det narrative og det dramatisk associerende.
I stedet for den narrative fortællerstruktur kommer det rituelle, det intime og interaktionen.
Som fx i stykket ’a’ fra 2010 for børneinstrumenter, hvor fire musikere sidder tæt sammen i en lukket cirkel, og på et givent tidspunkt igangsætter en hviskekæde mellem de tre af musikerne.
Den første musiker reciterer en lille bid af en bestemt tekst til sidemanden, og denne fortsætter til sin sidemand. Hermed skabes en kædehandling og relationer imellem tre af musikerne, som den fjerde står udenfor og betragter. Dette forplanter sig til musikken, idet hele formen er bestemt af dette modspil imellem tre musikere der spiller med hinanden, og en der spiller imod.
Interaktionen bliver et centralt tema, og Løffler arbejder med at skabe en instrumental logik ud fra den måde som musikere (og nogle gange publikum) er forbundet med hinanden på.
I lysstofrørs-værket ’b’, som blev uropført ved Simons debut i 2013, skabes lyden af ren fysisk kontakt mellem tre musikere, og i værket "c" (uropført i 2014) skabes en situation hvor alle, performere såvel som publikum, er forbundet med hinanden. For at opleve værket skal publikum nemlig bide i en skinne og herigennem få adgang til den musik, som de tre performere opfører.
I parentes skal det bemærkes, at Simon Løffler i 2011 ikke skrev nogle værker. Dette år studerende han på den belgiske skole a-pass, hvor han i tråd med uddannelsens fokus på proces og idegenerering, ikke komponerede.
2014-2018
Det mekaniske og maskinelle bliver centrale temaer i 2014-værkerne ’H’ og ’Solo’. I ’H’ er det maskinen med de roterende blade, der kontrollerer musikerne og deres spil på stemmegafler.
I ’Solo’ bliver performerens bevægelser video-tracket af et kamera der hænger i loftet over en plade, der er ’dekoreret’ med et mønster af sammenfletterede cirkler med punkter. Performeren bevæger sig i en fastlagt rute på pladen og bærer et lille lys, som tricker lyden, når et punkt passeres. ’Solo’ er både et lille studie i det maskinelt kontrollerede og i menneskets fysiske formåen – lyden kontrolleres af maskinen, men idet det er et menneske, og ikke en robot der udfører ruten, er publikum samtidig vidne til et forløb, hvor performeren udfordres fysisk og bliver mere og mere fysisk udmattet, som værket forløber over tid.
Se videodokumentation af ’Solo’
Simon Løffler beskriver selv denne periode som post-humanistisk, hvor han søger mod et mere ligeligt forhold mellem mennesker, natur og maskiner. I ’Singvögel’ fra 2018 spiller musikerne sammen med to mekaniske fugle, og Løffler udfordrer den menneskelige tilstedeværelse ved at lade musikernes bevægelser nærme sig fuglebevægelser.
I disse senere værker handler det ikke blot om at finde et nyt og andet tonesprog, men i højere grad om at udvikle nye sceniske greb, hvor performere/mennesker er tilstede og i samspil med maskiner og/eller natur på en ny og mere balanceret måde.
